Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Bertel Haarder

Informations læsere har stillet en række spørgsmål til den nyudnævnte indenrigs- og sundhedsminister
Informations læsere har stillet en række spørgsmål til den nyudnævnte indenrigs- og sundhedsminister
27. februar 2010

Hvis du skal gøre status over din tid som undervisningsminister, hvad er så dine største sejre og dine største nederlag?

»Den største sejr er, at jeg har været med til at vende mentaliteten, tænkemåden i retning af faglighed. Blandt andet med litteratur- og historiekanonen. Desuden har jeg fået alle uddannelsesinstitutioner undtagen folkeskolerne, som er kommunale, til at være selvejende institutioner med stærke ledelser og bestyrelser. Jeg føler ikke, at jeg har haft nogle nederlag i denne ministerperiode, men da jeg var minister i 1980erne led jeg mange nederlag. Dengang blev området styret af et alternativt flertal bestående af de radikale, Socialdemokraterne og SF, og jeg fik ikke et ben til jorden.«

Jeg vil gerne spørge om, hvad din livret er?

»Det er klar suppe med boller. Efterfulgt af suppekød og is. Man koger suppen af kød fra en gammel malkeko i fem timer og tilsætter kød- og melboller. Bagefter kan man spise suppekøddet og slutte af med is. Vi fik det til alle festlige begivenheder i min barndom. Også juleaften. Da min mor et år serverede and, fordi vi havde fået lidt bedre råd, besluttede en enig familie, at vi skulle indføre klar suppe med boller igen. Jeg kan også godt lide grønlangkål. Ikke nordjysk grønlangkål. Sønderjysk Grønlangkål. Den nordjyske er for tør. Den sønderjyske saftig og smelter på tungen.«

Hvilken indflydelse har adgangsbegrænsningen på uddannelsen til læge og sygeplejerske i 1980erne haft på manglen på uddannede i fagene i dag?

»I 80erne begrænsede vi adgangen til lægestudiet, fordi amtskommunerne bad os om det. De sagde, at vi uddannede for mange. Alle kan med nutidens øjne se, at det skulle vi ikke have gjort. Når behovet ændrede sig, så er det også fordi, der kom nye arbejdstidsregler på sundhedsområdet. Men vi skulle ikke have begrænset adgangen.«

Hvad betyder det at være liberal for dig? Hvor liberal er du?

»Jeg er varm tilhænger af individuel frihed. Frit skolevalg, hospitalsvalg osv. Og jeg glæder mig til at fjerne bureaukrati og bøvl i regionerne og kommunerne. Men der er også ting, der er så vigtige, at de ikke kan være liberale. Det gælder skolen og hjemmet, hvor man ikke kan lade børnene bestemme alt. Det gælder ægteskabet, som heller ikke er liberalt. Og det gælder sådan set også landegrænserne. Så der er ikke-liberale ting, som jeg er tilhænger af.«

Du har jo været med i mange år i kulturkampen. Hvordan vurderer du kampen i dag? Er den slut? Har I vundet?

»Den er vundet på skole og kulturområdet i den forstand, at et kæmpe flertal er enige i de holdninger om faglighed, som jeg havde allerede i 80erne. Jeg kan eksempelvis ikke huske en eneste protest over historiekanonen. Den har eleverne taget godt imod. Vi har også vundet, når det gælder holdningen til økonomi. Skattestoppet er accepteret af alle. Tidligere var der også stor modstand imod NATO og EU det har også ændret sig.«

Jeg vil godt spørge dig om, hvordan du har tænkt dig at forsvare din tid som integrationsminister i Anders Fogh Rasmussens regering, når du en skønne dag står overfor Sankt Peter?

»Jeg vil forsvare det, jeg gjorde, med næb og klør. Jeg var med til at forebygge noget, der kunne have ført til kæmpe problemer og måske sammenbrud. Sammenhængskraften var truet. Ghettoerne bredte sig. Rigtigt mange ægteskaber endte med familiesammenføringer, og ingen havde fordel af det. Jeg ved, at vores tiltag også ramte ægteskaber, som ikke var arrangerede, men det skyldtes, at vi ikke måtte diskriminere. Det håber jeg, at Sankt Peter vil tilgive.«

Kære Bertel. Hvilken side står dit hjerte nærmest: Forebyggelse eller helbredelse?

»Det altafgørende, hvis vi skal leve stærkt og dø sunde, er, at vi bliver bedre til at tage ansvar for vores eget helbred. Så mit svar er forebyggelse. Vi når ikke målet om at blive blandt de sundeste lande i verden gennem forbud og behandlinger. Vi gør det ved at lade befolkningen tage ansvar samt ved at gøre det lettere at vælge de sunde løsninger.

Hvad er din holdning til højere afgifter på cigaretter og usunde madvarer?

»Jeg går ind for højere afgifter på alkohol og tobak, hvis ikke det bare udløser større grænsehandel. Grænsehandelen sætter grænsen for, hvor langt, vi kan gå.«

Er du ikke mere end pensionsmoden?

»Man skal ikke se på dåbsattesten, når man skal vurdere folks egnethed. Man skal se på, om der brænder en ild, om der er utålmodighed efter at ændre tingene og om der er et ungdommeligt sind. Når statsministeren har givet mig en så tung ministerpost i alder af 65 år, så må det være fordi, han ser de ting i mig. I øvrigt er jeg i god form. Jeg vinterbader og surfer. Altså vindsurfing. Og jeg kan gå på hænder. Det er jeg den eneste i regeringen, der kan.«

Er der overhovedet nogen grund til at du ikke skulle krone dit imponerende politiske værk med at få nedlagt Regionerne, inden du går på et velfortjent otium?

»Jeg agter at samarbejde med regionerne og jeg glæder mig til det. Vi har nogle kæmpe udfordringer. Hvad der sker på senere tidspunkt, vil jeg ikke udtale mig om.«

Hvordan forholder du dig til den stigende privatisering af vores sundhedsvæsen?

»Jeg er fløjtende ligeglad med, om jeg bliver behandlet på et offentligt eller et privat sygehus, bare kvaliteten er i orden. Når det er sagt, så vil jeg også sige, at jeg ikke kan forestille mig, at en stor del af sektoren vil være privat heller ikke om 20 år. Det private vil ikke fylde mere end nogle få procent.«

Skal vi nu forvente, at der skal indføres tests, patientplaner og anden bureaukratisk administration i den offentlige sundhedssektor, ligesom dem vi kender fra folkeskolen?

»Jeg har lige fået et krav fra flere folketingspartier om, at jeg skal lave test af læger, før de får lov til at praktisere i Danmark. Det vil jeg helst undgå. Jeg vil hellere lade Sundhedsstyrelsen godkende eksamenspapirerne og de ansættende hospitaler stå for praktikken. Jeg er altså mindre tilhænger af test end Socialdemokraterne og flere andre partier. Så svaret er nej.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu