Løkke sætter sit eget hold

Statsministeren uddelte røde kort på stribe ved gårsdagens rokade, der også sendte Søren Pind på banen
24. februar 2010

Anders Fogh Rasmussen genbrugte stort set de samme mennesker på sit regeringshold igennem sine mere end syv år ved magten, faktisk blev kun Tove Fergo direkte fyret som kirkeminister. Resten gik nærmest selv. Lars Løkke Rasmussen derimod har med gårsdagens ministerrokade udskrevet fyresedler på stribe. Om det er klogt kan ingen endnu vide, men i hvert fald viser statsministeren på denne front en hel del mere mod end sin forgænger.

Samlet set er regeringen klart blevet styrket med den store rokade. Danskerne får en stribe helt nye ansigter at forholde sig til og er blevet andre kvit, som længe har klaret ministeropgaven skidt. Politisk dødvægt som for eksempel Carina Christensen, Jakob Axel Nielsen, Ulla Tørnæs og Helge Sander er kastet over bord, hvilket skaber mere politisk fremdrift i VK-fartøjet.

Endnu bedre for Løkke er, at forsvarsminister Søren Gade - og den lækagesag som måske i sidste instans kunne true regeringens troværdighed alvorligt - har taget konsekvensen og forlader politik. I Venstre kårer de nu Gade som martyr. Hvis lækagesagen ender med en frikendelse af ministeren, kan han derfor vende styrket tilbage til politik om nogle år. Oppositionen vil naturligvis forsøge at holde lækagesagen i live, men den kan ikke længere få parlamentariske konsekvenser. Dermed er en ganske stor del af presset nu taget af regeringen.

I stedet bliver Gitte Lillelund Bech ny forsvarsminister. Det er en præmiering af en myreflittig og respekteret politiker, der ligesom den nye undervisningsminister, Tina Nedergaard, i det daglige har bevist, at de kan tænke, arbejde med og formulere politik.

Konservativt mandsmod

De konservative har i forbindelse med rokaden vist mest mod. Ny videnskabsminister er Charlotte Sahl-Madsen og partiets næstformand, regionsrådspolitikeren Benedikte Kiær bliver socialminister. Duoen, der udgør K-toppen - Lene Espersen og Brian Mikkelsen - er tilsyneladende så stærke, at de kan se bort fra at rekruttere friske folk til ministerbænkene fra folketingsgruppen. Måske fordi talentmassen heller ikke ligefrem er iøjnefaldende. Sahl-Madsen er ukendt i politiske kredse, men er en kompetent kvinde fra erhvervslivet. Det argument rækker rigeligt i K-kredse.

Det er ikke overraskende, at Lene Espersen bliver ny udenrigsminister, og det vil uden tvivl give K-lederen en mere synlig og folkelig profil. At Brian Mikkelsen nu er blevet ny økonomi og erhvervsminister, ligner mere et ønske om at forsvinde fra medierne fra den ene dag til den anden. Det har Mikkelsen måske også behov for efter en periode som justitsminister, hvor den ene møgsag afløste den anden, og hvor ministeren er under hårdt angreb for at have flygtet som en kujon fra et trafikuheld. Mikkelsen afløses som justitsminister af Lars Barfoed, der næsten altid har evnet at udstråle ukuelig energi. Det kan kun gå fremad. Kulturdanmark må juble over, at den eneste borgerlige politiker, som de respekterer, Per Stig Møller, nu er blevet ny kulturminister.

Løkkes mest offensive satsning er, at gøre Bertel Haarder til ny indenrigs- og sundhedsminister. Haarder skal sikre flanken på det store sundhedsområde, hvor regeringen for tiden styrtbløder til oppositionen. Centralt står diskussionen om hele 'frit valgs-modellen', som er under kraftig beskydning fra venstrefløjen. Haarder er 'Frit valgs-tankens' åndelige fader, og netop hans evner som liberal ideolog og gudbenådet debattør skal være med til sikre, at regeringen klarer skærene ved næste folketingsvalg.

Landbrugets bedste ven

Udnævnelsen af Dansk Landbrugs tidligere viceformand Henrik Høegh til fødevareminister er ved første øjekast en gave til Axelborg. Det er det også, men det er også reelt et lille plaster på såret. For landbrugets allerbedste ven i de sidste par år har været Venstres gruppeformand Hans Chr. Schmidt. Han har været garanten for, at alle set fra landsbrugets synspunkt 'skadelige' lovforslag fra Miljøministeriet mv. har lidt effektivt skibbrud i Venstres folketingsgruppe. Schmidt har nu opgivet gruppeformandsposten mod i stedet at blive transportminister. Dermed har Axelborg mistet deres hidtil bedste ven.

Mest iøjnefaldende er dog den pludselig degradering af Kristian Jensen fra skatteminister til gruppeformand. Imidlertid indgår dette træk i en bevidst strategisk satsning fra V-toppens side, der skal skabe en slagkraftig kampagneorganisation, hvor man opbygger et helt nyt partisekretariat, der er designet til at jage og imødegå Villy Søvndals og Helle Thornings angreb fra morgen til aften. I det team, som Jensen skal lede, indgår også Venstres politiske ordfører Peter Christensen, der også opfattes som uundværlig. Hvis ikke denne satsning lykkes, så taber regeringen valget. Det er i al sin enkelthed Jensens opgave, og netop derfor udstyres han med gruppeformandsstjerner i stedet for en ministerbil i et sekundaministerium.

Karen Ellemann har mildt sagt ikke levet op til stillede forventninger, da hun sidste år ganske overraskende blev udnævnt til social- og indenrigsminister. Ellemann har kludret rundt i den ene sag efter den anden og har skabt unødig forvirring om regeringens sociale profil. Men nu hedder hun som bekendt Ellemann til efternavn, og så vil Løkke ikke så gerne indrømme, at udnævnelsen var en fejl. Spørgsmålet er om hun har bedre chancer for succes på det svære miljøområde, hvor forgængeren 'Traktor-Troels' heller ikke ligefrem brillerede. Det tror jeg ikke. Til gengæld kan Troels Lund Poulsen trække vejret roligt i skatteministerstolen, hvor der ikke sker meget på denne side af valget.

Pind får læreplads

Ny udviklingsminister er Søren Pind. Nogle vil se det som en overraskelse, men det er det nu ikke. Pind har altid været inde i varmen hos Løkke, og hvis ikke han blev minister nu, så var det formentlig aldrig sket. Pind skaber debatter og har kant, der mobiliserer vælgere både mod og med ham. Han går aldrig i ét med tapetet, men har ry for ind imellem at slå 'skæverter' i debatterne. Det sidste er der ikke megen plads til som minister, men Pind har, siden Løkke overtog roret, reelt aldrig været på kollisionskurs med V-ledelsen. Selv Claus Hjort har taget ham til nåde.

Og selve udnævnelsen af Pind er i sig selv et stort hold-kæft-bolsje til alle dem, der mener, at Løkke endnu ikke har taget styringen efter Fogh. V-toppen tror - hvad mange kommentatorer ikke helt begriber - på Pind. De ser ham som en mulig V-udenrigsminister om 5-10 år og udviklings- og bistandsministerposten som en læreplads.

Sikkert er det, at vi ikke har hørt det sidste til Pind.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu