I retspolitikken er linjen klar og konsekvent. Forbrydelser skal efterforskes og straffes hårdt. Men har forbryderen et flertal i Folketinget bag sig, er der en stor chance for, at han slipper for straf. Og skal man tro filminstruktør Christoffer Guldbrandsen, er det netop det, der er ved at ske i Søren Gades Forsvarsministerium. Her er forsvarsministerens mest betroede medarbejder, spindoktor Jacob Winther, under mistanke for at lække dybt fortrolige oplysninger til pressen om en hemmelig mission til Irak i 2007. En anklage, der er så alvorlig, at den vil trække en af regeringens mest folkekære ministre med i faldet, hvis den kan bevises. En sag, der får oppositionen til at drømme om uvildige undersøgelser, embedsmænd under vidneansvar og en populær minister med en ødelagt karriere.
Men meget tyder på, at det bliver ved drømmen. For som så mange gange før nægter regeringen og Dansk Folkeparti at lade sagen kulegrave. »Jeg har ingen informationer i dag, som tilsiger, at jeg skulle kunne iværksætte en undersøgelse, som der kommer noget fornuftigt ud af,« forklarede forsvarsminister Søren Gade til DR og uddybede, at han ikke havde nogen grund til at tro, at hans nærmeste medarbejder stod bag. Men han kunne heller ikke afvise det.
En uvildig undersøgelse kunne han til gengæld godt afvise, og det er kendetegnende, for den måde VK-regeringen har undgået ridser i lakken igennem otte år ved magten. Alvorlige anklager om en folkeretsstridig krig i Irak og udlevering af fanger i Afghanistan i strid med Genève-konventionen er endt uden politiske konsekvenser. Til stor frustration for den politiske opposition: »Der var aldrig kommet en Tamilsag, hvis man havde haft et flertal med Dansk Folkeparti,« siger Mogens Lykketoft.
»Hverken Schlüter eller Nyrup havde støttepartier, der automatisk accepterede, at der ikke er noget at komme efter. Her er pagten mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti så stærk, at de får lov at slippe ud af meget alvorlige sager til gengæld for stramninger i udlændingepolitikken og en ældrecheck,« siger han.
Spørger man eksperter i forfatningsret, hvilke muligheder et parlamentarisk mindretal har for at kontrollere flertallet, er svaret entydigt: Ingen. Alle væsentlige redskaber kræver nemlig, at man først får et flertal i Folketinget. Og de sidste otte års solide flertal har, ifølge professor i forfatningsret på Københavns Universitet Jens Elo Rytter, gjort det klart, at det danske parlamentariske demokrati har alvorlige mangler:
»Alle de effektive værktøjer til at få undersøgt et forhold til bunds kræver et politisk flertal. Når man, som nu, har en de facto flertalsregering, har det vist sig at være nærmest umuligt at få sat undersøgelser i gang,« siger han og understreger, at det ikke nødvendigvis handler om at få ministre draget retsligt til ansvar. Det handler om at kortlægge begivenhedsforløb, og få klarlagt hvad der er sket.
»Lækagesagen er bare et af mange eksempler på et demokratisk problem. For det bliver svært for både flertallet og befolkningen at vurdere, om noget skal have konsekvenser, når man ikke får adgang til et undersøgelsesforløb,« siger han og bakkes op af professor i offentlig ret på Aarhus Universitet Søren H. Mørup:
»Det kan være velbegrundet at nægte et mindretal en undersøgelse, hvis der vitterligt ikke er noget at komme efter. Men det er bestemt ikke uproblematisk, at man ikke kan få rejst en sag, uanset hvor klokkeklar den er, hvis der ikke er et politisk flertal. Det er ikke gavnligt for retsfølelsen i Danmark, hvis der sker brud på ministeransvarsloven, uden at det bliver undersøgt ordentligt«, siger Søren H. Mørup. Han peger på Cavling-vinderen Jesper Tynells afsløringer af Claus Hjort Frederiksens vildledning af Folketinget i sin tid som beskæftigelsesminister som et eksempel på en alvorlig beskyldning, der kan begrunde en nærmere undersøgelse. En sag der foreløbigt ingen konsekvenser har fået.
Gulvtæppet
Ser man på antallet af undersøgelseskommissioner under den nuværende regering, viser der sig en tendens. Op gennem 90erne blev der i otte tilfælde sat gang i store uvildige undersøgelser, mens der siden VK-regeringen kun har været fire. Ud af de fire beskæftiger både Dan Lynge-kommissionen og den nyligt nedsatte Blekingegade-kommission sig med forhold, der ligger trygt på afstand af nuværende ministres ansvar. Uvildige undersøgelser tvang i 90erne Anders Fogh Rasmussen fra sin post som skatteminister, mens Poul Schlüters berømte sætning om, at »intet er fejet ind under gulvtæppet«, blev modbevist af højesteretsdommer Mogens Hornslet, der den 14. Januar 1993 under stort presseopbud bar en 10 kilo tung kasse ind i Statsministeriet. Kassen indeholdt en 6.000 sider lang rapport om Tamilsagen, der udtalte kritik af tidligere justitsminister Erik Ninn Hansen, statsminister Poul Schlüter samt flere embedsmænd og tvang regeringen til at gå af. Men selv om Tamilsagen blev kulegravet ved en uvildig undersøgelse, og Det Konservative Folkeparti selv var med til at nedsætte op til flere kommissioner under Nyrup-regeringen, mener politisk ordfører Henriette Kjær, at der er gode grunde til, at undersøgelseskommissioner ikke længere er populære.
»Man skal lære af sine fejl, for hvad søren har man fået ud af alle de kommissioner, der har været?,« spørger hun og svarer selv:
»Det er minimalt, og derfor er jeg modstander af bare at nedsætte dem i flæng«.
Kvalificeret mindretal
I Tyskland kan et kvalificeret mindretal i parlamentet kræve undersøgelseskommissioner nedsat, og Europarådet anbefaler i en rapport fra sidste år de europæiske lande at indføre regler, der sikrer, at en fjerdedel af et parlaments medlemmer kan nedsætte kommissioner. Ifølge Jens Elo Rytter handler det om at finde en balance, der både tilgodeser mindretallets interesser og samtidigt ikke gør det for nemt at sætte omfattende undersøgelser i gang.
»Det vil være uforsvarligt, hvis grænsen bliver for lav. Det er bestemt ikke gratis at gennemføre den slags undersøgelser, og det kan nemt blive brugt som chikane af regeringen,« siger han.
En samlet opposition forsøgte i 2005 at få ændret reglerne, så et kvalificeret mindretal bestående af to femtedele af Folketingets medlemmer kan kræve en kommission nedsat. Forslaget blev stemt ned og Henriette Kjær har heller ikke umiddelbart noget til overs for Europarådets anbefalinger.
»Europarådet er i sin gode ret til at foreslå, at vi gør det muligt for mindretal at få undersøgelseskommissioner. Men det forslag er der bare ikke noget flertal for i Danmark, og sådan er demokratiet nu engang,« siger hun.
Henriette Kjær frygter også, at giver man først oppositionen muligheden, vil det blive brugt i alt for mange sager. En ubegrundet frygt, mener socialdemokraternes medlem af Europarådet Mogens Jensen.
»Det er selvregulerende, for man skyder jo sig selv i foden, hvis der går inflation i dem. De steder hvor vi har krævet undersøgelser har været i store sager om danske soldaters udlevering af fanger i Afghanistan og Irak-krigen,« siger han.
Men netop Irak-krigen er ifølge Henriette Kjær et oplagt eksempel på en sag, hvor en undersøgelse slet ikke er nødvendig.
»Alt har været vendt og drejet om den krig, så der kommer ikke noget ud af det. Så hellere tage en god gammeldags politisk debat, hvor man kan se forskellen på partierne. Det er meget mere reelt, i stedet for at spilde borgernes skattekroner på kommissioner, der ikke virker«.
Samråd ikke nok
Professor i statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard Christensen er tilbøjelig til at give Henriette Kjær ret.
»Det har været et politisk redskab, som oppositionen brugte utroligt meget engang. Men ser man på, hvad der kom ud af det, er det meget begrænset,« siger han og nævner Tamilsagen som det eneste klare eksempel i historien, hvor en undersøgelseskommission for alvor har virket.
»For både Ole Stavad og Anders Fogh Rasmussen var der ikke tale om noget retsligt ansvar. De tog konsekvensen af, at en undersøgelse rettede kritik mod deres embedsførelse, men det forhindrede dem jo ikke i at fortsætte deres karrierer relativt uhindret senere. Det blev bare til en mindre anmærkning i karakterbogen,« siger Jørgen Grønnegaard Christensen.
Han mener, at oppositionen godt kan sikre kontrol med flertallet ved at indkalde til samråd, stille spørgsmål eller indkalde forespørgselsdebatter.
»Rigsrevisionen, statsrevisorerne og Folketingets Ombudsmand kigger embedsmændene efter i kortene. Derudover har du Folketingets stående udvalg, der kan bombardere med spørgsmål og virkelig kan grille en minister, hvis de tager sig sammen. Det er ganske stærke instrumenter«.
Men at hævde, at mindretallet har instrumenter nok er »noget fuldstændigt sludder«, mener Mogens Lykketoft.
»Der er ikke nogen mulighed for at komme til bunds i sager, hvis regeringen nægter at svare ordentligt. Det kræver, at man indkalder både ministre og embedsmænd under vidneansvar. Grunden til at man har lavet en lov om undersøgelseskommissioner, er jo netop, fordi de andre redskaber ikke er nok,« siger han og peger på, at den manglende kontrol kan skabe en dårlig kultur i embedsværket.
»Der er en risiko for, at nogle embedsmænd føler, at de kan bøje lovene og bekendtgørelserne til det yderste, når de ved, at der sidder 90 mandater, der altid vil dække dem«.
Politisag og sagsanlæg
Om det var forsvarsministerens spindoktor, Jacob Winther, der lækkede dybt fortrolige oplysninger i 2007, står stadig hen i det uvisse. Filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen hævder at have tekniske beviser i form af en lydoptagelse, og Jacob Winther har omvendt truet med en injuriesag på grund af Guldbrandsens beskyldninger. Samtidigt har SFs folketingsmedlem Jonas Dahl anmeldt sagen til politiet. At det ender med et kludetæppe af retssager er en logisk konsekvens af, at flertallet nægter at lade sig undersøge, mener Jens Elo Rytter.
»Med de nuværende regler ender vi med, at mindretallet må ty til andre metoder. Det kan være politianmeldelser eller sagsanlæg. Det er meget uhensigtsmæssigt, for man går kun ind og gør noget til en retsproces, fordi der mangler redskaber inden for det politiske system,« siger han.
Op i røven med centralismen og dens korrupte følger. Befolkningen kan godt selv:
http://en.wikipedia.org/wiki/EZLN
De sidste 9 års misregimente har lært os, at vi har taget et gunstigt politisk system alt for meget for givet. Derfor har vi ikke, som andre demokratier, sikret os imod populisme, pøbelvælde og flertalsdiktatur, hvor et minimalt flertal bruges til at tryne en næsten ligeså stor opposition.
Der er brug for to institutioner: 1) en egentlig forfatningsdomstol, der kan underkende love, der er i konflikt med konventionerne og grundloven, 2) en parlamentarisk mindretalsbeskyttelse som den her skitserede.
Der er også brug en klarere grundlov, der sætter grænser for politiseringen af det civile liv.
Rasmussen (II) og (III) regimerne har voldtaget fundamentet for det danske demokrati ... det bør straffes.
Mon ikke en "fleksibel" fortolkning af terrorlovene ville kunne anvendes ?
Der bliver noget at kigge på for den nye Justitsminister.
Bananstat.
Det er vist på tide med en forfatningsdomstol, og den kunne måske meget passende undersøge sagerne mod de forskellige ministre.
Grundlovens fædre var givetvis af en noget anden moralsk kaliber end de nuværende politikere, og man må af ministre kunne forlange at de i det mindste lever op til de minimumskrav man forlanger af tjenestemænd - de skal leve op til den pligt, agt og tillid, som deres position indebærer.
Vi kan som befolkning ikke leve med magtfordrejende personager i ministerierne, folk der lader sig begave, hvorved deres objektivitet kan sættes under mistanke eller er medvirkende til at bryde våbenloven. (Bendt Bendtsen)
Eller en justitsminister der skifter forklaring ved et færdselsuheld, eller en statsminister der ikke kan finde ud af hvilke midler der er offentlige, og hvilke der er private når han skal betale for fadbamser...
En folketingsformand der ikke vidste hvor han selv boede, og en vicestatsminister der heller ikke kunne finde ud af bopælsforholdene.
En forsvarsminister -nå ja - fortsæt selv....
Vi har da som befolkning krav på beskyttelse, også mod vilkårlig embedsførelse i strid med god forvaltningsskik.
Og med den nuværende trend i Folketinget blandt de store partier, at man straffer løs så snart der er en lejlighed til det for at styrke befolkningens retsfølelse, så var det da lige noget med en sådan domstol, der virkelig kunne statuere nogle eksempler.
... gjort det klart, at det danske parlamentariske demokrati har alvorlige mangler ...
Hvilket demokrati?
Det er klart, at regeringen får støtte fra Dansk Folkeparti i disse sager, for det er jo blot en af måderne, hvorpå samme parti kan tvinge sine egne sager igennem.
»Europarådet er i sin gode ret til at foreslå, at vi gør det muligt for mindretal at få undersøgelseskommissioner. Men det forslag er der bare ikke noget flertal for i Danmark, og sådan er demokratiet nu engang.« Henriette Kjær.
Hvor interessant! En konservativ politiker, der mener, at status quo er det endegyldige svar. Og hvor bekvemt visionsløst. Må man foreslå en tilbagevenden til samtalekøkkenet, fru Kjær. Der er regninger at betale...
Med venlig hilsen
Jo, meget tyder netop på, at flertallet både kan tage fejl og optræde udemokratisk. Ligesom vi har set flere eksempler på en noget anløben moral hos visse politikere. P.t. har vi eksempelvis en formand for folketinget, der nogle gange har haft svært ved at huske, hvor han bor – sjovt nok især, hvis han på den konto har kunnet tiltuske sig nogle ekstra EU-tilskud. Mindes ikke at have hørt nogen tale om folketingets værdighed i den forbindelse.
Meget tyder på, at vores demokrati mangler en effektiv beskyttelse mod det flertalstyranni, som den nuværende og forrige regering har excelleret i. De værktøjer, som prof. Grønnegaard Christensen peger på: forespørgselsdebatter, samråd, statsrevisorer, ombudsmand, har jo i mange vigtige sager vist sig netop ikke at være stærke redskaber. Klarest demonstreret i forb.m. Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Det er en skandale, at det ikke er muligt i et land, der kalder sig demokrati at få afprøvet noget så vigtigt som holdbarheden af beslutningsgrundlaget for landets indtræden i denne krig, fordi regeringen har et flertal på 1 stemme i folketinget.
Ligeså er Anders Fogh Rasmussens tilsidesættelse af ombudsmandens kritik af statsministerens gentagne afvisninger af at lade sig interviewe af en journalist, der har gravet dybt i grundlaget for Danmarks krigsdeltagelse i Irak, også enestående i vores politiske historie. De gange, hvor politikere har negligeret kritik fra ombudsmanden kan vist tælles på en hånd. Sagen rejser spørgsmålet om, vi ikke bør overveje at erstatte ombudsmanden med en egentlig forvaltningsdomstol, der til forskel fra ombudsmanden vil kunne lade sine afgørelser følge op med pålæg eller sanktioner. Sådanne domstole har man anset for nødvendige at have i mange lande i Europa. Den nylige sag om statrevisorernes uenighed vedrørende overbetaling til privathospitalerne hører til i samme kategori, da der også her er tale om, at folketingets mulighed for effektiv kontrol af regeringen ikke lader sig gøre, når det spinkelst mulige flertal i folketinget modsætter sig det. Det virker aldeles urimeligt og på længere sigt utvivlsomt underminerende på demokratiet.
Mange flere eksempler kunne gives på den nedbrydning af de politiske institutioner og normer, som karakteriserer regeringerne Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke. I denne forstand kan man virkelig tale om, at der er sket et ”systemskifte” i dansk politik siden 2001.
Det kan kun ende med både " råd og svamp " .
Blandemaskinen Olferts drømme om at regere, og hans tankesandhedsbevis.
En dialog om hemmelige tanker der vil regere
Olfert havde altid beundret sine tanker, og var ikke et sekund i tvivl om at de skulle deles ud til alle. Af sind som børn flest, var Olfert dog en smule konservativ, men selv så han sig som den der ikke stod tilbage for en ny udfordring. Sandheden var dog i lige linje med løveungen der leger med en slange, at udfordringen altid var bedst cirka 10 meter fra mor - hvis nu den nu skulle bide fra sig.
Men hvilke tanker havde Olfert så at tilbyde, selv jeg, var blevet ganske nysgerrig. Det ville han ikke fortælle, for de var af hemmelig karakter, og skulle gemmes i hans hoved indtil vi var parate. Men det blev jeg kun mere nysgerrig af. Parate ? Til hvad ? Her kom Olfert så ind på, at jeg kunne give min stemme til hans hemmelige tanker, - altså give ham myndighed til at udføre dem - så ville han fortælle mig alt om dem. Der måtte jeg så skyde ind, at jeg kunne jo ikke give min stemme til tanker jeg ikke anede hvad var. Se, det forstod Olfert ikke rigtigt. "Hvorfor ikke !?" reflekterede han højlydt. "Hvorfor?" sagde jeg. "Du kunne jo finde på ting jeg ikke fandt var gode tanker." Men dertil svarede han, at så vidt han hørte omkring sig, så passede de tanker - dem der havde fået lov til at bruge deres tanker, - aldrig med de tanker de udførte bagefter de havde fået lov til at bruge dem. "De løj jo!" råbte han lige i hovedet på mig, forarget. "Det ville du ikke gøre?" Spurgte jeg. Der fulgte nu en lang forklaring om faste, bestemte tanker, der kun gav ham behag, og som han på ingen måde mente havde flyttet sig fra den dag han besluttede at dele dem ud til andre. Han anbefalede dem meget stærkt, de var og blev fortræffelige, sluttede han.
Nu forklarede jeg ham så lidt om kunsten at overbevise andre om sine tankers nytte. Det fandt han var tidsspilde, som han sagde : "Jeg er Olfert, har altid været Olfert, og sådan vil det altid være med mig." Han mente at blot de der kendte ham, fortalte om Olferts evne til at være netop Olfert, måtte være det tankesandhedsbevis vi alle måtte savne. Nytten lå jo i evnen til at være det man var, at andre så udkommet af den indre virksomhed, triumferede han. Og sluttelig hævede han stemmen " At være Olfert er det endelige tankesandhedsbevis."
Så dit bud er altså at vi alle skal være Olferts tanker? Og i sidste ende, være Olfert? Jeg spurgte blidt. Jo flere Olferter, jo bedre, var hans sidste svar, inden han løb de cirka 10 meter der var ind til hans moders hus.
Mener Henriette Kjær det oprigtigt, når hun siger
”…hellere tage en god gammeldags politisk debat, hvor man kan se forskellen på partierne..”
Her drejer det sig om Irak, men i den daglige
politik, anvendes synspunktet sjældent ikke.
Regeringen gider ikke debatterere - hvorfor skulle den, den har jo et flertal. Hendes partifæller i Folketinget og regeringen er slet ikke interesseret i en god gammeldags debat.
Oppositionens synspunkter affejes som ”ideologiske” – hvad de ofte er – mens regeringen søger at fremstå som værende u-ideologiske, og som dem, der forvalter alm. sund fornuft.
Lars Barfoed fx afviser al kritik af udliciteringen af jernbanestrækninger som ”ideologiske”, og taler om at de to hidtidige udbud (Midt- og Vestjylland samt Kystbanen) som indiskutable succeser! Hvis udbuddet af Kystbanen er en ”succes”, gud ved hvordan en fiasko så ser ud for den mand.
Det er rigtigt, at udvalgene har en mulighed for at grille en minister, hvis denne har opført sig kritisabelt. I praksis sker det sjældent. Mange af partierne er så indsyltet i forlig med regeringen (forlig som store dele af oppositionen deltager i for at vise vælgerne hvor regeringsduelige og ansvarsbevidste de er), at de reelt er afskåret fra at udøve kritik i udvalgene – det rammer nemlig dem selv. Her kan man virkelig tale om selvcensur.
Jeg synes tonen er lidt skinger. Lad os lige løfte os op i helikopteren og konstatere, at Danmark nu en gang er blandt de mest demokratiske lande i verden.
Når det så er sagt, så er der 'skønhedspletter', og artiklen her er med til at sætte fokus på disse. Det er kun godt.
Det som jeg synes er trist er, at der er så åbenlys stor forskel på, hvad eksperterne og politikerne siger. Det er jo klart, at Lykketoft vil have flere muligheder for at "grille" regeringen og Henriette Kjær siger, at det ikke virker.
Vores interesse må vel være at sætte os ud over dette fnidder og debatere, hvordan vi gør vort demokrati endnu bedre?
Fordelen ved det flertalsregime der har hersket i Danmark i ni år, er at Anders Fogh Rasmussens udtalelse: "Klassekampen er forbi", er afsløret som ren demagogi...
Det står nu klart for enhver, at der er kræfter i VKO der forfølger mål, som de sætter højere demokratiet...Der er ført ni års klassekamp.
...og udmærket - så er værktøjskassen pakket til, S,E,R,SF skal rette op på VKO's misrøgt af velfærdsstaten:
- Afvisning af oppositionsvenlige journalister
- Underkendelse af kritiske eksperter
- Afvisning af kommissionsarbejde og rapporter
- Udelukkelse fra udvalgsforhandlinger
- Skinforhandlinger
- Underfinansierede budgetter
- Chikanelovgivning
- Affektlovgivning
- Udenomsparlamentarisk pression
- Administrativ opstramning af love
- Hemmelighedskræmmeri i statens forretningsførelse
- Mistænkeliggørelse af enkeltpersoner i oppositionen
- Mødeteknisk afskæring af dialog
...og sikkert en hel del flere 'tools' -
Anstændigheden vil naturligvis forbyde S,E,R,SF at benytte sig af hele værktøjskassen - men meget er blevet tilladt.
@Bill Atkins
Nu er det en debat om demokrati og ikke en debat om den siddende regerings definition af velfærdsstaten.
Din liste indeholder begge dele.
Mikkel Petersen,
Har jeg skrevet "privatisering" noget sted...?
...angiv venligst hvor jeg kommenterer regeringens velfærdspolitik.
udover: "VKO’s misrøgt af velfærdsstaten"...
En ting er at regeringen har misrøgtet "huset", men spørgsmålet er om nogen ( fx. S,E,R,SF) har lyst til at købe det?
Jo, flertallet på Christiansborg kan udmærket tage fejl og gør det også, men flertallet har ret.
Hvorfor? Fordi det har vi vedtaget.
Som udgangspunkt må man konstatere, at det danske demokrati og resultaterne af dets virke, er en af de bedste samfundsdannelser, der er set, holdt op mod, hvad man ellers kan se i omverdenen, men selvfølgelig ikke holdt op mod et idealbillede. Der er god plads til forbedring.
At man politisk er uenig med et aktuelt flertal, er demokratiets væsen. Der er ingen magtarrogance ved at bruge et politisk flertal til at beslutte. Magtarrogance er det først, når man alene henviser til sit flertal (kan tælle til 90) og ikke vil begrunde eller argumentere sine lovforslag.
Den magtarrogance indtræder erfaringsmæssigt i demokratier med 8-10 års intervaller uanset den politiske orientering og så er det på tide at skifte magthaverne ud. Og det bliver de og i det ligger den principielle væsentlige mindretalsbeskyttelse kombineret med retsstatens bestemmelser.
Hugo Barlach skriver, at Henriette Kjær tilsyneladende mener, at den demokratiske status quo er det endegyldige svar – historiens afslutning, så at sige. Det ved vi, at det ikke er, men bl.a. Niels Mosbaks forslag om en fin forkromet altomfattende forfatning kunne være det. Sådanne forfatninger er altid et fikserbillede på, hvad man på tilblivelsestidspunkter anser for politisk korrekt – de rigtige meninger. Og jo ældre de bliver (forfatningerne) desto større brug får man for skriftkloge, der kan tolke de hellige skrifter.
Og selv (forfatnings)dommere kan være uenige. Og dommere kan også begå fejl, men i en samling af dem har flertallet ret. Hvorfor? Fordi det har vi besluttet.
Jeg foretrækker langt vores gode gamle ramme Grundlov, der med meget få formelle ændringer i sit forståelsesindhold er ændret radikalt.
De aktuelle problemer skyldes ikke demokratiske problemer, men angreb på retsstatens principper og det er derfor i første omgang retsstaten, der skal styrkes –uanset hvilket politisk flertal, der aktuelt sidder på flertallet og regeringsmagten.
@Svend W. Jensen:
”De aktuelle problemer skyldes ikke demokratiske problemer, men angreb på retsstatens principper og det er derfor i første omgang retsstaten, der skal styrkes – uanset hvilket politisk flertal, der aktuelt sidder på flertallet og regeringsmagten.”
En forudsætning for, at demokratiet fungerer, er befolkningens adgang til de relevante informationer for stillingtagen, fx beslutningsgrundlaget for Danmarks indtræden i Irak-krigen. Netop når det gælder dette princip har de to sidste Rasmussen-regeringer som bekendt en noget anden opfattelse, fordi de afviser at undersøge sagen ordentligt. Det kan man trods alt finde ud af i Storbritannien, Holland og andre steder.
Og det er på dette punkt, at det danske demokrati helt åbenbart har nogle mangler (transparency).
Er der virkelig nogen i Danmark der ikke vil ændre i grundloven efter de foregående 9 år?
Vi skifter altså regering engang imellem i Danmark - p t er blå blok sagen , næste gang er det måske rød blok eller noget hen over midten .
Hvis man giver mindretallet ( det kan være rødt eller blåt) ret til at nedsætte undersøgelseskommissioner mod ministrene , så bliver det i løbet af nogle år til, at man som mindretal bruger dette instrument, til at tryne regeringer med flertallet af vælgere bag sig - en minister med en undersøgelseskommission på nakken er reelt udelukket fra at kunne arbejde politisk. --al tiden går med kommissionen.
Et kommissions-instrument bliver altså til en trussel mod demokratiet.
En forfatningsdomstol er heller ikke en demokratisk institution, hvis den tilsidesætter handlinger udført af en regering med et flertal bag sig.
I et rigtigt og sundt demokrati er det vælgerne, der "hyrer og fyrer" regeringer - ikke kommissioner og forfatningsdomstole.
Et passende kontrolinstrument er f eks den adgang man har i Schweitz, hvor man kan samle underskrifter ind og kræve love til folkeafstemning - det kunne vi godt bruge i Danmark for både love og folketingsbeslutninger
Robert
Der har aldrig, og vil aldrig eksistere en regering med flertallet af vælgere bag sig.
@ Bill Atkins
Svarede du selv på dit spørgsmål?
Mikael Petersen,
Du fokusere på hvad værktøjskassen skal bruges til...
Det er indholdet i værktøjskassen med alle de borgerlige demokratiske unoder der er mit budskab...
Du forsøger at forplumre debatten istedet for at holde den på sporet...
@Bill Atkins
Sjovt, sådan læser jeg dit indlæg.
"Der har aldrig, og vil aldrig eksistere en regering med flertallet af vælgere bag sig."
He, he...det er talmagi for holdninger på mode.
Sygt !
Tak Mikael Petersen,
Tak - den havde jeg helt glemt selv om vi har set det flere gange fra folketingets forhandlinger og i §20 spørgsmål - "Bevidste misforståelser og fordrejninger..."
Den pind havde jeg helt glemt i min værktøjskasse med borgerlige demokratiske unoder....
Svend W. Jensen
"De aktuelle problemer skyldes ikke demokratiske problemer, men angreb på retsstatens principper og det er derfor i første omgang retsstaten, der skal styrkes –uanset hvilket politisk flertal, der aktuelt sidder på flertallet og regeringsmagten."
Jeg er enig med dig - en forvaltningsdomstol da, kunne det være en mulighed?
Mange af eksemplerne er jo netop "fifleri", der i andre sammenhænge ville blive straffet, såfremt det var almindelige borgere der udførte disse handlinger.
Hvis Bendt Bendtsen i sin egenskab af polititjenestemand havde ladet sig begunstige på samme måde som han tillod sig som minister, var han forlængst verfet ud af politietaten.
Alle kan vel forholde sig til, at man som minister har større indflydelse og magt, end en polititjenestemand - alligevel mener man ikke at det er korrumperende for en minister at lade sig begave.
Når voksne mennesker i den hensigt at berige sig selv uretmæssigt, ikke kan redegøre for deres bopælsforhold på ordentlig vis, jamen så må man da spørge sig selv om de er retskafne nok til at være medlemmer af Folketinget.
Når man "forsvinder" dokumenter, eller embedsværket pludselig "finder" dokumenter, alene for at "skuffe i retsforhold" som det hedder i straffelovens bedrageri paragraf, så er det efter min mening ikke et spørgsmål om "politik" men kriminel adfærd.
Det må vi som befolkning have krav på beskyttelse imod, og hvis Folketinget ikke lever op til den beskyttelse af befolkningen, jamen så må vi kræve en forvaltningsdomstol der kan gøre det.
Jeg ved godt det strider mod "ingen over og ingen ved siden af Folketinget" - men hvis de ikke selv kan rydde op i sagerne, så må vi have forvaltningsdomstol til at hjælpe dem.
Jeg synes ikke vi som befolkning skal leve med at politikere ikke kan finde ud af at overholde lovgivningen - det er trods alt vores penge de sidder og administrerer.
Michael Pedersen
"Jeg synes tonen er lidt skinger. Lad os lige løfte os op i helikopteren og konstatere, at Danmark nu en gang er blandt de mest demokratiske lande i verden."
Det er det nok kun hvis man ser det ud fra en normal,dansk, selvfed position - "vi" er jo de bedste i verden og da "vi" også er krigsførende (spinkelt demokratisk grundlag) er det også blevet forbudt at kritisere nationen.
Så tillad mig at spørge dig - kan du begrunde hvorfor DK skulle være mere demokratisk end andre lande?
@ Niels Mosbak
Jeg synes, at mit andet afsnit skal med i dit citat. Dermed håber jeg, at det fremgår,at udgangspunktet ikke er så ringe endda, men at der er plads til forbedringer.
Forbedringsideerne må vi så forholde os til, og der har fx Bill Atkins anvist et par steder, hvor man kunne tage fat.
Det kan jo ikke være et demokrati, når der lever folk på gaden, for at et spinkelt magisk tal kan smutte ud og voldtage verden.
Hvem fanden ville leve i et forhold hvor den ene part legede voldtægtsforbryder, mens man selv måtte sove på gaden.
Den bedste måde at illustrere hvor sindsyg en form det er :
3 mennesker lever i et demokrati.
@ Bill Atkins
Du skriver
"...så er værktøjskassen pakket til, S,E,R,SF skal rette op på VKO’s misrøgt af velfærdsstaten:
hvorefter du oplister en række punkter, hvor den siddende regering har brugt en række tricks til at smyge sig uden om en række ubehageligheder (Deri er vi skam enige)
Men faktisk er de ting, du refererer til, jo ikke en "misrøgt af velfærdsstaten", men vel rettere eksempler på magtarrogance/-misbrug.
Vi er nok ikke så uenige om demokratiproblemet - velfærdsstaten må vi diskutere på et andet tidspunkt:)
"velfærdsstaten."
Du mener den forgangne fornuftsstat..
Ignorer ordet velfærd, det er et ladet ord, opfundet til at føle skyld.
Niels Mosbak,
En forvaltningsdomstol – ubetinget ja.
Det er min topprioritering og den er en nødvendighed specielt på baggrund af, at de andre kontrolinstansers (ombudsmand, rigsrevisions osv) autoritet systematisk nedbrydes ved, at deres udtalelser ”tages til efterretning” og ingen praktiske konsekvenser får.
Jeg er derimod ikke enig i, at det skulle stride imod ”ingen ved siden af eller over Folketinget”.
Det er en regerings administration af lovene, en forvaltningsdomstol tager sig af, ikke selve lovgivningen. Lovgiverne har jo det privilegium, at hvis de ikke kan lide en domstols afgørelser på baggrund af en given lov, kan de lave loven om.
Jeg skrev parallelt med Michael Petersen i mit første indlæg og da det er en væsentlig konstatering for mig gentager jeg:
” Som udgangspunkt må man konstatere, at det danske demokrati og resultaterne af dets virke, er en af de bedste samfundsdannelser, der er set, holdt op mod, hvad man ellers kan se i omverdenen, men selvfølgelig ikke holdt op mod et idealbillede. Der er god plads til forbedring”.
Er du ikke enig i det?
Klara Liske og Sonja Bautz,
Det I taler om er politiske holdninger.
Demokrati er en styreform, em måde at organisere samfundsdannelsen på, men siger intet om indholdet. Det er jo netop de politisk uenigheder og enigheder, der afgør det.
Hvad der eksempelvis er retfærdigt afhænger af, hvad befolkningens flertal mener ved deres repræsentation i den lovgivende forsamling.
Men har selvfølgelig lov til at synes, at Danmark er et lorteland, men spørgsmålet er, sammenlignet med hvad? Og her sætter I tilsyneladende dette op mod Jeres politiske holdninger. Men hvem siger, at jeg er enige i dem og hvorfor skulle i så have ret?
Demokrati er en STYREFORM
Der !
Kan du se det.
Kik på det.
Forstå det.
Klara Liske,
P.S Tal for dig selv!
Jeg genkender mig i hvert fald ikke i den svada, du der levere.
Robert Kroll:
"En forfatningsdomstol er heller ikke en demokratisk institution, hvis den tilsidesætter handlinger udført af en regering med et flertal bag sig."
Jo, for den skal varetage forfatningens interesser. Et forfatningsbrud er et forfatningsbrud og ulovligt uanset om der er et flertal bag det.
“ingen over og ingen ved siden af Folketinget”
Det er noget infamt sludder, præmie-demagogen Viggo Hørup fandt på, for at fremme hans eget politiske synspunkt. Det har ALDRIG være essensen af dansk forfatningsret eller ophøjet til officielle visdomsord.
Af uransagelige huskes vrøvlesætningen stadig, og betragtes vist stadig med en upassende reverens.
Hvis han (Viggo Hørup) i stedet for at hævde at Folketinget er over regering og domstole, fordi denne er sammensat af folket (via valg), havde sagt, at regeringen var hævet over folketinget og domstole, fordi de ganske enkelt har magten, ville det jo give langt mere mening, og ikke mindst, harmonere med den observerbare virkelighed.
Viggo Hørup ønskede, at flertallet skulle bestemme. Han var god til at opfinde slogans, der støttede hans politiske ambition, og det skal han have ros for. Men usmageligt vås, er og bliver det.
Fornuftige mennesker bliver STYRET til sindsyge tilstande.
Fornuftige mennesker bliver STYRET til racisme, og fattigdom
Demokrati er en STYREFORM
Et borgerligt inddirekte repræsentativt demokrati er en variant af demokrati, der findes andre former for demokrati.
Og i det øjeblik man spekulerer i at forvrænge ord til at få sit eget folk til at føle skyld, så ville man øje til øje gå sin vej.
Søren Kierkegaard :
"Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste, ubetinget alt storts og ophøjets undergang. En tyran er dog menneske eller et enkelt menneske. Han har dog ordentligvis én tanke selvom det er den urimeligste. Man kan nu overveje med sig selv om det er umagen værd for den tanke at lade sig slå ihjel, om det således kolliderer med ens egne tanker, eller om det ikke er umagen værd. Og så indretter man sig og lever.
Men i en folkeregering: hvem er herskeren? Et X eller det evindelige pjat: hvad der i ethvert øjeblik er eller har majoriteten - den afsindigste af alle bestemmelser. Når man ved, hvorledes det går til med at få majoritet og hvorledes den kan fluktuere, at så dette nonsens er det regerende!
En tyran er dog kun én; man kan altså, hvis det så synes én, indrette sig på at undgå ham, leve fjernt fra ham o.s.v. Men hvor skal jeg i en folkeregering undfly tyrannen? Ethvert menneske er jo, i en vis forstand, tyrannen; det er blot han skaffer et opløb: en majoritet.
En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!
En folkeregering ville i maksimum skaffe nogle martyrer, af hvilke den har fortjeneste som Josephs brødre af Joseph.
At leve under en sådan regering er det mest dannende for evigheden, men den største kval så længe det står på. Kun én længsel kan man have, hin sokratiske: at dø og at være død. Thi Sokrates, han har døjet i denne åndløshed, at numerus er regeringen, at vi ikke alle er lige for Gud (thi hvad bryder man sig om Gud i en folkeregering!) men alle lige for tallet! Og tallet er just det onde, som det også i Åbenbaringens Bog bruges således prægnant. En folkeregering er det sande billede på helvede. Thi selvom man skulle holde dens kval ud, det var dog en lise, hvis man fik lov til at være ene, men det kvalfulde er netop, at »de andre« tyranniserer én."
Bernhard Dragsbjerg,
Det har været min yndlingskonstatering i de forskellig ”demokratitråde” , jeg efterhånden har deltaget i.
Jeg plejer at tilføje, og at den ene udformning af demokratiet kan ikke hævdes, at være mere demokratisk end den anden. Det er nogle universelle ideer, der er formet af den kultur, de er optaget i. Der er ingen facitliste.
Svend W. Jensen
Du har ret - der er god plads til forbedring og vi er overvejende enige - idet jeg ser det foreslåede som en forbedring - ikke i forhold til oppositionen, men i forhold til hvad man som befolkning skal finde sig i.
Fordi det egentlig ikke handler om politik - men om at politikerne holder sig lovgivningen efterretteligt.
Klara Liske,
Kierkegaards væmmelse mod demokratiet er rettet imod det direkte demokrati –pøbelvældet - og netop ikke et repræsentativ styre. Det skulle være et repræsentativ styre.
Den væmmelse og afsky mod det direkte demokrati har han gennem historien delt med et utal af åndshoveder. Grundtvig var en anden af hans samtidige og Aristoteles den første.
Striden gennem historien har stået mellem demokrati, der altid blev opfattet som det direkte pøbelvælde, og repræsentation ved udpegning, lodtrækning eller rotation.
Sammensmeltningen til noget man kaldte og forstod som vores dages repræsentativt demokrati – repræsentation efter folkevalg – opstod først i den sene begyndelse af det 1800 tallet.
Det er langt, langt fra godt nok.
Sålænge din hverdag kan smadres af 51% TEKNISKE stemmer, så er vi stadig MEGET langt fra en værdig måde at gøre hverdagen og de VOKALT STYRERENDE, til en værdig interaktion.
Klara Liske,
Siger du – Jeg er ikke enig.
Det er det, man kalder demokrati.
Sider