Interview
Læsetid: 4 min.

'Alle partier prøver at ligne Dansk Folkeparti'

Peter Norsk fra de konservatives hovedbestyrelse retter endnu engang kritik af partiledelsens integrationspolitik. Han var blevet lovet en konference i januar - men den er endnu ikke blevet til noget
På det konservative landsråd i august trak Peter Norsk det protestkandidatur tilbage, som han ellers havde bebudet, imod et løfte om, at medlemmerne ville blive hørt på en integrationskonference i januar. Men den er til Peter Norsks store ærgrelse endnu ikke blevet til noget.

På det konservative landsråd i august trak Peter Norsk det protestkandidatur tilbage, som han ellers havde bebudet, imod et løfte om, at medlemmerne ville blive hørt på en integrationskonference i januar. Men den er til Peter Norsks store ærgrelse endnu ikke blevet til noget.

Anders Birger Schjørring

Indland
16. februar 2010

Peter Norsk var ellers holdt inde med kritikken. Det midtsøgende, kritiske medlem af de Konservatives hovedbestyrelse trak på partiets landsråd i august det protestkandidatur til formandsposten tilbage, som han ellers havde bebudet i raseri over partiets nye integrationsprogram. Men nu er han - og en lille snes andre fra det konservative bagland - tilbage med harsk kritik af ledelsens integrationslinje, som han betegner som alt for følgagtig over for Dansk Folkeparti. Det skyldes ikke mindst, at partitoppen indtil videre er løbet fra sine løfter over for kritikerne.

»Op til landsrådet fik jeg at vide, at medlemmerne ville blive hørt på en integrationskonference i januar. Og så var det jo ikke nødvendigt at stille op. Gjorde jeg det og tabte til Lene Espersen, så var integrationsdebatten jo afsluttet. Derfor synes jeg, at det var mere hensigtsmæssigt med en vedvarende debat, hvor sådan én som jeg kunne få indflydelse på integrationspolitikken på den konference. Men den er ikke holdt endnu - og dét er jeg ganske uforstående over for,« siger Peter Norsk, der ellers havde fået datoen 23. januar at vide - men ingen tilbagemelding på, hvorfor konferencen er blevet udskudt.

Gruppeformand Henriette Kjær har dog erklæret, at konferencen bliver afholdt »når der bliver tid« - og dét vil Peter Norsk og hans meningsfæller holde ledelsen op på.

Halvdelen bakker op

»Målet er at påvirke folketingsgruppen til at føre en integrationspolitik, der er mere inkluderende end nu. Dansk Folkeparti har fået for meget indflydelse på integrationspolitikken. Vi ønsker at gøre, hvad vi kan for at mindske den indflydelse. Det er en ganske vigtig sag for medlemmerne«

- Hvor stor tror du, at opbakningen er til jeres synspunkter i partiet?

»Det ved jeg jo ikke - men det er min fornemmelse, at cirka halvdelen bakker kraftigt op om det. Det kan jeg se på de reaktioner, jeg har fået - og på landsrådet blev jeg også genvalgt til hovedbestyrelsen med præcis halvdelen af stemmerne.«

- Men på samme landsråd fik Naser Khader også et meget stort og stående bifald for sit forsvar for det burkaforbud, som er dig så inderligt imod?

»Grunden til, at Naser fik et bifald, var, at de konservative altid er glade, når der kommer et ekstra folketingsmedlem over til os - for vi har ikke så mange i forvejen. Inden landsrådet blev cirka 50 af de konservative lokalformænd spurgt om deres holdning til burkaforslaget - og dér var flertallet imod.«

- Du vil gerne have trukket integrationspolitikken i en anden retning. Men en meget stor del af integrations-politikken er jo ikke kun vedtaget med DF. Ofte har også Socialdemokraterne og til tider også SF lagt stemmer til?

»Mit kritikpunkt er også, at alle partier prøver at efterligne Dansk Folkeparti. Læg mærke til, at i både S, SF, V og K er der medlemmer, der protesterer. Det er noget, der går på tværs af alle partier - og det er fordi, at partierne ikke er indrettet til den moderne diskussion af globaliserings- og indvandrerpolitikken.«

SF ligner DF

- SF har meldt ud, at de vil fremsætte en række af forslagene fra det konservative integrations-program som beslutnings-forslag. Hvad synes du, at den konservative folketings-gruppe skal stemme, når de kommer op?

»Det kommer an på, hvilke konkrete forslag det er. Der er både ting, jeg godt kan lide og ting, som jeg ikke kan lide, i udspillet.«

- Men hvis SF fremsætter noget, du er enig i, vil du så opfordre den konservative folketingsgruppe til at stemme for?

»Hvis vi er enige i det, så ja. Men jeg tvivler lidt på det, for jeg synes, at SF er begyndt at ligne Dansk Folkeparti mere end os - så jeg er ret spændt på, hvad det er for noget.«

- Regeringspartierne ligger dårligt i meningsmålingerne, og nogle af dine parti-medlemmer mener, at den form for intern kritik, som du rejser, er skadeligt for regeringen?

»Jeg mener, at det er skadeligt for regeringen, at vi på integrations- og indvandrerområdet ligner DF for meget. Det, jeg gør, vil føre til bedre meningsmålinger og fremgang til de Konservative. Så jeg betragter det som partigavnlig virksomhed.«

- Så du tror, at billedet af intern strid er godt for meningsmålingerne?

»Jeg tror, at det er godt, hvis folk tydeligere kan se, at der også hos de Konservative er folk, der tager afstand fra DF's indvandrerpolitik.«

Enig i 90 procent

- Hvorfor bliver du egentlig hængende i et parti, hvor du er så fundamentalt imod partilinjen?

»Sådan er det ikke. Jeg er enig i 90 procent af udmeldingerne - blandt andet i Lene Espersens udmeldinger om behovet for reformer i den offentlige sektor og om skat. Der er jeg helt enig.«

- Der er et andet parti, der er endnu mere tydelige på både modstanden mod integrationspolitikken og på behovet for reformer. Det er de radikale. Hvorfor bliver du ikke bare radikal?

»Jeg er saftsuseme ikke radikal.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her