Nyhed
Læsetid: 3 min.

Regeringen vil måle bløde værdier

Skolerådets forslag om at sætte mål for, hvor kreative, samarbejdende og socialt kompetente eleverne i folkeskolen bør vær, får opbakning fra regeringen. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er mere afvisende
Indland
11. februar 2010

Skolerådets formandskab foreslår at lave trinmål for elevernes evner til at være kreative, tænke innovativt og samarbejde - også kaldet elevernes alsidige udvikling - i 3., 6. og 8. klasse. Det skal ifølge rådets formandskab råde bod på det øgede fokus på faglighed i folkeskolen, men forslaget blev i gårsdagens Information kritiseret for at være en farlig kurs, fordi mål for kreative og sociale evner nemt bliver til en subjektiv vurdering af, hvordan eleverne skal være som mennesker.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) mener dog, at Skolerådets ide skal afprøves.

»Vi har fået tudet ørerne fulde med, at vi kun lægger vægt på det boglige. Derfor er det helt oplagt at sætte ord på nogle af de andre mål i folkeskoleloven og måske skrive det ind i skolens trinmål, hvis det kan formuleres meningsfuldt,« siger Bertel Haarder.

De Konservatives uddannelsesordfører, Rasmus Jarlov, mener, det er dumt at afvise forslaget på forhånd, fordi det er svært at sætte mål op for de bløde værdier.

»Det bliver selvfølgelig en udfordring at sætte nogle mål for de her færdigheder, men vi synes Skolerådet kommer med et udmærket bud. Hvis man vil forsøge det og vil det, så tror jeg godt, man kan få lavet nogle relevante mål. Som lærerne også påpeger, er det et problem, hvis vi glemmer de mere bløde værdier i folkeskolen. Derfor er det forsøget værd,« siger Rasmus Jarlov.

Danmarks Lærerforening (DLF) er ikke begejstret for forslaget. Medlem af Skolerådet for DLF, Dorte Lange, mener, elevernes alsidige udvikling allerede er en del af de trinmål, som folkeskolen arbejder med, oplyste hun i går til Information.

Totalitær tankegang

At de mere bløde værdier kommer med i den samlede evaluering af folkeskolen er en god ide, mener Socialdemokraterne:

»Men vi er betænkelige ved Skolerådets forslag, fordi det nemt kan gå hen og blive en politisk korrekt opfattelse af, hvordan eleven skal være. Det ændrer ikke ved, at det er vigtigt med fokus på de bløde kompetencer, men det kan jo også gøres ved at sætte et udviklingsarbejde i gang på skolerne, så vi kan få afprøvet, hvordan der kan arbejdes mere med den alsidige udvikling,« siger uddannelsesordfører Christine Antorini (S).

Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti er mere afvisende over for forslaget:

»Vi frygter, at man fra lærernes side vil komme til at lave nogle subjektive vurderinger af børnene, ud fra om de kan leve op til nogle bestemte sociale kompetencer. Det vil gå ud over børn, der er anderledes, og risikerer at sætte børn i 'kasser', og det mener vi er en totalitær tankegang.«

Marlene Harpsøe har stor tiltro til, at lærerne allerede prioriterer børnenes alsidige udvikling højt - også uden at der bliver sat mål for samarbejdsevner, kreativitet og sociale kompetencer på bestemte klassetrin.

»Uanset hvor rundt og mildt man formulerer sådan nogle mål, så er vi bekymrede for, om man rent faktisk vil kunne få lov at være et barn, der f.eks. holder sig for selv og sidder og læser,« siger Marlene Harpsøe, der mener, at mål for ens personlighed meget nemt kan gå hen og blive ubehageligt for børnene.

Men undervisningsministeren vil nu forsøge at sætte nogle mere konkrete mål for børnenes alsidige udvikling.

»Der skal ikke indføres projektopgaver og trinmål her og nu. Vi skal have afprøvet skolerådets forslag, før det gøres til almindelig praksis. Derfor vil jeg gerne indbyde skolerne til at få prøvet Skolerådets ide af i praksis,« siger Bertel Haarder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her