Læsetid: 6 min.

Robin Hood skal regulere finanssektoren

For fem år siden grinede økonomerne af tanken om at beskatte finansielle transaktioner og uddele overskuddet til fattigdomsbekæmpelse. Nu kræver de netop sådan en skat indført på globalt plan og bakkes op af europæiske statsledere
Storbritanniens premier-minister, Gordon Brown, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, advokerer for en global skat på finansielle transaktioner, hvilket vil betyde penge fra de rige til de fattige. G20-landene skal diskutere spørgsmålet til sommer.

Storbritanniens premier-minister, Gordon Brown, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, advokerer for en global skat på finansielle transaktioner, hvilket vil betyde penge fra de rige til de fattige. G20-landene skal diskutere spørgsmålet til sommer.

GERARD CERLES

19. februar 2010

Robin Hood tog fra de rige og gav til de fattige. Samme koncept bør regulere den finansielle sektor, mener stadigt flere. Hvis bankerne og spekulanterne bare betalte lidt for hver finansiel transaktion, de foretog, ville de tænke sig grundigere om, og pengene kunne i øvrigt bruges til fattigdomsbekæmpelse eller investeres i klima-fremme. Dermed ville to problemer blive løst på én og samme gang.

Sådan lyder i hvert fald kerneargumenterne for at indføre skat på finansielle transaktioner. Tanken udspringer af den såkaldte Tobin-skat, som også har fået tilnavnet Robin-Hood-skatten. Et skatteprincip, som venstrefløjsaktivister har advokeret for, siden den nu afdøde økonom James Tobin kom på idéen i starten 70´erne, og som magthaverne har grinet af næsten lige så længe. Tanken blev fremstillet som både naiv og urealistisk, og alle bankmænd skulle da ikke betale for de få spekulanters makværk. Tanken brød med ønsket om en fri, markedsreguleret finanssektor. Derfor virkede idéen latterlig i manges øjne. Men der er ikke mange, der griner længere.

Faktisk appellerede omkring 350 prominente økonomer fra 35 forskellige lande i sidste uge til statslederne i G20-landene om at indføre netop denne Robin-Hood-skat i en eller anden form. Økonomiske tænkere fra Colombia University til Kyoto skrev blandt andet i en samlet appel:

»Tiden er inde til at indføre en skat efter denne tanke. Finanskrisen har afsløret faren ved et ureguleret finansmarked, og relationen mellem den finansielle sektor og det reelle samfund er ødelagt. Det er på tide, at denne relation genoprettes, og det er på tide, at den finansielle sektor betaler tilbage til samfundet.«

Nye tider

Netop dette udtryk, at »tiden er inde«, markerer et skift i, hvad der er legitimt at mene og ikke mene om økonomi. Krisen »har betydet, at kun de sidste hårdkogte markedsøkonomer føler anledning til at latterliggøre idéen, mens det politiske establishment nu synes at tage det meget seriøst, fordi de simpelthen er blevet forskrækkede,« siger økonomiprofessor fra Roskilde Universitet, Jesper Jespersen.

Han påpeger, at Tobin »ville have vendt sig i graven af sorg over, hvor meget, den problemstilling han forudså, er eskaleret.«

Men samtidig har dagsordenen altså også vendt sig. For det er netop ikke kun økonomer og interesseorganisationer, der lige nu fører kampagne for en skat på finansielle transaktioner. Selv Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, advokerer for den globale skat:

»For at sikre stabil og fornuftig økonomi frem mod 2020 og for eftertiden, bør vi gøre brug af nye redskaber, som for eksempel at udnytte indtægter fra en global skat på finansielle transaktioner,« lød det fra de to i december. Så selvom debatten om en sådan skat har verseret i omtrent 30 år, så er »den nu alvorligere end nogensinde,« siger Jesper Jespersen.

»At en mand som Brown går ud og kalder det en god idé, ligger rigtignok en helt ny politisk vægt bag argumenterne,« vurderer også Jesper Rangvid, der er professor i finansiering på Copenhagen Business School.

Nye redskaber

Der gemmer sig milliardindtægter, hvis de nye fortalere for transaktionsskatten får magt, som de har agt. For selv hvis skatten på transaktionerne bliver uendeligt lille, vil det akkumulere »gigantiske summer,« siger Jesper Rangvid. Det gængse forslag til skattesatsen lyder på 0,05 procent. Men eftersom alene valutamarkedet omsætter omkring »ufattelige 3.000 milliarder dollars om dagen, så kan bare en meget, meget lille procentsats i teorien batte rigtig meget,« siger Rangvid.

Og sagen er, at den finansielle krise har fået politikerne til »dels at se sig om efter nye indtægter, og dels at spejde efter nye redskaber til at regulere med. Dermed er helt nye tanker og gamle idéer igen blevet legitime,« siger Cinzia Alcidi fra Centre for European Policy Studies.

Der er med andre ord tale om en art bagklogskabens klarsyn, forklarer hun. Men ikke desto mindre kunne det klarsyn have forhindret finanskrisen, havde det blot været til stede i tide. Det skriver i hvert fald den nobelprisvindende økonom Paul Krugman fra Princeton University i New York Times:

»Det, der forvandlede de dårlige investeringer til en katastrofe, var det finansielle systems overdrevne tro på hurtige penge. En skat på finansielle transaktioner kunne, ved at mindske afhængigheden af ultra kortsigtede investeringer, have gjort udviklingen mindre sandsynlig. Så modsat, hvad skeptikerne siger, ville sådan en skat have hjulpet til at forebygge den nuværende krise - og kan hjælpe os til at undgå fremtidige.«

Poul Nyrup Ramussen, der er leder af socialdemokraterne i Europaparlamentet forklarer også, hvordan reguleringsdebatten netop nu fylder mere på den politiske dagsorden end tidligere.

»Både jeg selv og mine kolleger prøver i disse måneder at få mest mulig målrettet regulering af finansmarkedet igennem i Europaparlamentet og i forhold til regeringerne. Vi er nødt til at sikre Europa mod global finansspekulation, og der skal langt bedre fælles reguleringer til. Her er skatten på transaktioner et centralt redskab.«

»For at sætte det i perspektiv, så ville sådan en universel skat i Europa på alle transaktioner give nok til at finansiere hovedparten af det tyske budgetunderskud, og hvis det blev indført i G20, kunne det udrydde størstedelen af fattigdommen i verden,« forklarer han.

Og Nyrups tidligere kollegaer i den danske folketingssal diskuterede også emnet for to uger siden, da Enhedslisten stillede forslag om, »at regeringen skal arbejde for at indføre en international skat på finansielle transaktioner.«

Her talte en samlet opposition varmt for forslaget, og finansordfører Frank Aaen (Ø) oplevede, at det, han i årevis har sagt, vandt en helt ny form for genklang. Særligt de Radikale »har flyttet sig meget,« mener han.

Men som Morten Østergaard, de Radikales finansordfører siger, så ser han måske stadig anderledes på en sådan skat end Frank Aaen gør: »Krisen har modnet diskussionen, men for os handler det ikke så meget om at lave skat på systemerne. Det er mere et spørgsmål om at finde en strategi, der kan gøre, at vi kan komme videre med udviklings- og klimaarbejdet.«

Under alle omstændigheder er der også blevet stemmer i at slå ned på bankerne, fordi det er en dagsorden, der pludselig optager befolkningen - og derfor har politikere verden over kastet sig ind i debatten på ny, om end de har forskellige argumenter, forklarer Cinzia Alcidi.

Nye udfordringer

Men netop uenigheden, som Østergaard fremhæver, præger også den internationale debat, forklarer Jesper Rangvid. For handler en skat på finansielle transaktioner om at regulere en alt for ureguleret finanssektor, eller handler det om at bekæmpe fattigdom og klimaudfordringer?

Tobins oprindelige idé vedrørte kun skat på valuta, nu drejer debatten sig om alle mulige former for transaktioner. Men formålet skal være klart, før det rigtig lader sig gøre at vurdere, om redskabet er det rigtige, påpeger Rangvid, der kalder debatten »fuldstændig uklar«.

Grundprincippet for både Brown, Nyrup og de andre er det samme; på den ene side ønsket om at tjene penge, på den anden side at tvinge den finansielle sektor til at tænke sig om, før den gennemfører hurtige, kortsigtede handler med værdiløse værdipapirer, valutaer, obligationer og spekulationsprodukter. Alligevel er der mange løse ender: Hvor høj skal skatten være? Hvem skal administrere den? Hvad skal pengene bruges til?

Særligt strander idéen for kritikkernes vedkommende ved spørgsmålet om, hvordan i al verden sådan en skat skal kunne fungere globalt.

»Humlen i det her, er den praktiske gennemførlighed, og det er et ret alvorligt problem,« siger Rangvid.

Eftersom transaktionerne kan foregå på tværs af grænser, og fordi de kan foretages hvor som helst, så kræver en velfungerende skat, at hele verden indfører den.

»Men det er meget nemt at forestille sig, at der et eller andet sted i verden, vil være nogen, der vil undlade at opkræve skatten eller tilbyde at gøre det billigere, og så undermineres hele idéen simpelthen.«

Under alle omstændigheder er der i hvert fald opstået en konsensus om, at noget skal gøres. Om det så er Tobin, Robin Hood eller Barack Obama, der får lov til at lægge linjen, vil vise sig.

»Men en eller anden form for afgift eller ordning, skal på en eller anden måde indføres, så vi undgår, at skatteydernes penge igen skal bruges til at redde den finansielle sektor,« som Jesper Rangvid formulerer det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alexander Carolinus

Problem-Reaction-Solution, I presume. Bilderberg imperialisternes våde drømme om en global bigbrother stat nærmer sig med hastige skridt.

Thomas Petersen

Robin Hood tog fra skatteindkræverne og gav pengene tilbage til folket... sådan vælger jeg i hvert fald at se på det.

En Tobinskat eller lign. vil ikke hjælpe 3. verdenslandene... sådan en skat vil virke hæmmende på global frihandel. Det er de fleste økonomer bevidste om. Frihandel og begrænsede toldsatser er det der bedst øger den globale velstand og trækker lande og mennesker ud af fattigdom.
Hvis vi for alvor gerne vil hjælpe u-landene i retning af bedre økonomiske vilkår, så kan vi i stedet starte med at droppe landbrugsstøtten og tilsvarende konkurrenceforvridende foranstaltninger... det vil give de fattige lande mulighed for at få en bæredygtig produktion og eksport i gang... og fundamentet for en sund og rolig vækst er således skabt...

Claes Pedersen

Po Philippinerne blev der stillet et foreslag om beskatte SMS po mobilen med 1 pisos, til afhjalpe fattigdommen i landet. Det modte dog massiv modstand fra store dele af befolkningen, og jeg ogso selv imod, og fant det var alt for stor afgift at tage.

Men ellers ville det vare gavneligt, hvis vi udvikler skatte systemmer til afhjalpe fattigdom i verden og understotte opbygningen af den vedvarende energi sektor i fattige lande.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Claes Pedersen

Thomas Petersen er en mand der drager omsorg for bankerne og de store selskaber, i den naive forestillingen om frihandel er vejen frem til bekampelse af fattigdom i verden.

Fattige lande i Afrika skal lare handle med deres nabo lande, og det er ikke anderledes end vi opbygget vores lande i Europa ved at handle med vores nabo lande.

Samt kare Thomas der sker ikke meget udvikling i verden, hvis den ikke bliver stottet af staten, og grunden til vi kan skrive til hinanden i dag, skyldes netop en massiv statslig stotte til rumfart industrien. Hvor USA brugte 10 % af deres skatte kroner i de sidste or for fo mennesker til moned.

Du tror moskle bonder rundt om i verden for rod til landbrugs maskinner, hvis det ikke bliver understotte okonomisk med tilskuds ordninger. Samt hvordan for bonder lige vand til deres afgroder i omroder med meget lidt regn eller regnen falder periodevis.

Som her po Philippinerne hvor landet har varet et stor spise kammer men i dag sulter store dele af befolkningen i perioder.

Din forestilling om frihandel hore til i drommenes verden og har intet med virkeligheden at gore, og nor Kina og Vietnam har haft so stor okonomisk vakst her i Asien skyldes det netop en statslig styring.

Hvor Philippinerne Okonimiske system bygger po dine naive forestillinger, om bare vi for frihandel so vil det afhjalpe fattigdommen i verden.

Samt kare Thomas so holder banker sig jo ikke selv tilbage med, at tage penge for okonomiske transationer fra smo mennesker nor de sender penge hjem.

Claes Pedersen caloocan Metro Manila

Søren Rehhoff

Jeg går helt ind for en Tobinskat, men jeg kan også se hvor det her fører hen. Udgifterne ved en Tobinskat vil sikkert blive væltet over på forbrugerne i form af nye gebyrer, så bankerne kan blive ved med at generere fede overskud og bonusser. Dem der er er gode til, at finde på nye gebyrer vil blive de nye stjerner indenfor bankverdenen.

Tjae - liberalisterne ka' jo der trække på bla.a. mange gamle yankee-erfaringer: At den bedste måde at sikre hytten imod en nærmende voldsom præriebrand - er selv at futte græsset af et stykke rundt om hytten.

--------

Markedsmekanismens usynlige hånd findes virkeligt,
men kun som en spøgelseshånd der længe har faret hen over klaveret frembringende den rene å' skære spøgelsesmusik - så sød som i meget gamle dage.

Hvem af de to herrer på billedet er Robin Hood?
..og at skatten skulle gå til de fattige lande eller
løsningen af klimaproblemer, tror jeg ikke en ski´på........varm luft ala handel med CO2-kvoter.
Såeh...Nej tak og myrekryb herfra...! ~~*~~

Finansinstitutioner skaber intet andet end bureaukrati og bobler..

Thomas Petersen,
sådan en skat vil virke hæmmende på global frihandel

Hvilken global frihandel? ...Vestens?

Alexander Carolinus,
Bilderberg imperialisternes våde drømme om en global bigbrother stat

Kom an!

Uha, den artikel var lige ved at gøre mig optimistisk - en næsten ukendt og derfor ubehagelig følelse.

Men rolig blev jeg igen, da jeg i slutningen af artiklen kunne finde forsikring om, at dette fremragende forslag om en skat på finansielle transaktioner kræver global tilslutning, og derfor har potentialet til at ende i samme sump af ubeslutsomhed, som COP15 gjorde.

Så kan jeg da heldigvis surmule videre.

Det har altid undret mig, at moms og told er ukendte begreber når talen er om finansielle handler.
Disse kolossale transaktioner og handler, der sender uanende virksonheder og lande i økonomisk ruin, har magthaverne formået at holde ganske afgiftsfri.
Kan nogen forklare hvorfor det?
Set fra mine sko kan det gøres nationalt, men naturligvis bedre internationalt for at begrænse aktiviteten hos f.eks. valutahandlere, der tjener styrtende på ganske små marginaler.
Som kompensation de tilsvarende afgifter fjernes på mere basale varer, som f.eks sund kost.
Så jatak til Tobinskat

”… en global skat på finansielle transaktioner…”

”… at indføre en international skat på finansielle transaktioner.”

”… komme videre med udviklings- og klimaarbejdet.”

” Hvem skal administrere den? Hvad skal pengene bruges til?”

”Eftersom transaktionerne kan foregå på tværs af grænser, og fordi de kan foretages hvor som helst, så kræver en velfungerende skat, at hele verden indfører den.”

Mærkeligt - hvorfor tales der ikke om (et reformeret) FN i denne forbindelse?

Og at ’skatten’ skulle erlægges i en transnational ’planetariseret’ FN-valuta?

Med venlig hilsen

Det må undre, at Frank Aaen er med til at genoplive troen på finanssektoren og kapitalismen. Især en fransk ungdomsbevægelse, der bredte sig hen over Europa, fremførte Topins idé, mens han selv frafaldt tanken som urealistisk.
Kapitalismen kan ingen styre, den går sine egne veje, og overnationale virksomheder skal hurtigt etablere sine egen handelsformer. I mellemtiden er gammelliberalismen afløst af nyliberalismen, der allerede har taget højde for sådanne indgreb i "kapitalisterne soleklare rettigheder". Ingen liberalist tør røre ved det frie marked!

Derudover kan man forudse, hvad en sådan skat skal bruges til. Antagelig til at dække betalingsunderskud og alternativt at lade erhvervslivet råde over ulandsbistanden (Ula Tørnæs og Uffe Ellemann-Jensen- V) i et fortsat vestligt væksttyrani.
Men samvittigheden dumles for folk med balanceproblemer. De har som Lars Løkke mange drømme, men ingen drømmetyder har alligevel lyst til at få del i Løkkes natlige drømmerier. I en vis forstand lever vi stadig efter naturalimetoden, kombineret med det feudale klassesamfund.

At amerikanerne er simple minded skal nok passe langt hen af vejen, men med hensyn til fjende billeder, er det vidst en forenkling at de kun kan have ét billede af gangen. Når man i USA ned-dæmpede fjendebillede af nazisterne, til fordel for det nye fjendebillede af Sovjetunionen, så var det en bevidst og grov manipulation. En manipulation som kom til at holde verden i et jern greb af frygt i 50 år.
Og Thomas Petersen må jeg gætte – du er ikke landmand!

En interessant lappeløsning på den indbyggede asymmetriske ulighed som er indlejret og uadskillig med det kapitalistiske økonomiske verdens system som til enhver tid og på ethvert sted producere social ulighed!
Og Thomas Petersen må jeg gætte – du er ikke landmand!

En lappeløsning:
For flere år siden kunne man læse, hvilket jeg ikke har set benægtet eller fordrevet, at Himmlers stab (Himmler var leder af SS og stod for kz og gik før selvmordet bag om Hitler i aftalen om 'de hvide busser') forhandlede man allerede før krigens afslutning i maj 45 direkte med amerikanerne om magten på verdenshavene og altså fordelingen af verdenshandelen. Hvis korrekt, et lærestykke i højrefløjens kapitalisme, der går forud for alle andre hensyn..

Det er mig ubegribeligt, hvordan nogen i ramme alvor kan tale om en "global skat på finansielle transaktioner".

Jeg mener, det er da fuldkommen åbenlyst, at denne ide måske nok er skabt i en god mening, men nu bæres videre af politikere og administratorer, der øjner større institutioner at styre, flere mennersker at påvirke og kæmpestore budgetter.

"afhælpe fattigdom". Jamen, det kan de velmenende lande da sagtens allerede i dag. Det kræver da ikke nye skatter?! Det er oven i købet let og enkelt: fjern handelshindringer og tillad de fattige lande at udvikle sig.

Denne ide om en global skat er blot endnu end kilde til finansiering af magtliderlige politikere. Vi borgere skal betale til deres store ambitioner, og mange af os gør det med fornøjelse, for det hele lugter så dejligt at klimavenlighed og global sammenhørighed.

En statsbank Claus Wøbbe er helt sikkert bedre til ikke at drive casinoøkonomi.

Hvor mange milliader er det nu lige, at den danske stat har postet i bankpakkerne Claus Wøbbe?

Og hvorfor er det, at staten faktisk nu har en bank, som er sat i verden for at rydde op efter de dygtige private banker Claus Wøbbe?

Det er betryggende, at du bruger mit navn tre gange i et så kort indlæg. Jeg kan næsten høre dig, Mona....

At staten har postet mia i bankpakker er ikke et argument for etablering af en statsbank. Jeg er heller ikke stor tilhænger af Finanasiel Stabilitet.

Jeg tænker bare helt grundlæggende: hvorfor tror man, at staten kan finde ud af at drive en bank? Skal staten så til at opbygge en organisation med kompentence indenfor dette område? Det giver da ingen mening, med mindre man har kommunistiske tendenser. Dette handler om, hvilken rolle staten skal spille i vores samfund.

Nå ja, en god ting kan vel ikke siges for ofte Claus Wøbbe ;-)

Men hvorfor skulle et stat ikke kunne finde ud af, at drive en bank?

Stigninger i rentemarginalen som følge af den financielle krise gør da i højeste grad spørgsmålet om oprettelse af en statsbank relevant. Disse stigninger rammer jo i høj grad almindelige mennesker med almindelige indkomster og almindelige lån. Der er ingen vandtætte skotter imellem den financielle casinoøkonomi og den helt almindelige, oprindelige bankvirksomhed.

En statsbank vil kunne låne penge ud til fornuftige formål til en rimelig rente, men skal til gengæld holde sig langt væk fra de mere spekulative udlån og investeringer. Derved kan vi undgå, at bankerne vælter konsekvenserne af tab på spekulation over på de almindelige virksomheder og almindelige borgere og ikke mindst undgå at de private banker kan udnytte krisen til at score en ekstra profit.

Hvorfor er det så skræmmende?

Den absolut mest effektive måde at sikre billige lån til borgerne på er ved at sikre den bedst mulige konkurrence på markedet. Her spiller staten sin vigtige rolle: skab en lovgivning, der sikrer et effektivt og gennemsigtigt marked.

Det handler ikke om, hvilken rolle staten, men bankerne skal spille i vores samfund, Claus Wøbbe. Statens rolle i et demokrati er veldefineret, det er den magt, som vi vælger til at lægge rammerne for samfundet.

Statens rolle er veldefineret, Claus Wøbbe, om du piber eller synger. At folk så ikke for tiden tager deres ansvar alvorligt, er et helt andet spørgsmål. Staten er os.

Statens rolle er veldefineret, Claus Wøbbe, om du piber eller synger. At folk så ikke for tiden tager deres ansvar alvorligt, er et helt andet spørgsmål. Staten er os.

Peter, jeg mener, der er et modsætningsforhold mellem staten og os, befolkningen. Statens rolle defineres konstant og er ikke fast. Den beskrives af lovgivningen, men også af de mange administrative retningslinjer, der efterleves rundt omkring i kommuner, regioner og stat.

Statens vigtigste (ok, én af den :-) ) opgave er i mine øjne at skabe rammerne for, at samfundet kan udfolde sig, herunder at produktionen (i bred forstand, og herunder hører bankerne) kan agere så effektivt og rationelt som muligt.

Når man vil ændre på disse rammebetingelser, påvirker det naturligvis markedernes evne til at fungere. Det er kapitalisme, lektion 1 :_)