Læsetid: 3 min.

Vi er røde, vi er hvide

Ikke mange voksne danskere har glemt den lune sommeraften den 26. juni 1992, hvor Danmark blev europamestre i fodbold. Her var Kongehuset, folket på gaden og landets stolte ministre i samme båd. Det var en stor lykkelig familie, klædt i rødt og hvidt, der viste resten af verden, at det lille land med de stolte traditioner og holdninger i sidste ende var de bedste
5. februar 2010

IKKE MANGE voksne danskere har glemt den lune sommeraften den 26. juni 1992, hvor Danmark blev europamestre i fodbold. Her var Kongehuset, folket på gaden og landets stolte ministre i samme båd. Det var en stor lykkelig familie, klædt i rødt og hvidt, der viste resten af verden, at det lille land med de stolte traditioner og holdninger i sidste ende var de bedste. Holdet havde sejret, ikke individualisterne. Alle havde opført sig ordentligt og beskedent og aldrig hævdet sig unødigt eller skældt ud på dommerne. David havde besejret Goliat.

Fællesskabet, hvor alle var lige, havde besejret de store. Måske målmand Peter Schmeichel kunne føre sig lige lovligt meget frem en gang imellem. Men han havde jo også polske aner!

Som gengivet på forsiden af Information den 3. februar i år holder dansk fodbold klippefast i de gamle danske traditioner, hvilket giver store problemer for mange unge indvandrere, når de vokser op. På landsholdet for de helt unge mellem 16 og 19 år har hver fjerde spiller anden etnisk baggrund end dansk. Med andre ord er der mange talentfulde indvandrere.

Men derefter ryger de ud. På U20- , U21- og A-landsholdet er der ikke én eneste tilbage.

Forklaringen er et frontalt kultursammenstød. Mange af de etniske minoriteter springer fra, fordi de bliver trætte af den meget organiserede og udprægede kollektive spillestil. Eller som Martin Gregersen fra Aarhus Universitet, der har interviewet 53 spillere og trænere, udtrykker det: »Der findes et særligt kodeks både på banen og uden for banen. Der er mange normer og værdier, som man skal passe sig ind under, hvis man ønsker at blive inkluderet i dansk elitefodbold.«

På spørgsmålet om, hvorfor de unge med indvandrerbaggrund enten bliver smidt ud eller selv vælger at gå, svarer integrationskonsulent Manu Sareen: »Jeg tror, det er, fordi vi ikke accepterer, at man opfører sig anderledes. Dansk kultur er meget sådan 'slap nu af', 'du skal ikke tro, du er noget', 'hvad vil de andre tænke'. Og mange af de her drenge er opdraget til at sige 'her kommer jeg'.«

FØRST EN ultrakort danmarkshistorie i integration. I mange år var det overbevisningen hos de fleste, at Danmark var et så uovertruffent sted at være, at alle fremmede blot ville falde til i god ro og orden. Vi var afslappede humanister, tog religionen med ophøjet ro, og alle var lige, selv kvinderne. Det kunne kun gå godt.

Først da socialdemokraten Karen Jespersen blev integrationsminister, blev der for alvor stillet krav til indvandrerne. Kort tid efter kom den borgerlige regering til, og så skulle der integreres over hele banen. Man spillede efter to strategier. Med den ene hånd postede man penge i integrationen. Tusinder af danskere i Integrationsministeriet, Ligestillingsministeriet, Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet og ude i kommunerne blev sat på overarbejde. Nu skulle indvandrerne og deres børn enten arbejde eller uddanne sig. Danmark skulle have pengene tilbage.

Og den del af integrationspolitikken har været en succes. For ti år siden var en tredjedel af de ikke-vestlige borgere i arbejde. I dag er det næsten seks ud af ti.

Med den anden hånd førte man benhård værdipolitik. Det var ikke nok blot at arbejde. De skulle arbejde på samme måde som danskere. Acceptere de danske værdier og ikke leve i parallelsamfund, hvor de stædigt fastholder deres ikke-danske traditioner og værdier.

SPØRGSMÅLET er, om virkeligheden i den danske nationalsport blot afspejler det, der foregår overalt i samfundet?

Danske virksomheder har været forholdsvis ferme til at arbejde sammen med indvandrere, men har de også passet på de mange fremmede, der måske kan gøre en positiv forskel? Har de givet plads til dem, der føler, at pladsen er for trang, hvis ikke de følger de gode gamle danske og uskrevne regler? Giver virksomhederne og organisationerne plads til individualisterne, der skal føre Danmark gennem de kommende års globalisering? Sikkert ikke. Næste skridt i integrationen bør derfor være at undersøge, hvor mangfoldigheden i det danske samfund kan skabe yderligere værdi. Mennesker med indvandrerbaggrund skal ikke opdrages til blot at være en dårlig kopi af danskerne. For mange tænker anderledes. De kan måske se nogle forskelle og muligheder, danskerne ikke opfanger eller kan få øje på. Ligesom mange unge indvandrerdrenge er bedst til at drible med en bold; det passer bare ikke ind i det danske system.

Mange danske virksomheder og organisationer må blive bedre til at opfange de muligheder, der ligger i den mangfoldighed, der i stigende grad vil præge det danske samfund. Ellers sker det samme måske på arbejdsmarkedet som på fodboldbanerne.

Blot et eksempel: Tænk engang, hvis de unge kvinder med anden etnisk baggrund pludselig ikke ønsker at arbejde på de danske plejecentre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu