Læsetid: 3 min.

Skarp kritik af Politikens undskyldning

Politikere og medier fordømmer Politikens undskyldning for Muhammed-tegningerne. Imens peger kommunikationseksperter på, at undskyldningen mest af alt er et udtryk for avisens udvikling fra nyhedsformidler til kampagneorganisation
Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, sammen med advokaten Ahmed Zaki Yamani, der nu på sine klienters vegne har fået en undskyldning af avisen for at genoptrykke Kurt Westergaards muhammed-tegning i forbindelse med de første dødstrusler mod tegneren.

Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, sammen med advokaten Ahmed Zaki Yamani, der nu på sine klienters vegne har fået en undskyldning af avisen for at genoptrykke Kurt Westergaards muhammed-tegning i forbindelse med de første dødstrusler mod tegneren.

Per Magid

Indland
27. februar 2010

Fredag var dagen, hvor Politiken sagde undskyld. På dansk og på engelsk. På forsiden og over flere sider i gårsdagens avis beklagede chefredaktør Tøger Seidenfaden de krænkelser, som avisens genoptrykning af muhammedtegningerne i 2008 har forårsaget.

»Skal alle parter gradvis begynde at se fremad og konflikten overlades til de fanatikere, der nægter at slippe den, er det nødvendigt, at almindelige danskere og muslimer begynder at sætte punktum,« slog han fast i avisens leder.

Helt konkret er det Kurt Westergaards tegning af profeten med en bombe i turbanen, der blev genoptrykt i forbindelse med afsløringerne af de første dødstrusler mod tegneren, som Politiken nu beklager. Undskyldningen kommer som en del af et forlig med otte organisationer, der repræsenterer 94.923 af profeten Muhammeds efterfølgere.

Forliget møder kraftig kritik fra politisk hold. Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtrykker bekymring, betegner netop afgåede udenrigsminister Per Stig Møller (K) forliget som en kniv i ryggen på dansk udenrigspolitik.

»Politiken bøjer sig for andres opfattelse af vores ytringsfrihed, og det kan give lyst til yderligere angreb på den danske ytringsfrihed,« siger han til berlingske.dk.

Også partiformændene er forargede over undskyldningen. Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, kalder situationen absurd, SF's formand, Villy Søvndal, understreger, at ytringsfriheden ikke er til forhandling, og Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, mener, at forliget er vanvittigt.

»Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er ytringsfriheden,« understreger hun over for Politiken.

Til gengæld får Politiken opbakning af de Radikales formand, Margrethe Vestager, der mener, at de andre politikere har misforstået.

»Ytringsfriheden er forankret og beskyttet af grundloven, hverken af den ene eller den anden avis,« skriver hun i en pressemeddelelse.

Fortørnede dagblade

Kritikken hagler ikke kun ned over Politiken fra Christiansborg. Også de to store dagblade Berlingske Tidende og Jyllands-Posten tager på det kraftigste afstand fra forliget.

Det samme gør Journalistforbundet og Danske Dagblades Forening.

»Jeg synes, det er pinligt og beskæmmende, at Politiken sætter ytringsfriheden til forhandling og indgår et forlig på den måde, hvor man undskylder en helt naturlig redaktionel beslutning,« mener Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen ifølge berlingske.dk.

I alt 11 dagblade fik i august sidste år en henvendelse fra advokaten, der repræsenterer de otte organisationer. Han forlangte, at aviserne fjernede tegningerne fra deres netudgaver, at de bragte en undskyldning samt lovede ikke at trykke tegningerne igen. Det afviste Politiken dengang. Selv om avisen nu har indgået et forlig med den arabiske advokat, afviser chefredaktør Tøger Seidenfaden, at han sælger ud af ytringsfriheden.

»For det første er det meget vigtigt at slå fast, at Politiken ikke på nogen måde begrænser sin ytringsfrihed. Vi kan også i fremtiden bringe alle de karikaturtegninger og alle de tekster, vi har lyst til i avisen - uanset om der er risiko for, at de krænker nogen.«

Kampagneorganisation

Politikens undskyldning har altså skabt stor debat. Ifølge to eksperter i kommunikation er det også avisens egentlige formål, snarere end at give profetens efterkommere en reel undskyldning. Direktør for kommunikationsvirksomhed Lead Agency Kresten Schultz Jørgensen, der tidligere har været blandt andet debatredaktør for Politiken, understeger, at forliget er en del af Politikens imagepleje.

»Ud fra en rationel eller juridisk vurdering giver det ingen mening, at man med den ene hånd insisterer på ytringsfrihed ved at trykke jægerbogen, mens man med den anden undskylder for Muhammedtegningerne. Det giver ikke mening, med mindre det er et politisk projekt,« siger han.

Peter Goll, kommunikationsrådgiver og direktør for kommunikationsfirmaet Geelmuyden Kies, er enig.

»Politiken er gået fra at være en traditionel nyhedsformidler til at være en kampagneorganisation.«

Han peger på, at undskyldningen ligger i tydelig forlængelse af andre projekter fra avisens side. Senest da Thomas Rathsacks omstridte bog Jæger - i krig med eliten udkom som et særtillæg, og tidligere hvor avisen iværksatte kampagner for at skaffe job til asylansøgere, mens avisens politiske kommentator Peter Mogensen spillede guitar for foreningen Kirke-asyl på Rådhuspladsen.

I en tid, hvor dagbladenes læsertal er i frit fald, vurderer de begge, at Politiken har meget at vinde med sin strategi. Klare holdninger giver nemlig loyale læsere. Dog understreger Kresten Schultz Jørgensen, at der er grænser:

»I går tabte journalistikken til det politiske projekt. Men får journalistikken altid lov til at tabe, så har man i stedet oprettet et nyt parti,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo utroligt som magthaverne i Danmark forsøger at lukke munden på Tøger Seidenfaden – for at bakke op om ytringsfriheden forstås.

Politikens og Seidenfadens initiativ er forhåbentlig udtryk for en ny udvikling i den såkaldte værdikamp.

Indtil videre har den humanistiske fløj opført sig umanerligt passivt og defensivt. Man har mestendels brugt energien på at forholde sig til Dansk Folkeparti og deres mange kopiers landsbytosserier.

Politikens og Seidenfadens initiativ er (forhåbentlig) udtryk for en ny offensiv strategi, hvor det er humanisterne der tager initiativet, og selv sætter dagsordenen. Det raseri vi har været vidne til i dag hos magthaverne i det danske samfund viser i hvert fald med al ønskelig tydelig at Seidenfaden har sat fingeren på et meget ømt punkt!

Så må vi bare håbe at Tøger Seidenfaden kan klare presset i længden. Det er helt tydeligt at man lige nu går efter manden i stedet for bolden og at et imponerende udbud af toppolitikere og chefredaktører står i kø for at forsøge at begå karaktermord på Seidenfaden lige nu.

Som sagt en noget spøjs reaktion af magthaverne i det land, der gerne ser sig selv som verdensmester i ytringsfrihed…

Thomsen:

"Politikens og Seidenfadens initiativ er (forhåbentlig) udtryk for en ny offensiv strategi, hvor det er humanisterne der tager initiativet, og selv sætter dagsordenen."

Uhadada, det lyder farligt, hvis først Engelbreht og resten af de skumle humanister ruller sig ud, vare det vel ikke længe, inden bålafbrændinger af blasfemiske bøger bliver et normalt skue i gadebilledet!

Det ser ud til at Thøger Seidenfaden er bedre til at drive sin virksomhed, end kritikerne der nu har fået travlt.

Snup da en tudekiks!

Og bliv endelig ved at tage det emne op - som formand Spies sagde, dårlig omtale er bedre end ingen omtale...

Thøger har rykket Politiken fri af den almindelige, X-factor forudsigelige, danske main-stream presse!

Torben Petersen

I august sidste år blev de danske aviser spurgt om de ville give en undskyldning, eller modtage en stævning. -Stævning, tak, var svaret.

Den gang havde man tilsyneladende en forestilling om at sagen ville blive anlagt i Danmark, fordi man jo er dansk, og har til huse her.

Det var imidlertid en fatal misforståelse. Vil pressen være under dansk jurisdiktion, så må den holde sine produkter inden for landets grænser.

Begynder den at sprede sine produkter over den halve verden via internettet, så må den selvfølgeligt også finde sig i at være underlagt den halve verdens retsregler.

Bag Politikens beslutning om at indgå et forlig ligger en helt almindelig økonomisk overvejelse. Man ved , at man vil tabe et f. eks. class action fra engelske efterkommere af Profeten (fred være med ham) i England. Man er ligeledes klar over man slet ikke har midler og ressourcer til at vinde et større antal retssager stategisk anlagt rundt om i verden. Hertil kommer at Politikens Hus slet ikke har de 35-50 mil. kr. som det vil koste at tabe sagerne, når der skal betale sagsomkostninger og erstatninger.

At bestyrelse og direktion har forlagt sagen lukket (efter man har modtaget stævning i udkast?) er indlysende.

Det er så sket. Forligsteksten har Politiken ikke offentliggjort og undskyldningen er formentligt kun et af flere punkter i forliget.

Flere kritikere af Politikens beslutning har ment, at bladet skulle være forsat den uforsonelige linje. Jeg tror nu det er klogt, at man valgte ikke at svinge den ideologiske fane så højt, at fødderne ikke slap jorden og virksomheden gik neden om og hjem.

At konkurrenterne dybest set beklager sig over, at Politiken ikke tog sit eget liv, skal man ikke være overrasket over.

Ole Brockdorff

”Det raseri vi har været vidne til i dag hos magthaverne i det danske samfund viser i hvert fald med al tydelighed, at Seidenfaden har sat fingeren på et ømt punkt”, skriver Per Thomsen blandt andet i sin kommentar.

Ja, mon ikke ...

Tøger Seidenfaden har på skammelig vis bøjet sig i støvet for en tilfældig muslimsk advokat i Saudi-Arabien, der stiller op med en påstand om, at han repræsenterer 94.923 anonyme efterkommere af profeten Muhammed, der føler sig krænket over danske avisers offentliggørelse af en karikaturtegning, som var absolut journalistisk relevant at bringe i forbindelse med et muslimsk attentatforsøg på tegneren Kurt Westergaard.

”Politikens og Seidenfadens initiativ er (forhåbentlig) udtryk for en ny offensiv strategi, hvor det er humanisterne der tager initiativet, og selv sætter dagsordenen”, skriver Per Thomsen videre i sin kommentar. Uden dog at komme med en nærmere forklaring på, hvad der menneskeligt og moralsk gør Tøger Seidenfaden og hans meningsfæller til bedre humanister end alle os andre i samfundet.

Under alle omstændigheder må jeg som anonym borger konkludere, at Tøger Seidenfaden og hans ligesindede går ind for at begrænse ytringsfriheden som demokratiets tikkende hjerte gennem selvcensur, hvis bare man bliver truet og intimideret stærkt nok af fanatiske muslimer, der selvbestaltet gør sig til repræsentanter for 94.923 unavngivne mennesker eller for samtlige 1,4 milliarder troende muslimer på kloden.

Tøger Seidenfaden indgår forlig og siger undskyld til en advokat Yamani fra Saudi-Arabien, hvor demokrati og menneskerettigheder er ikke-eksisterende. Her er der ingen ytringsfrihed. Her er der ingen ligestilling og stemmeret for kvinder. Her er kristendommen forbudt. Her bliver mennesker pisket for at drikke alkohol. Eller får afhugget deres hænder for tyveri. Utroskab af kvinder straffes med stening til døden, mens homoseksuelle fængsles og dræbes.

Ifølge chefredaktør Seidenfaden er vi alle sammen politiske og menneskelige idioter, hvis vi ikke forstår, at kun gennem dialog samt gradbøjning af ytringsfriheden (selvcensur) kan vi opnå fred og harmoni med den muslimske verden, repræsenteret af en tilfældig advokat i Saudi-Arabien, hvor kvinder heller ikke må køre bil eller få et pas uden mandens samtykke.

Det værste er imidlertid, at chefredaktør Tøger Seidenfaden i de sidste 24 timer har ført sig frem med en attitude som om, at han er Danmarks nye bud på en udenrigsminister, der på eget initiativ er gået ud i den store muslimske verden som en kompetent superhumanist. Her skaber han på vegne af hele kloden fred mellem os kristne og muslimer ved at indgå dialog og forlig med fanatiske muslimer i Saudi-Arabien, som hader ytringsfriheden som demokratiets tikkende hjerte for alle frihedselskende mennesker.

Lige netop derfor er det meget vigtigt, at Udenrigsministeriet får gjort hele den muslimske verden opmærksom på gennem vores ambassader, at Tøger Seidenfaden udelukkende er chef for et partiorgan ved navn Politiken, så hverken Saudi-Arabien eller OIC som de muslimske landes sammenslutning får ”blod på tanden” og tror, at bladet repræsenterer noget som helst i Danmark.

Nej, dagbladet Politiken har for alvor bevist, at de ikke længere kan betragtes som en seriøs uafhængig avis i Danmark, men derimod optræder som partiblad for Det Radikale Venstre og Enhedslisten samt dele af Socialistisk Folkepartis vælgere.

Mange kan eller vil tilsyneladende ikke forstå, at vi endegyldigt mister demokratiet og ytringsfriheden, som vores forfædre har kæmpet for i de sidste 161 år, hvis vi bøjer os for religiøse antidemokratiske krænkelses-fundamentalister i den muslimske verden.

Tøger Seidenfaden har med sit forlig svigtet alle demokratiske frihedselskende mennesker i både den kristne og muslimske verden, der kæmper for menneskerettigheder overalt i klodens 56 islamiske diktaturstater som blandt andet Saudi-Arabien.

Man kunne derfor ønske for dansk journalistik, at Politikens bestyrelse fjernede manden fra det berømte hjørnekontor på Rådhuspladsen, for både Viggo Hørup og Georg Brandes samt alle de andre berømte Politiken-koryfæer, vender sig lige nu af skam i deres grave over, at denne mand besudler den agtværdige gamle avis fra 1884.

Manden er uværdig som professionel journalist.

Tøger Seidenfaden & Co har vist allerede glemt, at ved FN Durban II konferencen, forsøgte islamiske nationer, at iværksætte endnu et massivt angreb på ytringsfriheden ved at kriminalisere kritik af islam som værende racisme. "Fredens religion" kan åbenbart ikke tåle religionskritik.
http://www.patcondell.net/

Hans Jørgen Lassen

Torben Petersen tager i øvrigt fejl, når han hævder, at en retssag mod en dansk avis kan anlægges i f.eks. England.

Ifølge Domsforordningen (Bruxelles I-forordningen), artikel 2, stk. 1, vil disse danske aviser skulle sagsøges i Danmark, ikke i England.

Svend W. Jensen

Ole Brockdorff,

Jeg er til sammenfald enig med dig i dine synspunkter og kunne ikke selv have udtrykt dem bedre eller bare ligeså godt.

jan henrik wegener

I Norge er man vist p.t. ikke imponeret over Politiken. Det kunne jo være at man taber agtelse internationalt i stedet for at vinde det ved den type "diplomati". Det virker egentlig sandsynligt.

jan henrik wegener

I Norge er man vist p.t. ikke imponeret over Politiken. Det kunne jo være at man taber agtelse internationalt i stedet for at vinde det ved den type "diplomati". Det virker egentlig sandsynligt.

Nu er det denne Sheik Yamani som vil anlægge sagen i England pga. UK's brede injurie-lovgivning. Og kan man overhovedet efter dansk ret anlægge sag på vegne af en person som er død? Og kan efterfølgerne af en Profet, anlægge kollektivt søgsmål i Danmark? Fordi de hævder at deres forlængst afdøde slægtnings ære er blevet krænket. I Danmark såvel som i England (UK) er princippet vel det, at folk dømmes indvividuelt, ikke som del af en gruppe, og som sådan kan man vel ejheller lægger sag an som gruppe?

Og sager mod danske aviser skal anlægges i Danmark, ikke i England (UK). Og det er danske aviser, ikke engelske, der oprindeligt har udgivet de her tegninger af Muhammed, Og derfor skal rets-sagen afholdes i Danmark, ikke i England (UK). Og her gætter jeg kvalificeret på, at Yamani m.fl. vil tabe enhver retssag - alene af den grund at sagen højst sandsynligt vil blive afvist. Jeg mener nemlig ikke at dansk ret anerkender at slægtninge kan indbringe deres nu forlængst afdøde slægtnings ære for en domstol. Det er muligis noget man kan gøære i Saudi-Arabien. men ikke i Danmark, mener jeg.

Bernhard Dragsbjerg

Godt gået Tøger.

Mads Kjærgård

Vi må så håbe på at muslimske aviser undskylder for alle de grove karrikaturtegninger af jøder som de dagligt bringer, så er vi da nået et lille stykke hen ad vejen, men det sker desværre nok ikke!

Helt enig med Mads Kjærgård i at Tøger Seidenfaden har vist vejen frem.

Hvordan mon denne debat havde udviklet sig, hvis vi havde haft en S-SF regering og tegningerne fx havde omhandlet paven.

Mit bedste gæt er, at det har betydning, at vi har en borgerlig regering idag og at det er islam, der bliver berørt af tegnernes spidse pen.

Hvis jeg har ret, så er ytringsfriheden lige pludselig blevet betinget og ikke længere absolut. Om det skal være sådan, er vel en ny dimension i debatten.

Søren Kristensen

Jeg håber Politiken ikke vil føle sig for god til at sige undskyld for sin undskyldning, når vi når så langt - dvs. når ytringsfriheden (den absolutte og højt skattede, under ansvar for loven, den verdslige forstås) igen er comme il faut.

Helt enig med Ole Brockdorff. Det er da muligt, at TS tror, dialog og kompromis er vejen frem. Men det er jo grundet i en typisk vestlig tankegang og virker i et vestligt samfund med folk, som har samme kulturelle bagage. Hvad der er vigtigt her, er, hvordan de forskellige muslimer opfatter hans og avisens undskyldning. Og tro mig, det sker ud fra traditionel muslimsk tankegang, hvor dialog betragtes som svaghed, underdanighed og noget af det mest umandige. Det er beklageligt, at TS, som ansvarlig for en stor dansk avis, endnu ikke har opdaget det. Jeg synes, man kunne have forventet, at han var bedre inde i sit stof.

Hans Jørgen Lassen

Jeg må tilstå, at jeg havde lignende tanker som Roar Tiim, blot med en lidt anden, men ikke meget forskellig vinkel.

Der bruges et begreb som "dialog" - men der er ikke tale om dialog i dette tilfælde. Det ville jo indebære, at muslimerne også var imødekommende, hvad de ikke er.

De har bare stillet et krav, og det har Tøger Zeitungsfaden så bøjet sig for.

Næh, jeg er bange for, at Roar har ret. Tankegangen er anden i de kredse. Tøger har vist svaghed, de stærke muslimer har vundet. Og så kan de gå videre derfra.

Tommy Karstensen

Endnu en gang har Thøger tabt jordforbindelsen. Hvordan man kan komme til den konklusion, som han er, og dermed indgå en så skadeligt forlig??
Han er en farlig mand at have på en sådan post.....

Hans Jørgen Lassen, har du et konkret eksempel på hvordan muslimer i DK eller andre lande, FØR tegningerne blev trykt, har prøvet at fortælle os danskere hvad vi her i DK måtte/måtte ikke sige ?

.. havde de en hel afdeling i Saudi's 'tankepoliti' som var blevet sat på at holde øje med DK, og brokke sig hver gang vi sagde noget som efter deres kodeks var 'forkert'.... eller fik de først rigtig øje på DK EFTER tegningerne og begyndte at brokke sig fordi de følte sig krænkede?, det må de jo have gjort for DK var da kendt for tolerance og innovation før, se hvor meget eksport vi har tabt til de muslimske(og nok andre ikke muslimske firmaer som havde sympati over for deres sag) firmaer EFTER tegningen, så noget har da ændret sig selvom man selvfølgelig aldrig skal bytte sin ytringsfrihed for eksport, kan man sagtens ha begge dele bare man tænker sig lidt om og behandler andre mennesker med respekt uanset hvilken religion de har, og hvis alle gjorde det,.. ville vi hellere ikke have det her kontrovers og evige skænderi om noget latterligt pladder som tørklæder og tegninger.

Ak ja! Selv i en ikkestatsmonopol-kapitalisme :-)
hvor der jo så må være privatkapitalistiske fortagender,
kan nogen foretagender åbenbart driste sig til at hævde noget andet end myndighederne.

Men det må jo da være møgirriterende for VKO'erne - når de af dem selv ellers så velsigende privatkapitalistiske foretagender ( såsom Politiken )- minsanten - midt i al disse's privatkapitaliseren - også i disse's erklæringer begynder at have afvigelser fra Riget's myndigheder.

Imo: Selvfølgeligt skal også alle å' hver af religionerne forhånes - men FØRST når Verdenskommunismen ER blevet virkeliggjort.

Maria Francisca Torrezão

Det er frygteligt, eller helt fantastik, eller noget derimellem, alt efter temperament, at opdage at verden ikke altid hænger sammen, som vi går og bilder os ind at den gør.

Det er selvfølgeligt meget irriterende ikke bare at kunne få lov til at passe sine traditioner og f.eks. lave kruseduller og får lov til at håne, spotte og latterliggøre etniske minoriteter i fred og ro uden at en eller anden advokat kommer og ødelægger det hele.

Der er 7 milliarder mennesker på denne jord, vi har forskellige verdensbilleder og verden er, og har altid været, global, selv om det stadig kommer som en stor overraskelse for mange.
Vi skal helst kunne være her alle sammen og selvfølgelig skal ”vi” de fine, tolerante demokrater kunne komme i dialog og forhandle med alle.
Derudover kunne ”vi” også evt. begynde at reflektere over egne traditioner.
”En tradition er en flov undskyldning for en evig gentagelse af de samme dumheder” for nu at sige det på Dan Turèllsk.
Det kunne derfor være en god ide at erstatte en tradition med en anden tradition engang imellem og eftersom religion er et meget vigtigt emne, især i et land som Danmark som ikke er særligt religiøs, kunne man f.eks. starte en ny tradition der hed ”begavet religionskritik”. Det kunne være at der kom et eller andet konstruktiv ud af det.

Maria

...eftersom religion er et meget vigtigt emne, især i et land som Danmark som ikke er særligt religiøs, kunne man f.eks. starte en ny tradition der hed ”begavet religionskritik”. Det kunne være at der kom et eller andet konstruktiv ud af det.

Religion er jo netop ikke særligt vigtig i et land som danmark, fordi vi ikke er særligt religiøse. Som svar på begavet religionskritik, så skal de religiøse ikke blande sig i politik, med mindre de har udtalt sig som værende demokrater. Og det er jo netop hvad mange religiøse ikke er, heller ikke nogle præster fra katolske lande. De er både tilhængere af teokratisk diktatur, dødsstraf og andre mindre begavede ideologiske emner.

Maria Francisca Torrezão de Moura F. :

."Det er selvfølgeligt meget irriterende ikke bare at kunne få lov til at passe sine traditioner og f.eks. lave kruseduller og får lov til at håne, spotte og latterliggøre etniske minoriteter i fred og ro uden at en eller anden advokat kommer og ødelægger det hele."

Ja, det er grove løjer. Kan vi nu ikke længere få lov til at forfølge vores minoriteter i fred?

Hvad kan det ikke ende med?

Jens Thorning

Parallelen til Sovjetunionen eller endog Kina er som sædvanlig nærmest trivielt oplagt: "Hvornår har du sidst tegnet Vores Elskede Formand?" c/ "Hva' fa'n er den af, tør du ikke tegne Muhammed?".

Som en læser udtrykte det i Information for 30-35 år siden: " ... de arbejdsopgaver, en kunstner må blive pålagt i et socialistisk (læs: liberalistisk) samfund".

Maria Francisca Torrezão

@Hans Hansen

”Religion er jo netop ikke særligt vigtig i et land som Danmark, fordi vi ikke er særligt religiøse.”

Nemlig! Min formulering var ironisk ment.

”de religiøse (skal) ikke blande sig i politik, med mindre de har udtalt sig som værende demokrater.”

Men demokrater må åbenbart gerne udtale sig om religion, selv om de ofte ikke har det fjerneste forstand på hverken evt. egen religion eller andres og er man demokrat må man gerne (mis)bruge religion m.h.p. politisk diskriminering og yderligere marginalisering af etniske minoriteter?
Der er åbenbart gået inflation i begrebet demokrati, alt er tilladt bare det sker i demokratiets hellige navn.

”De (nogle præster fra katolske lande) er både tilhængere af teokratisk diktatur, dødsstraf og andre mindre begavede ideologiske emner.”

Det skal nok passe, kristne præster, ligesom alle andre mennesker i øvrigt, kan desværre have meget lidt tilovers over for basale menneskerettigheder, hvad enten de er tilhængere af demokrati, teokrati, aristokrati, plutokrati, meritokrati, diktatur og hvad det nu hedder alt sammen.

@Per Thomsen

”Ja, det er grove løjer. Kan vi nu ikke længere få lov til at forfølge vores minoriteter i fred?
Hvad kan det ikke ende med?”

Det er fuldstændig uhørt! Vi må straks sende en klage til Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg!

@Jens Thorning

Ja, vejen fra demokrati til demokratur, eller det der er værre, kan desværre være temmelig kort og diffus.