Læsetid: 12 min.

Jeg tror ikke, at kriminelle har specielt dårlige gener

Hvordan siger man farvel til et kriminelt liv, der giver respekt, magt og biler så store som en ministers? Og hvad gør man ved de spøgelser, kriminaliteten efterlader? Mød to andengenerationsindvandrere, der har lagt livet om
Hvordan siger man farvel til et kriminelt liv, der giver respekt, magt og biler så store som en ministers? Og hvad gør man ved de spøgelser, kriminaliteten efterlader? Mød to andengenerationsindvandrere, der har lagt livet om
12. februar 2010

»Jeg har siddet i isolation, og det var hårdt, men jeg vidste, at det sluttede på et tidspunkt. At stoppe med at være kriminel derimod...« Jan Mansur Hussain er tavs et øjeblik, som gør han regnskabet op.

»...det var langt hårdere,« siger han så, »jeg anede ikke, hvad der kom ud af det, jeg følte mig så lille på min cykel, når vennerne kørte forbi i deres store biler. Men samtidig tænkte jeg: Hvad fanden har jeg opnået med mit liv?«

I årevis var det de kriminelle venner – ’grupperingen’ eller ’netværket’, som han kalder det – Jan Mansur Hussain byggede sit liv op omkring. Det var dem, som gav ham respekt, rygstøtte – og rigdom.

Som andengenerationsindvandreren fortalte justitsminister Brian Mikkelsen (K) ved den nyligt afholdte bandekonference i København:

»... jeg tror ikke engang, en popstjerne kan gøre det – med flasker på bordet hver dag, champagne, store biler, guldkæder. You name it.«

Mens regeringens konference fokuserede på at bryde fødekæden til banderne, handler Jan Mansur Hussains historie mere om at bryde ud af en verden med magtkampe, meningsløs vold og masser af penge.

Og den handler om at skulle leve med de spøgelser, kriminaliteten efterlader.

Sammen med en række andre eks-kriminelle skal Jan Mansur Hussain turnere til skoler, ministerier og virksomheder med monologer over sit liv.

Det er den selvstændige fond Contact, der holder til på Betty Nansen Teatret, som arbejder med at professionalisere fortællingerne, og monologerne skal til efteråret også fremføres som teater på anneksscenen Edison.

»Folk skal vide, at det godt kan lade sig gøre at blive et bedre menneske,« siger Jan Mansur Hussain, da Information møder ham over en cola på et værtshus på Frederiksberg.

Fra småkriminel til gangster

Da Jan er 13 år, kommer han op at slås med en elev, hvis far sidder i skolebestyrelsen – andengenerationsindvandreren bliver smidt ud af skolen. Han bor på det tidspunkt alene med sin mor og fem søskende. Ingen andre skoler vil have Jan, og kommunen sender ham på en kostskole for utilpassede unge, hvor han mest lærer at stjæle og ryge. Hjemme fra kostskolen aner kommunen ikke, hvad de skal stille op med drengen. På samme tid kører Ekstra Bladet dét, Jan kalder ’en hetz mod indvandrere’. Jan føler, at han ikke er velkommen i Danmark, og han finder sammen med folk, der har samme frustrationer. På Strøget tæsker de løs på alt, de kan finde, »ikke for at røve dem eller noget, men for at komme af med vreden.«

En dag bliver Jan ringet op af en kammerat, der har brug for hjælp. Ved en villa på Østerbro tæsker de en dreng så brutalt, at han bliver lam. Jan er 17 år, da han skal i fængsel for første gang. Bag tremmerne begynder netværket at tage form, og da Jan kommer ud året efter, står en arbejdsgiver klar – en ældre kriminel, som kører i en stor bil og har guldkæder dinglende om halsen.

Lærlingen begynder med dankortfusk og checkbedrageri. Er der nogen, der skal sættes på plads i byen, giver det 5.000 kroner i kontanter. Men Jan skal også tage skylden, når det går galt, og han ryger tilbage i fængsel. Da han igen kommer ud, er han træt af at skulle aflevere 80 procent af sine indtægter til en overordnet, så han starter op for sig selv. Kokain er populært i det københavnske natteliv, og Jan tjener styrtende på det.

Da en kunde ikke betaler, hvad han skylder, smækker han ham ned i bagagerummet og kører en tur med ham. Tilbage bag tremmer stiger Jan i det kriminelle hierarki, og da han kommer ud igen, går hans netværk nu i jakkesæt og arbejder som revisorer og advokater. Nogle dage tjener Jan 20-25.000 kroner, han leaser biler, der er »federe end en ministers«, i byen bestiller han sprut til 20 mennesker, og om halsen tynger guldkæderne mere og mere.

Langsomt får han selv smag for stofferne, og paranoiaen tager hurtigt til. Det er, som om alle vil ham til livs. På årets første forårsdag kører Jan med en ven i en fed, åben bil. De mangler et filter og drejer ind til en autoforhandler. En cykelrytter kommer kørende i høj fart og tror, at Jan ikke har set ham. Cykelrytteren banker på køleren, rækker langefingeren ud og råber: »Perkersvin«.

Jan følger efter ham. Gennem trafikken, op og ned af cykelstier. Han ender med at køre manden ned med 60 kilometer i timen.

Falske symboler

Det er svært at tro, at manden, der sidder med sin cola på værtshuset på Frederiksberg og taler om bløde tiltag og rollemodeller, er den samme mand, som iskoldt har invalideret mennesker. Udtrykket er venligt, han er veltalende og smiler af og til lidt genert, når spørgsmålene kommer tæt på.

Først da Jan for femte-sjette gang sad i fængsel, og han så ud på ’abeburet’, fangerne gik rundt i i gården, begyndte han at tænke over, hvad han havde gang i. Han var blevet 27 år, drømmen om kone og børn meldte sig, og udsigten til et liv ind og ud af fængslerne fik ham til at række hånden ud til Kriminalforsorgen.

»Jeg vidste, at jeg ville noget andet, men jeg kunne ikke leve et normalt liv; gamle venner ringede hele tiden og spurgte, om jeg ville ’med i byen’. Når jeg mødte dem på gaden, kom jeg med undskyldninger. Først senere lærte jeg at sige: ’Jeg vil ikke!’ Vennerne troede, at det var en del af min prøveløsladelse. De ventede på, at jeg kom med en smart fidus,« fortæller Jan og tilføjer:

»Faktisk er der en eller to, der endnu ikke har fattet det. De siger stadig: ’Hey skal vi ikke lige’...men så får de den igen: ’Nej, det skal vi ikke!’«

Kriminalforsorgen fik Jan ind i programmet ’nye veje’, hvor han gennem tre måneder blev tvunget til at se ind i sig selv. Livet som gangster blev pillet fra hinanden. Jan lærte at afvise det kriminelle miljø, at beherske vreden og indse, at vold har ofre.

Han opdagede, at han havde levet i en verden med falske statussymboler.

»At lave alle de penge – at give alle de dyre gaver til folk omkring én – i sidste var det noget skidt. Min kæreste vidste godt, at jeg lavede kriminalitet, så det gjorde ondt på hende at få gaverne, for hun vidste, at jeg måske røg i fængsel igen. Det var det samme med bilen og guldkæderne.«

Efter sessionerne i ’nye veje’ gik Jan ofte i timevis rundt om søerne i det indre København. »Hvor er jeg på vej hen?,« spurgte han sig selv.

Han savnede vennerne enormt. Broderskabet.

»Når jeg havde problemer, kunne jeg altid regne med, at de dækkede min ryg. Vi følte et ansvar for hinanden.«

»Men jeg fandt ud af, at det var bedst, at jeg fokuserede på at holde styr på mine egne ting. Hvis folk havde en provokerende attitude i byen, så kunne jeg nemmere sluge den, når jeg var alene, end hvis jeg sad sammen med tre-fire kriminelle venner.«

Jan indså også, at venskaberne i det kriminelle miljø mest handlede om, hvem der kunne hjælpe hinanden med at tjene penge. Han gav sig selv 6-12 måneder til at komme i gang med et nyt liv.

»Hvis det ikke lykkes, er der altid kriminaliteten at falde tilbage på,« tænkte han

I dag er der gået to år med masser af op- og nedture, siden Jan tog sin beslutning. Han har siden været på højskole og læser nu på VUC og vil ind på socialrådgiveruddannelsen. Samtidig har han startet foreningen Vores Unge, der hjælper andre kriminelle andengenerationsindvandrere med at skifte kurs.

»Jeg kan godt forstå, at regeringen føler sig presset af bandekrigen, men hver gang de laver fem hårde tiltag, bør de lave 15 bløde. Det er dét, der virker,« siger Jan Mansur Hussain og zoomer ind på det, han mener, er det vigtigste.

»Vi skal tilbyde de unge en ordentlig uddannelse i fængslerne, for det er den bedste vej ud af kriminaliteten. Lige nu er der en masse værksteder, hvor man kan svejse i noget metal eller hugge i træ, men når det kommer til skole, er det fuldstændig fucked up, hvad der er. Der er tre-fire gamle computere, hvoraf to af dem virker, og så er der en lærer, der kommer hver anden dag.«

Mens regeringen har skærpet straffene for bandekriminalitet, mener Jan, at man skal tilbyde folk halv straf, hvis de til gengæld sætter sig på skolebænken.

Selv tænkte han slet ikke på straffen, da han udøvede vold:

»Vi handlede efter impulser.«

Fucking racister

»Fuck Danmark! Fuck alle jer skide racister. Alle danskere er nogle fucking racister! Forstår i det?«

Vi er tilbage ved regeringens bandekonference. Med hævede arme går 19-årige Besir Zeciri helt tæt på justitsminister Brian Mikkelsen.

»Okay, rolig nu. Det her er ikke mig. Det er én, jeg spiller. Eller det vil sige, jeg spiller mig selv – mig selv for seks år siden,« formilder han.

Besir er eksempel på en andengenerationsindvandrer, der modsat Jan slap væk fra det kriminelle miljø, før det blev rigtig alvorligt. Han voksede op i betonen i Avedøre Stationsby syd for København og gik sammen med en gruppe drenge, der akkurat som Jan følte sig udelukket fra det danske samfund – at være dansk blev et skældsord. I stedet skabte drengene deres egen verden, mødtes til slåskampe med andre grupper og kappedes om respekt.

Men en oplevelse juleaften var med til at ændre Besirs liv, forklarer han i form af en monolog fra scenen på bandekonferencen:

Er der noget, der er nederen, når man er indvandrerdreng i Avedøre Stationsby, så er det juleaften. Hold kæft, hvor vi kedede os! Folk sidder der i deres små pussenussestuer og æder deres julegrise, der er julemusik med juletræer og tingel tangel. Glaaade juuul, deeejlige juuul!

Og folk får gaver, masser af gaver, man føler sig bare totalt uden for. Og alt er lukket! Selv den nærige kurder fra shawarmabaren har lukket. Hold kæft hvor var det bare nedtur. Vi går i gang med at pifte cykler...piiift. Fuck, der kommer nogen, vi løber ned på torvet!

Nede på torvet ser vi det store juletræ. Borgmesteren mødte personligt op 1.december for at tænde det. Jeg kigger over mod drengene – skal vi gøre det?

Vi vælter træet, først går det langsomt, så hurtigere og hurtigere, og til sidst lander det med et ordentligt brag. Lyset går ud. Vi kan høre en stemme bag os.

»Hvad er det dog, I gør?«

Der står en gammel dame, helt alene.

»Hvorfor ødelægger I det smukke juletræ? Hvorfor er I ikke hjemme hos jeres forældre og holde jul?«

»Juuuul? Hvad for noget jul?«

»Men det der kan I ikke være bekendt! Det fiiine juletræ,« siger damen.

»Hallo! Din gamle kælling. Hvad har du gang i, tror du, at du er for sej eller hvad?«

Hun ser overrasket på os. Det er som om, hun bliver ked af det. Hvad fanden, græder hun? Hun er krumrygget og har en slidt frakke på. Hun virker bare så ensom. Så kommer jeg til at tænke: ’Det kunne have været min mormor!’

En af mine venner råber: »Skrid hjem med dig, dit svin!«

»Hold kæft!,« siger jeg til ham. Så løber jeg efter damen. Da jeg kommer nærmere, begynder hun også at løbe.

»Du må ikke slå mig! Du må ikke slå mig!«

»Nej, nej, nej, jeg vil ikke slå dig, jeg kommer for at snakke med dig.«

»Snakke med mig?«

»Vi gør de her ting fordi... vi keder os... vi har ikke noget at lave... der er ikke nogen, der inviterer os til at holde jul og alt det der.«

Hun ser på mig i lang tid og siger: »Det skal du ikke være ked af. Der er heller ikke nogen, der har inviteret mig.«

»Holder du så heller ikke jul?«

»Jo da, jeg stod lige og holdt jul før ved det store juletræ. Men så væltede I det.«

»Det må du undskylde.«

Hun ser på mig og smiler. Så vender hun sig om og forsvinder ud i mørket.

Jeg kan se, at drengene står og fniser af mig, så jeg vender mig om:

»HVAD FUCK GLOR I PÅ MAND? ER DER NOGEN AF JER, DER HAR EN SMØG ELLER HVAD? KOM, VI SKRIDER.«

Besir, der siden er blevet student og nu vil være politimand, har valgt denne teatermonolog, fordi han vil illustrere, hvor vigtigt det er at tale sammen. At undgå, at det bliver dem og os.

Mareridt om ofrene

Tilbage på værtshuset på Frederiksberg har Jan Mansur Hussain endnu ikke fundet ud af, hvordan hans monolog skal lyde.

»Men det bliver noget, hvor jeg kan komme ud med en masse følelser,« siger han.

Så falder talen på ofrene.

»Den er rigtig svær,« begynder Jan, »selvfølgelig angrer jeg rigtig meget, for jeg har lavet nogle grimme ting. Jeg kan ikke lave det om, men jeg prøver at blive et bedre menneske nu. Det er det eneste, jeg kan gøre.«

Han er stille et øjeblik.

»Jeg ville ønske, at jeg var blevet tilbudt de der offer-gerningsmandsmøder, for der er rigtig mange, jeg gerne vil sige undskyld til,« siger han så og tilføjer, at tanken om at opsøge nogle af dem, har strejfet ham.

»Men jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre.«

– Hvad vil du gerne opnå med det?

»Det er ikke for min egen skyld – jeg er kommet videre. Ikke at jeg har glemt ofrene og lagt dem i en skuffe og aldrig tænker på dem. Men jeg har lært at fokusere på min fremtid. Det er mere for deres skyld, for at kunne sige til dem: Jeg er ked af det, det var mig, der var en idiot.«

Jan fortæller om nogle mareridt, han har.

»Jeg gennemlever en situation, som jeg dengang ikke tænkte over, var voldsom, men nu bagefter... jeg har stået og trampet et menneske i hovedet med begge mine fødder på én gang. Hvad fanden er der gået gennem mit hoved? I drømmen kan jeg mærke hans kranie smadre. Det er sgu nogle klamme ting, det er det virkelig. Hvad kan få et menneske til at komme så langt ud? At man kan stå og gøre det iskoldt?«

– Hvad er dit eget svar?

»Det er nok, at hvis man fuldstændig bliver skubbet ud af samfundets regler og normer og ryger ud i et parallelsamfund, så betyder et andet menneskeliv ikke så meget.«

– Men det er vel langtfra alle, der føler sig udstødt, som tyer til vold?

»Jeg tror ikke, at kriminelle har specielt dårlige gener. Hvis du hele tiden får det her pres, hvis du hele tiden bliver kaldt for ’perker’ og får at vide, at du ikke tilhører samfundet, så hober det sig op som vrede. For hver fængselsdom er jeg blevet lidt mere rå, lidt mere iskold.«

»Kan du følge mig?« Jan Mansur Hussains ser spørgende på sin interviewer, inden han fortsætter:

»Jeg kan ikke blive ved med at have ondt, jeg bliver nødt til at sige: Jeg har lavet noget rigtigt grimt, jeg bliver nødt til at gøre det bedre...«

– Hvad ville du sige til cyklisten, du kørte ned, hvis du mødte ham?

»Jeg ville sige undskyld! At jeg er ked af de konsekvenser, det må have haft for ham og hans familie. Det skal han vide. Jeg ved ikke, om han har et arbejde og alt det der. Og jeg håber ikke, at han har fået en frygt for indvandrere. Det synes jeg ikke, han skal have, fordi jeg har været et røvhul.«

paradoks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Det er da meget interessant med bud på hvad vi kan stille op med kriminelle ud over at lege at de ikke eksisterer. Specielt fra folk som har været gennem systemet og lader til at være kommet videre i deres liv.

Meeen... vi kan selvfølgelig også bare sige at de er nogen dumme bøller og perler hele bundtet, og vi er de go'e, og så stoppe med at tænke dér. ;-)

Thumbs Up.

Rigtig god artikel der fortæller hvorfor man kommer ind i kriminalitet, hvordan man kommer ud af kriminalitet, og hvad der er vigtigt under afsoningen.

- - -

Og til Jens Peter Hansen - de to du nævner er anderledes derved, at den ene har begået 4 drab, og den anden er talsmand for en international organisation, hvor medlemmerne lever på et vist rygte, som de nødvendigvis forsøger at holde ved lige, uanset at de hævder alene af have en fælles interesse i forskellige duelighedstegn, og Harley Davidson motorcykler.

Og som du ved har begge de nævnte udgivet bøger om deres liv og kriminalitet, hvorimod Jan Mansur Hussain jo ikke er en sådan opmærksomhedssøgende person, men en mand der gør en indsats for at skabe sig en plads i det rigtige samfund, og herunder forhindre andre unge i at blive kriminelle.

Vi andre bedrevidende der ikke har været i nærheden af et fængsel, kan rent faktisk lære noget af det....

Måske når jeg en dag til et stadie i min menneskelige udvikling, hvor jeg kan indløse billet til en " hovedhoppers" foredrag - ( professionaliseret af Betty Nansen´s hold af skriverkarle ) - og gå derfra med en følelse af forløsende tilgivelse...
Hvem ved?

Til alle jer der foeler jer kraenket over denne historie: Hvad er det bedste at goere naar man er blevet overfaldet? Tilfredsstille sin egen haevntoerst, eller goere alt for at det ikke sker for andre? Eneste ting der goer begge dele er doedsstraf... Ikke at tilgive disse mennesker og tillade dem at goere bod, er ekstremt egoistisk! Hvis Jan eller Besir kan stoppe bare eet brutalt overfald - er det saa ikke noget vaerd?

Det er naturligtvis meget svaert at komme overens med, idet ens indre medfoedte (tillaerte?) retfardighedssans bliver tromlet ned og brokker sig hjerteskaerende...

Niels Clausen:

Dine kristne forestillinger om "tilgivelse" og "bod", må du gerne beholde for dig selv.

Jeg formoder at de i artiklen omtalte personer, har afsonet deres fængselsstraf, og dermed ikke skylder samfundet noget på den konto. Jeg huser ikke noget hævnmotiv, men jeg mener at når man har foretaget sig slige ting, bør man holde lav profil og ikke tvære sine afsporede handlinger ud i ansigterne på ofrene med teaterstykker, tudehistorier i medierne og bovlamme bortforklaringer.

Det der irriterer mig, er den kvalmende, implicitte relativisering af deres brutale, egoistiske handlinger som et teaterstykke medfører.

Vi skal "forstå" og "perspektivere", indtil voldshandlingerne opløses i en relativistisk sødsuppe.

Gerningsmanden ender med at være et offer, og hans ofre reduceres til ligegyldige rekvisitter i en teaterforestilling, hvis formål tydeligvis er at drive en politisk pointe igennem. Det er sgu´ kynisme på højt plan!

Vi så det samme scenarie udspille sig med de to tyrkiske fætre der slagtede Antonio Curra på Nørrebro, i sin tid. Op blev ned og sort blev hvidt, og de endte med at være ofre for et ondt system, fremfor psykopatiske voldsmænd. Vammelt.

Marxistisk tankegang stiller nogle gevaldige socioøkonomiske skørter til rådighed for de, der gerne vil gemme deres svinestreger bag "samfundet" og "systemet". Den holder bare ikke.

Et individ står altid med valget om at lade være. De i artiklen omtalte personer valgte at at fremture med deres voldelige adfærd, der jo ikke skyldtes at de sultede eller lå på gaden og frøs. Det skyldtes simpel grådighed, og manglende impulskontrol - og så en eller anden tæerkrummende undskyldning om at Ekstra Bladet vist nok kørte en "fremmedfjendsk" kampagne, der nærmest pressede flokken til at overfalde danskere.

Hvor er det dog respektløst og tyndt!

jens peter hansen

Brian Mikkelsens opførsel bliver i Information udlagt som en utilgivelig handlemåde, da han undlader at vende sin bil og komme til hjælp, ved et frygtelig færdselsuheld, han ikke har del i. I artiklen her har vi at gøre med en flink fyr som bl.a. har slået en dreng lirekassemand. Han har nu lagt sit liv om siger han. Det er han jo også i stand til. Gud ved om offeret er i samme heldige situation.

Søren Kristensen

Selvfølgelig har kriminalitet noget med gener at gøre. Med gode gener har du jo meget lettere ved at klare dig på "normale" vilkår. Du kan fx. stille op i X-faktor eller melde dig ind på en uddannelse eller læne dig op af en sød kæreste. Er der nogen som ved noget om gode gener, så er det jo kvinderne, som så også er dem der må tage tæsk, når de vægler forkert.

Alexander Carolinus

Sikke dog en solskinshistorie. Tidligere voldsmand skal nu være socialrådgiver. Hvor er det smukt.

Jeg køber den ikke. Tror I hans voldsofre køber den? Han burde ikke ha fået så mange chancer, han burde være udvist til et sted hvor den slags straffes helt anderledes kontant.

De vilkår vi lever under er stærkere kræfter for vores adfærd end generne.
En god behandling af dette emne findes i Philip Zimbardo (2007): The Lucifer Effect - How good people turn evil. Zimbardo var den forsker på Stanford University, som gennemførte "The Stanford Prison Experiment" - Han stiller det grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan gode mennesker blive onde!
Han illustrerer og analyserer bl.a. de overgreb, som blev foretaget i Abu Ghraib og Guantanamo fænglserne af helt almindelige ordentlige mennesker.
Bogen er en øjeåbner.

Tilsyneladende er det holdningen, at man skulle have gjort noget andet og mere, end at sætte Jan Mansur Hussain i fængsel.

Det har man så gjort - men ikke på den måde man skulle have gjort, iflg. de fleste af indlæggene her.

Nu kom forslaget om udvisning af en dansk statsborger, vi andre venter spændt mens den indre svinehund fodres - hvor langt ud skal hævnen strækkes???

Skal vi hævne os ved at gøre Jan lam også?

I må da kunne gøre det bedre end bare at mobilisere forargelse - lad os da få nogle konkrete forslag til behandling af kriminelle.

Hvis nogle skulle spore sarkasme i mit indlæg er det fuldstændig tilsigtet.

Lars Peter Simonsen

Respekt! Den, der overvinder sig selv, er større end den, der overvinder en stad...
Det er jo ikke sådan, at Jan forsøger at løbe fra sine gerninger eller undlader at ta' ansvar for sin skyld. At være villig til at møde sine ofre og søge forsoning kræver stort mod og personlig integritet

jens peter hansen

Forargelse, siger Niels Mosbak. Det drejer sig ikke om forargelse. Det drejer som om rimelighed. En 17-årig bliver slået til invalid af Informations venlig interviewoffer. Den 17-årige har denne rare unge mand intet haft at gøre med. Han er ikke blevet truet eller på anden måde haft en undskyldning for sin sin adfærd. Et bestillingsarbejde.
Det drejer sig jo ikke om hvorvidt jeg eller andre synes at kriminelle skal have en chance, og en til og en til, men om det temmelig rystende i at en person som koldblodigt overfalder et ham ukendt menneske får en så positiv omtale i avisen. Den exponering han bliver til del er så hårrejsende, når man tænker på hvad han har udrettet.
Hans offer hører vi ikke så meget til. Men han er måske af letforståelige årsager ikke i stand til at udtale sig.
Jan er ikke opmærsomhedssøgende siger Niels Mosbak. Når man spiller på et teater er det da vist ret bemærkelsesværdigt og når man med billede i avisen fortæller om sine meriter er det da vel heller ikke ydmygheden der er mest udtalt.
Jeg er ikke forarget jeg er chokeret.

@jens peter hansen

Artiklen handler om, hvordan han er kommet ud af kriminaliteten, og hvordan han med stort besvær og anger er kommet ind på en mere positiv udvikling. Det er da en god historie!

jens peter hansen

Ved at søge på google, kan man se at den interviewede unge mand deltager i en række foredrag landet over. Ligefrem tilbageholdenhed ved jeg ikke om man vil kalde en turné, hvor man fortæller om sin fortid og nyomvendelse.

Jens Peter Hansen

Nu bragte du jo selv Jørn "Jønke" Nielsen på banen. Han har mig bekendt holdt stribevis af foredrag for unge mennesker landet over.

Det uagtet at han givetvis fastholder sin livsstil som kriminel qua han fortsat bærer rygmærke - der har du sq ret til at brække dig.

Jan Hussein siger: "gør ikke som jeg" - det er i min optik en helt anden tilgang.

Det er da interessant at man i USA f.eks. har unge der er på vej ud i kriminalitet, men som bliver bragt ind til samtaler med kriminelle i fængslerne.
Hvorfor - fordi man vil afskrække dem, ved at klargøre for dem, hvordan det er at være kriminel.

Forekommer det nogle her, at Jan er stolt over det han har gjort?
Det synes jeg ikke fremgår nogen steder, men jeg kan selvfølgelig have overset noget.

Men skal vi fortsat udstøde kriminelle, også når de har afsonet deres straf, og er i et forløb der kan gøre dem til gode samfundsborgere?
Skal vi ikke lade dem der har prøvet turen gennem fængslerne tale med de unge - så andre unge får mulighed for at vælge anderledes.

Og selvfølgelig er det rigtigt, at der er ofre for kriminalitet - men som i selv har bemærket undervejs, er der ikke noget at gøre for dem - de er ofre, uanset hvorlænge nogen sidder i fængsel.
Får de et bedre liv, uanset om vi landsforviser Jan, eller henretter ham?
Skal vi fordi han har ødelagt andres liv, forhindre ham i at få en tilværelse på den rigtige side af loven?
Vores straffesystem er reaktivt - hvorimod det Jan deltager i er proaktivt - det kan forhindre at nye kriminelle går den samme vej - og det kan forhindre fremtidige ofre.
Det bør man nok lige overveje i denne sammenhæng.

jens peter hansen

Jan skal være rollemodel, jo det står når han optræder rundt omkring i landet. Dette synes jeg er fuldkommen afsporet. Lad os antage at hans kammerat Ali der ikke har været krimininel, men først i en sen alder er begyndt at tage en HF-eksamen også begyndte at rejse rundt og fortælle hvordan hans drøm om at blive sagsbehandler var modnet.
Ikke en kæft ville finde det interessant. Nej en voldsmand der er blevet omvendt det ved man hvad er.
Det er den efter min mening syge kobling mellem ens brøde og gennemslagskraften i omvendelsen, der ved grød må sige den unge truede 2. g'er at først skal jeg slå til og så skal jeg sige fra. Som om en volddømt person i sig selv skulle have særlige forudsætninger for at tale fornuft. Lad ham komme til fornuft og lad ham leve sit forhåbentlig mere regelrette liv, men rollemodel. Hjælp!

jens peter hansen

Hvorfor tror du man sender gamle narkomaner ud på skolerne for at forklare de unge om farerne ved narkotika???

Jeg ved ikke nok om gener men jeg ved at romerne gav tyve og forretningsfolk den samme gud ...så bare rolig Jan - der er også brug for dine gener

Romernes gud for tyve og købmand var også gudernes sendebud. Mercur i Rom, Hermes i Athen.

Hvis der er særlige kriminelle gener, kan staklerne jo ikke gøre mere for det end længden på deres lillefinger.

Men så er der måske også et omvendelsesgen, som gør nogle kriminelle til lovlydige.

Det er en gang vås!

Bill Atkins

Og den gud er så blevet helgen inden for kristendommen. Agios Nicolaus, der netop er helgen for tyve og købmænd, søfarende og prostituerede, og børn - værsko den gamle biskop i Smyrna, selveste julemanden.

jens peter hansen

Niels Mosbak læs dine egne skriverier. Du siger at Jan ikke er opmærksomhedssøgende. Når man spiller teater, holder foredrag og rejser land og rige rundt hvad er man så. Narkomaner fortæller om deres misbrug. Almindeligvis ved at fortælle hvad det gør ved dem selv. Alle skal have en chance, men ikke nødvendigvis profitere af deres fortid.Gud ved hvad man ville sige til om gamle kz-bødler rejste rundt og underholdt med deres meriter, ud fra tanken om at nu var de blever meget klogere.

Jens Peter Hansen

Nu har jeg qua mit arbejde, bla. undervist på skoler, herunder særligt unge på 7 - 9 klassetrin.
Der er intet som gør så meget indtryk, som når nogle der har virkelige erfaringer, fortæller om disse.

I modsætning til de fleste danskere har jeg flere gange været i fængsel, ja jeg har ikke selv tal på hvor mange gange.
Den der fornemmelse, man får når man er gået i gennem slusen til Vridsløselille Statsfængsel, Horsens Statsfængsel, Vestre Fængsel og man ved at man kun kan komme ud hvis nogen lukker en ud. Alle døre bliver lukket bag dig og låst, førend døren foran dig bliver åbnet. Kan du forestille dig det?

Vidste du at de fleste afsonere af langtidsstraffe pådrager sig det man kalder en fængselspsykose, der gør det uhyre vanskeligt at blive resocialiseret i samfundet igen?

Jeg har talt med tusinder af kriminelle - jeg kender alt til store biler, armani-jakkesæt, og helflasker på værtshusene, og bling-bling.

Hvordan man, når man møder til afsoning gør klogt i at have sin dom med - så de andre medindsatte kan se, at man ikke er sædelighedsforbryder.

Har man gjort sig nogen tanker om hvorfor vi straffer, hvad er den langsigtede hensigt, og ønsker vi bare at tidligere kriminelle, skal udgøre en paria-kaste i samfundet, eller er det ok. at vi bruger deres viden og erfaring til at afskrække andre fra at gøre ligeså?
Præventiv indsats virker mere effektivt, når den sættes ind på et tidligt tidspunkt.

Jan Mansur Hussain gør en indsats for at der ikke skal opstå flere unge kriminelle der får et "lorte-liv"...
Det ved han jo noget om, det er hans erfaring!

Hvad gør du selv, andet end at udøve gold kritik?

Og for mit eget vedkommende behøver du ikke være bekymret for, om jeg har fået en fængselspsykose - jeg har kun været i fængsel for at anbringe personer som Jan Mansur Hussain der.

- "Det er nok, at hvis man fuldstændig bliver skubbet ud af samfundets regler og normer og ryger ud i et parallelsamfund, så betyder et andet menneskeliv ikke så meget"

Og med disse ord tilbage til studiet ...

Hvem er det lige der har skubbet Jan ud af samfundets regler og normer ..? Er det samfundet, er det TV, er det skolen, eller er det familien ..?

jens peter hansen

Jeg har aldrig været i fængsel og jeg forstår at det i sig selv er en diskvalifikation. Jeg har dog besøgt nogle i fængsel. Og det var ikke en behagelig oplevelse.
Det unge menneske der er tale om ser ikke ud til at få fængselspsykose. Han er på og udenfor i lange perioder. Den person han har banket invalid får vel førtidspension. Holder han også fordrag ?? eller spiller teater ?
Jeg har intet ønske om at gøre livet mere besværligt for de mennesker der sidder i fængsel. Jeg bliver chokeret over at bødlerne skal ud og fortælle om deres ugerninger.

Troels Ken Pedersen

Gad vidst hvem "ballade-ungerne" mon helst vil høre på?

Én der har prøvet at leve som "gangster" og har fortrudt det, eller en teoretisk velmenende velbjærget person, der ser ned langs næsen i foragt på de, der allerede har været i problemer og i øvrigt ikke har den fjerneste forståelse for deres følelse af at være uden for og ikke have nogen fremtid?

Jeg har et gæt!

jens peter hansen

En landsdækkende undersøgelse foretaget af Justitsministeriet fra 2001-2004 viste, at kun 18 procent af 147 anbragte unge i ungdomssanktion havde holdt sig uden for kriminalitet to år efter deres dom.
Sådan stod der 17. februar i Information. Man håbede på at procenten ville stige ved at man beholdt de unge i samme regi.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der skal til. Jeg har intet ønske om hårdere straffe og er stærk tilhænger af at uddannelsen i fængslerne og i forbindelse med afsoning skal styrkes.
Men jeg tilllader mig at sige fra, når voldsmændene får lov til at eksponere sig selv og har mine tvivl om at det skulle have nogen som helst positiv indflydelse på unge potientielle kriminelle, at en tidligere voldsdømt får lov til at tale ud om sine meriter.
Alle skal have chancen, men de skal ikke nødvendigvis profitere af deres forbrydelse.

Troels Ken Pedersen

Men det handler jo netop om at Jan vil overbevise dem om IKKE at gøre hvad han gjorde, ikke om at blære sig med gangster-bling-bling og tjene fede penge. Det gør man mig bekendt i øvrigt næppe som socialrådgiver...

jens peter hansen

Jeg forsøger én gang til. Alle er enige om at det med kriminalitet er noget skidt ?? eller hvad ? Der findes vist nok ingen helt vandtæt forklaring på hvorfor nogle bliver kriminelle og andre ikke. Hvis man læser om de 147 unge, der har været under ungdomssanktionen er det jo ikke ligefrem opløftende læsning, vel? alkoholikere, narkomaner, tyve, røvere og mordere har alle en historie. Jeg har svært ved at se deres historie skulle få andre til at undlade at betræde deres dårlige stier. Hvorfor skal unge i belastede miljøer ikke møde nogle som IKKE har begået alverdens ulykker, selv om de var født i store familier, brudte familier og kriminelle miljøer ? Hvis en der har et usædvanligt langt kriminelt cv i 27 års alderen beslutter sig for at nu slutter det., så er det jo rigtig fint, men den tænksomme 12-13 årige siger vel også til sig selv:
Hans liv indtil nu var da meget sejt og jeg kan vel også holde op den dag jeg ikke gider mere eller hvad?
Og så til sidst jeg har ikke en bønne tilovers for de kriminelle der laver stunts på deres kriminelle gerninger og det er ligegyldigt om de hedder Jan, Jønke, Riiskjær, Thorsen eller Lundin.

'»Fuck Danmark! Fuck alle jer skide racister. Alle danskere er nogle fucking racister! Forstår i det?«

Vi er tilbage ved regeringens bandekonference. Med hævede arme går 19-årige Besir Zeciri helt tæt på justitsminister Brian Mikkelsen.

»Okay, rolig nu. Det her er ikke mig. Det er én, jeg spiller. Eller det vil sige, jeg spiller mig selv – mig selv for seks år siden,« formilder han.'
-----------------------------
lol, siger Brian Capone til Besir Zeciri at han skal være rolig, fordi at han ikke er racist, det er bare noget han spiller?
Det som Niels Mosbak siger er jeg enig i, hvis manden går ud og siger 'i har ikke lyst til at ende som mig', så er det forbyggende og meget bedre end alternativet, og kunne medføre at nogle af 'de seje' knægte i klassen begyndte at tænke lidt på hvordan de egentlig vil ha at deres fremtid skal være, ...kriminalitet og fængsel, eller uddannelse job og familie ?

Lars R. Hansen

Det er interessant, at de to begrunder deres kriminalitet med de lever i et samfund fuldt med racister, der holder dem ude og nede. Det en opfattelse som de understøttes af i brede dele af the establishment, ikke mindst i deres såkaldte antiracistiske initativer.