Læsetid: 2 min.

Tysk ønske om EU-hær vækker Søren Gades harme

Forsvarsminister Søren Gade raser mod tysk udenrigsministers ønske om en europahær. Gade skal dog ikke frygte EU-kontrol over danske soldater, siger professor
Det langsigtede mål er at etablere en europæisk hær under fuld parlamentarisk kontrol, sagde Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, i weekenden.

Det langsigtede mål er at etablere en europæisk hær under fuld parlamentarisk kontrol, sagde Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, i weekenden.

Harald Dettenborn

8. februar 2010

Skal EU have sin egen hær og i givet fald, hvordan skal den udforme sig?

Den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, satte i weekenden spørgsmålet på dagsordenen under en international sikkerhedskonference i tyske München.

»Det langsigtede mål er at etablere en europæisk hær under fuld parlamentarisk kontrol,« sagde Westerwelle blandt andet.

Visionen hos EU's største nation får imidlertid en kold modtagelse hos forsvarsminister Søren Gade (V). EU skal absolut ikke bestemme over danske soldater, lyder det.

»Beslutningerne skal ikke udelegeres til en EU-udenrigsminister, der bestemmer sig for, hvor hæren skal indsættes. Hvis det er, hvad der menes, er det gift for den danske EU-debat,« siger Søren Gade og slår fast, at det danske forsvarsforhold netop blev lavet »med baggrund i frygten for en EU-hær«.

Den udtalelse bider man mærke i hos Dansk Folkeparti, der er stor modstander af en EU-hær.

»Jeg kan forstå, at forsvarsminister Søren Gade åbenbart heller ikke er varm på idéen om en europahær, hvilket jeg vil minde ham om, næste gang regeringen leger med tanken om at afskaffe forsvarsforbeholdet,« siger partiets forsvarsordfører, Søren Espersen.

Ingen grund til panik

Den tyske udenrigsminister understregede i sin tale, at ideen om en europahær allerede er indeholdt i EU's Lissabontraktat, som trådte i kraft den 1. december. Netop det forhold hæfter forsvarsordfører for SF, Holger K. Nielsen, sig ved.

»Når man taler om en europahær, får man en forestilling om, at det er en hær med gule stjerne på blå hjelme. Men som jeg forstår det, er der ikke tale om dette, når den kobles til Lissabontraktaten,« siger forsvarsordføreren, der mener, at koblingen til traktaten vil sikre, at SF's grænse for projektets omfang ikke overskrides.

»Grænsen går ved, at EU ikke skal være en militær supermagt. Hvis nogen ønsker det, vil vi ikke være med til det,« siger han.

Lissabon-traktat eller ej. Der er overhovedet ingen grund til at frygte, at EU tager kontrollen over danske soldater, påpeger professor i international politik på København Universitet Ole Wæver.

»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig - og her er jeg ligeglad med traktater - at man i EU vedtager, at der skal udsendes soldater fra et bestemt land, hvis det land er imod. Det vil aldrig ske,« siger han og understreger, at de nationale interesser altid vil komme i første række, når det gælder egne soldater.

Ole Wæver mener, at den tyske udenrigsministers hensigt blot er at opstille nogle visioner på EU's vegne - visioner, som Wæver deler.

»Det ville være herligt, hvis EU kan mere internationalt, og hvis det foregår under parlamentarisk kontrol. Her siger tyskerne på god tysk manér, at man gerne vil have EU udviklet i en mere helstøbt retning,« siger han.

På den baggrund undrer Søren Gades forbehold professoren.

»Der var engang, hvor den slags var god borgerlig politik,« siger Wæver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sagen minder en del om den debat, som Ritt Bjerregaard rejste for flere ås siden. Vi får intet oplyst om forholdet mellem en EU-hær og Nato.

I både Amsterdam-traktaten, Nice-traktaten og EU-forfatningen (som franskmændende og hollænderne stemte nej til hhv. 29. maj og 1. juni 2005) hedder det, at EU arbejder for en gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som ”vil kunne føre” til et fælles forsvar.

I Lissabon-traktaten (som frankmændene og hollænderne som bekendt ikke fik lov til at stemme om, ej heller danskerne) er dette skærpet til, at forsvarspolitikken ”vil føre” til et fælles forsvar (TEU, artikel 42, stk. 2). Der er dermed tale om en skærpelse af målsætningen om et fælles forsvar.

Den tyske udenrigsminister har dermed ret, når han henviser til, at idéen om EU-hæren er indeholdt i Lissabon-traktaten. Der er ligefrem en hensigtserklæring om, at det er målet.

Ja, EU-hæren har spøgt i de tidligere traktatforslag,
men hvorfor to hære, og hvilken opgave for en EU-hær?
Nato har vist sig at være en del mere end en forsvarsalliance, som var målet straks efter krigen for ikke, trods Folkeforbundet, atter at blive rendt overende af en national hær ("én for alle og alle for én"), men har udviklet sig til en angrebshær (og tilbageførsel til et dansk krigsministerium) - i mindsst et tilfælde uden FN-godkendelse.
Hvad kan vi, Rune Lund, forvente af generalerne for de samlede europæiske blandingsenheder - antagelig endnu en "forebyggende krig".

Hej Per.

Jeg er generelt utryg ved den militære oprustning i EU. Og jeg har ingen illusioner om, at EU skulle være en "god" supermagt i en militær sammenhæng. Når man opbygger militær er der en tendens til, at der kommer et pres for, at det skal "bruges til noget".

Jeg sidder i øvrigt i Tænketanken Ny Agenda, hvor vi er nogle stykker, der lige har lavet et notat om EU's militære udvikling. Her ser man klart den oprustning i EU, der er sket indtil i dag, og som fortsætter ad samme vej med Lissabon-traktaten.
Se: http://www.nyagenda.dk/ee/index.php/agenda/artikler/militaer_hammer_med_...

Rune: Din gode gennemgang af den militære udvikling i Danmark efter verdenskrigen, specielt under Den kolde Krig, er et lærestykke, og problemet er, mener jeg, at vi taler og taler, og sagen udvikles fra mellemkrigsårenes europæiske dilemma til det større internationale forum og i stedet for Folkeretten har vi fået FN, der må holdes i hævd, men hvordan.
En tillægsbemærkning: Du nævner socialdemokraternes og Kristelige Demokraters indstilling i forbindelse med Petersberg-resolutionen. Men netop Peterberg satte skub i det store skred i SF, mens man endnu diskuterede tilslutningen til både Nato og EU. De stærke militære kræfter i SF benyttede netop Petersberg til at vende SF's principper, så Holger K. Nielsen i dag (dengang formand) er varmt engageret i krigen i Afghanistan og kun på skrømt kritiserer Søren Gade.
Det helt afgørende for mig var, da man omdefinerede begrebet "forsvar" (begyndende under Schlüter-regeringen / Knud Østergaard). Enhver vil forsvare kone og børn, og det er derfor vigtigt fortsat at have et forsvarsmilitær for en eventuel angriber, for tiden en fjern tanke, mens Nato internationaliseret bliver et politisk instrument, og det skal nok vise sig, at vi f.eks. hertil køber de amerikanske fly.