Nyhed
Læsetid: 3 min.

De unge bliver mindre kriminelle

Set over 10 år er der sket et fald i straffelovsafgørelserne for 15-20 årige. Faldet gælder dog kun tyverier, hvorimod antallet af voldsdomme er steget
Indland
15. februar 2010

Færre biltyverier, færre butikstyverier, færre indbrud, men også flere tilfælde af vold og narkotikaforbrydelser. Samlet set falder kriminaliteten dog over en ti-årig periode svagt for de 15-20 årige, når den måles i forhold til de enkelte ungdomsårgange.

Det viser en opgørelse fra januar 2010 fra Justitsministeriets Forskningsenhed. Område for område belyses antallet af straffelovsovertrædelser for de 15-17 årige og de 18-20 årige.

»Tallene viser, at færre unge dømmes for en straffelovsovertrædelse i 2008 sammenlignet med i 1999,« forklarer ministeriets forskningschef Britta Kyvsgaard.

I 1999 blev således 24 ud af 1.000 15-17 årige dømt for at overtræde straffeloven, mens tallet i 2008 var faldet til 21. Tilsvarende for de 18-20 årige, hvor der i 1999 var 28 overtrædelser pr. 1.000 unge, mens tallet i 2008 var faldet til 25.

For befolkningen som helhed over 20 år var den tilsvarende udvikling blot otte afgørelser pr. 1.000 borgere i 1999, og i 2008 var det faldet til fem afgørelser.

Ifølge Britta Kyvsgaard kan retsreformen vise sig som en joker, idet statistikken muligvis dækker over en ophobning af straffesager ved anklagemyndigheden og domstolene. Men faldet i de unges kriminalitet vurderer Britta Kyvsgaard trods alt som markant større end den eventuelle pukkel af ikke-færdiggjorte sager i retssystemet.

Ifølge Britta Kyvsgaard trækker det også den modsatte vej, at anmeldelsesprocenten antages at være stigende, således at flere ofre i dag anmelder f.eks. et overfald, en voldtægt eller en trussel end tidligere.

»Hvis anmeldesprocenten i stedet var stabil, ville faldet i kriminalitet derfor vise sig som endnu større,« forklarer Britta Kyvsgaard.

Ser man nærmere på statistikken, fremgår det, at det afgørende fald i ungdomskriminaliteten er sket inden for det, som betegnes som 'ejendomsforbrydelser', og det er først og fremmest indbrudstyveri og brugstyveri af biler. Faldet fra 1999-08 var således på 24 procent for de 18-20 årige, mens det var på otte procent for de 15-17 årige.

Det er ikke mindst dette markante fald, der har presset tallene ned. Ud af i alt 4.796 straffelovsafgørelser for de 18-20 årige udgjorde ejendomsforbrydelserne således mere end 60 procent i 2008, mens ejendomsforbrydelserne i 2008 for de 15-17 årige tegnede sig for 70 procent. Indenfor stort set alle andre områder - f.eks. vold, trusler om vold, seksualforbrydelser og røveri - er tallene for begge aldersgrupper steget og steget, selv om der synes at være et sket et generelt fald i årene 2007 og 2008. Men sammenlignet med basisåret 1999 er der tale om stigninger.

Justitsministeriet har også opgjort antallet af de unges overtrædelser af særlovgivning som f.eks. våbenloven og især loven om euforiserende stoffer. Og hvis det bratte fald i indbrudstyverier har trukket det samlede billede af unges kriminalitet ned, har lovstramningen i 2004 om bøde for besiddelse af hash til eget forbrug tilsvarende mast billedet voldsomt opad. For de 18-20 årige steg antallet af overtrædelser af lov om euforiske stoffer således på to år fra 2003 til 2005 fra 706 til 1.904 tilfælde. I 2008 var tallet 1.800. Procentuelt var stigningen for de 15-17 årige endnu større, fra 135 overtrædelser i 2003 til 632 overtrædelser i 2005. I 2008 var tallet 580.

Flere voldelige piger

Justitsministeriet har også opdelt lovovertræderne efter køn. For de 15-17 årige er der ca. fire gange så mange lovovertrædere blandt drenge end blandt piger.

I aldersgruppen 18-20 årige kan drengene notere sig for ca. syv gange så mange lovovertrædere som pigerne. Dette forhold har holdt sig ret stabilt for begge aldersgrupper gennem den undersøgte periode, men på et enkelt punkt er der sket en meget voldsom stigning: Antallet af piger, der får en straffelovsafgørelse for vold. Den største stigning var for aldersgruppen 15-17 årige, hvor der i 2008 var flere end fire gange så mange piger, der blev straffet, end i 1999. For de 18-20 årige var der i 2008 godt tre gange så mange piger, der fik en straf for vold, sammenlignet med 1999.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her