Læsetid: 3 min.

Universiteterne skal få nye teknologier ud over rampen

Forskerne bør gå sammen på tværs af institutioner og fagområder for at få bragt 'Climate Change'-teknologier ud i verden
10. februar 2010

COP15 var starten på en ny verdensorden. Specielt kom vækstøkonomilandene og u-landene til at stå som afgørende politiske magtfaktorer. Men derudover skete der en anden vigtig fokusforskydning. Adgang til ny viden og smartere, mere bæredygtig teknologi er kommet i centrum.

Heri ligger en klar melding til universiteterne: Offentlig forskning er vigtig - og har den fordel, at den kan deles med mange uden at blive mindre. Tværtimod. Det at dele ny viden kan give værdifuld positionering og global anerkendelse af forskergrupper. Og en sådan position er guld værd specielt for et lille land, hvor den største indbyggede risiko er at være marginaliseret eller uden kritisk masse til at sikre fremdrift med den nødvendige hast, innovative tænkning og vision.

Universitets-svaret på COP15 er at hjælpe målrettet til med at få alle de mange clean tech, miljø- og energi- teknologier, som vi har påvist virker i forskningsskala, ud over rampen og sat i spil i det virkelige liv. Det kræver samarbejde på tværs af universiteterne. Og ikke mindst endnu mere samarbejde mellem universitets- og industriforskning. Og sikkert også nye start ups og derfor risiko-villig investeringskapital.

Det nye spændende instrument, SPIR (Strategic Platform for Innovation and Research) er en af mulighederne, hvor dette kunne finde sted indenfor. SPIR er blevet til i spændende nyt samarbejde mellem Det Strategiske Forskningsråd (DSF) og Rådet for Teknologi og Innovation (RTI).

Men først skal fagfolkene finde sammen og tænke i brede samarbejder, hvor succeskriteriet er at få nye teknologier ud over rampen, fra forskning til forandring. Teknologier der fremmer bæredygtige løsninger, besparelse og forbedret ressourceudnyttelse. Både i Danmark og globalt. Universiteterne er gået sammen om at samarbejde både om det danske universitet i Beijing, Sino Danish Center. Og om de syv fagområder (platforme), hvor Danmark har internationalt interessant viden på udviklingsrelevante områder for Afrika. Måske vi nu også kan gå sammen om at få bragt Climate Change-teknologier ud i verden?

Fornybare materialer

Men det er ikke kun institutionsgrænser, der sætter grænser for fremskridtet. Det kan også være faggrænser. At bringe ny viden og nye teknologier ud i det virkelige liv kræver løsningsfokuseret samarbejde på tværs af fagdiscipliner. Optimalt opnået ved, at vi ikke en ad gangen ser på den enkelte anvendelse af ny viden. Hvis vi samarbejder på tværs af fagområder, kan vi høste synergi også ved klog anvendelse af en kombination af nye teknologier og smarte besparelses og effektiviseringsindsatser.

Denne tænkning er også relevant inden for mit eget forskningsområde: Flere løsninger skal baseres på fornybare materialer i stedet for på brug af fossiler. Plantemateriale i stedet for den fossile olie. Altså nutidens planter i stedet for på de planter, der groede i forne tider. Men plantematerialet bruges ikke klogt alene. Værdien stiger, hvis det omsættes af mikroorganismer. Hvis man gør det, så kan vi få hele værdikæden produceret fra plantemateriale: lægemidler, kosttilskud, biokemikalier, beriget dyrefoder, biomateriale - og selvfølgelig bioenergi (som hører til i den helt billige ende af slutprodukter). Men det kræver, at planteforskere samarbejder tæt og integreret med mikrobiologer, bioteknologer og procesingeniører. Og her kniber det alvorligt for tiden. Flere og flere nye aktiviteter i den danske universitetsverden afgrænser planteforskning fra den mirkobiologiske forskning. Og det er kun ved at samtænke og integrere disse, at samfundsværdien kan høstes i fulde mål.

Det er en af dagens meget vigtige dagsordener på de danske universiteter: At arbejde sammen på tværs af både institutioner og af fagområder. Fra forskning til forandring. Her ligger en væsentlig del af universiteternes bidrag til en mere bæredygtig verden.

Lene Lange er prodekan og professor ved Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu