Læsetid: 2 min.

Villy Søvndals nye næstformand kritiserer medierne

Omdiskuteret SF-strateg stiller op til partiets næstformandspost, men afviser, at han i sig selv er udtryk for en ny politisk linje i SF. Det er 'politiske kommentatorer og medier', der gerne vil gøre ham til udtryk for mere end en kvalificeret kandidat til posten, mener han
5. februar 2010

»Jeg har aldrig set mig selv som den evige embedsmand,« lyder det fra Thor Möger fra SF, der i går annoncerede, at han stiler efter partiets næstformandspost.

Lige nu og i de seneste år har Thor Möger været såkaldt strategisk rådgiver for SF. Det vil sige, at han har siddet helt centralt i en rådgivende funktion på Christiansborg for SF - og det samtidig med, at meningsmålingerne er gået stødt frem. Men alt imens er bølgerne internt i SF også ofte gået højt, fordi partiet har udviklet sig fra 'protest til masseparti' og har diskuteret, hvad man skulle mene om alt fra Tibet til tørklæder og finansloven.

Thor Möger er blevet udråbt til ikon på 'den nye linje', og det udlægges ofte som om, at et lille hold omkring Søvndal med Thor Möger som vigtig spiller har lagt linjen for resten af partiet - på godt og ondt. Men selv afviser han den fremstilling. Det er »forkert at sige, at få mennesker har stået i spidsen for SF's udvikling.«

»Det er mere politiske journalister og kommentatorer, der har travlt med at lægge en masse motiver i det. Jeg går ud fra, at Villy har peget på mig nu, fordi han synes, jeg er kvalificeret, og så kan det godt blive lidt for moderne og halvpoppet at tale så meget om persongallerier,« siger Möger.

Diskussionerne, der har verseret i partiet, mens han har været rådgiver, er udtryk for sund debat, mener han - og ikke højredrejning, hvad SF's udvikling ellers ofte kaldes.

De fleste

Adspurgt om, hvor SF nu skal hen, er svaret naturligvis: fremad. Flere medlemmer, flere vælgere og bedre politik.

Helt konkret vil Thor Möger ikke løfte sløret for specifikke overvejelser om organisatoriske forandringer, for de skal »løses kollektivt,« men han slår fast, at SF skal blive bedre til at organisere sine medlemmer, som skal udgøre katalysatoren for en fortsat fremgang.

»Det, som højrefløjen har i penge, skal vi have i man power,« siger han.

Og så skal linjen med at tiltrække så mange som muligt videreudvikles:

»Jeg og alle andre SF'ere drømmer om en ny regering, men det kræver ret beset, at der er nogen, der ved sidste valg stemte på højrefløjen, som næste gang stemmer på venstrefløjen.«

For de almindelige

SF er allerede vokset så meget, at partiet også formår at tiltrække vælgere fra den anden side af midten, og dem ser Thor Möger naturligvis gerne, at der kommer flere af.

»SF skal være et parti, som almindelige mennesker vil stemme på. Det handler om at kunne tiltrække folk flest, altså helt almindelige danskere. Det har jeg været optaget af længe, og det vil jeg fortsat være,« forklarer han og peger på arbejdsløshed og krise som oplagte steder for SF at markere sig i forhold til den siddende regering.

Inden han skal vælges af medlemmerne, vil han fremlægge flere bud på, hvilket SF det er, han vil være garant for. Partiformand Villy Søvndal har allerede meddelt sin uforbeholdne støtte til sin blot 25-årige partikollega.

Thor Möger er for mange uden for SF relativt ukendt, og selvom han nu med al sandsynlighed bliver næstformand, gør han sig stadig ingen aktuelle tanker om at blive valgt til Folketinget, siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu