Læsetid: 3 min.

Århus er de højreradikales hovedstad

Århus er blevet magnet for højreradikale grupper som White Pride, Danmarks Nationale Front og Vederfølner. Miljøet er hårdt, og volden er blevet mere rå, lyder det fra politiet
Den 6. februar protesterede godt 400 autonome imod højreradikale grupper som White Pride i Århus. En ekspert vurderer, at netop Århus er højreradikalismens højborg i Danmark.

Den 6. februar protesterede godt 400 autonome imod højreradikale grupper som White Pride i Århus. En ekspert vurderer, at netop Århus er højreradikalismens højborg i Danmark.

Martin Ballund

6. marts 2010

Det måler kun tre gange tre centimeter. Alligevel siger det mere end 1.000 ord: Hagekorset, sort og snorlige, som ser så autentisk ud, at det med raketfart fører tankerne tilbage til en tid, de fleste mindes med gru. Men kun de fleste.

I Århus mener højreradikale grupper, at hagekorset repræsenterer det helt rigtige, og så provokerer det fjenderne. Derfor har nogen taget sig den frihed at male et hagekors på et århusiansk vejskilt mellem Ewaldsgade og Hallssti, der løber langs jernbanen. Også længere nede ad Hallssti er tegnet to hagekors med sort sprittusch på en beboelsesejendom.

Ifølge Jeppe Lyng, der forsker i højreradikale miljøer ved Center for Sociologisk Analyse, er det ikke så mærkeligt.

»Min forskning viser, at Århus er en magnet for højreradikale,« siger han.

København er domineret af en rød blok, som er meget aktiv. Derfor søger de højreradikale andre steder hen. Som landets næststørste by med masser af oplandskommuner er Århus oplagt.

»Mens venstreorienterede århusianere oftest er partiorienterede og melder sig ind i Enhedslisten for at få indflydelse, danner højrefløjen patriotiske grupper, der hylder Danmark og den hvide race,«fortæller Jeppe Lyng:

»I Århus er det lettere at være højreradikal på overfladen af samfundet. I København foregår det i mørke kroge.«

De højreradikales ideologi bygger på nationalkonservatisme eller liberalkonservatisme, fortæller Jeppe Lyng. Deres fjender er især muslimer, afrikanere, homoseksuelle og politiske modstandere - racisme er ikke nødvendigvis et negativt begreb, forklarer Jeppe Lyng.

Opgør hårdest i Århus

Han vurderer, at der er mellem 100 og 150 højreradikale i Århus - det inkluderer også de unge, der er på vej ind i det hårde miljø.

Østjyllands Politi har kun haft fat i 30-40 personer på den ekstreme højrefløj og 40-60 personer på den ekstreme venstrefløj. Politiet modtager omkring 50 anmeldelser om året, men mørketallet er højt, oplyser politiinspektør Morten Anker Jensen.

Ifølge ham begyndte opgøret mellem de to fløje, da folk fra højrefløjen i 2005 smadrede ruder på den venstreorienterede Café Oskar i Mejlgade. I 2006 gik opgøret i sig selv, men blussede op i 2007, da der blev skrevet nazistiske slagord på Enhedslistens kontor i Århus. Herefter har begge yderfløje været et fokusområde for Østjyllands Politi. Og med rette, forklarer Morten Anker Jensen.

»Volden er blevet mere rå. Der er ingen tvivl om, at opgøret er hårdere i Århus.«

Især den højreekstremistiske hooligangruppe White Pride regerer i Århus. Gruppen blev stiftet i 1994 og bruger gerne vold som magtmiddel. Medlemmerne er nationalister og patrioter. Også Danmarks Nationale Front findes i Århus. Foreningen blev grundlagt i 2007 efter lukningen af Dansk Front. Vederfølner i samme boldgade har det højeste medlemstal i Århus, oplyser foreningens formand Lars Larsen til Information.

Med livet som indsats

Foreningens medlemmer kalder sig patrioter og er stærkt nationalistiske. Om nogen medlemmer er racister, ved formanden ikke. Foreningens største problem er muslimer, og den største fjende er de politikere, der har tilladt muslimerne at indvandre til Danmark.

Gruppen blev dannet som modvægt til den ekstreme venstrefløj, fortæller Lars Larsen:

»Folk føler sig provokerede over de hensyn, der tages til det autonome miljø. De smadrer hele København, og så giver man dem et ungdomshus. Det vil vi fandeme ikke finde os i mere.«

Det undrer ikke formanden, at Århus er højrefløjens hovedstad.

»Det er med livet som indsats, hvis man som højreorienteret går på gaden i København, hvor de autonome hurtigt mobiliserer sig. Så er der mere fred på Fyn og i Jylland, hvor det ikke er så moderne at være antifascist.«

Morten Anker Jensen bekræfter, at der er størst grobund for de venstreradikale i København. Det sidste års tid er der dog kommet flere venstreradikale til Århus, pointerer han.

For en måned siden gik 400 autonome fra bl.a. Århus og København i demonstration mod White Pride i Jægergårdsgade i Århus. En højreorienteret blogger og to venstrefløjsaktivister blev overfaldet. Overalt på Hallssti hænger nu klistermærker og plakater med slogans som »Ingen plads til nazismen«, »Racist? Fuck off« og »Husker du 1939-1945? Lad ikke historien gentage sig«. I Jægergårdsgade står der på utallige bygninger skrevet med kæmpemæssige graffitibogstaver »Antifa!«, en forkortelse for den venstreradikale forening Antifascistisk Aktion.

Ryk Danmark til højre

Alligevel oplever de højreradikale, at de har medvind, fortæller Jeppe Lyng. I sidste weekend blev en ung mand med tilknytning til den yderste venstrefløj varetægtsfængslet i 24 dage for at have registreret personfølsomme oplysninger om de højreekstreme. Samtidig tog hollænderne i denne uge et historisk skridt mod højre, da Geert Wilders' islamkritiske Frihedsparti sejrede ved kommunalvalget, som blev det mest nationalistisk prægede valg nogensinde.

»De højreorienterede føler sig overbeviste om, at de kan rykke Danmark til højre. Det forsøger de at gøre i de højreradikales hovedstad Århus,« siger Jeppe Lyng.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

""...racisme er ikke nødvendigvis et negativt begreb, forklarer Jeppe Lyng."

Kan han ikke lige forklare det en gang til for prins Knud?

Er det bare fordi "...Deres fjender er især muslimer, afrikanere, homoseksuelle og politiske modstandere."?

Bernhard Dragsbjerg

"De højreorienterede føler sig overbeviste om, at de kan rykke Danmark til højre. Det forsøger de at gøre i de højreradikales hovedstad Århus" og det må bekæmpes med alle tilrådighed stående lovlige midler. En opgave ikke kun for Århus, men for hele befolkningen. Det er på tide at befolkningen vågner op. Der foregår tydeligvis en organisering af de højreradikale, infiltrering i politi, hær, private vagtværn osv på europæisk plan, koordinering med tyske og andre europæiske grupper. Der er fart over feltet. Det er ved at ske igen.
Jeg har boet i det centrale Århus i 2,5 år i forbindelsen med et job og har oplevet den meget direkte politiske kamp der foregår, helt anerledes end i København.

Opkomsten af militante højreekstremistiske miljøer er først og fremmest en afledt effekt af, hvad der sker i det øvrige samfund, ikke mindst af at de ”pæne” borgerlige aviser de seneste 15 – 17 år har kørt en permanent og kontinuerlig ”udlændingedebat”. Højreekstremismen er så sandelig ikke opstået af sig selv eller som følge af en naturlov.

I den forbindelse er det jo meget påfaldende at Jyllands Posten har sit hovedsæde i Århus. Jyllands Posten er som bekendt pressens uofficielle førerhund, når det gælder om dæmoniserer indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed.

Personligt tror jeg ikke at det er en tilfældighed, at de militante højreradikale miljøer opstår de steder, hvor pressens hetz mod indvandrerne er mest intensiv.

Artemis Epanastatis

Hvilken redaktionel linie ligger til grund for at bringe artikler som denne, hvor kilderne selv er højreeksremister? Der er en ofte gentaget påstand, som trives i Århus Stifttidende, og også i Information, der lyder: de to fløje er lige gode om det. Hvordan kan man sidestille en gruppe mennesker, der udøver umotiveret vold imod unge mørkhårede eller punkere med de få aktive venstrefløjsfolk, der endnu er tilbage i Århus? en simpel søgning på "voldsdom" og "white pride" giver et indtryk af problemets omfang. Jeg synes det er et kæmpe problem, som vedrører os alle, ikke kun Århusianere