Læsetid: 4 min.

Boeing: Vi eksisterer skam også om fem år

Danmark kan roligt udskyde sit kampflykøb, siger producenten af forsvarets favoritfly Super Hornet. Vicedirektør Tom Bell afviser, at Boeing er ved at lukke produktionen ned
Danmark kan roligt udskyde sit kampflykøb, siger producenten af forsvarets favoritfly Super Hornet. Vicedirektør Tom Bell afviser, at Boeing er ved at lukke produktionen ned
Indland
22. marts 2010

Det danske forsvar peger på Boeings velafprøvede Super Hornet som Danmarks nye kampfly. Men politikerne kan ikke bestemme sig. Flere af partierne bag forsvarsforliget mener, at kampflykøbet bør udsættes, både på grund af krisen og på grund af den store usikkerhed, der er om prisen på det superavancerede Joint Strike Figther fly, der er den anden af i alt tre kandidater.

Adskillige eksperter advarer imidlertid mod at udskyde købet, fordi Super Hornet er på vej ud af produktion og en udskydelse dermed vil indebære, at Danmark er nødt til at købe JSF-flyet, uanset hvor dyrt det bliver.

Information har spurgt vicedirektør Tom Bell fra Boeings kampflydivision, hvor længe Danmark kan vente med at træffe en beslutning.

- Flere af de danske partier taler om at udskyde valget af kampfly. Vil der stadig være et Super Hornet at købe om to, tre eller fem år?

»Ja, det vil der. Vi er meget sikre på, at vi bygger Super Hornet i hvert fald resten af dette årti,« siger Tom Bell og understreger, at Boeing har stor forståelse for, at det tager tid at træffe den slags store beslutninger. Det danske kampflykøb ventes at koste de danske skatteyder mindst tyve milliarder kroner.

- Men afviser du, at Super Hornets dage er talte?

»Det vi ved, er at den amerikanske flåde kommer til at mangle kampfly, fordi Joint Strike Fighter er forsinket, og der kommer vi efter alt at dømme ind. Desuden regner vi med at kunne sælge omkring 300 fly til udlandet.«

- Har I fået noget løfte fra den danske regering om, hvornår beslutningen bliver truffet?

»Den danske forsvarsminister (Gitte Lillelund Bech, red) har sagt til os, at beslutningen bliver truffet inden sommer, så vi regner med at skulle levere de første fly i perioden 2016-18, hvis det altså bliver os, der får ordren.«

- Til de andre partier har hun sagt, at det kun er beslutningsgrundlaget, der er klart inden sommerferien. Det betyder, at en beslutning tidligst kan træffes i efteråret. Hvor stor tålmodighed har I?

»Vi venter den tid, det nu tager.«

Bedre end sit rygte

- Ifølge Danmarks Radio peger det danske forsvar på jeres Super Hornet som det bedste fly, er det noget, du kan bekræfte?

»Jeg har læst om det, men det er ikke noget, jeg kan hverken af- eller bekræfte. Jeg kan dog godt bekræfte, at vi fortsat er optimistiske med hensyn til vores muligheder for at få ordren.«

- Adskillige kampflyeksperter beskriver Super Hornet som et fortidens fly, der kun kan 85 procent af det, et Joint Strike Fighter kan. Har de ret?

»Det afhænger af, hvordan man ser det. Det svarer til at sammenligne en Volvo og en Porshe. Det kan godt være, en Volvo ikke kan køre lige så hurtigt som en Porshe, men hvis ikke man har brug for at køre 300 km i timen ud af en tysk motorvej, så kan det jo være ligegyldigt.«

- Så har de altså ret?

»Man bliver nødt til at de på, hvad Danmark skal bruge flyet til. Og her opfylder Super Hornet 100 procent af de krav, det danske forsvar stiller. Danmark har f.eks. ikke brug for et super-stealth-fly, der kan deltage i første angrebsbølge uden at blive set. Der er jo ingen grund til at spilde penge på at købe et fly med en masse kapaciteter, som i aldrig får brug for.«

Hemmeligt tilbud

- Når I nu så gerne vil holde produktionen i gang, kan Danmark så få et ekstra godt tilbud?

»Vi har afleveret et bindende pristilbud i marts sidste år og det har vi så sent som i december bekræftet. Det tilbud gælder uanset, hvornår Danmark køber flyene og uanset hvor mange I køber.«

I første omgang var der udsigt til, at Danmark skulle købe 48 fly, men efter forsvarsforliget sidste år, bliver det snarere omkring 30.

- Og hvad skal Danmark så give for et Super Hornet?

»Det oplyser vi ikke af hensyn til konkurrenterne.«

i>- Jamen de har jo offentliggjort deres pris. Joint Strike Fighter ligger på 540 millioner kroner direkte fra fabrikken, mens det svenske Gripen koster 458 millioner kroner stykket inklusive uddannelse og vedligehold. Har det danske krav om 100 procent modkøb gjort jeres tilbud dyrere end det ellers ville have været?

»Kun en ubetydelighed. Vi fordeler vores udgifter til modkøb bredt over alle vores handler.«

- Er I tilfredse med at skulle levere modkøb, mens JSF er fritaget for denne forpligtelse?

»Det har vi ingen holdning til. Vi retter os efter de regler, der gælder.«

- Så I gerne, at modkøbsforpligtelserne, som jo findes i næsten alle lande på forsvarsområdet, blev fjernet?

»Det har vi heller ingen mening om. Vi betragter ikke modkøbsforpligtelser som en forbandelse. Vi ser det tværtimod som en mulighed for at finde nye kvalificerede leverandører og samarbejdspartnere verden over.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for artiklen, Information.

Med venlig hilsen