Note
Læsetid: 1 min.

Brønderslev Kommune renser sig selv

Indland
2. marts 2010

Lovgivningen skulle have været skrappere, hvis Brønderslev Kommune skulle have haft mulighed for at gøre mere for den familie, hvor forældreparret er varetægtsfængslet for at have vanrøgtet deres ni sammenbragte børn.

»Men børnene har haft det bedre, end det er fremgået af pressen,« siger Brønderslevs borgmester, Lene Hansen (S).

Familien har boet i kommunen i et halvt år, og efter et møde med kommunens embedsmænd fastslår borgmesteren, at det ikke er korrekt, som det har været påstået, at kommunen »ikke har rørt en finger«.

Brønderslev Kommune har holdt seks møder med familien samt løbende haft andre former for kontakt.

Men sagsbehandlerne har ikke konstateret fysiske eller psykiske overgreb på børnene, hvilket ifølge serviceloven er en forudsætning for, at kommunen kan gribe ind med eksempelvis tvangsforanstaltninger, oplyser borgmesteren.

Det ældste af børnene, en 20-årig kvinde, har anmeldt forældrene for mishandling og seksuelle overgreb. Men kommunen har ikke konstateret misrøgt i den forstand, at børnene var underernærede. Ifølge borgmesteren må det være op til Folketinget, hvis det skal gøres lettere for kommunerne at gribe ind i sager om omsorgssvigt over for børn, og hvis det skal ske på et tidligere tidspunkt.

Brønderslev Kommune skal senest torsdag aflevere en redegørelse om sine foranstaltninger i sagen til socialminister Benedikte Kier (K).

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her