Læsetid: 4 min.

Da Christian planlagde opløb mod Schlüter

Formanden for 3F i Silkeborg, Christian Juhl, får som den første lov at se en flig af, hvad PET har indsamlet af dokumenter om ham
31. marts 2010

Netop da statsminister Poul Schlüter skulle holde sin grundlovstale på Himmelbjerget i 1985, rejste en gruppe tilhørere sig pludseligt og smed skjorterne. Med et bogstav på hver af deres hvide T-shirts dannedes budskabet: »1.000 dage er nok - ud med Schlüter« samtidig med, at demonstranterne sang 'Når jeg ser et rødt flag smælde...'

Ifølge reportagen den følgende dag på forsiden af Midtjyllands Avis tog statsministeren nu den fredelige afbrydelse i stiv arm og med godt humør:

»Denne demonstration er nu alligevel noget af det hyggeligste og mest romantiske, jeg har oplevet, så lad os give vores syngende venner en hånd,« sagde Schlüter og tilføjede: »Et af de væsentligste elementer i grundloven er netop retten til at tale - og synge - som man vil.«

Politiets Efterretningstjeneste tog nu knap så let på sagen. En måned tidligere var statsministeren blevet overdænget med kasteskyts, da han på Rådhuspladsen i København holdt fjerde-maj tale i anledning af 40-året for befrielsen.

Så forud før Schlüters besøg på Himmelbjerget havde PET fået rettens tilladelse til at aflytte den person, som man mente måtte stå bag eventuelle uroligheder: Formanden for DKP i Silkeborg, fagforeningsmanden Christian Juhl.

Hemmelig aflytning

For lukkede døre vedtog Retten i Århus således i slutningen af maj 1985 at gennemføre telefonaflytning af to telefoner, som blev anvendt af Juhl.

Tilladelsen gjaldt frem til den 22. juni, og rettens begrundelse for at tillade en aflytning var, at Juhl - ifølge oplysninger, som PET havde fået - var ved »at etablere opløb« i forbindelse med Poul Schlüters grundlovstale.

Derfor aflyttede PET dels telefonen i det bofællesskab, hvor Juhl boede på Lupinvej, dels telefonen i DKP's lokale partikontor på Bindslevs Plads. Men det fik Juhl først at vide 24 år senere.

Aflytningen tilbage i 1985 er nemlig kort omtalt i PET-Kommissionens rapport (se faktaboks), og Juhl bad derfor - i lighed med omkring et halvt hundrede andre - efter offentliggørelsen af rapporten om at se, hvad PET gemte i sit arkiv.

Med et brev den 11. februar 2010 har PET nu givet Juhl tilladelse til at se den kendelse, som Retten i Århus afsagde for lukkede døre. Juhl er dermed blandt de første, der - efter at være nævnt i PET-Kommissionens rapport - får lov at se baggrunden herfor. Men Juhl er alligevel ikke tilfreds, siger han, efter at have aflagt besøg i PET-hovedkvarteret i Søborg:

»Jeg ville da gerne se en udskrift af aflytningerne, som Jydsk Telefon gennemførte. Og jeg ville også gerne se, hvad de ellers har registreret og gemt om mig,« siger Juhl til Information.

»Jeg kunne heller ikke få lov at få en kopi. Jeg måtte kun skrive kendelsen af,« tilføjer han.

Generøse PET

PET understreger, at tilladelsen til at se aflytningskendelsen baserer sig på »en konkret vurdering og princippet om meroffentlighed«. Her har PET lagt vægt på to forhold, dels at aflytningen er nævnt i PET-rapporten, dels »den tid, der er forløbet siden indgrebets afslutning i 1985«, som PET skriver i afgørelsen til Juhl.

Netop det med tiden hæfter Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET, sig ved:

»Det kunne tyde på, at der i PET er en stigende erkendelse af, at der er en tidsmæssig grænse for i hvor lang tid, offentliggørelsen af informationer kan skade efterretningstjenestens virksomhed,« siger Bonnichsen og tilføjer:

»For det lyder meget generøst, at PET - selv om de ikke er forpligtet - efter eget skøn vælger meroffentlighedsprincippet ved at videregive oplysninger >i videre omfang, end loven forpligter dem til. >Men hvis vi ser på de reelle oplysninger, som Christian Juhl har fået adgang til, er det i princippet ikke andet, end hvad der står i Kommissionsdomstolen beretning. Afgørelsen vægter netop, 'at indgrebet er omtalt i PET-kommissionens beretning',« siger den tidligere PET-chef.

- Hvor 'farligt' ville materialet være i dag, hvis man skulle give fuld adgang til Christian Juhl?

»Det kan kun afgøres fra sag til sag. Hvis det f.eks. er Juhls hustru, der er kilden/meddeleren til PET, siger det næsten sig selv, at dette hensyn skal varetages. Men der må være en tidsmæssig grænse på det generelle område, og det er måske den erkendelse, vi nu ser, er ved at indfinde sig i PET, og det er i sig selv interessant,« svarer Bonnichsen.

Selv om Juhl er af den opfattelse, at det er nødvendigt med en efterretningstjeneste, synes han alligevel, det er »noget forbandet svineri«, at han er blevet aflyttet, »når vi ikke gjorde noget kriminelt«, som han siger. Han er desuden overrasket over, at han ikke er blevet orienteret om aflytningen tidligere, da den var overstået, for den førte jo ikke til nogen tiltale eller lignende.

»Hvilke af mine venner og bekendte er aflytningen også gået ud over? Vi boede fire voksne i det bofællesskab, og i hvert fald to af dem var ikke ræverøde. Alligevel blev de også aflyttet,« som Juhl formulerer det.

PET har oplyst til Information, at tjenesten i alt har modtaget 45 anmodninger om egenadgang siden offentliggørelsen af PET-rapporten. 37 af sagerne er færdigbehandlede, mens otte er under behandling.

En sag er påklaget til Justitsministeriet. Af de 37 færdigbehandlede sager har fire fået adgang til de dokumenter, der er omtalt i PET-Kommissionens beretning, mens 33 har fået et afslag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

POLITISK KAMP PÅ KRIMINALITETENS VILKÅR.

Ulrik Dahlin kunne have oplyst, at endnu har ingen af de overvøgede fået deres sag til gennemsyn, end ikke Arne Herløv Petersens lange redegørelse for kommissionen om hans og hunstruens sag blev medtaget i rapporten. Og hvorfor ikke gengive justitsminister Lars Barfod nye afgørelse om, at "politiets efterretningstjeneste selv træffer afgørelse", fulgt op af Venstre retspolitiske ordførers udtalelse til Arbejderen: "Jeg ser intet problem i, at det er PET selv, som vurderer, om der skal gives aktindsigt."
Den poliitiske kamp imod venstrefløjen foregår stadigvæk på mange planer og i mange instanser med midler fra helt andre styreformer.

Hvis man vil vide mere om, hvordan arbejdet med at overvåge 'farlige' elementer foregik (foregår?), kan man få et glimrende indblik i det ved at læse Arne Herløv Petersens bog "Skueprocessen. Beskrivelse af en spionsag"
Den veldokumenterede bog udkom for et lille halvt års tid siden.