Hvorfor ikke holde en begravelse i et samtalekøkken?
Det spørgsmål stiller antropolog og begravelseskonsulent Naja Genet May. Hun oplever, at et generelt opbrud med folkekirken i dag viser sig meget tydeligt i den danske begravelseskultur.
»Konflikten mellem den sekulære og den kristne ceremoni handler i høj grad om, hvorvidt fokus skal være på Jesus eller på det individ, som er død,« siger hun.
Og der har længe været tendens til en øget fokusering på individet, også når det kommer til begravelser. I den sammenhæng får bedemanden flere og flere roller:
»Når de efterladte vælger kirken fra, bliver bedemanden en form for ceremonimester - og ceremonien kan holdes mange steder: I samtalekøkkenet, i haven osv.,« siger hun og fortsætter:
»Præster siger for eksempel ofte nej til, at der må spilles populærmusik i kirken, og så må de pårørende flytte begravelsen et andet sted hen,« siger hun.
Et kapel kan fungere som et alternativ til kirken, men her får man, ifølge begravelseskonsulenten, ofte kun stillet en halv time til rådighed, og det er ikke altid nok.
»Og hvis man for eksempel er buddhist og vil bruge røgelse, så må man leje kapellet i længere tid, så duften kan nå at forsvinde. Og på den måde bliver det dyrere. Jeg har virkelig været ude og lede efter nye rum, men ligeså snart folk hører, at det handler om en kiste med en død i, så bakker de ud. Der er tabuet omkring døden stadig for stor,« siger Naja Genet May.
Af jord ...
Når det kommer til selve begravelsen er der allerede mange muligheder, for en individualiseret løsning: Flere og flere vælger en 'økologisk begravelse', »for hvorfor bruge energi på at brænde, når man kan blive spist af orme på den naturlige måde,« spørger Naja Genet May.
I Sverige vinder frysetørring af de døde frem, men det diskuteres stadig om kremering eller frysetørring er mest energikrævende, og det sidste er endnu ikke nået til Danmark. Til gengæld vælger to-tre danskere om dagen, svarende til to procent af dem, der dør, at få spredt deres aske ud over havet. De skal dog selv have udtrykt ønske om dette, inden de dør.
»Askespredning er en tendens, der har været stærkt stigende i de seneste 10-12 år. Måske fordi afdøde ikke behøver forholde sig til 'indviet jord', måske fordi afdøde havde en særlig tilknytning til havet eller måske fordi familien slipper for at passe et gravsted - det ved vi ikke,« siger begravelseskonsulenten.
Det individuelle præg er også tydeligt på kirkegårdene: En sut, Läkerol Cactus, en vampyrflagermus, erantis, et Christianiaflag og en perleplade-håndgranat er nogle af de ting, som ligger på sangerinden Natasjas grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Tingene på graven er med til at fortælle en historie om sangerindens liv, og et portræt af Natasja på stenen, bidrager til, at hun lever videre i folks bevidsthed
»Vi ser stadig flere og flere individualiserede gravsteder her i storbyen,« fortæller antropolog Gitte Lunding fra Kulturcentret Assistens på Nørrebro, og fortsætter:
»Det skyldes sandsynligvis, at vi har en mangfoldig storbykultur, som i øvrigt også indeholder mange religiøse retninger«.
Det er ikke kun Natasja, der har et portræt på sin gravsten, det er nemlig en ny tendens på kirkegården, siger Gitte Lunding.
Ikke langt fra Natasjas grav ligger for eksempel en kurdisk frihedskæmper, der også er portrætteret på sin sten. På et rockerrelateret gravsted med plads til 48 urner står en enorm bautasten, der er som taget ud af Asterix-tegneserierne, et symbol på magt - også efter døden. Billedhugger Robert Risager har et minimalistisk gravsted, hvor der vokser grønkål, og på Julie Duelund Mortensens grav, en ung kvinde der måske døde af fejlmedicinering, brænder der altid et levende lys.
