Læsetid: 2 min.

DTU-rektor: 'Strategi handler ikke kun om penge'

Faglighed er stadig en vigtig del af forskningen på DTU, siger rektor Lars Pallesen. En ny strategi fra DTU tyder dog på, at det vigtigste er at tiltrække penge
10. marts 2010

En trusselsstrategi, der kun handler om penge. Sådan blev en ny forskningsstrategi fra Kemi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) beskrevet i mandagens Information.

Strategien går kort sagt ud på, at forskning, der ikke får midler udefra, skal afvikles. Rektor på DTU, Lars Pallesen, forklarer, at universitetets forskningsstrategi generelt bør fokusere på, hvilke forskere der er gode til at tiltrække eksterne midler og ph.d.-studerende, fordi det er regeringens strategi.

»Når en stadig større andel af regeringens bevillinger er konkurrenceudsatte, så bliver det meget svært at få tingene til at fungere, hvis ikke man har blik for, at det er tingenes tilstand,« siger Lars Pallesen og afviser, at det skulle fjerne fokus fra, hvad der rent forskningsmæssigt er det mest interessante:

»Det er klart, at det her ikke må tynde ud i de rent faglige indsatsområder.«

DTU Kemi har tidligere været beskrevet i Information som instituttet, hvor direktør Ole W. Sørensen har kørt så benhård en ledelsesstil, at medarbejderne generelt ikke tør udtale sig om arbejdsforholdene. De ansatte har desuden oplevet ikke at kunne få udleveret en trivselsundersøgelse - som var særdeles negativ over for ledelsen. Sagen førte til, at institutdirektøren prøvede at forflytte en forsker, der havde udtalt sig kritisk i pressen. Det fik ombudsmanden til at gå ind i sagen, og den pågældende forsker er forblevet i sin >stilling.

Ny leder

Også Arbejdstilsynet har en verserende sag kørende på DTU-Kemi på grund af arbejdsforholdene. Og i efteråret fik institutdirektør Ole W. Sørensen tilsyneladende nok og meddelte, at han ville trække sig.

DTU har haft stillingen slået op med ansøgningsfrist i februar. Derfor undrer det også Ingeniørforeningen (IDA), at DTU lader den kontroversielle institutdirektør lægge en forskningsstrategi fire år ud i fremtiden, lige før en ny skal overtage jobbet.

Lars Pallesen mener ikke, at den afgående institutdirektør skal vente med at lave en ny fireårig forskningsstrategi til der er fundet en ny leder:

»Det er helt fast procedure, at alle institutter skal have en strategi tre-fire år frem i tiden, og det er den til enhver tid siddende institutdirektørs opgave.« Pallesen kan ikke løfte sløret for, hvornår der tiltræder en nye institutdirektør, men påpeger, at den slags kan tage tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu