Interview
Læsetid: 4 min.

De fleste voldtægtssager befinder sig i en gråzone

Det danske retssystem burde behandle voldtægtssager langt mere nuanceret, mener sociolog Marie Bruvik Heinskou. I en ny Ph.d. fastslår hun, at ikke alle er enten ofre eller overfalds-mænd . Fredericia-sagen er bare det seneste eksempel
Indland
30. marts 2010

Sagen om tre drenge, en pige og 17 kr. for et samleje på banegårdstoilettet i Fredericia har to officielle sandheder. Først var drengene voldtægtsforbrydere, siden var de ofre for justitsmord. Men så hårdt kan man sjældent dele voldtægtssager op, siger sociolog Marie Bruvik Heinskou.

»Vi har en længsel efter at dømme og finde sandheden og straffe den syndige, men problemet er, at det er svært at finde ud af, hvem der er synderen. Måske er der nogle gange ikke nogen synder, men der har været en konflikt,« siger hun.

Marie Heinskou er ved at lægge sidste hånd på sin Ph.d.-afhandling, der fastslår, at langt de fleste voldtægtssager befinder sig i en gråzone. Grænsen mellem et overgreb og en dårlig seksuel oplevelse kan være flydende, og ofte er det først bagefter, at pigen finder ud af, at hun måske er blevet voldtaget.

»I mange af de her sager har pigerne oplevet et eller andet seksuelt, som de har svært ved at definere. Det kan have været behæftet med lyst, men det kan også have været behæftet med ulyst. Og de kulturelle forklaringer, som kvinder ofte bliver givet i forbindelse med ulyst og seksualitet, de er baseret på begrebet om overgreb,« forklarer Marie Heinskou, der understreger, at hun ikke taler om de klokkeklare voldtægter, hvor en mand følger efter en kvinde og slår hende ned.

Men de udgør også et fåtal i hendes gennemgang af samtlige 95 voldtægtsanmeldelser, som Københavns Politikreds modtog i 2003. De fleste sager kom aldrig for retten på grund af manglende beviser, og selv de sager, hvor voldtægtsmænd endte med at blive dømt, kan have været i gråzonen, mener Marie Heinskou.

»I de fleste sager er det ekstremt svært at afgøre, hvad der egentlig er foregået, når det kommer til domfældelse. Selv om der er objektive beviser, kan det have været et spil med seksualiteten, der pludselig er vendt om og blevet til et overgreb.«

I sagen fra Fredericia havde landsretten svært ved at tro på, at en pige frivilligt ville sælge sig selv for en busbillet. Men sådan kan det sagtens have været, siger Marie Heinskou.

»Blandt de yngre piger er der måske noget, som vi, der er ældre end dem, ikke kan forstå, er legitimt eller acceptabelt. At nogle yngre piger faktisk kunne behæfte det med lyst at sælge sig selv indirekte, for eksempel.«

Overgreb

Fredericia-sagen blev genoptaget, da det lykkedes storebroren til en af de påståede gerningsmænd at få pigen til at ændre forklaring. Han narrede hende til at tro, at de var kærester, og fangede hende på skjult kamera, mens hun indrømmede, at hun ikke var blevet voldtaget. Hun havde haft frivilligt samleje med den ene dreng på banegårdstoilettet, men hun var blevet sur over, at en af de andre drenge havde sparket hendes trusser ud i det offentlige toilets forlokale og presset en finger op i hendes underliv.

Den episode kan meget vel have forandret hele situationen til et overgreb, vurderer Marie Heinskou, som dog tager det forbehold, at hendes kendskab er baseret på mediernes gennemgang, og at hun derfor ikke kender alle detaljer i sagen.

»Ved at kaste trusserne ud til offentligt skue, får det eksponeret hende på en måde, som hun ikke har kontrol over. Det er et eksempel på den vanskelige balancegang, som moderne kvinder ofte står i. På den ene side at gøre sig selv tilgængelige og på den anden side at være ærbare. Det er et paradoks og en svær balancegang at mestre,« siger hun.

Hvis en pige overskrider grænsen for, hvad der er socialt acceptabelt, kan det være en hjælp for hende at forstå det som et overgreb og anmelde det som et overgreb, forklarer Marie Heinskou.

»Man kan også spørge, hvorfor har en pige i den situation ændret forklaring. Vil hun opnå noget andet med storebroren, hvis hun ændrer forklaring over for ham? Forklaringen kan også have et strategisk aspekt. Det er derfor, der er så super svært at afgøre, hvad der er sandt og falsk i sådan nogle sager, fordi de fortællinger tit bliver modereret efter, hvad man vil med dem,« siger Marie Heinskou.

Konfliktmægling

I mange af de voldtægtsanmeldelser, Marie Heinskou har undersøgt, er mændene ikke klar over, at pigen ikke har lyst. De kan have misforstået det seksuelle spil om magt og undertrykkelse. Det er der især risiko for, hvis man samtidig har en anden kulturel baggrund end dansk, forklarer Marie Heinskou.

Derfor foreslår hun, at retssystemet bliver bedre indrettet til at forstå de komplekse voldtægtssager.

»I stedet for at fælde dom over nogle unge mænd på baggrund af nogle gråzonesager, skulle man i langt højere grad inddrage noget som konfliktmægling. At parterne taler sammen efterfølgende og finder ud af, hvornår konflikten opstod, og hvilke ubehageligheder den ene eller den anden har oplevet,« siger Marie Heinskou.

»En klassisk tolkningsramme er, at alle mænd bærer et voldtægtsuhyre i sig. Men det er ikke så entydigt igen. I de sociale spil er det mange gange kvinden, der sidder inde med definitionsmagten af, hvad det seksuelle møde egentlig var.«

Det var det også i sagen fra Fredericia, indtil pigen ændrede sin forklaring.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her