Nyhed
Læsetid: 3 min.

Fokus kræver bedre dyrevelfærd verden over

Danmarks nyeste parti, Fokus, vil slå et slag for dyrevelfærden. Partiformand Christian H. Hansen og hans tre medkandidater tror selv på projektet, 'men ellers kan det da godt være, det ender med et kattehjem i Sønderjylland,' sagde han
Christian H. Hansen, der tidligere har forladt Dansk Folkeparti, dannede i går et nyt parti, der vil kæmpe for dyrenes velfærd og økologi.

Christian H. Hansen, der tidligere har forladt Dansk Folkeparti, dannede i går et nyt parti, der vil kæmpe for dyrenes velfærd og økologi.

Keld Navntoft

Indland
11. marts 2010

Christian H. Hansen forlod i januar Dansk Folkeparti, men allerede i går sad han klar med 25 siders partiprogram for det nye dyrevelfærdsparti Fokus.

»Jeg har været i gang i halvanden måned,« forklarede han til hæren af journalister, der var mødt op for at overvære det, som tilhøreren Peter Mollerup fra Dyrenes Venner kaldte »en stor dag for dansk dyrevelfærd.«

Christian H. Hansen, der er ellers er kronisk syg af hovedpine, har selv formuleret den nye politik, der sætter dyrene i højsædet, forklarede han.

»Partiet Fokus kommer til at lægge utrolig meget vægt på dyrevelfærd, og Fokus kræver bedre dyrevelfærd over hele verden.«

Alligevel er det ikke »et enkeltsagsparti, for så havde vi ikke kunnet aflevere et helt partiprogram,« understregede Christian H. Hansen.

Foruden dyrevelfærd rummer det politiske program da også forslag om mere økologi, bedre klima og mere nærhed i sundhedsvæsnet.

Selv om Christian H. Hansen har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti i 12 år, vil Fokus ikke have en strammere udlændingepolitik:

»Den udlændingepolitik, der er i dag, støtter vi. Men så stopper vi også der. Der er brug for en time out,« sagde han og forlod også selv DF, fordi han mente, at der var gået for meget burkadebat i den.

»Vi skal udnytte alle de ressourcer, der er i naturen, i miljøet, blandt mennesker og blandt dyrene.«

Fire kandidater

Christian H. Hansen var ved pressemødet omgivet af tre »venner,« som han selv kaldte dem.

De vil også stille op for Fokus ved næste folketingsvalg, hvis det lykkes dem at indsamle de 20.000 underskrifter, der kræves for at kunne stille op. De tre medkandidater er hidtil ukendte i Christiansborgpolitik;

Rikke Kramers, der er den mest erfarne af de tre, har siddet i Viborg Byråd for DF, som hun ligeledes forlod i januar.

»Jeg tror på, at der er nogle folk, som mener, at mange ting halter. Jeg er en af de personer, og en af de ting, der halter, er dyrevelfærden,« siger Rikke Kramers om, hvorfor Fokus har en berettigelse og en målgruppe.

»Der er ingen tvivl om, at det er Christian H. Hansen, der har formuleret dyrevelfærdspolitikken i Dansk Folkeparti, så for mig er han dyrevelfærdens stemme nummer ét,« betoner hun.

Derudover opstiller dyrevelfærdsaktivisten Mirja Holm, der aldrig har været medlem af et parti og Kim Eggers, der er mest kendt for at være far til pornomodellen, Kira Eggers, som da også allerede har meldt sig ind i Fokus.

DF: Intet nyt

Christian H. Hansens tidligere partikollega Søren Espersen (DF) var dog ikke begejstret. Han kan slet ikke se formålet med at stifte et nyt parti:

»Vi troede, det var politikken, der gjorde, at Christian H. Hansen forlod partiet. Nu viser det sig, at den er stort set den samme, som Dansk Folkepartis, så det er uforklarligt, det der sker,« lød det fra Espersen.

Men Fokus vil pege på Lars Løkke Rasmussen som ny statsminister, og Christian H. Hansen forsikrede, at Fokus kan forny dansk politik, hvis de kommer i Folketinget:

»Der bliver fornyelse. Der bliver en helt ny Lars Løkke, som bliver trukket ind mod midten,« sagde han og påpegede, at selv om meget af klima- og dyrevelfærdspolitikken stemmer mere overens med politikken i rød blok, så er Fokus borgerlige, hvad angår den økonomiske politik.

Og nu skal det være op til vælgerne at fælde dommen over Fokus, sagde Christian H. Hansen, der om ikke andet har sine dyr:

»Jeg kunne selvfølgelig købe nogle dyr og flytte ud på landet og blive sådan en, der går rundt og klapper dyrene. Jeg har i stedet valgt at tage udfordringen op. Men hvis ikke det går, så kan det da godt være, det ender med et kattehjem i Sønderjylland.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

"Forbud mod dyresex, kommerciel hvalfangst og tyrefægtning."

Hvad med et forbud mod fluesmækkeri?

Og ikke mindst fluesex !!!

Henning Ristinge

det hedder 'flueknepperi' heinrich :)

Men helt bortset fra det så er der behov for en kritisk gennemgang af især landbrugest behandling af dyr

Absurt at partiet peger på en borgerlig regering, der ikke just er kendt for at passe på natur og dyr!