Baggrund
Læsetid: 2 min.

En fornem stemme

Sangerinden Etta Cameron er død, 70 år gammel
Indland
6. marts 2010
Sangerinden Etta Cameron er død, 70 år gammel

Etta Cameron havde allerede en karriere som sanger bag sig både i USA og som omrejsende solist i Europa, mest DDR, da hun i begyndelsen af 70’erne kom til Danmark.
Hendes fornemme altstemme, fuld af mahogni i bunden og transparent og sprød i toppen, brugte hun i flere genrer i sin danske karriere, men det var som jazzsanger, hun med sit passionerede foredrag og sin sikre beherskelse af traditionen efter Sarah Vaughan og Ella Fitzgerald havde sin største styrke.

Bl.a. havde hun nogle heldige alliancer med DR’s Big Band, ligesom hun ofte sang rundt om i Europa, bl.a. som en overbevisende solist i Ellingtons Sacred Concerts med Norddeutscher Rundfunks orkester.
Hun medvirkede også som skuespiller i en ret stor rolle i Palle Kjærulff-Schmidts historiske film om Dansk Vestindien, von Scholten, optrådte i underholdningssammenhæng og var en meget tolerant dommer i TV 2’s Scenen er din, en uskyldig forløber for disse tiders mindre uskyldige TV-talentshows.

Gospel

Det var imidlertid som gospelsanger, hun fra 90’erne opnåede en popularitet i Danmark, som ingen af hendes andre aktiviteter kunne give hende. Kun meget få danske kirker har ikke haft besøg af Etta Cameron og hendes lille kor, og det er nærliggende at mene, at den dybe personlige overbevisning, hun præsenterede disse sange med, var dét, der overbeviste publikum. Af sine venner i jazzen blev hun drillet med, at hun udgjorde den største udgiftspost for samtlige danske menighedsråd. Derimod var det svært at finde nogen, der ikke syntes, at hun havde fortjent det Ridderkors, hun fik i 1997, selvom jazzriddere ellers er ret sjældne hertillands.
For kun få måneder siden – og før hendes meget lange kamp mod canceren gjorde hende ude af stand til at optræde – udkom hendes seneste cd, hvorpå hun atter er tilbage i jazzen med ledsagere som Palle Mikkelborg og Jens Søndergaard.

Også på den mærker man gennem hendes følelsesmæssigt helt nøgne og ikke helt ubesværede sang og recitation, hvordan den enkle gudstro og overbevisningen om menneskets godhed prægede alt, hvad hun beskæftigede sig med. Med den fik hun sat sig selv et meget smukt minde.

navne@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her