Læsetid: 2 min.

Gør som du gjorde på KU, Lykke Friis

Når det gjaldt ligestilling, var Lykke Friis modig i sit job som prorektor på Københavns Universitet. Men som ny ligestillingsminister er hun tilsyneladende blevet forladt af modet igen
17. marts 2010

»Et stærkt universitet bringer hele talentmassen i spil, og derfor skal de barrierer, som forhindrer kvinder i at nå frem til den akademiske top, rives ned.« Ordene tilhører Lykke Friis. Og hun udtalte dem for knap to år siden. Dengang som prorektor ved Københavns Universitet.

Derfor blev jeg glad og optimistisk, da Lykke Friis for nyligt blev udnævnt til posten som ligestillingsminister. I modsætning til hendes forgænger, Inger Støjberg, anerkender hun rent faktisk, at Danmark har et ligestillingsproblem. Det gælder ikke mindst i forskningsverdenen, hvor kvinder stadig kun udgør 12 procent af professorstanden. Og mindst lige så vigtigt: Så har Lykke Friis tidligere vist sig parat til at tage fat på problemet med andet end blot velmenende hensigtserklæringer. Da Lykke Friis var prorektor ved Københavns Universitet, stod hun sammen med rektor Ralf Hemmingsen i spidsen for et gennembrud, når det gælder ligestilling i den akademiske verden. De erkendte nemlig det faktum, at der i dag sker en usynlig positiv særbehandling af mænd i forskerverdenen. Selv om kvinder i dag udgør halvdelen af de studerende på universiteterne, bliver de stadig sorteret fra på alle karrieretrin, når det gælder forskning. KU's ledelse forsøgte sig først med øget fokus på problemet, men da det ikke rykkede noget, besluttede Lykke og Ralf i 2008 at tage skrappere midler i brug.

Succeshistorie fra KU

De smed tre konkrete redskaber på bordet: For det første lokkede de med kontant belønning til fakulteter, som ansætter flere kvindelige professorer i form af både økonomisk bonus og flere professorater. For det andet indførte de internationale stipendier til yngre kvindelige forskere, og for det tredje oprettede de et program for talent- og lederudvikling målrettet mod kvinder. Og det rykkede rent faktisk. For første gang i 30 år med hundredvis af hensigtserklæringer, seminarer og gode intentioner om flere kvinder i forskning, så skete der endeligt noget på Københavns Universitet. Allerede et år efter steg ansættelserne af kvindelige professorer fra 15 procent kvinder i 2007 til 28 procent i 2008. Men desværre var vores nye ligestillingsminister hurtig til at slukke for mit håb igen. I et interview til Information den 9. marts 2010 sagde hun nemlig klart, at hun ikke vil udbrede redskaberne fra Københavns Universitet til resten af Danmark:

»Det var vores helt egen beslutning, at der skulle gøres noget. Derfor er det noget helt andet, hvis jeg nu, hvor jeg har skiftet funktion, vil til at lovgive om det og pålægge universiteterne at gøre det på en bestemt måde.«

Find modet frem igen

Det er drønhamrende ærgerligt. For det første fordi det rent faktisk virkede på Københavns Universitet. Og for det andet fordi forklaringen om, at »det er noget helt andet, hvis jeg nu, hvor jeg har skiftet funktion, vil til at lovgive om det,« ikke holder. Både i rollen som prorektor og som ligestillingsminister har man selvfølgelig et ledelsesansvar. Uanset om man sidder på rektorkontoret eller i ministerstolen, så må man udvise mod til at tage hånd om problemstillingerne og bruge de redskaber, som står til rådighed. På ligestillingsområdet er der i den grad brug for, at vi forsøger os med mere håndfaste initiativer - ellers, viser erfaringerne, sker der ikke noget som helst.

Stine Maiken Brix er medicinstuderende på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Stine Maiken Brix for den kommentar. Hørte for nok snart et par uger siden en debat i Folketinget, hvor Lykke Fris netop i debattens slutbemærkning kom med ,at hun som ligestillingsminister ikke ville bruge de midler som hun brugte på KU for at fremme ligestillingen.
Jeg vil indrømme, at jeg også tabte modet og var ærgerlig over, at oppositionen i Folketinget ikke havde lejlighed til at spørge nærmere ind til denne konklusion.