Nyhed
Læsetid: 10 min.

Justitsmordet på drengene fra Kolding

Ved hjælp af hemmelige lyd- og videooptagelser er det lykkedes at skaffe nye oplysninger i en meget omtalt voldtægtssag fra Fredericia banegård, hvor en ung dansk pige angiveligt blev voldtaget på toilettet af en ung indvandrer, mens hans kammerater holdt hende. De nye oplysninger tyder på, at pigen afgav urigtige oplysninger, og i fredags blev drengene frikendt
Mahmoud Walid Fathi, Sharif Salon og Mahmoud El-Ahmadg blev fredag frikendt i Vestre Landsret. Tidligere er de blevet dømt for gruppevoldtægt af en 15-årig på et toilet på Fredericia Banegård i september 2008.

Mahmoud Walid Fathi, Sharif Salon og Mahmoud El-Ahmadg blev fredag frikendt i Vestre Landsret. Tidligere er de blevet dømt for gruppevoldtægt af en 15-årig på et toilet på Fredericia Banegård i september 2008.

Indland
30. marts 2010

I lang tid så det ud til at være en enkel og klar sag, hvor gerningsmændene prompte fik deres retfærdige fængselsstraf: Tre danskfødte indvandrerdrenge af palæstinensisk herkomst - Sharif Saloni, Mahmoud El-Ahmadg og Mahmoud Walid Fathi - tvang en lørdag eftermiddag i september 2008 en 15-årig dansk pige ind på et toilet på Fredericia banegård.

Mens Mahmoud F. og Mahmoud E. holdt pigen, hev Sharif bukserne af hende og maste hende op på håndvasken, hvorefter han gennemførte et samleje. Bagefter jog Mahmoud F. sin finger op i pigens underliv, gramsede på hendes bryst og fotograferede hende med sin mobiltelefon, inden han hånligt sparkede til hendes trusser.

Pigens oprørende og detaljerede beretning om voldtægten blev af politi, anklagemyndighed og senere af retten i Kolding bedømt som »overordentlig troværdig«. Hverken byretten eller Vestre Landsret i Viborg tog ringeste hensyn til drengenes samstemmende forklaring om, at pigen frivilligt havde indladt sig på et seksuelt forhold på toilettet, efter at de tilfældigt havde mødt hende på banegården. For som byretten formulerede det i sin dom fra december 2008, fandt retten det »nærmest usandsynligt«, at en ung pige mod en betaling på 17-19 kroner skulle have samleje med en ukendt person på et banegårdstoilet og idømte derfor de tre unge hver to års fængsel for fuldbyrdet gruppevoldtægt. I juni tiltrådte Vestre Landsret uden tøven byrettens afgørelse.

Men af og til kan det »nærmest usandsynlige« alligevel være sandt. I fredags vedtog et flertal på fire mod to dommerstemmer i Vestre Landsret således at frifinde de tre unge. Nye oplysninger i sagen tydede nemlig på, at pigens 'overordentlig troværdige' forklaring alligevel ikke var sand hele vejen igennem. Men først drengenes egen beretning om, hvad der skete på banegårdstoilettet.

'Hun afviste os ikke'

»Vi kom med toget til Fredericia, det var lørdag, og meningen var, at vi skulle ud og score,« fortæller Sharif til Information.

De tre drenge havde en aftale med nogle piger, men de kom for sent til den bus, de skulle med. Mens de ventede på den næste bus en time senere, drev de rundt på banegården. Her fik de øje på pigen, som Mahmoud E. havde hørt om før: »Min fætter havde været sammen med hende i et solarium,« forklarede han de to andre.

»Hun kiggede på os, og vi kiggede på hende, og så piftede Sharif,« fortsætter Mahmoud F. Drengene faldt i snak med pigen på trappen til perronen halvvejs oppe.

»Hun afviste os ikke,« forklarer Sharif. Mahmoud F. fik endda lov til at holde sin hånd om livet på hende. »Hun var venlig. Hun kunne have flyttet min hånd, men det gjorde hun ikke,« husker han.

»Så gik vi ned til toilettet. Vi stod alle fire og snakkede i forrummet, og der kom to damer ud fra wc'erne, mens vi snakkede. Pigen sagde ingenting til dem om hjælp eller noget,« siger Sharif.

Mahmoud F. viste hende en 100-kroneseddel, som han proppede i lommen igen. Derefter gik Sharif ind på wc'et sammen med pigen og låste døren. De to andre stod uden for i forrummet og røg cigaretter. På et tidspunkt ringede Mahmoud E's telefon. Det var de piger, drengene havde en aftale med, som ikke kunne forstå, hvor de blev af. Mahmoud E. gik ud for at finde en busplan, imens blev Mahmoud F. i forrummet.

»Jeg kedede mig lidt, så jeg ville lave lidt sjov med dem, men Sharif sagde på arabisk inde fra wc'et, at jeg skulle lade, som om jeg gik,« fortæller han. Derfor åbnede han døren ud til banegårdshallen og lod den smække i, mens han blev inde i forrummet.

»Hun ville ikke være sammen med mig, hvis Mah-moud var der. Jeg spurgte hende, om jeg skulle gå, hvis hun ikke ville, men hun ville gerne. Hun tog fat i mig og kyssede mig, og så havde vi samleje,« fortæller Sharif.

»Og så kom du ud, og jeg gik ind på wc'et, hvor hun stod uden bukser og trusser og talte i telefon. Hun virkede hverken sur eller vred, nærmest ligeglad med mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg lod som om, jeg tog et foto af hende. Jeg gjorde det ikke rigtigt, jeg lod bare som om. Hendes trusser lå på gulvet lige til at sparke. Det gjorde jeg, jeg sparkede til dem, så de røg ud i forrummet,« siger Mahmoud F.

»Og det gjorde, at hun følte sig ydmyget af os,« mener Sharif.

Da de tre drenge senere så pigen oppe på perronen, ville hun ikke tale med dem. Skrid, sagde hun bare, da Sharif forsøgte at få hendes telefonnummer.

Ifølge Mette Grith Stage kan årsagen til pigens politianmeldelse senere samme dag være, at hun troede, at Mahmoud F. havde taget et billede af hende. Hendes forældre troede nemlig, at hun var i Vejle sammen med en veninde, men i virkeligheden var hun i Fredericia for at besøge en ven. Hun var på vej hjem fra ham, og et foto af hende uden bukser og trusser på et banegårdstoilet kunne være en trussel mod den forklaring.

De hemmelige optagelser

Det er storebroren til Sharif Saloni, der med hemmelige lyd- og videooptagelser af pigen har fremskaffet de nye oplysninger. Han var fra starten overbevist om, at hans lillebror var uskyldig. I foråret 2009 lykkedes det ham at finde pigens Facebook-profil, hvorefter han begyndte at sende sms'er til hende. Storebroren foregav at være interesseret i hende, og det gav pote. Efter en uges tid kaldte de hinanden for 'skat', og efter to uger erklærede de sig forelskede i deres sms'er. Selv om pigen blev »skuffet«, da hun fandt ud af, at hendes nye ven var storebroren til voldtægtsmanden, så fortsatte kontakten alligevel.

På et tidspunkt sagde pigen, at hun ville fortælle hele sandheden, hvis storebroren kom til Vejle, hvor pigen boede. Her mødtes de i juli 2009, og samtalen optog storebroren hemmeligt på sin mobiltelefon. Pigen forklarede, at det især var den høje Mahmoud F. - ham der sparkede til hendes trusser - som hun var vred på.

»I starten var det kun ham, jeg ville have ind og sidde, men jeg kunne ikke finde en historie, der kun passede til det,« sagde pigen. Derfor havde hun fundet på historien om gruppevoldtægten, hvor alle tre havde taget del, så alle tre kunne dømmes.

Drengenes forsvarer Mette Grith Stage havde på det tidspunkt givet op, efter at landsretten måneden forinden havde stadfæstet byrettens afgørelse. Selv om hun fra starten havde følt sig overbevist om drengenes uskyld, vidste hun, at det ville være nyttesløst at søge om at få sagen i Højesteret, når byretten og landsretten havde været enige. Mette Grith Stage var på vej til Italien på sommerferie sammen med sin mand, da hun blev ringet op af Sharifs far.

»Han fortalte, at pigen nu har sagt, at det er noget, hun har fundet på,« fortæller Mette Grith Stage til Information. Men det kunne ikke bruges til noget, mente advokaten: »Nej, jeg må indrømme, at min første tanke var, at familien ikke kunne slippe sagen. Og at det ikke ville føre til noget, at storebroren afgav forklaring om, hvad pigen nu havde sagt.«

Så spurgte Sharifs far, om det ville være bedre, hvis de optog pigen hemmeligt på video. Og om det i givet fald ville være ulovligt. Nej, ulovligt ville det i hvert fald ikke være, forklarede advokaten, som dog ikke troede ret meget på projektet.

»Jeg opfattede det som fuldstændig urealistisk, at pigen nogen sinde ville komme på besøg i det hjem, hvor hendes angivelige voldtægtsmand boede,« forklarer hun.

'Så kyssede jeg ham igen'

En uge senere fik Merete Grith Stage en opringning i Italien fra Saloni-familien: Pigen havde endnu en gang fortalt, at det hele var noget, hun havde fundet på, og nu var samtalen optaget på video. I en bambuskommode havde familien gemt et videokamera, der over fem kvarter havde optaget, mens pigen afslappet sad i familiens fine sofa og fortalte storebroren, hvorfor hun havde sagt, at hun var blevet voldtaget.

Undervejs bemærkede storebroren, at pigen var god til at lyve. Hun svarede, at hun kunne lyve over for alle, også hendes forældre. Men de måtte ikke vide, at hun havde løjet.

Tidligere havde hun i nogle af de over tusind sms'er, som hun i løbet af godt en måned sendte til storebroren, også forklaret, hvordan man lyver, så det ikke ville være til at afsløre: Vigtigst var det at huske, hvad man havde fortalt, så man altid fortalte den samme historie og ikke skiftede forklaring undervejs.

»En håndbog i hvordan man lyver,« kaldte Mette Grith Stage det i sin procedure for landsretten.

Storebroren havde også arrangeret, at Sharif midt under besøget ringede hjem, så han kunne tale med pigen. Ifølge Mette Grith Stage sagde hun til ham i telefonen, at han ikke gjorde noget, og at han var fin nok.

»Det hjælper ikke en skid, hvis jeg siger undskyld 3.000 gange,« sagde pigen til Sharif, da han spurgte, hvorfor hun havde anmeldt ham til politiet for voldtægt.

I telefonen fra fængslet spurgte Sharif også, om det var fordi pigens far var ansat som jurist ved retten i Kolding, at hun havde fået ham i fængsel. Hertil var pigens svar, at hun havde vundet under alle omstændigheder, fordi hun var så klog. Hun forklarede også om to andre sager - en voldssag og en tyverisag - hvor det angiveligt var lykkedes hende at klare frisag ved hjælp af sine talegaver.

Hun forklarede storebroren, at hun var gået med Sharif ind på toilettet: »Så prøver han på at kysse mig, så skubber jeg ham væk. Anden gang han prøvede at kysse mig, så kyssede jeg ham igen.«

Det var især i spørgsmålet om, hvor de to Mahmoud'er var henne, imens Sharif gennemførte samlejet, at pigen ændrede sin forklaring. I retten havde hun fortalt, hvordan de fysisk holdt hende fast, mens hun blev voldtaget, men nu lød hendes forklaring, at de to slet ikke havde været inde på toilettet, men kun opholdt sig i forrummet, hvor håndvaskene var. Da storebroren spurgte, hvorfra hun vidste, hvor de to var henne, når hun selv var sammen med Sharif inde på det aflåste toilet, svarede hun, at det gættede hun bare på.

»De var væk. Jeg anede ikke, hvor de var henne,« sagde pigen på videoen.

Til sidst spurgte storebroren om, hvorfor hun ikke gik til politiet eller sine forældre med sandheden. Det ville hun ikke, for så ville ingen tro på hende, hvis hun en dag skulle komme for retten igen.

»Du har jo løjet,« konstaterede storebroren.

»Ja, men hvis jeg går hen og siger, at det var falskt, så lukker de dem ud,« svarede pigen. Desuden ville hun få en plet på sin straffeattest og komme på en ungdomsinstitution.

»Jeg kan ikke sige det, for så bliver jeg smidt ud hjemmefra,« som pigen tidligere havde sagt på lydoptagelsen fra mødet med storebroren i Vejle.

'Ikke tilstrækkeligt bevis'

Samme nat hun kom hjem fra Italiensferien, satte Mette Grith Stage sig til at se videoen tre-fire gange. Så var hun overbevist om, at hendes klienter havde en god og stærk sag. Hun skrev 16 siders indlæg til Den Særlige Klageret, der derefter sendte sagen til Rigspolitiet, der bad politi og anklagemyndighed om at genoptage sagen.

Som en særlig bonus i den i forvejen helt ekstraordinære sagsgang afgjorde klageretten samtidig, at der skulle ske såkaldt strafafbrydelse for Sharif. I modsætning til de to Mahmoud'er havde han fået afslag på at blive prøveløsladt på halv tid. Han blev derfor sat på fri fod efter mere end et års fængsel, efter at Mette Grith Stage havde kontaktet den institution i Jyderup, hvortil han var overflyttet.

Da Vestre Landsret genoptog sagen i marts 2010 lagde fire af de voterende vægt på, at pigen ikke havde kunne give »en acceptabel forklaring« på, at hun såvel i byretten som i landsretten på væsentlige punkter havde afgivet falsk forklaring. Derfor er der »opstået en sådan usikkerhed om rigtigheden af hendes forklaring, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for, at hun er blevet voldtaget eller i øvrigt seksuelt forulempet som anført i tiltalen, og at de tiltalte har haft fortsæt hertil.«

Pigen, som nu er blevet sigtet for falsk vidneforklaring og dermed risikerer en dom på i hvert fald betinget fængsel, har forklaret sig med, at hun af storebroren blev instrueret i at skrive og sige de ting, som hun gør i sms'erne og på de skjulte optagelser. Det tror landsrettens flertal dog ikke, så »meget taler således for, at hun på disse punkter« under landsrettens fornyede behandling af sagen også »har afgivet en urigtig forklaring«, som det udtrykkes i dommen fra den 26. marts 2010.

Ifølge de tre drenge har deres forældre hele tiden troet på, at de var uskyldige. Sharifs far har dog ifølge Mette Grith Stage også kritiseret, at hans søn har haft sex med en pige på et toilet. Eller som Mahmoud E. har formuleret det: »Det var meget flovt for os, da vi i retten skulle sige ord som kneppe, for det er slet ikke noget, man kan sige hjemme hos os.«

Artiklen bygger på samtale med Sharif Saloni, Mahmoud El-Ahmadg, Mahmoud Walid Fathi og Mette Grith Stage, indslag på TV2 samt den pressemeddelelse, Vestre Landsret udsendte om sagen i fredags.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Jørgen Lassen

Niels,

du ved altså, i modsætning til os andre, præcist hvad der er foregået.

Hans Jørgen Lassen

Tja, man må jo lægge pigens erkendelse af, at hendes forklaring ikke var sand til grund.
Til gengæld burde efterforskningen have afdækket dette forhold - hvorfor der ikke burde have været en sag - andet end for de sociale myndigheder.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Mosbak:
" sagens rette sammenhæng burde have været opdaget forinden - der skulle aldrig have været rejst sigtelse - sagen skulle aldrig have været fremmet til retten!"

Altså sjusket politiarbejde, der får anklagemyndigheden til at forstå, at omstændighederne er tilstrækkeligt undersøgte, til at en straffesag kan lede til domfældelse?

Hvilket den så i øvrigt også førte til -- fejlagtigt, viste det sig siden.

Hans Jørgen

I sidste omgang var der kun to af dommerne, som var korrupte - hvormed jeg antager, at du mener, at de fik penge under bordet af pigens forældre?

Nej da. jeg har på intet tidspunkt tænkt på spørgsmålet om eventuel bestikkelse, så din antagelse er forkert. Det jeg føler mig i tvivl om, er om retssagen er aftalt på forhånd. Kender dommerne og faderen hinanden?

Med hensyn til K4F, så ved jeg af egen erfaring, at Vibeke Mannicke, er censurende på den mest usympatiske facon.

Hvis nogen skulle være uenige med dem, og det medfører at et medlem kegler helt ud, så censurer hun ikke medlemmet, men den person der taler medlemmet imod.

Jeg kan have min respekt for Vibeke Mannicke som børnelæge, men som feminist, tilhører hun de værste af slagsen. I den forbindelse har jeg kun foragt tilovers for hende. K4F tilhører den ekstremistiske del af feminismen, og minder i deres retorik om islamisten.

Heinrich

Altså sjusket politiarbejde, der får anklagemyndigheden til at forstå, at omstændighederne er tilstrækkeligt undersøgte, til at en straffesag kan lede til domfældelse?

Hvem ved, men den køber jeg ikke. Uden vi ved hvad der egenligt er sket, så ved vi dog at:

1. der ingen vidner har været.
2. der ingen beviser har været.

Første sag bygger på dommernes fejlagtige antagelser, hvor den måde at opbygge et retssamfund på, nærmere ligner noget der foregår i et diktatur.

Vi ved at pigen er fyldt med løgn, og i.f. Hans Jørgen, at to af dommerne stadig ikke fatter hvad der er sket, eller også er de korrupte, måske uintelligente....

Heinrich R. Jørgensen

I hvert fald har politiarbejdet ikke afsløret pigens usande forklaring.
Som jeg skrev i et tidligere indlæg, beskyldes politiet ofte for at gå for hårdt til voldtægtsofre - og man må jo så spørge sig selv, om dette så er et eksempel på det modsatte.
Og som jeg skrev kan sagen jo være delikat for de involverede efterforskere. Hvem siger lige til far - "din datter er fuld af løgn"?
Den skubber de opad i systemet, til dem der har flere stjerner og får mere i løn!

Men ingen efterforskere er bedre end deres egne forudgående erfaringer, og deres evner udi afhøringer.
Men mon ikke der er nogen i retssystemet, der har røde ører?

Hans Jørgen Lassen

Hans skriver:

Kender dommerne og faderen hinanden?

Det gik jeg da ud fra, at du havde undersøgt? Du har vel gode grunde til at bringe det spørgsmål på bane?

Nå, det har du ikke?

Men du mener så, a priori, at de fire dommere, der frikendte, ikke kendte juristfaderen, mens de to, der ville domfælde, kendte ham? Og det var den eneste grund til, at disse to stemte for domfældelse?

Er det sådan, du mener, det hele fungererer? Og er det noget, du ved - ligesom Anders Fogh, der vidste, at Irak havde masseødelæggelsesvåben?

Du mener altså, at når retssystemet fælder en dom, der er efter dit hoved, så er det et bevis for, at når retssystemet fælder en dom, der ikke er efter dit hoved, så er denne sidste eller rettere første dom forkert?

Altså retssystemet er rigtigt, når det selv siger, at det er forkert?

Og dommere, der mener noget andet end dig er "korrupte" (du har stadig ikke forklaret, hvad du mener med det grove udtryk), mens dommere, der mener det samme som dig og de tre søde små drenge er sandhedsapostle.

Angelica Correa

Det er i denne sag klokkeklart at visse elementer i retssystemet lider af en alvorlig bias imod bestemte slags mennesker (her kan der være tale om racisme, kønsdiskrimination, elitisme og/eller andre former for bias). Beviset for denne bias er - om ikke andet - at den endelige frikendelse af drengene ikke var resultat af enstemmighed blandt dommerne. Det var en 4-2-afgørelse. Med andre ord: Efter at pigen på video erkendte at have løjet, efter at hun erkendte at have indgivet falsk anmeldelse, efter at hun indrømmede at drengene var USKYLDIGE i det anmeldte forhold, ja så mente en tredjedel af dommerne såmænd at drengene fortsat skulle ruske tremmer. Det er tydeligvis den irrationnelle dømmekraft - den indre svinehund - der her har været i spil.

Jeg håber at pigen er blevet eller bliver voksen af denne sag og af den dom hun nu forhåbentlig får.
Hendes falske anmeldelse er en forbrydelse ikke bare imod de drenge der har mistet et år af deres kostbare ungdom, men også imod de kvinder der faktisk bliver voldtaget. Falske anmeldelser svækker vores tillid til de mennesker der med rette har brug for den.

Hans Jørgen Lassen

Angelica har tydeligvis ikke læst sagens akter.

Pigen har hele tiden fastholdt, at der var tale om voldtægt.

Hvordan Angelica med en uskøn anglicisme kan få de to dissentierende dommeres votering til at være "bias", kan man ikke vide. Begrundelser har hun ingen af.

Særdeles groft bliver det, når hun ligefrem beskylder dem for at være styret af en indre svinehund. Det er sgu under lavmålet.

Hans Jørgen

Din hukommelse skuffer mig. Jeg har allerede oplyst at jeg ikke har sat mig ind i detaljerne vedr. denne sag.

Det har hverken du eller jeg iøvrigt mulighed for i tilstrækkeligt omfang til præcist at vide hvordan den forholder sig, hvilket er en del af min kritik.

Nu er der jo ingen tvivl om at at sagen fuldkommen ændrede karakter efter at den første blev annulleret på grund af de nye oplysninger, hvilket ikke taler i dit favør.

Endelig har jeg allerede sagt, at afgørelsen kan skyldes lovgivningen. Hvis det er tilfældet, så er drengene skyldige, men det forudsætter at enhver kvinde skal kunne få en mand dømt for voldtægt ene og alene på anklage, altså uden beviser eller vidner af nogen som helst slags, hvilket i så fald også gælder for andre typer af anklager.

Hvis det er tilfældet så har de dommere der nu har frikendt drengene begået en fejl.

Moralsk set, har de dog ret, uanset hvordan lovene for bevisførsel skal fortolkes.

Hans Jørgen - hvor mange gange skal jeg gentage mig selv, før du forstår hvad jeg siger? og hvad er du egentlig i tvivl om?

Er du af den opfattelse at pigen er uskyldig? I så fald har du fulgt endnu dårligere med end jeg har, for du bør vide at pigen har indrømmet at hun er fyldt med løgn.

Hans Jørgen

Pigen har hele tiden fastholdt, at der var tale om voldtægt.

Det er her den kikser for dig Hans Jørgen. Det er nemlig faktuelt forkert.

Hans Jørgen

»Ja, men hvis jeg går hen og siger, at det var falskt, så lukker de dem ud,« svarede pigen. Desuden ville hun få en plet på sin straffeattest og komme på en ungdomsinstitution.

Du har tilsyneladende ikke læst artiklen ordentligt.

Hans Jørgen Lassen

Kære Hans,

i pressemeddelelsen fra Vestre Landsret står blandt andet:

Efter hendes forklaring prøvede hun undervejs i forløbet flere gange at skubbe T1 væk, og samlejet er efter hendes forklaring udøvet under vold eller under en trussel om vold, der lå i situationen.

Mindretallet, de to dommere, som du kalder for korrupte (du har stadig ikke forklaret i hvilken forstand og hvorfor) udtalte:

Vi bemærker i den forbindelse, at indholdet af sms-korrespondancen mellem P og D samt lyd og videooptagelserne af P og D’s møder ikke afgørende svækker troværdigheden af, at hun blev udsat for voldtægt af T1. P har på de afspillede optagelser flere gange givet udtryk for, at T2 ikke gjorde noget, men hun er ikke fremkommet med udsagn, der giver reelt grundlag for at tvivle på, at hun er blevet udsat for voldtægt af T1. P udtaler således i samtalen den 8. juli 2009 på et stærkt ledende spørgsmål fra D, om det ikke var, fordi ”ham den høje” spillede dum, at hun meldte dem: ”Det var også noget, din bror gjorde, men det der det er også rigtigt”. D’s udspørgen af P er i adskillige tilfælde stærkt ledende, og han har navnlig kredset om, at P var sur på T3, og at hun burde have ondt af T1 og T2, men han har på intet tidspunkt spurgt nærmere ind til, hvad hans bror foretog sig med hende, da de to var alene på toilettet, og herunder om hun ganske frivilligt – og mod betaling – indlod sig på samleje med T1.

Du kan, hvis du skulle få lyst, læse hele pressemeddelelsen her:
http://www.domstol.dk/VestreLandsret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/Dom...

PS. Er du i familie med de der søde drenge? Du virker jo bestemt ikke som typen, der er korrupt (for at bruge dit eget grove udtryk) i al almindelighed.

Hans Jørgen Lassen

Heller ikke landsrettens flertal på fire dommere var i øvrigt særligt sikre på de tiltaltes uskyld:

Selvom P’s forklaring under denne landsretssag ellers fremstår troværdig og også har støtte i bevisførelsen i øvrigt, finder vi, at der under de omstændigheder, som er anført ovenfor, er opstået en sådan usikkerhed om rigtigheden af hendes forklaring, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for, at hun er blevet voldtaget eller i øvrigt seksuelt forulempet som anført i tiltalen, og at de tiltalte har haft forsæt hertil. Vi stemmer derfor for at frifinde de tiltalte.

Hans Jørgen Lassen

Enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte tilgode -
netop for at undgå justitsmord.
Så kan man jo beklage, at politiet ikke efterforskede sagen godt nok - men at dommerne i landsretten hæfter sig ved "ledende spørgsmål" skyldes jo netop, at efterforskningen er blevet tilendebragt af "civile" - og ikke af politiet.

Michael Thomsen

Jeg undrer mig over sådanne kommentarer:
"Det egentlige problem ligger i en generel forråelse, som har omklamret det danske folk i de senere år, og ikke mindst sat et tydeligt præg på en stor gruppe af de unge. En forråelse som hænger sammen med en nyliberalistisk forbrugermentalitet i alle livets forhold, et samfund hvor sammenhold, hensyn og solidaritet er blevet kasseret til fordel for et sygt egoistisk livssyn, et samfund hvor alt kan - og bør - købes og sælges frem for deles."

Den klassiske tankegang om at i gamle dage var verden god og nu er den dårlig! Hvorfra ved vi hvordan samfundet egentlig var for 200 år siden mht. sammenhold, hensyn og solidaritet? Mon ikke unge piger også dengang fik en flæskestykke mod at sprede ben?

Og hvad er det egentlig folk har et problem med når unge mennesker går ind på et toilet for at knalde - det gjorde folk også i start 90erne da jeg var ung? Er det misundelse over ikke selv at være ung eller at have spredt flere ben på unge piger i sin ungdom? Er det så farligt i vores dage at unge knalder og at pigen får penge?? Der findes prævention og abort. Ja, så er der kønssygdomme, men det klarer vi hos lægen.

Min påstand er at det er de voksnes forargelse der er det farlige, da det er med til at dæmonisere noget basalt og naturligt for mennesket! Så unge mennesker: se at komme at komme ud på toilettet og nyd jeres ungdom inden i selv bliver nogle gamle misundelige forargede tosser!!

jeg har selv været det der igennem som de 3 unge, og nu står jeg så med samme pige, som nu siger at det hun påstod dengang. var løgn. og at jeg aldrig har haft sex med hende. hvad gør man så. er der nogen der kan sige hvad man så gør. for det er vel ikke rimeligt at man skal side i fængsel for noget man ikke har gjort., og de som fik en anbragt der, de slipper fri. og hvis nogen har et navn på en god advokat, så lad mig høre.

på forhånd tak

Sider