Læsetid: 2 min.

Kolleger bakker fyret DR-journalist op

Tidligere kolleger til den nu fyrede journalist har skrevet en sympati-erklæring. 'En overreaktion' at fyre Nils Giversen, mener en af afsenderne
13. marts 2010

En række fremtrædende DR-journalister bakker nu op om journalist Nils Giversen, der i februar blev fyret fra DR for sin rolle i den såkaldte lækage-sag.

»Vi skal ikke forholde os til den konkrete sag, men vil her forholde os til personen og journalisten Nils Giversen. Vi, der kender ham, oplever ham som en meget dygtig journalist, der altid har forsøgt at leve op til den bedste standard i faget,« lyder det i en mail, der i går blev sendt ud på DR's interne debatforum Dråben, og som Information er kommet i besiddelse af.

Blandt underskriverne er Deadline-vært Mads Brügger, Orienterings Jesper Tynell, der netop har vundet den prestigefyldte Cavling-pris, samt flere andre DR-medarbejdere, der har samarbejdet med Nils Giversen.

»Vi ville være kede af, hvis Nils Giversen for dem her i huset, der ikke kender ham, kom til at fremstå som en, der ikke gør sit arbejde ordentlig. Vi vil gerne understrege, at han er en fremragende journalist, der har lavet nogle virkelig gode ting,« siger vært på programmet Sproglaboratoriet på P1 Christoffer Emil Bruun.

Han er en af afsenderne af mailen, og i modsætning til de andre underskrivere, som Information har kunnet få kontakt til i løbet af i går, vil han gerne udtale sig om sagen.

En overreaktion

Nils Giversen optog den meget omdiskuterede lydfil, hvor en kilde, som mange har udpeget som TV 2's Rasmus Tantholdt, ifølge filmdokumentarist og Nils Giversens nære ven Christoffer Guldbrandsen udpeger Forsvarsministeriets pressechef Jacob Winther som manden, der stod bag lækagen af hemmelige oplysninger om udsendelse af jægersoldater til Irak i 2007.

Angiveligt har Nils Giversen således både optaget en uformel samtale mellem kolleger og derefter udleveret den til en ven.

Selvom det fremgår af DR-mailen til støtte for Nils Giversen, at underskriverne ikke vil forholde sig til selve lækage-sagen og fyringen af Nils Giversen, mener Christoffer Emil Bruun nu nok, at mange i DR er kritiske over for ledelsens dispositioner:

»Jeg kan selvfølgelig kun tale på egne vegne, men jeg er temmelig sikker på, at flere medarbejdere i huset mener, at det er en overreaktion at fyre Nils. Ligesom TV 2 har DR's ledelse ikke selv klaret sagen problemfrit. Det virker forkert, at der kommer til at stå på bundlinjen, at alene Nils er den skyldige.«

-Men er det i orden at lave sådan en optagelse og så udlevere den til tredjepart?

»Nej, det er klart, at det ligner en journalistisk brøler. Men spørgsmålet er, om det retfærdiggør en fyring. Man kunne også vende den om og sige, at han i et samfundsperspektiv har gjort noget i en større sags tjeneste. Måske skulle man lige have klappet hesten lidt. Jeg tror, man kom til at træffe en lidt forhastet beslutning.«

En vis forståelse

Generaldirektør i DR Kenneth Plummer har ikke ønsket at tale med Information om sagen, men skriver i en mail:

»Jeg kan sådan set godt forstå, at der er medarbejdere i huset som savner en god kollega og ven. Det er kun helt naturligt. Men den medarbejder som sagen drejer sig om, havde videregivet en fortrolig lydoptagelse til tredjepart udenfor DR og dermed handlet på en måde, som var uforenelig med vores etiske retningslinjer. Det kunne vi ikke bare lukke øjnene for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu