Læsetid: 2 min.

Mærsk var advaret om dårligt arbejdsmiljø

De kinesiske myndigheder gav allerede i juni 2008 Mærsk påbud om at sænke støjniveauet, der kunne give de ansatte høreskader. Alligevel afviste selskabet i månedsvis kritik fra ansatte med høreskader
22. marts 2010

A.P. Møller-Mærsk i Kina var advaret om alvorlige arbejdsmiljøproblemer på selskabets containerfabrik i det sydlige Kina allerede i sommeren 2008.

Alligevel afviste Mærsk, at de ansatte kunne lide af høreskader og andre helbredsproblemer som følge af arbejdet på fabrikken, da arbejderne kritiserede forholdene i januar 2009.

Støjniveauet på fabrikken var alt for højt, konkluderede det lokale arbejdstilsyn allerede i juni 2008 i en rapport, som Information er kommet i besiddelse af. Arbejdstilsynet beder Mærsk om at sænke støjniveauet og forbedre beskyttelsen af arbejderne.

Målingerne viser, at arbejdsforholdene var skadelige for de ansatte, konkluderer Erik Jørs, afdelingslæge ved Klinik for arbejds- og miljømedicin ved Odense Universitetshospital, efter at have læst rapporten

»Den målte støj er alt for høj og vil medføre mange høreskader hos arbejderne. Forholdene forværres af, at mange ansatte formentlig har haft ganske lange arbejdsdage,« fortæller Erik Jørs.

Trods Arbejdstilsynets påbud, afviste Mærsk i januar 2009 kategorisk, at støjen på fabrikken var skadelig for arbejderne. I stedet gættede fabrikkens direktør, Irving Hultengren, på, at ansatte havde høreskader med sig fra tidligere jobs.

I april samme år bekræftede en undersøgelse, foretaget af Mærsk dog, at støjniveauet var for højt og beskyttelsen af arbejderne for dårlig. Den afslørede samtidig beskyldninger om, at mellemledere stjal ørepropper, der var beregnet til arbejderne og solgte dem uden for fabrikken. Mærsk mener ikke, at selskabet ignorerede myndighedernes advarsler:

»Vi har aldrig afvist, at der er støj i forbindelse med containerproduktion, og vi søger hele tiden at nedbringe støjniveauet,« siger Morten Høstrup, leder af Human Ressources på fabrikken.

Han forklarer, at høreværn og ørepropper, som anvendes på fabrikken i dag, er effektive og godkendte til at kunne beskytte vore medarbejderne mod støjgenerne.

Li Jiming er en af de ansatte, der er blevet høreskadet af arbejdet.

»Min hørelse er dårlig, og den bliver hele tiden ringere. Jeg har en konstant hylen for ørerne,« fortæller Li Jiming.

Han medgiver dog, at arbejdernes høreværn er blevet forbedret.

»Fra 2006 og til i dag har vores høreværn ændret sig fra et simpelt stykke bomuld til relativt specialiserede ørepropper. Og nu kan vi få nye ørepropper, når de gamle er slidt op.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer