Nyhed
Læsetid: 1 min.

Minister undersøger Novos rolle på KU

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil undersøge Novos indtog på KU uden om stillingsopslagene. Universitets uafhængighed er det vigtigste, påpeger hun
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil undersøge Novos indtog på KU uden om stillingsopslagene. Universitets uafhængighed er det vigtigste, påpeger hun
Indland
31. marts 2010

Den videnskabelige uafhængighed har førsteprioritet på Københavns Universitet.

Derfor vil videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) undersøge omstændighederne bag medicinalgiganten Novo Nordisks forskningsdonation på 885 millioner kroner til et nyt diabetescenter på universitetet. Med pengene følger også en vicedirektør og omkring 20 medarbejdere. De tiltræder stillingen, der ikke har været slået op.

- Dette medfører nogle nye risici, og det må bare ikke kompromittere den uafhængighed, der er på universiteterne. Derfor vil jeg bede Universitets- og Byggestyrelsen om at rette henvendelse til Københavns Universitet og få en orientering om, hvordan man agter at tilrettelægge rekrutteringen af de nye forskere, siger ministeren til Ritzau.

Kan du leve med en ordning, hvor stillingerne ikke bliver slået op?

- Jeg har en meget stor opgave i at sikre, at forskningen på universiteterne er uafhængig. Der er dog muligheder for at ansætte uden at opslå stillingerne, siger hun.

Charlotte Sahl-Madsens partifælle, den konservative forskningsordfører, Jørgen S. Lundsgaard, har dog ikke noget problem med, at Novo-forskerne går uden om ansættelseskøen.

- Jeg synes, at det er en fin hjælp til en hurtig start til centret, så det er i funktion med det samme, siger ordføreren.

Både blandt oppositionspartierne i Folketinget og i forskningsverden peger man på det problematiske i, at Novo har forretningsinteresser inden for netop diabetesforskningen. Videnskabsministeren vælger dog at se det positive i den store sum penge, Novo tilfører forskningen på området.

- Den viden, der kommer ud af dette center, står ikke kun til Novos, men til alles rådighed. Donationen er en gave til forskningsmiljøet, som ikke kun Novo får glæde af, slår hun fast.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Fra forskning til faktura", var det ikke ideologien? Den nemmeste løsning er vel at totalt overgive universiteterne til de private virksomheder. Af denne grund skal vi ikke forvente at videnskabsministeren stiller særligt høje krav, hvis nogen overhovedet, til Novos indflytning. Det er endnu et nederlag for demokratiet. Skammeligt.

Hvad siger de studerende?

Der kører en lignende sag i USA på Harvard:

http://www.bartonpublishing.com/blog/harvard-medical-students-rebel-agai...