Læsetid: 2 min.

Overenskomstforlig for 600.000 lønmodtagere

LO og DA har sagt ja til forligsmandens mæglingsskitse til nye overenskomster for 600.000 lønmodtagere. Det endelige mæglingsforslag offentliggøres på fredag
Formand for Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen (tv), Forligsmand Asbjørn Jensen og Formand for LO Harald Børsting (th) præsenterede i aftes OK-forliget mellem LO og DA i Forligs-institutionen i København.

Formand for Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen (tv), Forligsmand Asbjørn Jensen og Formand for LO Harald Børsting (th) præsenterede i aftes OK-forliget mellem LO og DA i Forligs-institutionen i København.

Kristoffer Juel Poulsen

22. marts 2010

LO og DA har sagt ja til forligsmandens mæglingsskitse til nye overenskomster på det private arbejdsmarked.

Mæglingsskitsen omfatter ca. 600.000 lønmodtagere. På fredag fremlægger forligsmand Asbjørn Jensen sit endelige mæglingsforslag.

»I de kommende dage vil jeg færdiggøre mæglingsforslaget og herunder foretage den tekniske gennemgang med hovedorganisationerne. Der er også en række andre organisationer, hvor vi skal have afklaret, om de skal med i mæglingsforslaget,« siger Asbjørn Jensen.

Mæglingsskitsen betyder, at også slagterierne må til lommerne, selv om de har krævet op mod 20 procents lønnedgang for slagteriarbejderne.

Mindstelønnen stiger over to år med 2,95 kroner per time, normalslønssatsen hæves over to år med 3,85 kroner per time, mens genetillæg for overtid og arbejde på søn- og helligdage og skifteholdsarbejde hæves med 3,5 procent.

HK Privat kom ikke igennem med sit krav om afskaffelse af den såkaldte 50 procents regel. Det ærgrer LO's formand Harald Børsting:

»Den hører ikke hjemme i et moderne aftalesæt. Men døren var smækket helt i hos arbejdsgiverne, og det ærgrer jeg mig over. Men vi er kommet igennem med så meget andet, eksempelvis nogle værktøjer til brug mod social dumping,« siger Harald Børsting.

LO-formanden vil anbefale et ja til den nye toårige overenskomst, men forstår godt, at formanden for HK Privat Karin Retvig vil anbefale sine medlemmer at stemme nej.

DA's adm. direktør, Jørn Neergaard Larsen, lagde særlig vægt på, at overenskomstsparterne har været ansvarsfulde i en svær økonomisk tid, skriver Jyllands-Posten

Mens kun 84 pct. af LO-lønmodtagerne i år fik forlig ud af forhandlingerne, gjaldt det i 2007 hele 99 pct. Typisk gælder det mindst 95 pct. af LO-lønmodtagerne.

»Det er lang tid siden, at andelen har været så lav. Det betyder, at flere ikke har direkte ansvar for forliget. Man må formode, at der er flere nejstemmer blandt de områder, der ikke er nået i hus,« siger Jørgen Steen Madsen, arbejdsmarkedsforsker ved Fals, Københavns Universitet til Jyllands-Posten.

Nej-stemningen som følge af de manglende forlig er formentlig mere udtalt på HK Privats område end på slagteriområdet.

»Hvis man på slagteriområdet får de lønstigninger, som andre områder har fået, er det mere, end arbejdsgiverne var parat til at give i et forlig. Arbejdsgiverne har været ude med meget bastante krav, som ingen andre arbejdsgivere har været med på,« påpeger Jørgen Steen Madsen til Jyllands-Posten.

Han vurderer dog risikoen for en storkonflikt som lav:

»Der vil formentlig være flere nej-stemmer på HK-området, end der plejer, men omvendt er det ikke usandsynligt, at der kommer flere ja-stemmer blandt 3F'erne,« vurderer Jørgen Steen Madsen, der fremhæver en uhørt bred opbakning til transportforliget. inf

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu