Kommentar
Læsetid: 3 min.

Hvor er pengene blevet af?

Generelt har de talrige reformer af den offentlige sektor kostet i administrativt besvær og tab af arbejdsglæde
Indland
30. marts 2010

Fra 1992 til i dag er det offentlige forbrug steget over 40 procent i faste priser. Man kan undre sig over, hvor pengene er blevet af. Der er stort set ikke blevet flere ældre, og selv om andre behov er øget, så er det ikke forklaringen.

Der er blevet bedre service, og på sundhedsområdet har regeringen reelt afmonteret bremserne. Men så meget er sundhedsudgifterne ikke løbet løbsk, og så meget er servicen ikke forbedret.

Det er ikke nogen naturlov, at serviceudgifterne vokser så hurtigt. Godt nok er det altid på servicesiden, udgiftspresset ligger. Det har aldrig været overførslerne, der var ustyrlige, som man var ved at få sig overbevist om på Christiansborg for 10 år siden.

Men den politiske melodi er vigtig. Fra 1982 til 1992 under Schlüter steg det offentlige forbrug kun seks procent - trods flere ældre og et stort behov for børnepasning.

Det skyldes, at besparelser på offentligt forbrug var topprioritet. Kontante overførsler var man mere rundhåndet med - f.eks. fik vi SU og børnecheck til alle. Siden 1992 har forbruget haft medvind - under Fogh kaldt 'borgernær service'.

Men, men, men: Hvor er de 40 procent blevet af? Går de offentligt ansatte og dovner den af?

Ikke hvis man spørger dem selv! Det kan ikke overraske. Men svaret er mere nuanceret. For de offentligt ansatte synes typisk, de har for lidt tid til deres arbejde. Der går for megen tid med registrering, kontrol og andet, der stjæler tid fra det egentlige arbejde.

Det er næppe helt forkert. Regeringen har lagt stigende vægt på registrering og kontrol. For at sikre kvaliteten, for at give incitamenter til effektivitet, eller for at måle, hvor effektiviteten svigter. Det kan være velbegrundet. Men måske er det gået for vidt. Nogle føler sig underlagt et bureaukrati - eller en planøkonomi - der var Sovjetunionen værdig.

Administration

Undertegnede har selv haft fornøjelsen af at gå på jagt efter de forsvundne milliarder på ældreområdet for Rockwool Fonden. Det var ikke let. Den eneste synlige ændring var, at der var skåret 30-40 procent ned på hjemmehjælpen til rengøring (det er måske for sent, nogle er ude med forslag til brugerbetaling her).

Men hvor var milliarderne - og besparelsen på rengøringen - så blevet af? Noget var gået til administration. Det gjaldt fritvalgsordningen. Ikke så mange penge - men i tråd med den generelle europæiske erfaring, at mere marked typisk betyder mere stat: administration.

Der var også sket en udskilning af visitationen. Det gav bedre afgørelser, men også ekstra personaleudgifter. Og ekstra besvær, fordi kommunikationen oftere blev skriftlig. Der kom også mere registrering af det udførte arbejde for den enkelte hjemmehjælper.

Formentlig var pengene gået til bedre pleje af de svageste ældre. Groft sagt blev der ikke gjort ordentligt rent, men de ældre fik typisk den nødvendige personlige pleje. Mange hjemmehjælpere udnyttede også tiden ved at sætte sig ud over det 'minuttyranni', de var underlagt.

Men det var svært at vurdere. Kommunale nøgletal var ikke sammenlignelige. Den enkelte kommune kunne dårligt vurdere, om de udnyttede pengene godt eller dårligt. Måske var reformerne pengene værd, måske havde man gjort alle en tjeneste ved at lade hjemmehjælpen være i fred.

Sideeffekterne

Generelt har de talrige reformer af den offentlige sektor kostet i administrativt besvær og tab af arbejdsglæde. Ofte har registrering, kontrol og incitamenter også positive effekter.

Men det sikre er de ekstra omkostninger - synlige og usynlige.

Og så er der ofte sideeffekter. Forleden viste en analyse angiveligt, at universiteterne lod studerende slippe igennem eksamen på grund af de økonomiske incitamenter til at lade dem bestå. Nogle politikere udtrykte på én gang støtte til incitamenterne og forfærdelse over, at de virkede.

Nu var det nok falsk alarm. De faglige normer er stadig stærke de fleste steder i den offentlige sektor. Man kan undre sig over, at reformer ikke i højere grad tager sigte på at bygge på dem.

Man kunne bruge en samlet vurdering af, hvor pengene er blevet af. Men det får man næppe.

Med det nye målesystem til kvalitetssikring af forskningen vil den slags forskning sjældent udløse point. Målesystemet er måske OK - men hvem tænker over de forudsigelige sideeffekter?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor er pengene blevet af?

Et bud.

1992 var netop det år Anders Fogh Rasmussen blev taget i kreativ bogføring. Han stod og manglede 150 mio til IT og derfor overført han IT-penge fra et år til et det næste - hvilket han blev afskediget for.

Men der var sendt et signal ud til kommunerne, at sådan gjorde skatteministeren. Alle landets kommuner var igang med at udbygge deres IT og IT-budgetterne og estimater rakte slet slet ikke til udgifterne, så efterhånden som udgifterne til IT-projekterne tordnede mod tinderne, blev uvedkommende konti kæmmet for overskydende kroner. Senere efter etableringen af IT'en blev der købt hundrede og atter hundrede af meter konsulentrapporter til brug for understøttelse af administrative omlægninger samt systemudvikling i kommunerne.

Læste jeg at Rockwool Fonden's undersøgelse var baseret på nøgletal? Om igen - eller tre fire spadestik dybere om man vil. Undersøgelsen skal helt ned på bilagsniveau. IT-udgifterne var langt højere end man kune estimere, der i begyndelsen af 90'erne.

Lennart Kampmann

For Barselsgodtgørelsens vedkommende gælder at antallet af uger et forældrepar anvender er steget siden 2002. Hvor man i 2002 cirka tog 30 ugers barsel pr. barn er tallet steget til ca. 49. Det er på mange måder fint at man kan tage barsel, men vi kommer ikke uden om den regning der direkte opstår. 19 uger koster måske i omegnen af 3000 kr, samtidig betales der færre skattekroner, men slides mindre på vuggestuer.

19 uger a 3000 kr. er 57.000 kr. og da der fødes ca. 65000 børn i en årgang svarer det til 3.7 mia. kroner.
(Ja der adopteres også, men det er relativt få i forhold til årgangenes størrelse.)

Så selvom børnetallet ikke er steget er udgifterne direkte til afholdelse af barsel steget. Regningen kan kun sendes et sted hen. Til Borgerne.

Man kunne også forestille sig en anden tilrettelæggelse af offentlige ydelser:
Hvis man fastsætter en sum penge, kan man regne baglæns og fortælle folk hvor mange ugers barsel der er råd til.
Så havde man styr på udgifterne og folk kunne bidrage ved at gå en eller måske to uger tidligere tilbage på arbejde. (Jeg er klar over at pladsgaranti er et issue)

Ovenstående er et eksempel på hvordan udgifter kan eksplodere i det offentlige.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

.....19 uger koster måske i omegnen af 3000 kr pr. stk.....

så skulle den være mere præcis.

De såkaldt stigende offentlige udgifter er jo kanaliseret over i urentable privatiserede brancher, der er vokset helt ud af proportioner aktivering, jobsøgningskurser, privathospitaler, privatskoler, latterlige it-projekter f.eks.hjemmeplejens 'fælles sprog', som artiklen henviser til osv.
Dertil er den totalitære DDR-lignende kontrol, som er indført af vores new public management regering, løbet helt løbsk og æder som en mega bændelorm time på time af hver eneste offentligt ansattes arbejdsdag.

Kontrol i - måske - bedste mening får det modsatte resultat: den tager så lang tid, at det,, man skulle kontrollere effektiviteten af, af netop kontrollen bliver ineffektivt.

Lennart Kampmann

Hvis man fra statens side giver ret til en ydelse uden at præcisere hvem der skal have hvad for hvilke midler i hvilken mængde, er der lukket op for sluserne.

En basis pakke, med en række grundlæggende ydelser samt mulighed for tilkøb er den eneste farbare vej frem i mange år, da antallet af forsørgede med behov langt overstiger antallet af aktive skattebetalere.

Dernæst vil forsimpling af en række offentlige systemer kunne afhjælpe behovet for en uddannet djøfer på hver post, fx. kan en fast skatteprocent på et eller andet sted mellem 20 og 35 kombineret med afsffelsen af alle fradrag mindske den bureaukratiske byrde for samfundet.
Ligeledes vil afskafning af feriepengeordning og særlige penisonsordninger være på sin plads.

Arbejdsløshedsunderstøttelse kan ændres til 20 timer ugentlig samfundsarbejde, med udbetalt løn, så vil de der ønsker borgerløn i realiteten have den, mens de der vil arbejde finder noget andet. Kontrolinstanserne kan formindskes og folk slipper for at skrive ligegyldige jobansøgninger ingen læser.

osv.

Med venlig hilsen
Lennart

imponerende at det vilkår som har ændret sig mest i tidsrummet der gøres rede for slet ikke nævnes!

Indvandringen