Læsetid: 3 min.

Ringe chance for at få Irak-krigen for retten

Chancen for at få Irak-krigens lovlighed prøvet ved retten er ringe, vurderer jurister forud for Højesterets behandling af den såkaldte Grundlovssag
3. marts 2010

Danmarks deltagelse i Irak-krigen var både i strid med folkeretten og i strid med den danske grundlov. Det er hovedpåstandene i den retssag, som mere end 4.600 sagsøgere fra den såkaldte Grundlovskomité af 2003 de kommende tre dage vil forsøge at få Højesterets tilladelse til at føre.

Optimismen på sagsøgernes vegne er imidlertid til at overse. De fleste eksperter i forfatningsret regner med, at sagen vil blive afvist, ligesom den blev i Østre Landsret sidste år, men der er et lille håb om, at det ikke vil ske.

At det bliver op ad bakke for de tre advokater Christian Dahlager, Bjørn Elmquist og Christian Harlang, er eksperterne imidlertid ikke i tvivl om.

Professor i forfatningsret Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet mener ikke, de har en kinamands chance for at få realitetsbehandlet sagen - simpelthen fordi sagsøgerne ikke kan bevise, at de er konkret berørt af krigsbeslutningen.

»De fleste af sagsøgerne er almindelige repræsentanter for den danske befolkning og har ikke nogen konkret og individuel interesse i sagens afgørelse,« siger han. »Højesteret har kun én gang - i Maastricht-sagen fra 1996 - fraveget kravet om individuel interesse med henvisning til, at Maastricht-traktaten om overførelse af suverænitet til EU havde vidtrækkende betydning for den danske befolkning i almindelighed. Noget tilsvarende kan ikke siges om Danmarks deltagelse i Irak-krigen.«

Også Sten Bønsing mener, det bliver svært at overbevise Højesteret, men chancerne er større i dag end for ti år siden, siger han.

»Udviklingen i både dansk og international ret går i retning af mere hensyntagen til den enkelte borger og mindre til staten, og det giver dem bedre chancer end tidligere.«

Grundlovskomiteens bedste argument er ifølge Bønsing, at en afvisning af sagen vil have alvorlige konsekvenser for det danske demokrati.

»Hvis ikke en forening som denne kan rejse en sag om grundlovsbrud i denne sag, bliver det meget svært fremover at rejse andre grundlovssager på vegne af den danske befolkning,« siger han.

Et politisk stunt

Hos Kammeradvokaten, der repræsenterer regeringen, mener advokat Peter Biering, at retssagen er et politisk stunt.

»Sagsøgerne mener, at krigsbeslutningen blev taget med et alt for snævert flertal, og at FN-grundlaget var for tyndt. Det er politiske synspunkter, som man kan have, men det er ikke en uenighed, som bør afgøres i retten,« siger han.

Peter Biering afviser ligesom Rytter, at sagsøgerne skulle være konkret berørt af krigsbeslutningen fra 2003, på samme måde som danskerne var berørt af Maastricht-traktatens vedtagelse.

»Maastricht-spørgsmålet ville under alle omstændigheder være endt i retten, første gang et EU-direktiv gik en dansk landmand imod. Man var altså nødt til at prøve traktaten over for grundloven. Det er ikke tilfældet nu. Den her sag har er udelukkede historisk,« siger Biering.

Han mener heller ikke, at sagsøger Johan Kirkmand, der mistede sin søn i Irak i 2005, i juridisk forstand er personlig berørt af krigsbeslutningen.

»Jeg har stor forståelse for det tab, som Kirkmand har lidt, men hans søn blev ikke sendt til Irak på grundlag af folketingsbeslutningen af 21. marts 2003. Han blev sendt derned på grundlag af en folketingsbeslutning fra maj 2005 baseret på et nyt FN-mandat, og desuden tog han derned fuldstændig frivilligt,« siger Biering.

Trods de dystre udsigter er Grundlovskomiteens advokat Christian Dahlager fortrøstningsfuld forud for de tre dage i Højesteret.

»Vi har en god sag,« siger han og peger på, at Irak-krigen er erklæret ulovlig, både af den tyske forbundsdomstol, den svenske og norske regerings jurister, af FN's daværende generalsekretær, Kofi Annan, og senest også af det hollandske parlaments Irak-undersøgelse.

»Der er derfor meget stor sandsynlighed for at vinde sagen, hvis den bliver realitetsbehandlet, og når det er tilfældet, siger retspraksis, at den skal prøves,« siger han.

Derudover mener Dahlager også, at det styrker sagsøgernes retlige status, at mere end 4.000 danskere står bag søgsmålet.

»Sagen har en stor, bred og folkelig interesse. Det er ganske enkelt et demokratisk problem, hvis vi ikke kan få lov at føre sagen,« siger han.

Store konsekvenser

Lektor i folkeret på Københavns Universitet Anders Henriksen advarer imidlertid om, at det vil få alvorlige konsekvenser for dansk udenrigspolitik, hvis Grundlovskomiteen får lov at føre sagen og får medhold i, at den danske krigsbeslutning var grundlovsstridig.

»Spørgsmålet er, om folkene bag Irak-komiteen er klar over, hvor ekstrem deres påstand i virkeligheden er«, spørger han på en universitetsblog.

»Hvis Danmark fremover kun kan deltage i krige, som er forenelige med folkeretten, betyder det, at vores udenrigs- og sikkerhedspolitik vil være helt afhængig af FN's Sikkerhedsråd,« skriver han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Der er slet ikke nogen, som benægter, at der stor sandsyndlighed for, at sagen ville blive vundet, af os sagsøgere, hvis den blev rejst.

Domstolene ville blive nødt til at dømme regeringen for brud på grundloven og brud på international lov, hvis de var nødt til at dømme i sagen.

Arguementet fra statsadvokaturen, regeringens, den herskende orden, krigsforbrydernes side, er, i al gru, kort og godt den: "DET RAGER IKKE STATSBORGEREN AT STATEN BEGÅR KRIGSFORBRYDELSER, LYVER OM GRUNDLAGET FOR KRIGEN, SLÅR HUNDREDE AF TUSINDE AF MENNESKER IHJEL FOR OLIE, BRYDER INTERNATIONAL LOV OG LANDETS GRUNDLOV" (hvorfor) øh.. jo, det er altså fordi ingen rammes personligt på pengepungen af det!!!

Påstanden, om at sagen er et problem for demokratiet, er ikke bare en påstand. Det er en underdrivelse af format, italesæt kollektiv fortrængning.

Vi lever i en bananrepublik, i et samfund, hvor styreformen også af mange andre grunde har mistet legitimitet: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-63.pdf

V

Kære Steen Ole Rasmussen.

Faktisk er der et vælgerflertal bag den politik, som VKO førte i Irak-sagen.

VKO har vundet 3 folketingsvalg - det gør man ikke uden at have et flertal bag sig.

Om VKO vinder næste valg afgøres ikke af Danmarks udenrigspolitik og krigsdeltagelser , men af økonomi, beskæftigelse , velfærd o s v.

Du er i mindtretal med dine synspunkter, og flertallet består altså af helt almindelige mennesker, der udmærket kan vurderer Irak sagen både politisk og moralsk..

Det er surt at være i mindretal.

Men man kan ikke "nøjes" med at være demokrat, når man "har folket med sig" - man må også kunne finde sig i at ens dybtfølte meninger blive forkastet af folket.

Korrekt. Et politisk stunt.

En grumsom diktator er fjernet, og Irak er ved at udvikle sig til et forgangsland i mellemøsten med frie valg med over 70% valgdeltagelse. Et tal der skaber respekt i mangle gamle demokratier.

Såfremt denne sag ikke kommer for en domstol vil det danske demokrati være dødt og begravet. Det faktum at det er i strid med grundloven burde være nok. Det er decideret pinligt at VKO regeringen prøver at mane almindelige mennesker i jorden som prøver at introducere bare en lille smule retfærdighed til hvad ellers kun kan betegnes som Venstres krig mod demokratiske værdier.

Robert Kroll: Som Medsagsøger må jeg sige at sagen ikke drejer sig om det ene eller andet flertal men om at overholde loven. Den slags holdes der heldigvis ikke folkeafstemninger om. Flertallet kan godt være medskyldige i lovovertrædelser og forbrydelser, Det er op til domstolene at afgøre

Kære Ole Falstof.

I et demokrati vedtages lovene ( og forfatningen) af folket, og lovene (og forfatningen) kan ændres af folket. Folket står kun til regnskab for sig selv.

Hvis folket skulle have overtrådt en (eventuelt af en tidligere generation) vedtaget lov eller forfatning, så har du altså en demokratisk vedtaget lovovertrædelse ( og det svarer måske logisk /filosofisk til, at folket konkret har ændret loven gennem sin handling) - det er en spøjs "størrelse "at håndtere !

Dommere kan logisk set aldrig være "overordnet" det folkelige flertal - så ville vi jo have afskaffet demokratiet ( - lige som de har i de lande, hvor religiøse lærde og deres hellige skrifter "forfatningsmæssigt" er "overordnet" de demokratiske processer).

Hvis dommerne nu skulle nå til, at flertallet har overtrådt forfatningen, hvordan skal domstolene og mindretallet så straffe flertallet - flertallet er jo flertallet og kan på demokratisk vis gøre hvad de vil m h t at vedtage og ændre love og give benådninger til sig selv o s v ?

Steen Rasmussen

Kære Robert Kroll

Du tilhører den italesatte ordens foretrukne brugersegment. Du er udtryk for den italesatte sociale realitet (hvad vi andre også er). Selvforskyldt umyndiggjort står du der på de demokratiske flertals side, der ikke kan eller vil forstå begrebet "legitim magt" og distinktionen mellem "legitim politisk magt" og dets modsætning "illegitim politisk magt" .

Vi har en grundlov, og det politiske system bygger i sin selvbeskrivelse sin legitimitet op omkring grundloven, hvor man siger, at der her er et sæt regler (grundloven), som skal overholdes, hvis ikke statsmagten, det politiske system med dets mere eller mindre demokratiske demokraters demokratiske beslutninger skal miste deres moralske og/eller rationelt forpligtende karakter.

Grundloven siger, at dette land ikke kan gå i krig uden om den internationale folkerets (FN-systemets) velsignelse. Heller ikke selv om ”Anders Fuck det hele”, skulle have vidst med sig selv, hvad han vidste, at han ikke vidste, nemlig at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, hvorfor man kan deducere, dvs. konkludere med logisk nødvendighed, at han løj det danske folk, den italesatte ordens primære brugersegment, de misforståede demokrater, den lille semifeudale nation lige op i ansigtet, for på den måde at tilføje endnu en Sørens Pind i folkestyrets legitimitets ligkiste.

Med Irak-krigen er der tale om et forhold, som i forfatningsmæssig forstand forpligter det demokratiske flertal på at overholde grundloven, hvis ikke selve statsmagten må indrømme, at den forbryder sig mod det, den ellers henviser til, når den forsøger på at redegøre for sin egen "legitimitet".

Statsadvokaturens argument, som på jævnt dansk siger, at det ikke rager statsborgeren i dette lande om regeringsmagten overholder grundloven, dvs. lever op til forfatningen eller ej, så længe det ikke beviseligt rammer mindst en navngiven borger på pengepungen (det er heller ikke nok at mindst en navngiven borger mister selve livet (livet rager heller ikke borgeren(eller forældrene til borgeren))), er en så himmelråbende klar krænkelse af alt hvad der kan gå på to ben i retsfilosofisk og politisk forstand. Kun måden, hvorpå dette lille semifeudale land italesætter sig selv på, kan redegøre for mulighedsbetingelserne for denne intellektuelle elendighed, og det at den herskende orden ikke bare er pakket sammen og blevet gået for længst.

Jeg har længe funderet over magtudøvelsens særligt danske måde at underminere sin egen legitimitet på. Det er der bl.a. kommet følgende essay ud af: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-68.pdf

Essayet er dog alt for udemokratisk for de misforståede demokrater. Derfor har jeg lavet et andet også, det henvender sig mere pædagogisk til de misforståede demokrater: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-78.pdf

Nu er det jo grundloven som påståes brudt, og hvis ikke det rager den almindelige borger om grundloven bliver overholdt, kan jeg ikke se at der er nogen grund til at vi har den.

At der så tilsyneladende er nogen der finder det i orden at en regering opfinder de demokratiske spilleregler ad hoc, bare fordi de har et flertal i ryggen, er tragisk, men desværre ikke ualmindeligt i bananrepublikken Danmark, hvor en klokkeklar tilståelse af at have brudt grundloven(Skatteminister Kristian Jensen), ikke engang kan sanktioneres med Ekstra Bladets nytårstorsk.

Trist at den kollektive hukommelse tilsyneladende kun rækker til det næste afsnit af Paradise Hotel.

»Hvis Danmark fremover kun kan deltage i krige, som er forenelige med folkeretten, betyder det, at vores udenrigs- og sikkerhedspolitik vil være helt afhængig af FN’s Sikkerhedsråd,« skriver han [Anders Henriksen, KU].

Lige præcis. Og det ville være dejligt om man fulgte dette i stedet for at træde andre befolkninger over tæerne med sit imperialistiske 'demokrati'. Hellere et verdensdemokrati end 1 fremmed kontinents demokrati (USA).

Men selvfølgelig er der da en grund til at man har syltet sagen i så mange år, det er da klart. Staten ved godt at de har fucket op og vil nødigt smage de blodige konsekvenser af deres egen medicin selv. Når en stat, uanset om den er morderisk eller ej, er truet, reagerer den med repression. I milde tilfælde afvisning af juridiske krav og sager - i grove tilfælde med vold. Det burde efterhånden være logik for enhver.

Men hvorfor det ikke fører til flere anti-statstilhængere, kan kun undre mig. Måske er det trygheden og fantombilledet af en velfærdsstat der trækker i os. Frygten for hvad den sårbare, folkelige solidaritet alene kan gardere os imod.

Kære Steen Ole Rasmussen

Ganske imponerende essays, som du har forfattet - jeg er blot ret uenig (men det gør dem ikke mindre imponerende)..

M h t FN , så kan man kun få FN's velsignelse til at gå i krig, hvis sikkerhedsrådet vedtager en resolution derom.

De faste medlemmer af sikkerhedsrådet har vetoret, og blot et enkelt veto kan forhindre en vedtagelse.

D v s, at hvis vi holder benhårdt på, at FN absolut skal tillade os at gå i krig sammen med andre ( vi er for små til at gå krig på egen hånd - heldigvis), så må vi i tilfælde af et veto måske skulle sidde stille og se på, at et folkemord bliver begået , idet FN's "velsignelse" til at forhindre det mangler?

Det duer bare ikke - har vi mulighed for at gøre noget rigtigt og ordentligt sammen med andre, så skal et beskidt veto i FN ikke standse os.

Så kan man strides om hvorvidt Irak-affæren var OK - men det ændrer ikke ved det principielle , at vi altid bør søge at gøre det rigtige - uanset veto o s v.

""Så kan man strides om hvorvidt Irak-affæren var OK - men det ændrer ikke ved det principielle , at vi altid bør søge at gøre det rigtige - uanset veto o s v."

Ja, men problemet er jo netop, hvem der bestemmer, hvad der er det rigtige. Og som det ser ud til, så er det 'rigtige' at gribe ind, hvor der er er værdifulde ressourcer.
Det er da lidt tankevækkende, ikke?

Kære Helle Empörung.

I demokratiet er det flertallet, der afgør hvad der er rigtigt (flertallet kan skifte, og så er det ,der var rigtigt igår måske pludseligt forkert idag - og omvendt.).

Demokratiet indebærer ingen garanti for "objektivt korrekte, retfærdige , moralske og etiske beslutninger - det gør FN-systemet (udemokratisk) i øvrigt i endnu mindre grad.

Intet system giver dig garanti for rigtige beslutninger, men folkets flertal er det, der efter min opfattelse er det bedste bud - det kan jeg leve med.

Rober Kroll: Demokratiske afgørelse handler ikke om 'rigtigt eller forkert' og slet ikke om lov og ret - du går helt galt i byen her.
F.eks. skal demokratien overholde loven - så jo: loven er hævet over demokratiet i den forstand
Loven skal beskytte demoraktiets mod dens egne
og deres mulige vildfarelser
Hvad der er retfærdighed eller forbryderiskt har vi domstolene til at afgøre - ellers kunne vi nøjes medt et folketribunat der stemte i hver sag. F. eks. skal Stien Bagger hænges eller frikendes?. Det er hvad man kan betegne som 'pøbelvælde'
Har du aldrig stød på tankerne om magtens tredeling?

""En grumsom diktator er fjernet, og Irak er ved at udvikle sig til et forgangsland i mellemøsten med frie valg med over 70% valgdeltagelse. Et tal der skaber respekt i mangle gamle demokratier."

Foreløbig er der risiko for borgerkrig i 'foregangslandet.' Hvor meget respekt det vil skabe, skal jeg lade være usagt.

"I demokratiet er det flertallet, der afgør hvad der er rigtigt (flertallet kan skifte, og så er det ,der var rigtigt igår måske pludseligt forkert idag - og omvendt.)."

De repræsentanter der sidder i folketinget forpligter sig alle på grundloven. Hvad enten de repræsenterer flertal eller mindretal, skal de altså overholde rigets grundlov. Det er ganske elementært.
Det er derfor meget bekymrende at der sidder en masse høje herrer og afgør at danskerne ikke har interesse i at vide om grundloven er blevet brudt eller ej.
Det kan godt være at det ikke interessere hr. og fru. hakkebøf, men det er i og for sig ligegyldigt. Det skal ikke være straffrit at bryde loven fordi man er politiker. Og da slet ikke grundloven.
Derudover er det også beskæmmende at der i Danmark ikke findes en forfatningsdomstol, således at et flertal kan blive undersøgt og stillet til ansvar for sine handlinger.

Det, kombineret med udsigten til at det fremover skal være straffrit at bryde grundloven(hvadenten man bekender at have gjort det eller ej), synes jeg stiller nogen alvorlige spørgsmålstegn ved vort mønsterdemokratis driftsikkerhed.

Helle

Ifølge den afgået FN-generalsekretær Kofi Annan er de fleste lande i mellemøsten på kanten af social og økonomisk kollaps, så der skal i den del af verden ikke så meget til at blive et forgangsland.

Faktisk er fremskridtene i Irak nu så store at Joe Biden på vegne af Obama i gang med at tage æren for udviklingen i Irak. Selvom de fra starten sagde at det var en forkert krig. Padorksalt nok kan Iraks udvikling blive George Bush´s største, måske eneste, bedrift når historiebøgerne skal skrives.

Som sagt er sagen en politisk farce hvor det handler om at hænge politiske modstandere ud i stedet for at glæde sig over at et folk er befriet for en skruppelløs diktator.

Det er da ikke en farce at forlange at vores politikere overholder rigets grundlov, og det er da heller ikke en farce at forlange dem stillet til ansvar såfremt de ikke magter det.

peter fonnesbech

Hvor svært kan det være !

Netop hele tvivls-spørgsmålet i sagen gør at sagen bør tages op af principielle årsager.

Hvordan skulle man ellers kunne have en fortsat tillid til grundloven , retsstaten og det politiske system.

Hvis systemet ikke er i stand til selv at udøve lidt "kvalitetskontrol", hvem skulle så ellers gøre det ?

""Hvis systemet ikke er i stand til selv at udøve lidt “kvalitetskontrol”, hvem skulle så ellers gøre det ?"

Præcis!

Vilhelm von Håndbold

SKANDALØS OPFORDRING TIL OPHÆVELSE AF INTERNATIONAL LOV: "Hvis Danmark fremover kun kan deltage i krige, som er forenelige med folkeretten, betyder det, at vores udenrigs- og sikkerhedspolitik vil være helt afhængig af FN’s Sikkerhedsråd" - Lektor i folkeret på Københavns Universitet Anders Henriksen

Christof Lehmann

Når Professor i forfatningsret Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet skriver at sagsøgere ikke har en chance at bevise, at sagsøgere er personlig berørt, rører han et centralt, og overset punkt i debatten. Han giver samtidig et værdifuld eksempel på hvorfor den sociale konstruktionisme i spørgsmål om grundlov eller folkeret er en af de største risiko faktorer for den demokratiske process.

Grundloven er per definition en lov der berører alle som lever under og med Dansk lov, lige så vel som international lov berører alle som befinder sig indenfor jurisdiktioner hvor international lov er vedtaget, og i mange tilfælde er der tale om universel gyldighed.

Når Grundlovskommitteen 2003 fører sag mod folkevalgte og ministre der har overtrådt grundloven er det ikke kun sagsøgeren, altså Grundlovskommitteen, men enhver Dansk statsborger der er direkte berørt.

Debatten om større eller mindre flertal og anden socialkonstruktionistisk eller relativistisk debat i et forsøg på at gradbøje lov har potentiel katastrofale følger for demokratiet. Hitler, Stalin, Mussolini og Mao har alle på visse tidspunkter haft et befolkningsflertal bag sig. Spørg pårørende til de millioner som blev henrettet om de føler sig personlig berørt. Efter Nürnberg må det ligeledes står klart for ansatte ved Forsvaret, at man pådrager sig ansvar ved at adlyde ordre som strider imod international lov.

Når en regering, en statsminister, en forsvarsminister, eller et samlet folketing bryder grundlov og international lov, er "du" som borger personlig berørt. "Du" er så berørt, at det er "din pligt" at bringe ulovlighederne til ophør, og i yderste konsekvens er det din pligt at afsætte enhver politiker der fortsætter med lovbrudene med de midler der er nødvendige.

At vi ikke "føler" os berørte er blot et tegn på hvor slet det står til med vores demokratiske forståelse og personlige ansvarlighed. At vi ikke "føler" os personlig berørt er også symptomatisk for en befolkning, hvis politiske informationsniveau er afhængig af medier som følger den politiske consensus i alle væsentlige spørgsmål, medens debatten om vi heller vil frarøves demokratiet af venstre eller højrefløjen fremhæves.

Steen Rasmussen

Vi lever i et samfund, i en italesat orden, hvor det allerede forekommer afgjort, at statsmagten frit kan bryde gundloven og international lov ved at gå i krig på løgnagtigt grundlag, dvs. slå hundreder af tusinder af mennesker ihjel på et grundlag, der er ulovligt i følge egen grundlov.

Retsvæsenet siger det, som det er: Hvis retsvæsenet kunne forpligtes på at tage sagen op, så ville regeringen, de magtudøvende, blive dømt for grundlovsbrud.

Retsvæsenet siger også, at retsvæsenet ikke kan tvinges til at tage sagen op, så længe det ikke kan påvises, at mindst en borger er ramt på pengepungen af grundlovsbruddet, at døden i egne rækker ikke gælder som grundlag for at tvinge retsvæsenet til at forholde sig til sagen.

Det er så skrigende skingrende klart et brud på al retsfølelse, selve statsmagtens legitimitet, så den berøringsangst og totale mangel på evne til at forholde sig bare en lille bitte smule principielt stringet til sagen i de åh.. så kritiske og uafhængige medier klæber til disse medier som et stinkende ulækkert sekret, der skriger til himlen på samme måde som ulovligheden.

Se så og få fingeren ud kære lille modstandsavis! Er det ikke klart, at der findes en underskov af bevidsthed om de kommercielle og konforme mediers svigt her i de lettere ucensurerede fora, som faktisk sætter den herskende orden og italesatte realitet i det lus, som det betalende papirsegment også burde møde! Eller ville det ændre for meget på magtforholdene, hvis debatten pludseligt blev fri, sådan for alvor?

Svend W. Jensen

Jeg har meget svært ved at se, at de juridiske skeptikere ikke har og ikke bør have ret.

Det undrer mig desuden, at flere af ”anklagerne” allerede her i tråden kan slå fast, at der er sket lovbrud. Det var vel strengt taget det Højesteret skulle tage stilling til, hvis sagen ellers kan anlægges.

En anden ting, der undrer mig, er, at Den ”ulovlige krig”, vi deltog i, på Balkan sammen med andre NATO- lande i forbindelse med Kosovoalbanernes fordrivelse, ikke er medtaget. Såvidt jeg kan se, var denne ligeså ”ulovlig” som Irak-krigen. Forskellen var antallet af stemmer i Folketinget, men der forelå heller ikke her noget FN mandat. Man (jeg) sidder tilbage med et indtryk af, at det er motivet til krigene, der skal være afgørende for ”lovligheden/ulovligheden”.

Danmark er en retsstat, det er FN (verdenssamfundet) ikke. Kriges ”lovlighed/ulovlighed” afgøres af Sikkerhedsrådet, der først og fremmest består af Stormagterne fra efter anden verdenskrig med vetoret.

Samtlige af disse Stormagter forfølger egne geopolitiske interesser og fungerer ikke udfra noget altruistisk verdenssamfundsprincip. Det hvor, der er sammenfald af interesser bliver krige ”lovlige”, der hvor der ikke er sammenfald af interesser bliver de ”ulovlige”.

Jeg sidder og er beskæmmet over, at der ikke for længst er nogen, der har taget sig sammen til at stoppe for uhyrlighederne i Darfur med en ”ulovlig krig” .

Christof Lehmann

Robert Kroll skriver til Steen Ole Rasmussen, at der var eller er politisk flertal bag beslutningen at angribe Irak på en efter både Dansk og International Ret ulovlig måde. I og for sig er Robert Kroll et godt eksempel på hvor slet det stårtil med Danskernes forståelse af Demokratiet.

Grundloven fastsætter de spilleregler indenfor hvilke den demokratiske process kan udfolde sig. Den er et af de mest væsentlige garantier for vores retssikkerhed som borger.

Ifølge Robert Kroll ville det være lovlig hvis en VKR, eller hvilken som helst anden regering eller et folketingsflertal besluttede at alle med røde ører skal gasses, alle med blå øjne forfremmes, alle som hedder Robert må fængsles på livstid uden rettergang uden mulighed for indsigelse eller forsvar. Jeg er overbevist om at Robert ikke vil bryde sig om sidste, og derfor burde han også erkende, at vi ikke kan tillade at mennesker i Irak skal stå for skud for samme ulovligheder, som Robert sandsynligvis vil frabede sig når han selv bliver berørt.

Et andet punkt Robert Kroll glemmer at tage i betragtning er, at der er en vis tradition for social ingeniørkunst, når det handler om at fremstille et befolkningsflertal for en krig. Det være sig lovlig eller ulovlig.

Et godt eksempel er den manglende mediedækning at Grundlovskommitteens dage i Højesteret, medens avisforsiderne fyldes med artikler om lemlæstede soldater, der ophøjes som helte på sygehusgangene. Det er smagsløst, brutalt, udemokratisk, og desværre ganske almindelig udbredt prooaganda praksis.

Det der sandsynligvis bekymrer Kroll er, at vi som mennesker er tilbøjelige til at tro at alle andre er meget mere sårbar overfor propaganda end vi selv er. Ligesom vi er tilbøjelige til at tro, at følgerne for de voldsomme overgreb imod vores retssikkerhed som fulgte i kølevandet af de tvivlsomme angreb den 11 September 2001 går ud over alle andre, blot ikke en selv.

Alligevel er jeg overbevist om at Peter Kroll vil synes det var bekymrende, hvis han blev anholdt, fængslet på ubestemt tid, ikke fik at vide hvad han er anklaget for, ikke fik indsigt i bevismateriale imod ham, og ikke kunne få sagfører for at føre hans sag?

Vores retsbevidsthed og demokratiforståelse trænger til akut indlæggelse.

Steen Rasmussen

Anders Henriksen gjorde d. 8/3-2010 sin debut som tilknyttede medarbejder på den lille modstandsavis med en lille demonstrativ intellektuel bæ: http://www.information.dk/226562
Med sin lille tekst indskrev han sig i elendigheden, og han beviste dermed fra første færd, at her hører han hjemme.

Hans budskab var kort og godt: ”Jeg bryder mig ikke om grundloven - konsekvenserne af den. Derfor er det godt, at retsvæsenet ikke lader den komme til udtryk, hvor det kunne have ført til en juridisk fordømmelse af krigen i Irak som ulovlig.”

Han kunne også have skrevet: ”L´état c´ est moi”, med et citat af Ludwig XIV, for lige som at formulere sig, ”som om” han var noget, ”som om” man ikke var kommet længere i den politiske og retsfilosofiske tænkning end til det syttende århundredes Europa, hvor det politiske systems relative autonomi var blevet genstand for filosofiske opmærksomhed, dvs. genstand for det magtens selvrefleksion, den politiske filosofi.

Monarkens relativt ubegrænsede magt gjorde det den gang åbenbart, at den nye form for magtkoncentration, ”autonomi”, var dømt til at opdage sig selv som sit eget vilkår. Sagt på en anden måde, arbitrær/autonom politisk magtudøvelse havde konsekvenser, som vendte tilbage til magten selv, som dennes selvskabte problemer. (paradoks: autonomi/uindskrænket = vilkår/indskrænkning)

På den ene side så man den ubegrænsede magtkoncentration som et fortrin. Borgerkrige, religionskrige, kamp om landområder og ressourcer havde præget og prægede til stadighed Europa. Freden var derfor et gode, som alle kunne identificere sig med, lige som den rene politiske filosofi med Machiavelli og Hobbes så freden som det primære gode, som alle andre hensyn burde vige for.

På den måde kunne disse to amoralske filosoffer argumentere politisk for alle de metoder, den uindskrænkede magt måtte kunne finde på at benytte sig af, for ikke igen at lade sit domæne synke ned i borgerkrig, alles kamp mod alle. Almindelig kristen moral, og alle mulige andre former for argumenter måtte vige for hensynet til freden, om det så var en tyran der sad som monark.

Republikken indførte en distinktion mellem staten og de regerende. Republikken satte en distinktion ind imellem selve institutionen, staten og dem som skulle agere på dens vegne. Før da var der netop kun de regerende og de regerede at forholde sig til, når man talte om politik.

Der var forskellige grunde til, at det virkede hensigtsmæssigt at indføre et skel mellem staten og dem der forvaltede statsmagten. Dels var det ikke længere en sikker vej til magten at slå kongen ihjel, for staten blev nemlig stående, selv om kongen var død, og hvis man var morderen, ja så ville apparatet faktisk kunne fortsætte hovedløst så at sige, for på den måde at befri morderen for sit hoved. Vejen til magten blev pludselig ikke længere betinget af, hvor mange hoveder man havde held med at hugge af, på vejen der op til tronen, men f.eks. af hvor mange får man kunne få under sig, som hyrde eller hvor mange alliancer man kunne skabe på anden vis.

Når man så det som en fordel at skelne mellem staten og de magtudøvende, så skyldtes det på forskellige måder de problemstillinger, der ligger i den absolutte magts paradokser: det at det absolutte dels i sig ender op som sit eget problem, hvorfor det er nødt til at lade sig begrænse hensigtsmæssigt for ikke at blive det helt og aldeles uhensigtsmæssigt.

Den arbitrære magt måtte brydes for ikke bare at bryde sammen af indre grunde i sin løsrevede og ubetingede karakter.

Problemstillingen har siden handlet om den politiske ordens legitimitet, eller det man kalder systemets kontingensformel, når man tænker som mig. Hvordan skal det politiske system, statsmagten, lige som begrunde sig selv? Hvilke betingelser skal magten underkastes, for ikke at gå bananas? Hvordan skal statsmagten legitimere sig selv, som statsmagt?

Her blev løsningen så ”retsstaten” i det meste af Europa. Det politiske system kunne beskrive sin funktion som den at administrere statsmagten og formulere FORPLIGTENDE love.

Grundloven fungerer stadig som statens, retsstatens” legitimering. Sådan har det været siden de forskellige nationalstater rundt om i Europa fik deres forfatninger, deres respektive grundlove.

Den udøvende magt og den lovgivende magt legitimerer, dvs. beskriver sig selv over for borgerne som betinget i sin forpligtende karakter af netop de vilkår, som går at statsmagten ikke bare er helt arbitrær, altså uforpligtende magt blandt andre magter.

Grundloven er således en helt uundværlige instans i statsmagtens, de politiske systems forsøg på at fremstille sig selv som legitim.

Inden for systemet er der mange helt legitime politiske overvejelser man kan gøre sig. F.eks. er det helt legitimt at spørge sig selv, om grundloven måske skulle være anderledes.

Grundloven kan selvfølgelig ændres, men det står i den, hvad der skal til for at den kan ændres, hvorfor det således ikke bare er op til enhver siddende regering eller en latterlig lille avis at afgøre med sig selv, om den er eller ikke er funderende for selve det politiske systems egen legitimitet.

Anders Henriksen er så elendigt funderet rent intellektuelt og uden forståelse for sin egen rolle, så man igen her må sige det, som det er: denne avis har ingen værdighed. Den skaber bunden.
Den humper af sted på laveste fællesnævner.

Min gamle far brugte et pudsigt udtryk, når sådan et fænomen kom op forbi køkkenvinduet med hat og det hele. Så sagde han: Da kommer kalotti dælme! Og så kom idioten ind, og tog hatten af, imens mig og min gamle mor lå inde i stuen og vred os af grin.

Det værste er, at regeringen, den italesatte orden, den lille modstandsavis og hele molevitten har fraskrevet sig al ære og værdighed, dræbt hundrede af tusinder for olie, som skal brændes af i en atmosfære, hvis sammensætning ændrer sig katastrofalt til skade for hele menneskeheden og livet på den gamle jord, alt sammen for at få lidt gang i hjulene, til ære for den borgerlighed og snusfornuftige økonomiske autisme.

Fy for satan hvor det bare elendigt!

Aksel Gasbjerg

@Steen Ole Rasmussen

Jeg er langt hen ad vejen enig i din kritik af Anders Henriksens artikel, jf tråden "Udenrigspolitik skal ikke afgøres i retten"

Steen Rasmussen

@ Aksel Gasbjerg

Jeg har set dine indlæg, og de er ok.
Jeg synes dog, der er alt for meget støj på den anden tråd. Derfor faldt mit indlæg her.

Steen Ole Rasmussen:
Din redegørelse er befriende, tak.

ER Anders Henriksen virkelig blevet fast skribent på Inf.? Hans indlæg virkede ikke ligefrem velfunderet i forhold til den nødvendige begrænsning af statsmagten.

Jeg synes dog, der er grund til at minde om Jørgen Steen Nielsens og Charlotte Aagaards meget grundige dækning af Irak-krigen, som de jo også fik en delt Cavling-pris for i 2004.

Men i sagen om Irak-krigen og grundlovsbrud er Inf. vist mest helt på linje med Henning Koch, kammeradvokaten et al., der mener at grundloven giver regeringen uindskrænket magt til at bestemme landets udenrigspolitik. Tilsyneladende uden at gyse derved...

Steen Rasmussen

Tak til dig Eva Bertram

Der findes skam en del gode kræfter på avisen. Men man kan ikke længere sige, at der er nogen standard på avisen, når en såkaldt retslærd som Anders Henriksen får lov til at skide på det mest grundlæggende på den måde, når han omhyggeligt husker at glemme at nævne, at grundloven faktisk er en del af retsstatens fundament, fundamentet for magtudøvelsen og det politiske systems legitimitet, bare fordi han og forbryderne i øvrigt ikke bryder sig om indholdet i grundloven.

Og det ændres ikke af, at man i øvrigt godt kan argumentere for at ændre grundloven. Det er et helt legitimt. Det er bare ikke der, den ligger nu, hvor grundloven er som den er. Og det er direkte forkert at skrive, at det er grundlovskomiteen, der er skyld i, at det politiske system skal overholde international lov. Det er det ikke, den vil bare have at retsvæsenet rent faktisk forpligter det politiske system på at overholde den danske grundlov, som helt klart siger, at Danmark ikke kan gå i angrebskrig uden om folkeretten, altså FN-systemet.

En retslærd der helt glemmer, at grundloven er forpligtende, fordi den er som den er, og fordi selve det politiske systems legitimitet bygger på den, og argumenterer med, at det skulle være grundlovskomiteens skyld, hvis det politiske system var forpligtet på at adlyde international lov, og helt og aldeles husker at glemme, at det i virkeligheden er ham, den retslærde, som mener, at loven er irrelevant, fordi den har konsekvenser, som han og de andre forbrydere der ikke bryder sig om, og at det er grunden til at den ikke virker forpligtende for ham og resten af de misforståede demokrater, som sætter sig ud over grundloven, går i krig osv., ja det er ikke en retslærd værdigt at skrive.

Det er reb intellektuelt elendighed, menneskeligt usympatisk, røvslikkeri i forhold til de siddendes uetiske og dybt ulovlige adfærd. Det er ikke en kritisk avis værdigt.