Læsetid 2 min.

Sidste olie i havet trækkes op med CO2-injektioner

Vil olien ikke komme til overfladen af sig selv, må der skrappere metoder til. Ny nanoteknologi med CO2 ned i havets kalklag frigiver olien
25. marts 2010

I håb om at kunne hente mere olie op af de genstridige kalkstrukturer under Nordsøen, søges der nu nye metoder til at øge indvindingsgraden.

Professor Susan Stipp, leder af forskningsgruppen for nano-geovidenskab på Københavns Universitet, forsker i samarbejde med Mærsk Olie og Gas i brug af ny nanoteknologi til formålet.

»Det mærkelige ved kalkstrukturerne er, at de krystaller, de er opbygget af, er meget små. Noget har gennem tiderne gjort, at de ikke er vokset, som man ville forvente. Det betyder, at porerne i kalken også er meget små, og det gør det svært at få olien fri. Hvis vi kunne få kalkkrystallerne til at vokse, ville også hulrummene mellem dem vokse, og så ville det blive lettere at udvinde olien. Vi har forsket i dette i tre år, og nu forstår vi, hvorfor krystallerne er så små,« fortæller Susan Stipp.

Næste skridt vil være forsøg med at få krystallerne og dermed porerne i Nordsøbundens kalk til at vokse. Om det vil lykkes og evt. lede til øget olieudvinding, tør forskningslederen ikke sige.

»Men vi håber, og de håber,« siger Susan Stipp med henvisning til olieindustrien.

CO2-indsprøjtninger

En anden vision er at pumpe CO2 ned i oliefelterne for derved at presse mere olie ud. Én vurdering er, at det vil kunne øge indvindingsgraden med 5-10 pct.

»Teknologien dertil er i dag kendt og bruges i USA, men det er ikke let at bruge den offshore. Og CO2-injektion i kalkfelter er ikke brugt før. Det er en kompliceret ting, men det vil blive undersøgt,« fortalte Mærsks vicepræsident for olieudvinding, Anders Damgaard, på et møde hos Mærsk i sidste uge.

Susan Stipp mener, at man netop i den danske del af Nordsøen med dens kalkstrukturer skal tøve med den strategi.

»Man er alt for ivrig efter at gøre noget, før man ved, hvad der sker. Vi kan ikke lave eksperimenter, der giver gyldige svar 1.000 år frem,« siger hun med henvisning til, at den injicerede CO2 skal blive, hvor den pumpes ned.

»CO2 plus vand giver 'dansk vand', det vil sige vand med kulsyre, og det virker korroderende på kalkmineraler. Det kan være farligt for oliereservoirerne, og en oliemand, der betaler millioner af dollar for at lave en oliebrønd, vil ikke være begejstret, hvis det hele kollapser.«

CO2 til injektion kunne produceres på Nordsøplatformene ved afbrænding af gas, eller den kunne hentes fra kulkraftværker, hvis disse i fremtiden udstyres med såkaldt CCS-teknologi til indfangning og efterfølgende deponering af røgens CO2.

Vicepræsident for forskning hos BP, David Eyton, vurderede på mødet hos Mærsk, at prisen for at deponere CO2 i undergrunden p.t. er ca. 30 dollar pr. ton, hvis der er tale om en ren kilde til CO2 såsom boreplatformene selv, men hele 100-150 dollar hvis CO2'en skulle komme fra CCS-rensning på et kraftværk. Det er alt for dyrt i forhold til dagens europæiske CO2-kvotepris på 17-18 dollar pr. ton.

»Vi stræber ikke for alvor efter at blive et CO2-deponerende selskab,« påpegede Mærsks Anders Damgaard uden dermed at afvise visionen om CO2-injektion i havbunden som vej til mere olie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hugo Barlach

Udskift naturfrednings-foreningerne med Mærsk i global sammenhæng. For så går det efter guld-drengene i koncernen kuns den rigtige vej. Og hvem vil da ikke være glad for en sodavand overalt på havbunden? Kan det blive meget bedre...

Kævt', hvor er det langt ude i hampen...

Med venlig hilsen