Læsetid: 2 min.

Taktisk orgie om vielser

Pia K. går på konservativt stemmefiskeri, Venstre pålægger gruppe-disciplin, kirkeminister Rønn Hornbech træder vande
26. marts 2010

Folketingets behandling af kirkevielse af homoseksuelle har udviklet sig til et partitaktisk orgie. Næppe havde de konservative forleden udsendt en pressemeddelelse, der forsigtigt erklærede støtte til bryllup for folk af samme køn, før Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, kastede sig over partiet. Til Ritzau erklærede Kjærsgaard: »Forslaget er et skråplan. Det overrasker mig, at det kommer fra de konservative, som ellers står for familieværdier. Det er nedbrydende for samfundet.«

Kjærsgaard sluttede sit stemmefiskeri blandt konservative vælgere med erklæringen: »For mig at se er det en ganske lille del af de homoseksuelle, der har det på den måde. Jeg tror i virkeligheden, at dette drejer sig mere om symbolpolitik.«

Så langt har Kjærsgaard i hvert fald ret: Nu hærger symbolpolitikken på bekostning af mere langsigtede overvejelser om ligestilling og folkekirkens rolle i det danske samfund.

Utålmodig Aamund

Til den partitaktiske opmarch forud for folketingsdebatten i dag bidrager det, at Venstre på et gruppemøde forleden vedtog ikke at behandle sagen som et etisk spørgsmål, hvor medlemmerne er frit stillet. Det har Venstre ellers gjort i tilsvarende moralske anliggender. F.eks. ved afstemningen om registreret partnerskab i 1988 og ved den nylige afstemning om homoseksuelles adoptionsret. I begge tilfælde har et antal Venstre-medlemmer stemt med oppositionen. Det vil Venstres flertal undgå nu. Der er folk i Venstres folketingsgruppe, der har udtrykt sympati for de homoseksuelles vielsesret. Malou Aamund har således erklæret, at hendes tålmodighed snart kan slippe op, hvis der ikke sker noget.

Den ansvarlige minister, kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, har søgt at vinde tid ved at programsætte et møde med biskopperne til efter påske. Biskoppernes flertal er positivt stemt over for et vielsesritual for homoseksuelle, men Rønn Hornbech har lagt yderligere sten på sin vej. For at holde sammen på folkekirken vil hun også drøfte homovielser med kirkens højrefløj. Denne højrefløj er vildt imod og nu altså i alliance med Dansk Folkeparti.

Folketingsdebatten ender formentlig med en VKO-afværgedagsorden, der henviser til Hornbechs bebudede sonderinger. Hvorpå der ikke sker så meget lige foreløbigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu