Læsetid: 2 min.

Tilsvining i gadebilledet er en eskalering

I går nat blev to personer anholdt for at hænge plakater op med billeder og navn på seks mænd, der angiveligt har forbindelse til White Pride i Århus. Tilsmudsning i gadebilledet er en eskalering af grov karakter, mener ekspert og politi
I går nat blev to personer anholdt for at hænge plakater op med billeder og navn på seks mænd, der angiveligt har forbindelse til White Pride i Århus. Tilsmudsning i gadebilledet er en eskalering af grov karakter, mener ekspert og politi
12. marts 2010

Natten til i går blev to - angiveligt venstrefløjsaktivister - anholdt for at klæbe plakater op på gaden i Århus. På plakaterne er seks navngivne mænd afbilledet, hvor de bliver sat i forbindelse med den højreorienterede hooligangruppen White Pride.

På plakaten bliver de seks mænd anklaget for at have begået vold mod venstrefløjsaktivister, indvandrere og flygtninge. Plakaten opfordrer derudover borgere i Århus til at fortælle mændene, at de ikke hører til i Århus, »hverken på værtshuse, diskoteker, stadion eller andre steder i byen, hvor de kan sprede deres had og vold.«

Både forsker i højreradikale miljøer Jeppe Lyng og politiinspektør i Østjyllands Politi Morten Anker Jensen kalder udviklingen grov. Tilsvining på gadeplan kommer ud til flere i samfundet, og er derfor af grovere karakter, påpeger ekspert Jeppe Lyng:

»På nettet når tilsvininger og personlige angreb kun ud til et specifikt interessepublikum, men på gaden når budskabet tilfældige forbipasserende. For mig at se er dette det hårdeste angreb, man kan lave på sin modstander,« siger Jeppe Lyng.

'Forbandet svineri'

I Østjyllands Politi er man ikke bekendt med andre eksempler på denne form for personlig udhængning i det offentlige rum: »Vi har oplevet masser af hagekors og antinazistiske skriverier i det offentlige rum i Århus de sidste fem år. Men det her er langt mere grænseoverskridende. Som politimand kan jeg konstatere, at det ikke er lovligt. Og som menneske, kan jeg konstatere, at det er noget forbandet svineri,« siger Morten Anker Jensen politiinspektør for Østjyllands politi og fortsætter

»Der er ikke ret mange almindelige mennesker, der stemmer konservativt eller socialdemokratisk, som surfer rundt på Uriasposten, Redox eller Modkraft og finder de digitale udgaver af tilsvininger. Så det er en hel anden måde at eksponere hinanden på, når det bliver gjort i gadebilledet. Det er langt mere provokerende,« siger Morten Anker Jensen.

Ikke i København

Selv om konflikten mellem fløjene er mere synlig i Århus, har København også erfaringer med, at de radikale grupperinger har benyttet sig af personlige tilsvininger i gadebilledet.

I 2005 oplevede en borger i Valby at få sit billede og navn hængt op i kvarteret omkring sit hjem. På plakaterne stod der, at manden var nazist.

Men ifølge chefpolitiinspektør i Københavns Politi Jørn Aabye kender politiet ikke til aktuelle eksempler på denne form for offentlig tilsmudsning.

Også den venstreorienterede organisation Demos' talsmand, Petter Sommerfeldt, benægter, at disse metoder bliver brugt i København i dag:

»Disse metoder bliver ikke brugt i København. Hvis de gjorde, så ville vi vide det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er det ikke lige lovligt opportunistisk journalistik at Information så bringer billedet og dermed bidrager tlk udhængningen ...... godt nok med en tynd bjælke over øjnene, men den maskerer jo storet set ingenting.

Med mindre jeg tager fejl og billedet er model-konstrueret til lejligheden - så burde dét til gengæld fremgå af billedteksten

Nå nej, de er jo bare - måske - nazister så deres rettigheder behøver vi ikke beskytte.

Jeg undres!

Kristoffer Olsen

Den omtalte plakat er så vidt jeg kan se snarere et eksempel på "udhængning", end den er et udtryk for "tilsvining", om end jeg må indrømme at være i tvivl om, hvad der overhovedet ligger i sidstnævnte begreb.

For mig at se er udtrykket "tilsvining" et bekvemt upræcist gummibegreb, der kan bruges af enhver, som eksempelvis ønsker en nem måde at affeje rimelige, faktuelt præsenterede anklager om moralsk anstødelig adfærd.

Som journalist eller deltager i den offentlige debat burde man for at befordre debattens fokus på det esentielle efter min mening tilstræbe en højere grad af sproglig præcision og karakterisere ytringer ved deres faktiske indhold - som eksempelvis "tale nedsættende om", "anklage nogen for noget", "fornærme nogen ved en karrikeret fremstilling", "hænge nogen ud for et synspunkt" og så videre.

"Svine til" er subjektivt ævlebævle-sprog, som ikke en gang gør et forsøg på at sammenfatte indholdet af et udsagn faktuelt, og det burde derfor ikke have sin plads i en faktabaseret diskurs.

Det er i øvrigt muligvis korrekt, som Jeppe Lyng påstår, at injurierende påstande (det han kalder "tilsvininger") på nettet kun når ud til et specifikt interessepublikum - om end dette "specifikke interessepublikum" vel kan defineres som alle dem, der kan finde på at foretage en Google-søgning på personens navn. Det er jo ikke en lille gruppe men derimod alle de personer, som den krænkede nogensinde har været i kontakt med, er i kontakt med eller frem over vil komme i kontakt med.

At der tilfældigvis hænger en plakat i en lygtepæl klokken 3 om natten, som bliver revet ned næste morgen er da i sammenligning hermed en mindre forseelse.

Heinrich R. Jørgensen

Er det bragte billede ikke det, chefredaktøren plejer at kalde "nyhedsillustration"? ;-)

Dér der med en sort streg kunne måske bruges i andre sammenhænge? ;-)

Jens Christoffersen

@Tomas Friis

Identiteten på de personer der optræder på plakaten er blevet sløret på en måde, som er helt almindelig, nemlig ved at tilføje en sort bjælke henover deres øjne. Det er en sløring som er ganske effektiv selvom den ikke dækker hele ansigtet.

Jeg kan i øvrigt oplyse at de lange bjælker er en sløring af personernes navne.

Dorte Sørensen

Er der så stor forskel på den offentlige gabestok med glade eller sure hoveder i butikkerne ol. eller det offentlige register over dårlige betaler osv. og dette forsøg på at hænge voldelige elementer ud i offentligheden.

Jeg forstår ikke helt hvad der er så forkert i at hænge de plakater op. Plakatophængerne forsøger blot at bekæmpe ondskab ved at mobilisere den kollektive modstand mod facismen. De udhængte er jo nazister som lever for at smadre.

Selvom offentlig udhængning er ulovligt og i princippet forkert, så mener jeg at denne udhængning vil blive set af mange som et modigt tiltag for at hindre White Pride's vold. Jeg ser det som nogle få modige menneskers desperate forsøg på at gøre opmærksom på monstre som skaber frygt i gademiljøet, og samtidigt undgår loven.

"Now, we must all fear evil men. But, there is another kind of evil which we must all fear most … and that is the indifference of good men!"
- Katolsk præst i filmen: The Boondock Saints

Dorthe Sørensen :
" Er der så stor forskel på den offentlige gabestok med glade eller sure hoveder i butikkerne ol. eller det offentlige register over dårlige betaler osv. og dette forsøg på at hænge voldelige elementer ud i offentligheden."

Well - efter min ringe mening er vi helt galt afmarcheret den dag voldsmænd og pædofile skal udhænges på plakater i nærområdet . Det er altså ikke " forbrugeroplysning " jvf . dine smiley - sammenligninger , men dybt stigmatiserende og en uhyggeligt fascistoid praksis .

Men du mener måske at " folk med rent mel i posen ikke behøves at frygte udhængning " ?

Peter Andreas Ebbesen

Det er da sjovt at Uriasposten godt må tage billeder af folk til demonstrationer.
Mens venstrefløjen ikke må hænge plakater op.
Jeg kan blot konstatere at der sandelig er foreskeld på folk.
Man kunne godt tro der er nogle elementer inden for Politiet der sympatisere med de nazister, bare en strøtanke.
Det er ikke en fløjkrig, men de højreorienterets forsøg på at bekæmpe et lovligt parti (I dette tilfælde Enhedslisten) I at holde møder.

Hvilket det hele startet med i sin tid.
VH Heidi Madsen

Dorte Sørensen

Nils Brakchi
Mit indlæg gik mere på en undring over hvad der er tilladt for det offentlige med overvågning, aflytning osv. samt offentlig udhængning og angiveri. Tilstande som vi tidligere kritiserede den gamle Østblok for.
Derfor kunne jeg ikke lade være med at spørge om der var den store forskel på, at nogle ville dæmme op for vold ved at hænge billeder op og offentlighedens gøren og laden..

FRIHEDENS POLITISKE SLAGSIDE

Tilsvining af gadebilledet, er det ikke, hvad BT og Ekstrabladet altid har gjort med deres spisesedler i det offentlige rum: Se, vi tør, hvor andre tier!

Eller de megastore gadeplakater, som de polske abortmodstandere har sat op med Hitlers umiskendelige kontrafej i overstørrelse. Eller Peter Nielsens boblepolitik på s.20. Elitens dominans og konkurrencens politiske ulighed. Eller porno for feminister på s.13. Eller Dansk Folkepartis plakater af medborgere, som vi/de ikke vil have gående frit omkring. Eller DR's hensynsfulde eller pirrende bemærkning til uspolerede sjæle om, at redaktionen nu vil bringe volds- og krigsscener, som ingen alligevel når at slukke for. Nøgne piger og hatespeech flyder overalt i samfundet, ikke bare øldåser i parkerne, og på alle redaktionsgange, og enhver journalist med respekt for sig selv er forarget over en pige tildækket med tøj.. Reklamerne vil hellere end gerne sælge deres gamle mor for et new look eller logo. Sandheden underordnet.
Skal det også forlyde, at svineriet hører venstrefløjen til, for den er jo i forvejen nede i skidtet, den lugter og støjer. Er Ku Klux Klan blevet en politisk rettesnor frem for venstrefløjspolitik, når polititet arresterer venstrefløjsaktivister i borgerskabets navn for et par White Pride-opslag, men endnu ikke har reageret konkret på hærværk af ventrefløjens lokaler.
Ytringsfriheden er blevet et nyt middel til magt. For frihedsapostle er ytringsfrihed i sig selv er ikke nok, budskabet skal høres og alle forhindringer ryddes bort, ethvert forbehold, enhver selverkendelse. Vi går ikke mere af vejen for racisme, sagen er Die totale Redefreiheit.

Charles Bronson ville have været misundelig over denne selvtægtsstrømning, hos debattører der vanligvis er "dybt bekymrede" over overvågningen i det offentlige rum, og mener at Big Brother-samfundet lurer lige om hjørnet.

Hvis bare selvtægten og udpegelsen af potentielle boksebolde, udføres af politiske meningsfæller, er den hellige grav velforvaret.

Konklusionen må være at, stort set alle, ovenskrivende debattører mener at det er i orden, at privatpersoner benytter det offentlige rum til heksejagt på politiske modstandere, eller folk man bare ikke kan lide.

Jeg gad nok have set reaktionen fra Tordenskjolds soldater, hvis plakaterne havde vist og advaret imod kendte autonome med hang til hærværk og vold, eller etniske teenagere med ditto interesser.

Så var det hele nok endt i et bunkeslagsmål foran Statsadvokaturet, om hvem der kunne aflevere flest anmeldelser om politisk forfølgelse og racisme, naturligvis fulgt af fakkeltog, PTSD-anfald og generel "anstændig forargelse".

Helt ærligt, så behøver jeg hverken en ekspert eller en politimand til at forklare mig forsimplingen og hærværket i byernes åbne rum.

Men jeg har vel et eller andet sted krav på, at politikerne holder op med at lege tågehorn og begynder at agere og at politiet forstår, at forsimplingen og hærværket notorisk fører over i egentligt groft hærværk og grov vold.

Allan Larsen

Man blåstempler jo så at det er ok at nazisterne eller andre grupperinger også tager de midler i brug, så har vi pludseligt plakater i hele byen med folk der føler sig krænket af andre.

Det kunne hurtigt eskalere til det absurde.

Men der er ingen tvivl om at politiet går de borgeliges ernær, det har de altid gjort.

For 20 år siden havde jeg respekt for politiet, idag kan jeg kun grine af dem.

De har travlt med at snuppe teenagere der laver ballade mens den ene efter den anden flygter fra fængslerne. Som jeg ser det har de mistet grebet om tingene fuldstændigt, såsom at stille op med 15 salatfade til en demonstration med 30 unge der er totalt harmløse.

Men i sidste ende handler det om bevillinger, og den manglende kompetence gør at de har brug for flere timer på årsbasis. Det hele ender i en ond spiral.

Jeg har intet imod den enkelte politimand, jeg kan dog kun undres over de vælger det job.

Vi har steder i Danmark de ikke tør færdes...hvad fanden er det for noget? så send dog militæret ind og ryd lortet, de havde ingen problemer med at rydde ungdomshuset, men gennemsnitsalderen var selvfølgelig også omkring de 16.

Så de maler et billede til hr. og fru. Danmark, men sandheden er de ikke har styr på tingene længere.

Skyd efter benene.

Artemis Epanastatis

For mig er det et personligt angreb, og noget forbandet svineri, når der er tegnet et hagekors på en mur. For det opforder til vold mod mig: jeg er både sorthåret, sortøjet og venstreorienteret.