Den 1. januar brød en mand ind hos tegneren Kurt Westergaard bevæbnet med en økse. To måneder forinden blev to personer anholdt i USA mistænkt for at planlægge angreb mod både Jyllands-Posten og Kurt Westergaard. To måneder senere blev syv personer anholdt i Irland, og det blev offentliggjort, at en kvinde sad fængslet i USA. Alle otte var mistænkt for at planlægge at myrde den svenske tegner Lars Vilks.
Er disse tegninger i sig selv så stærke, at de i al evighed vil anspore til vold, eller ligger der andet og mere bag?
Stort set alle, der mener at have en god sag, ønsker at vinde opbakning og blive i stand til at mobilisere masserne - eller i hvert tilfælde en del af dem - til at arbejde for deres sag. Til det formål passer rollen som de eneste, der håndterer et eller andet problem, som vækker harme i brede kredse, nærmest perfekt. Rationalet er naturligvis, at man udstyret med denne rolle vil opnå opbakning fra flertallet af dem, som er optaget af problemet og derefter vil kunne overføre denne opbakning til resten af ens projekt på trods af, at der måske ikke er fuldstændig opbakning til mål og midler generelt.
Svæver i det fri
Westergaards og Vilks' tegninger kunne sagtens være sådan et problem. Der er ingen tvivl om, at tegningerne fortsat vækker vrede i store dele af verden, og indtil videre har ingen været i stand til at tilvejebringe en endegyldig afslutning på den krise de medførte. På nuværende tidspunkt svæver tegningerne rundt til fri afbenyttelse for alverdens aktører. Dette fik instruktøren Susanne Bier at føle, da kræfter i Sudan forsøgte at sidestille hendes film Hævnen med tegningerne, sandsynligvis fordi filmen berørte konflikten i Darfur og kunne føre til et kritisk blik på denne. Den Islamiske Konference, OIC, engagerede sig allerede i 2005 i den danske tegningesag og havde succes med at få krænkelser af religion på FN's dagsorden. Organisationen har siden formået at øge både dens indflydelse i FN og den interne sammenhængskraft.
Her er der altså tale om to meget forskellige aktører med meget forskellige dagsordener, som på meget forskellig vis har engageret sig i tegningesagerne - og de er langt fra alene. I de snævre kredse, hvor vold retfærdiggøres med referencer til religion, er der ligeledes en interesse for at vinde bredere opbakning og at mobilisere langt flere, end man hidtil har været i stand til, og her er der sandsynligvis også nogle som har set tegningesagens potentiale.
Når forskellige aktører byder sig til som dem, der vil håndtere sagen om tegningerne, er de ikke nødvendigvis kun motiveret af vrede over tegningerne, ej heller af en modvilje mod ubegrænset ytringsfrihed. De kan også være motiveret af et taktisk ønske om at vinde opbakning, som senere kan overføre til deres generelle mål, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med tegningerne.
I dette lys ser den til tider noget ophedede hjemlige debat om, hvorledes tegningerne og den forargelse, de har vakt, skal håndteres, lidt anderledes ud.
Hvis det egentlige formål med at true eller angribe tegnerne eller de medier, som har offentliggjort tegningerne, ikke er at tvinge tegnere, medier eller regeringer til at gå på kompromis med ytringsfriheden, men derimod at tiltuske sig opbakning, så er ytringsfriheden måske slet ikke under angreb.
Interessant konklusion: "...så er ytringsfriheden måske slet ikke under angreb".
Jeg kommer til at tænke på den amerikanske militære eufemisme "collateral damage". Hvis et angreb slår tilfældige personer ihjel, som ikke var målet, så var de måske ikke "under angreb" - men de døde alligevel...
Nå, Ann-Sophie, og hvad så?
Det var da en udmærket gennemgang af sagerne, som jeg har fulgt og debatteret, og jeg kan da godt give dig ret i, at sagerne bliver brugt som løftestænger for noget helt femte.
Tilbage står, at ’vreden’ kommer fra autoritære regimer og autoritære religionsretninger og satiren fra os. Vi vil alle gerne have sagen ud af verden – hver på vores måde.
Hvis vi nu kunne dele i porten sådan, at vi skar en lille smule af vores hang til latterliggørelse, og de andre barberede en smule af deres hang til brutalitet, så ville jeg gerne være med.
Det tror jeg bare ikke nogensinde ville komme på tale. Har du forslag?
TAVSHED ER GULD VÆRD.
En tegning og ytringsfriheden har ikke mere med hinanden at gøre, end når en ung vægmaler bruger en tilfældig mur til at ytre sine natlige fantasier på. Tegneren fremmer som skrevet i artiklen ikke ytringsfriheden, men noget andet.
Det journalistiske sensationskneb brugte Jyllandsposten også i 30'erne ved at bringe begejstrede rapporter fra Berlin, og Ekstrabladet tør bare, hvor andre tier.
Strængt taget har man altid kunnet sige det man vil, ganske vist med forskellige konsekvenser, og i Jyllandspostens tilfælde har redaktionen da også fået den reaktion, som man kunne forvente.
Hvis Rose, Hedegaard, Krarup mener med en tagning at fremme ytringsfriheden eller trykkefriheden, er de hver for sig ytringsfrihedens Don Quixote, der drager ud i verden for at fægte med/mod vejrmøller - taget alvorligt de rene galninge.