Læsetid: 4 min.

Æren vil jeg gerne have tilbage

En pølsevogn ses i dag som noget beskidt og ulækkert, fordi de fleste pølsemænd er ligeglade med deres biks, fortæller pølsemand John Jensen
17. april 2010

Jeg er uddannet kok, men jeg fik smadret ryggen, og så er det sådan, at når man er invalid, så kan man søge om en pølsevogn i København. Det ville jeg hellere end at sidde med en pension. Så nu har jeg haft vognen i fire år. Her får jeg noget ud af hverdagen. Da jeg fik vognen, der tænkte jeg, at jeg ville ændre på konceptet. Give forbrugerne nogle bedre varer. Så derfor laver jeg min egen remoulade og grov sennep og løgrelish og alle mulige ting.

Vi skal have ændret pølsevognen, som den er i dag. Pølsevognen har været på tilbagetog i mange år, og det kan jeg også godt forstå. For det første har pølsefirmaerne ikke været med til at udvikle dem, og mange af de pølsemænd, der har dem, de passer ikke tingene. De holder ikke deres vogn pæn og ren, den står i forfald med blegede menu-skilte, og de er der ikke selv. De går ikke op i det. Hvis man skal have sådan en lille forretning, så skal man have et sted, hvor man hygger om sine kunder. Hvis vi kan udvikle pølsevognen, så kan vi pølsemænd få æren igen. Den synes jeg, vi har mistet.

Vi kommer igen

Der er nogen, der tager imod, at jeg har ændret lidt på konceptet, og andre kigger på mig, som om jeg er dybt blæst i hovedet. De siger, hold da op, hvad så med den gode gamle ristede hotdog? Jamen, den kan du stadigvæk få, men jeg laver også bare andre sjove ting, for at folk skal prøve at spise noget anderledes.
Jeg brænder for, at pølsevognene skal overleve, fordi nu jeg ikke kunne fortsætte som kok, så kan jeg ikke bare sætte mig ned på min røv og lave ingenting, så jeg engagerer mig i det, jeg laver. Jo mere man engagerer sig, jo bedre bliver man til det, og jo bedre et produkt får du ud af det. Jeg vil gerne være anderledes, skille mig ud. Og jeg har da flere og flere folk, der kommer tilbage. Vi skal nok komme igen, bare rolig, vi dør ikke, os pølsemænd.

Første pølse fra skinkekutteren

Hvis vi ikke havde pølsevognene, så ville vi jo miste noget dansk kultur. Det er siden 1920, at der har været pølsevogne. Selve pølsevognen og hotdoggen er jo ikke dansk, det er jo amerikansk. Men det er gået hen og blevet dansk, vi har taget det til os. Alle kan jo huske, da de var barn, og de var med deres morfar ved pølsevognen. Man har stået og fået en rød pølse, det giver sgu nogle associationer. Jeg har også mange unge mennesker, der kommer med deres børn, som siger, de har selv været i pølsevogn, da de var barn. Nu skal deres børn også opleve det. Det er sådan noget, der er fedt. At give en lille dreng sin første pølse.

Det er også derfor, jeg lavede National Hotdog-dag. Én gang om året er vi en masse pølsevogne, der samles og sælger hotdogs for en 10’er, og så går pengene til kræftramte børn. I 2009 samlede vi 50.000 ind, og det var pissesjovt. Vi hjælper både pølsevognene og syge børn på den måde.
Der kommer så mange mennesker, der står og snakker. Jeg vil sige, at jeg ligesom er gadens socialrådgiver. Nu er konen tosset derhjemme, chefen er idiot, eller de har fået 500 kroner i lønforhøjelse. Du hører så mange historier, kedelige historier, søde historier. Folk har behov for at snakke. Der er en, hun kan ikke lide pølser, hun kommer bare for at snakke.

Jeg er nok blevet lidt miljøskadet, fordi nu har jeg også et enormt behov for at have kontakt med mennesker hele tiden. Når jeg kommer kørende med vognen, så vinker folk. Det gør mig glad. Alle synes, det er sjovt, når der kommer sådan en skinkekutter kørende. Her har du en helt anden kontaktflade med folk. Når jeg er rigtig tilfreds med mit arbejde, så behøver det ikke have været sådan en dag, hvor jeg har solgt helvedes meget. Men når du har de mennesker, der siger, det er fandeme i orden, når du laver de der hjemmelavede ting, så kan du have solgt for 200 kroner den dag, men jeg hænger stadig deroppe under skyerne alligevel.

Folk, der skaber sig

Jeg skal helt sikkert fortsætte med det her, til jeg er 67, og nu er jeg 46. Så der er nogle år endnu, men jeg nyder det. Det kan godt være, det er nogle lange dage, vi har, men jeg har selv valgt det. En almindelig dag møder jeg klokken syv om morgenen i garagen. Så gør jeg vognen klar, modtager varer, fylder op. Så kører jeg fra garagen klokken 10, og så er jeg herinde foran Tivoli klokken 10.30, og så lukker jeg ved en 18-19-tiden om aftenen. Så i weekenden har vi åbent om natten, men der har jeg natmand på. Jeg kan ikke holde til det natarbejde. Jeg har ikke noget imod, at folk drikker, men jeg gider ikke folk, der skaber sig og er ondskabsfulde. Jeg har slet ingen humor i den retning. Men ja, så får jeg bare en anden til at tage over. Og det er faktisk det bedste ved mit job
– friheden. Har du en dag, hvor det er regnvejrsdag, og du ikke har nogen kunder, jamen så kan du tillade dig at gå. Men det kører stadig rundt. Du kan se på mig, at jeg ikke går sulten i seng. Og jeg kan stadig lide en god pølse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Biblen du ikke vidste du manglede!!
DR's Forlag har udgivet en lille håndbog i pølsevognsslang.
Den hedder "Skinkelinko.
Det er en fantastisk sjov bog, som man kan grine af og få fornøjelse med sammen med ens venner og bekendte.
Køb den i dag blink blink.
Savner i øvrigt de gode tyske pølser.
De danske industrifremstillede er sgu ikke for sjove.
De har for lidt kødindhold, kun omkring 35 %.
Hvorimod de tyske kan komme op på over 70 %.
Det kan smages.

Man kan også få stor fornøjelse af Monrad & Rislund's anmeldelse af en pølsevogn.

Det lyder nærmest som en anmeldelse af en 5-stjernede restaurant.
Helt fantastisk!!
VH Heidi Madsen.

Prag 1990/19991

Ankommer med trompetist, og saxofonist for at deltage i en konkurrence med trio.
Stadig flages som Tjekkoslovakiet, og deres mønt er ikke meget værd.
Efter en pris er hjemtaget, vandrer vi rundt i Prag, for at bruge mønterne vi vandt, da en veksling ville være en voldsom devaluering. Pludselig foran os står en dansk pølsevogn. Det giver et lille gip i os, og med hast bestiller vi på engelsk 3 pølser til hver. Men så åbner pølsemanden sin danske mund, for vores accént er fór tydelig. Så dér står vi og nyder tre danske pølser, talende med en dansk pølsemand i Prag.

Året efter ankom vi for at gennemføre en tougers tur i det nu nye Tjekkiet, men vi fandt ham ikke.

Nu ved jeg ikke om den er der mere, men vi har tilsyneladende haft eksport af både pølsevogne og pølsemænd.