Anbragte børn mangler at blive hørt

»Hvis reformen skal redde flere børn og unge, skal man også trække på erfaringer fra de unge, der har været der selv,« siger John Hansen, der er 27 år og kom i pleje sammen med sin tvillingebror og lillebror som ni-årig.

Det største problem var ifølge John, at de tre brødre aldrig fik nogle ordentlige forklaringer på, hvad der foregik, da de blev fjernet fra deres forældre. Han har dog lidt svært ved at forestille sig, at 'Barnets reform', der skal forbedre forholdene for plejebørn, kommer til at betyde mere inddragelse og lydhørhed over for de godt 15.000 børn, der er anbragt uden for hjemmet.

Geert Jørgensen, der er formand for Børnesagens Fællesråd og direktør for Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skole- behandlingstilbud (LOS), kan godt forstå, at de anbragte og tidligere anbragte børn og unge ikke føler sig hørt.

»Vi har i årevis krævet, at de anbragte børn fik krav på en fast støtteperson. Det er godt nok blevet konkretiseret i loven, men de anbragte børn og unge kan stadig ikke gøre krav på det. Derfor er der reelt set ikke den store ændring i forhold til nu, hvor kommunerne også kan tilbyde mere kontinuerlig støtte,« siger Geert Jørgensen.

Formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen mener heller ikke, at 'Barnets reform' vil betyde, at børn og unge blive informeret og hørt mere.

»Men jeg tror, at Sønderborg- og Brønderslev-sagerne er med til at give forståelse for, at vi bliver nødt til at lytte og inddrage børnene mere. Ikke bare fordi det er interessant og sympatisk, men fordi børn og unge kan have et perspektiv på tingene, vi ikke har tænkt på. Og barnets ønsker kan være afgørende for, om en anbringelse får succes,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

Gert Jørgensen har heller ikke den store tiltro til, at børn vil blive hørt mere i anbringelsessager, før de kommunale sagsbehandlere får bedre arbejdsforhold. Som det er nu, har de alt for mange sager pr. sagsbehandler, mener han.

Ret til familiekontakt

Stina Hansen kom på børnehjem som syv-årig, fordi begge forældre var narkomaner. Som otte-årig kom hun i pleje hos en familie i Herlev, hvor hun boede, indtil hun fyldte 21. Men hendes 10 år yngre søster, der blev fjernet som et-årig, kom i pleje langt væk fra storesøsteren. Og det ærgrer Stina, der i dag er 28 år.

»Det ville have mindsket følelsen af at være helt alene,« fortæller hun.

Stina håber, at 'Barnets reform' vil sætte børn og unge mere i centrum og gøre anbringelser uden for hjemmet mere fleksible:

»Min plejemor var lige fyldt 50, og det betød, at hun ikke måtte få min lillesøster i pleje, selv om hun gerne ville. Men man kan ikke putte alt i kasser, kommunerne er nødt til at kigge på den enkelte,« siger Stina Hansen.

Manglende fleksibilitet i kommunernes sagsbehandling hænger tæt sammen med dårlig bemanding, og det er den største knast for anbragte børn og unge, mener Geert Jørgensen. Den dårlige bemanding bliver der ikke lavet om på med 'Barnets reform'. Snarere tværtimod, for næste år står den på nulvækst i kommunerne.

»Det bliver en dobbeltopgave for kommunerne at føre 'Barnets reform' ud i livet, samtidig med, at den står på nedskæringer mange steder,« mener Geert Jørgensen.

Lisbeth Zornig Andersen mener, at 'Barnets reform' vil sikre anbragte børn retten til at holde kontakten til familie, søskende og netværk langt bedre.

»Og det er på tide,« siger Zornig Andersen, der selv har været fjernet fra sine forældre for 30 år siden.

»Mine tre brødre og jeg kom på institution fire forskellige steder i landet, men at skille søskende fra hinanden skaber endnu mere skrøbelige familieforhold.«

'Barnets reform' risikerer dog også at medvirke til, at kommuner, der er presset på økonomien, vælger de billigste frem for de bedste anbringelser, fordi reformen fremmer brugen af plejefamilier, som er langt billigere for kommunen end institutionspladser.

»Plejefamilier er bedst for de mindre børn, men ikke nødvendigvis for de ældre børn. Derfor kan man godt frygte, at reformen vil blive et alibi for at bruge billigere anbringelser, som måske ikke er til barnets bedste,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

Jesper Thomsen, der er formand for familiepleje- organisationen Børn og Familier, mener, at reformen har gode hensigter, men det, der betyder mest for anbragte børn og unge, er et bedre samarbejde mellem de private og offentlige aktører i anbringelsessager.

»Og det kan en reform ikke lave om på. Loven kan sætte nogle nye rammer, men det er mennesker, der skal forvalte den og fylde den ud. Der, hvor en anbringelse uden for hjemmet virker, er når barnet finder en person, det har tillid til, og som kan hjælpe det på vej, og det får børn og unge sjældent ved at henvende sig i kommunen,« siger Jesper Thomsen.