Læsetid: 2 min.

Askesky indhyller medierne

Den islandske askesky blev i går beskyldt for ikke så lidt i de danske medier. Den har ødelagt en bordplan, bremset en minister og næsten udsat en begravelse. Men i sidste ende kan askeskyen vise sig at være god for klimaet
Hele 17.000 flyvninger bliver fredag aflyst i Europa på grund af aske fra det kraftige vulkanudbrud i Island.

Hele 17.000 flyvninger bliver fredag aflyst i Europa på grund af aske fra det kraftige vulkanudbrud i Island.

17. april 2010

Allerede fra tidlig morgen var den gal: »Europas flytrafik er lammet af vulkanaske,« kunne Ritzaus Bureau berette fredag klokken 07.17. Det skulle blive startskuddet til en dårlig dag i medierne for den islandske askesky. Således fulgte bureauet op med nyheden:

»Præsidentbegravelse i Polen udsættes måske,« klokken 10.08. Grunden var naturligvis askeskyen, som formentlig ville forhindre gæsterne i at nå frem inden søndag. Også rent økonomisk er askeskyer en dårlig forretning:

11.10: »Det hårdt prøvede flyselskab SAS kommer til at tabe millioner på den askesky, der ligger tungt over det europæiske luftrum.« Igen klokken 12.49: »Askesky koster os 150 millioner i døgnet.« Det vurderede Dansk Industri.

Rod i bordplan

Klokken 12.53 kunne man læse, at askeskyen »skaber lange køer hos DSB« og kort forinden kom nyheden: »Askesky rammer forsyninger til soldater i Afghanistan.«

Selv kongehuset ville askeskyen ikke lade være i fred: 14.03 bragte Ritzau historien: »Askesky skaber rod i dronningens bordplan.«

Norge kan man dog stole på: »Den islandske askesky stopper ikke det norske kongepar. De kører nu i bil fra Oslo for at deltage i dronning Margrethes fødselsdagsfejring,« hed det allerede kl. 11.36. Klokken 14.09 kom den obligatoriske danske Mærsk-vinkel: »Vulkanaske påvirker 200 Mærsk-folk. Omkring 200 Mærsk-ansatte på forretningsrejse over alt i verden er påvirket af vulkanasken. De har haft svært ved at komme hjem.«

Klokken 14.02 var der nyt om den polske begravelse: »Præsident begraves søndag uanset askesky. Lech Kaczynskis familie insisterer på, at begravelsen skal finde sted søndag, uanset at askesky kan forhindre mange i at nå frem.«

Finansministre

Også finansministre blev ramt: »Askesky holder Claus Hjort væk fra EU-møde,« kunne Ritzau berette klokken 15.56: »Finansministerens deltagelse i vigtigt EU-møde i Madrid hænger i en tynd tråd,« fortsatte historien, som dog kunne trøste danskerne med, at ambassadøren ville træde til i stedet for finansministeren.

Den tidligere finansminister, Thor Pedersen (V), var også involveret i askesky-sagen, da han allerede klokken 11.32 kunne vise sig som en handlingens mand ved at arrangere taxa-, bus- og togtransport for de folketingsmedlemmer, der skulle hjem og holde weekend i Jylland.

»Jeg føler, det er mit ansvar at sikre, at medlemmerne også får muligheden for at komme hjem og komme tilbage igen og passe deres arbejde,« sagde Thor Pedersen. Og han var faktisk ikke den eneste, der fik noget ud af askeskyen:

»Hoteller og taxaer høster guld på askesky.« »Den islandske aksesky er en guldgrube for hotellerne i København, mens hovedstadens taxaselskaber kan juble over ture til Hamburg, Bruxelles og Oslo,« hed det klokken 11.24 på Ritzau.

Og kendte mennesker måtte spytte i kassen, således kunne politiken.dk klokken 14.49 fortælle historien: »Askeramt John Cleese: Tog taxa fra Oslo til Bruxelles.«

Og TV2 kunne senere fortælle en slags solstrålehistorie om en chauffør fra Vamdrup Taxi, der havde fået en tur til Paris. Pris 15.000 kroner.

Men den største glæde for askeskyen på den ellers triste mediedag, må alligevel være historien »Askeskyen bremser klimaforandringerne.« Grunden er, at askeskyen simpelthen skygger for solen og derved bremser den globale opvarmning - og det kan få betydning for gennemsnitstemperaturen mange år frem:

»Vi kan forvente, at Nordeuropa i løbet af de næste par måneder vil se et koldere klima, end hvad vi ellers ville have set, hvis udbruddet ikke havde været der,« sagde Sebastian H. Mernild, der er klimaforsker ved Los Alamos National Laboratory USA.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der blev jeg så lige snydt. Da jeg læste overskriften:

»Askesky indhyller medierne«,

var jeg overbevist om, at artiklen måtte omhandle DRs og TV2s dækning af dronningens fødselsdag.

anne andersen

Jeg ved ikke, om der er hold i det med askeskyen og den globale opvarmning, men én ting ved jeg, og det er, at aldrig i de 47 år, som jeg har boet på Amager, har der været så stille og fredfyldt. Det er en sand fornøjelse, at bevæge sig ud i naturen.
På den anden side, så føles det underligt tomt, uden flyene, og jeg føler næsten tilstanden truende.

John V. Mortensen

Der fortalte Moder Natur (på den hårde måde - gennem en vulkan på Island - og et borehul i den Meksikanske Golf) os, at vi - skal behandle den, som vi ønsker, den - skal behandle os.

Noget vi husker - lige så længe pressen gider rode i historien - for så - at glemme det.

Dan Johannesson

Det er pudsigt at ingen taler om hvor mange millioner og atter millioner tons afbrændning af fossile brændstoffer atmosfæren blev skånet for i de dage hvor flytrafikken var total indstillet?

En pudsig tanke - måske kunne vi reducere Co2 udledningen langt hurtigere og mere effektivt end vi ellers får at vide. Hvis blot vi kunne manifestere reel VILJE. Ved at sige ok, grådighed og dens mange nødvendige aktiviteter i form af forhandlinger, møder mv. får hvert år en Co2 ferie på en 6-8 dage, hvor luftrum og al anden offentlig trafik holder inde.

Naturligvis utopi i forhold til vores nuværende
bevidsthedsniveau, hvor kapital i sig selv stadig er lig med livskvalitet / mening, men stadig en interessent tanke.