Næste mandag indledes i Svendborg en retssag, der vil belyse elementer af den nyere danmarkshistorie under Den Kolde Krig. Den 26. april tager retten fat på en injuriesag, som den tidligere Information-journalist Jørgen Dragsdahl har anlagt mod Jyllands-Posten (JP) og professor Bent Jensen, leder af det Center for Koldkrigsforskning, som regeringen for år tilbage sikrede med en millionbevilling på finansloven.
Baggrunden for den kommende injuriesag var en stort opsat artikel den 14. januar 2007 på forsiden af JP, hvor Jensen skrev, at både KGB og PET anså Dragsdahl for at være KGB-agent, samtidig med at han som journalist på Information beskrev øst-vest konflikten. Det fik Dragsdahl til at anlægge injuriesag, som siden har trukket i langdrag.
For godt en måned siden sendte Ole Ravnsbo, advokat for Jensen og JP, så endnu et dokument til retten i Svendborg som en del af Jensens argumentation. Men en uges tid senere blev samme tekst af Jensen lagt ud på Center for Koldkrigsforsknings hjemmeside (cfkf.dk), denne gang som nr. fire i skriftserien 'Fodnoter'.
Det har fået landsdommer Leif Aamand, der var formand for den nu afgåede PET-Kommission, til i et brev at pege på mulige inhabilitetsproblemer, når nu »Bent Jensen - som part i en civil sag - på en hjemmeside tilhørende en statslig forskningsinstitution indgående beskæftiger sig med PET's dokumenter vedr. Jørgen Dragsdahl.«
Aamands kritik udfoldes i et brev til formanden for CFKF's bestyrelse, tidligere departementschef Knud Larsen. Til Information siger Larsen, at han »ikke har så mange bemærkninger om den sag. PET-Kommissionen har jo selv brugt nogen plads på at beskrive den sag, som nu er berammet.«
Larsen mener, at sagen er »forlods er blevet bedømt af Kommissionen«, og at han har derfor svært ved at se nogen inhabilitet i, at Jensen har skrevet sin fodnote om den sag, som Kommissionen selv har gjort til et centralt emne fra den kolde krig.
»Det væsentlige er vel, at de opgaver, som centret har fået pålagt, vejer tungere end eventuelt verserende retssager,« siger han.
Skjult dagsorden
I Fodnote 4, som Jensen har lagt på koldkrigscentrets hjemmeside, gør han to ting: For det første bringer han fyldige udpluk fra nyligt afklassificerede PET-dokumenter, der bruger ordet agent om Dragsdahl. Dem har Jensen fået udleveret til brug for sit forskningsprojekt i den kolde krig.
Men hvis de skal anvendes i retten, må det kun ske på lukkede retsmøder - det har både retten i Svendborg, Højesteret og PET betinget sig. Alligevel citerer Jensen fra dokumenterne.
For det andet langer Jensen meget voldsomt ud efter medlemmerne af PET-Kommissionen og især efter forfatteren til det 13. bind i PET-rapporten, Morten Heiberg. Bind 13 indeholder bagerst 44 sider om Dragsdahl-sagen, og konklusionen her er, at PET ikke havde kunnet »godtgøre«, at Dragsdahl havde overtrådt straffelovens spionparagraf. Derfor besluttede regeringens sikkerhedsudvalg i efteråret 1985 ikke at rejse sag mod ham.
Da PET-Kommissionens rapport udkom sidste sommer, var det naturligvis ikke en konklusion, der styrkede Jensens position forud for den kommende injuriesag. Han havde og har derfor en klar interesse i at sandsynliggøre, at PET-Kommissionen tager fejl.
Det er det projekt, Jensen har villet opnå med sin Fodnote 4. Her kritiserer han Kommissionen for at have fulgt en bestemt dagsorden. I stedet for at beskrive virkeligheden har Kommissionen fravalgt og fortiet »et omfattende materiale i PET's arkiv«, som »ganske kuldkaster kommissionens konklusioner.«
Jensen kritiserer også Kommissionen for at anvende en »dobbelt målestok« og for at »fortolke kilder stik imod kildernes eget klare udsagn«.
I flere nyligt afklassificerede PET-dokumenter, som Jensen har fået adgang til i sin egenskab af sikkerhedsgodkendt koldkrigsforsker, omtaler PET-medarbejdere fortsat Dragsdahl som agent, også efter regeringens beslutning i efteråret 1985.
»Der er endnu en lang række notater i PET's arkiv af samme bonitet, og som alle uden undtagelse fastholder PET-ledelsens opfattelse af JD som hvervet indflydelsesagent,« skriver Jensen, der konkluderer, at kommissionen »har et alvorligt forklaringsproblem.«
Beklikker faglighed
Men at blive beskyldt for videnskabelig uredelighed vil medlemmerne af den nu opløste PET-Kommission ikke finde sig i. Derfor har de udarbejdet et 15 sider langt modskrift, som de snarest forlanger offentliggjort på cfkf.dk. Det skal ske som en berigtigelse af Jensens skrift, og det har bestyrelsen for CFKF acccepteret, men overladt til Jensen at få effektueret. I går var modskriftet endnu ikke lagt på fckf.dk.
»Min forståelse er, at det sker hurtigst muligt,« siger Larsen til Information.
I modskriftet spørger Kommissionen, hvorfor Jensen mon bruger så meget energi på Dragsdahl-sagen, som trods alt kun udgør omkring én procent af Kommissionens samlede beretning på 16 bind.
Ifølge Kommisionen er det svært ikke i den forbindelse at falde over injuriesagen, som Jensen som privatperson deltager i: »Nævnte retssag taget i betragtning synes der at kunne rejses tvivl om, hvorvidt koldkrigscentrets særlige forskningsmæssige prioritering af Dragsdahl-sagen er fagligt motiveret,« som Kommissionen anfører i modskriftet.
I en mail til Information har Jensen afvist at gå nærmere ind på, hvilken interesse Kommissionen skulle have i at udelade en stribe PET-dokumenter, der kunne rokke ved Kommissionens konklusion og altså blamere Dragsdahl: »Jeg ved ikke og vil heller ikke gætte på, hvorfor der systematisk er foretaget et fravalg af en række centrale dokumenter, der entydigt går imod kommissionens konklusion,« skriver Jensen og tilføjer: »Det ved kun den person, der har foretaget fravalget.«
Morten Heiberg, der er forfatter til bind 13, har ikke ønsket at udtale sig.
PET-folks vurdering
I Fodnote 4 er Jensen ikke i tvivl om, at de nye PET-dokumenter - hvor Dragsdahl omtales som agent - udtrykker tjenestens officielle synspunkt. Det anser han for at være »helt sikkert«.
Men nej, afviser Kommissionen, sådan kan Jensen ikke argumentere. Og det ved han, for det har såvel PET som Kommissionen tidligere gjort klart for ham.
I PET-arkivet findes der ifølge Kommissionen talrige eksempler på, at menige PET-medarbejdere fortsat har udarbejdet egne vurderinger om de personer, de har efterforsket, hvorefter vurderingerne er blevet lagt på sagen - også selv om medarbejdernes opfattelse har stridt mod officielle vurderinger hos PET's øverste ledelse, der ved vurderingen af en sag har inddraget såvel juridiske som politiske aspekter. Ifølge Kommissionen er det fra den slags dokumenter fra menige medarbejdere, Jensen nu henter ny ammunition mod Dragsdahl.
»Dokumenterne i PET's arkiv kan derfor ikke blot refereres ukritisk, men bør underkastes en nøje analyse af ophavssituationen,« anfører Kommissionen derfor i sit modskrift. Det har Jensen - ifølge Kommissionen - ikke gjort.
Tværtimod bringer Kommissionen en liste på ti »unuancerede, misvisende eller fejlagtige gengivelser« fra Jensens side, og desuden anklages han - forklaret med konkrete eksempler - for ikke at have inddraget oplysninger i PET-arkivet, som taler imod hans egen forståelse af sagen.
Tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Jensen har lov til at citere fra de afklassificerede PET-dokumenter. Retten i Svendborg har - mod PET's ønsker, men bekræftet af Højesteret - givet Jensen medhold i, at PET skal udlevere en række dokumenter til brug for bevisførelsen i injuriesagen, men dokumenterne er vel at mærke blevet udleveret på den betingelse, at behandlingen af dem kun og udelukkende må ske på lukkede retsmøder.
Men de dokumenter, som Jensen refererer til i Fodnote 4, har han efter eget udsagn fået afklassificeret til brug for sin forskning på CFKF: »Dokumenterne fra PET's arkiv har jeg af PET fået afklassificeret til brug for CFKF's forskning, herunder til en kvalificeret stillingtagen til PET-kommissionens beretning,« som Jensen skriver i en mail til Information.
Information har forgæves forsøgt at få PET til at forholde sig til, om Jensen med Fodnote 4 har overtrådt de betingelser, hvor under han har har fået adgang til de nye afklassificerede dokumenter. I givet fald kan der være tale om en overtrædelse af retsplejelovens paragraf 29. Men PET har - trods mange henvendelser - ikke ønsket at svare.
Jørgen Dragsdahl ønsker ikke at udtale sig før retssagens begyndelse næste mandag.
Tegner jo til at vi ligefrem kan få både dom for og andre udsagn til at fastslå at Bent Jensen er henholdsvis uvederhæftig og ikke kan friholde sit eget overvældende følelsregster og enøjede opfattelser tilstrækkeligt til at anvende historikerens hoveværktøj - indlevelse og kildekritik. Noget som har været temmelig indlysende for mange af os meget længe.
"I PET-arkivet findes der ifølge Kommissionen talrige eksempler på, at menige PET-medarbejdere fortsat har udarbejdet egne vurderinger om de personer, de har efterforsket, hvorefter vurderingerne er blevet lagt på sagen - også selv om medarbejdernes opfattelse har stridt mod officielle vurderinger hos PET’s øverste ledelse, der ved vurderingen af en sag har inddraget såvel juridiske som politiske aspekter."
Av, for en bet for PET. Som bekræfter store dele af den kritik, som har været rejst omkring tjenestens arkiver og den kritisable opbygning af indhold heraf.
Med venlig hilsen
Bemærkelsesværdigt er der netop hvad der driver Bent Jensen som iflg. eget udsagn i et indslag i 'politisk debat' på P1. At "... historie er interessant, men har ingen betydning ...". Det være sig for på hvilken historisk baggrund politikere handler på idag.
http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2010/04/13111553.htm (20m:00sek). hmmmm...
Uræieee, - freak-show ... nu med statsstøtte (men nævn endelig ikke forkortelsen STASI)!
Kan PET virkeligt ikke se, hvor belastende deres tavshed er for dem?
Krogh, jeg tog mig lige tid til at lytte til den nævnte udsendelse og selom det ikke just ligner mig at forsvare Bent Jensen, så synes jeg faktisk at hans kommentarer . sådan nærmest til en forandring - var udmærkede og jeg var til min overraskelse langt hen enig i hans vurderinger. Den sidste bemærkning fra Bent Jensen, var måske lidt hurtig, men det var rettet mod politiskernes brug af historie - det var ikke hans egen opfattelse.
Du bør tage dig tid til at lytte ordentligt efter.
Bemærkningen var måske noget unuanceret og fortjente en uddybning, men det er jo i en vis forstand fuldkommen korrekt at politikerene giver fanden i historisk viden og fakta, uanset hvor meget vi andre mener det er vigtigt.
Bent sagde ikke at han ikke selv synes det er både interessant og vigtgt - han sagde bare at politikerne giver fanden i fakta - og det er jo desværre meget rigtigt.
Her ud over er jeg til en forandrigt enig med Bent i at politikerne i den pågældende periode (måske igen fordi de ikke var tilstrækkeligt fokusseret på og respekterede fakta) bestemt mente at truslen fra Sovjet var reel. Lige i de der år fra 45 til 50 synes jeg at det også var forståeligt at mene det, uanset at jeg i øvrigt selv er gammel NATO modstander
Sovjet var en reel trussel mod såvel frihed som demokrati - det skal man sgu være meget blind for ikke at kunne se - noget andet er så at man tebnderede mod at overvurdere det militære trussel-billede. Men det er jo også langt hen efterrationalisering - og der er jo et gammelt or der siger at man aldrig bør undervurderer sin modtsnders styrke - og så er det jo klogere at gøre det modsatte
Hvem var det der støttede demokratiet i Spanien i 1930erne. Det var skam ikke demokratierne rundt om i verden. Nej, det var netop Sovjet....
Og nu skal man altså skelne mellem Sovjet og Rusland også her. Sovjet-staten var den ideologiske overbygning på et gammelt Rusland, som til stadighed opførte sig imperialistisk. Dette betød, at Rusland (under dette dække) som motiv havde (og har) en opførsel (som stat) som gør, at staten vil ekspandere - for enhver pris. Stater handler nemlig altid i deres egen-interesse, således også Rusland, med eller under det ideologiske dække fra Sovjet-tiden.
Denne opførsel i det man kalder den kolde krig kaldte man i Rusland for socialisme eller kommunisme - også selvom om det som skete i Sovjet intet havde at gøre med reel socialisme eller kommunisme. I Rusland udviklede der sig nemlig et byrokrati som havde den egentlige magt i landet. Og dette byrokrati ledede landet, og indførte privelegier som kun de havde. Og folket glemte de.
Mht. Dragsdahl - hvad er det at være påvirknings-agent eller indflydelses-agent? Er det at skrive artikler fra sine rejser til Rusland (Sovjet) eller at skrive artikler om sine samtaler med russiske generaler eller embedsmænd? Og hvorfor er samtlige danske politikere, der mødtes med f.eks. medlemmer af DDR's kommunist-parti ikke agenter? Eller Dronningen f.eks? Hun har da så vidt jeg ved, både mødt Ceacescu og Erich Honecker, og sikkert også Bresjnes og Gorbatjov.
For mig at se handler det her mere om Bent Jensen, som til stadighed render rundt og påstår, at der findes en moralsk korrekt udgave af historien, som er den rigtige. Og at man har pligt til at træffe det rette moralske valg - altid. Men nu er historien altså ikke moralsk, historien er totalt ligeglad med, om de beslutninger, man træffer er moralsk korrekte eller imperative moralske i Kant'sk forstand.
---------BURDE ER DØD---------
Hvilken tillid kan man have til en efterretningstjeneste, som ikke kan finde rundt i sit arkiv, når de registrerede med loven i hånden kræver at se, hvad efterretningstjenesten ligger inde med om dem?
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1310778.ece
Med andre ord: PET vil simpelt hen ikke udlevere de pinlige oplysninger, som de har gået og akkumuleret op gennem den kolde krig, om hele den herskende politiske ordens legitime modstandere på venstrefløjen. Det kan enhver se, der vil kan og rent faktisk tænker selv.
(Tænk sig, hvis PET lod venstrefløjen selv botanisere rundt i arkiverne?)
Bent Jensen, højrefløjens i videnskabelig forstand aldeles inhabile koldkrigsforsker, botaniserer frit og frejdigt rundt i arkiverne, selv samme arkiver, som PET ikke kan finde rundt i, når det drejer sig om at give ofrene for magtmisbruget, som efterretningstjenesten står for, de relevante oplysninger om sig selv som registreret af PET!
Bent Jensen får deklassificeret, hvad der passer ham i hans personlige korstog mod Jørgen Dragsdahl!
Bent Jensen er anklaget for injurier og misbrug af de arkiver, som han gud døde mig fortsat har lov til at bruge helt arbitrært, dvs. han har sin helt egen privilegerede tilgang til hele PET-arkivet i sin jagt på begrundelser for sine anklager mod Dragsdahl, altså det arkiv, som han er anklaget for ulovligt at have offentliggjort materiale fra før! Og han bruger sin fortsatte tilgang til arkivet netop med det formål, at begrunde mistænkeliggørelsen af en skrivende kritiker af højrefløj, som har sat ham til at forske i arkiverne!
Med andre ord: Bent Jensen misbruger sin tilgang til arkiverne, offentliggør oplysninger om højrefløjens modstandere fra arkiverne. Anklagen om at misbruge sin tilgang til arkiverne imødegår Bent Jensen ved at bruge sin privilegerede tilgang til selv samme arkiver, hvor han selektivt finder materiale, som kan bruges til at befæste mistanken mod Dragsdahl. Hvis ikke det er magtmisbrug og udtryk for Bent Jensens performative bekræftelse af substansen i sagen mod sig selv, Bent Jensens bevisførelse mod sig selv, så er der slet ingen ting der hænger sammen længere.
Med andre ord, man skal tilhøre det danske retsvæsen, den herskende danske ordens selvbeskrivelse, dvs. de kommercielle mediers italesatte orden, være del af den uhellige alliance mellem danske koldkrigspolitikere (alle de nuværende og tidligere regeringsbærende partier), erhvervsinteresser, medier, fagforeninger og alle de selvfede danske bedsteborgere, for ikke at kunne se det. Kun ganske få kan se det. Ergo, retsstaten eksisterer ikke!
Denne sag er så stinkende brud på alle grundlæggende retsprincipper, så hvis ikke det danske retssystem, bl.a. med sin afgørelse i forhold til grundlovskomiteens forsøg på at rejse en sag mod regeringen for ulovlig krigsførelse i Irak, allerede havde afsløret, at det befinder sig på bananrepublikkernes laveste tærskel, ja så burde denne sag, som den står nu, have afsløret det for enhver. Men ”burde” er også død.
Henning Ristinge
Jeg hørte også Orienterings indslag med Frederikke Ingemann Hansen og Bent Jensen. I mine øjne var det forfriskende at en ung historiker kom med dette anderledes synspunkt efter at ha´ gennemgået arkiver både i NATO og andre internationale arkiver. Det de var enige om var , at der stadig mangler åbenhed i de russiske arkiver og derfor ikke kan siges om faren for angreb på Danmark var så stor som danske politikere m.fl. gerne ville udvise.
Du bør læse historien om Spanien en gang til Aaen, Sovjets støtte til den folkevalgte regring og demokratiet i Spanien var af samme art som den støtte rebet yder den hængte. De påbegyndte endog en regulær krig med udrensninger etc mod anderledes tænkenende.
Men bortset fra det så kan jeg ikke se hvad Spanien overhovedet har med sagen at gøre. Og selvfølgelig eksisterer der en mere moralsk rigtig udgave af historien
Jeg er folkkommen enig Dothe, jeg harvde heller ikke nogen indvendinger og - nu læser jge ikke fransk - men vi kan jo håbe hendes PhD blir udgivet som bog. Blot må jeg sige at man notorisk ikke som historisk analytiker kan forstå en siituation bare ved kvantitativt at analysere om en given fare var til stede eller ej. På det punkt mener jeg Jensen har en pointe, og det siger jeg så uden at jeg i øvrigt er enig med hans ofte aparte mangel på indlevelse og evne til kildekritisk analyse (jeg er selv historiker, men den kolde krig er ikke mit speciale, men jeg har undervist i rusland og sovjet i per 1898 - 1939)
@Ristinge. Jo, jeg lyttede hele udsendelsen igennem.
Og det er netop den afsluttende bemærkning jeg fæstner mig ved. Da det sender en fuld bredside mod både hans eget arbejde som andres. For hvad ellers er en aktuel som vigtig diskussion. Og han er tilsyneladende villig til at reducere skattebetalt forskning til blot 'interessant' med en håndevending når han er lettere presset for et svar.
Min pointe med Ruslands (sovjets) støtte til Spanien er at det netop var Rusland (Sovjet) der ydede støtte til de spaniere, der tog kampen op mod fascismen. Ikke demokratierne....
Og min pointe med Bent Jensen og den moralske udgave af historien er denne: Bent Jensen mener, at der eksisterer en moralsk korrekt udgave af historien. Noget som altid (ud fra Kants imperativ moralsk) er det korrekt rigtige at gøre. Derfor bryder Bent Jensen sig om ikke om tilpasnings-politkken i besættelses-tiden, ej helelr bryder han sig om folk som han mener begår store moralske fejl i historiens løb. Pointen her er, at historien er totalt ligeglad med moral; historien skrives af sejrherrerne -altid.
Pointen er også denne: Bent Jensen, medlem af DF, er i gang med at forske i den kolde krig. Og hvorfor? Fordi DF har givet ham penge til det. Og hvorfor har DF det? Fordi DF mener, at der var danskere, som f.eks. Dragsdahl, som var agenter for Rusland (Sovjet). Og det selvom samtlige kommissioner mm. har fastslået, at det ikke var tilfældet.
Jeg kan kun sige at sådan hørte jeg det ikke og jeg er sgu ellers ikke nogen ven af Bent Jensen - det jeg hørte - var præsist det jeg skrev ovenfor - en historikers frustration over at politikere ikke tager historisk forskning alvorigt - jeg lyttede linket lige efter at du lagde det ind, og jeg fandt at der var punkter hvor jeg var enige med begge sider - men ellers er der ikke ret meget hvad angå kritikken af Bent Jensens arbejde jehg ikke er enig i - manden hår til blandt de dårligste historkere jeg kender og har læst - ensidig unuanceret total mange på evne til at indleve sig i eller forsøge at forstå synspunkter han ikke deler og deraffølgende manglende kildekritiske evner. Og guderne sjkal vide at jeg ikke er eller var en ven af Sovjet eller beundrer af Stalin - så det er ikke der vores uenighed ligger - men han er fagligt set ringe - indlevelse er afgørende for en historiker - og det er ikke indlevelse i de synspunkter man deler der er afgørende men indlevelse i de synspunkter - man IKKE deler (de andre steder her man ikke brug for indlevelse - der kommer den jo i reglen af sig selv) Ikke alene manger Bent denne side af det der gør en god historiker - men han mangler netop det han i en vis gred kritiserede Frederikke Ingemann Hansen for - nemlig fod også på den politiske stemning på det givne tidspunkt.
Ja det kan man vanskeligt være uenig med dig i Aaen, men nu ligger Spaniens konflikten jo før det vi kalder den kolde krig, hvorfor jeg underde mig lidt. Men demokratierne ville så sandelig have stået moralsk stærkere hvis de også havde støtte demokratiet i Spanien.
Jeg mener nu ikke at historien altid skrives af sejrherren, det er vel rent faktisk det god historieskriving handler om - bla. - at sikre at det netop ikke er sådan at historiens skrives af sejrherrren. Det sku jo gerne vere videnskabeligt ikke?
At "professoren" offentligør dokumenter, som PET ønsker holdt hemmelige, har jeg umådeligt svært ved at blive forarget over. Det er oven i købet gavnligt, lige som at det hjælper os alle, at kritikken af PETs lukkethed også kommer fra højrekanten. Til gengæld er jeg sædvanligvis dybt forarget over den systematiske uredelighed, der kendetegner "professorens" brug af disse dokumenter.
Selvom der står i artiklen, at han bringer "fyldige uddrag" er metoden sædvanligvis at fritskære sætninger, der ved systematisk fejllæsning kan bruges til at underbygge diverse enøjede påstande - såfremt man ser helt bort fra den sammenhæng, sætningerne er fjernet fra. Mere ærlige forskere fremlægger større bidder af dokumentationen, så læseren har en chance for at vurdere påstandene, men den slags forskeri bruger Jensen ikke...
Desværre har millionerne fra regeringen bragt Jensen i en magtposition, som han forstår at misbruge på det ypperste. I en bedre verden måtte han nøjes med en blog på JP blandt de andre højeradikale tossehoveder...
Det er rigtigt at Sovjet støttede den demokratisk valgte regering i Spanien, men den tog sig rigelig betalt. Den spanske guldbeholdning som betaling for våbenhjælp. En fuldstændig kontrol over regering og militær og jagt på anarkister og ikke-kommunister. Demokratiet i Spanien blev kun støttet af et demokratisk land nemlig Mexico. Men de kunne ikke stille meget op. Efter Tjekkoslovakiets undergang standsede Sovjet hjælpen. Det rokker naturligvis ikke ved det faktum at uden russisk hjælp var republikken brudt sammen tidligere. I virkeligheden havde republikkens ledere da kuppet gik i gang i 1936 allerede opgivet. Hvis ikke arbejderne og de organiserede anarkister havde fået fat i våbnene på de forskellige kaserner og civil garde tilholdssteder, ville regeringen stille og roligt forsvinde ved et relativt ublodigt officerskup, som man jo kendte så godt til i Spanien. Det var takket være arbejderne der ikke ville overgive magten til reaktionen at den spanske borgerkrig overhovedet kom igang. Og det var dem der fik lov til at betale. Lige til 1975.
RREDELIGHED.
I en kommentar til Kristian Villesens artikel s.2 har jeg nævnt Jesper Langballes dobbelte standard, når han taler for en meningsfuld forskningsplanlægning. Han har i sin omgang med Centret for Koldkrigsforskning gjort foskning til en politisk sag. Han har politiseret universitetet.
Derfor markerede jeg til sidst, at uanset udfaldet af Dragsdahls sagsanlæg mod Jensen, vil vi ikke få belyst den overliggende politiske stilling, tværtimod med Jensen og Langballe i front.
Den store koldkrigssag består nemlig i, at et flertal i Folketinget allerede i forbindelse med krigens afslutnng gjorde det politiske arbejde, bl.a. ytringsfriheden, på venstrefløjen ulovligt. Det allierede samarbejde, som nogle i krigens sidste år arbejde for at få Danmark ind under, strals blev brudt, idet kommunisterne erstattede nazisterne som landsforrædere, et politisk forhold, som findes den dag i dag, ikke mindst igennem Jensen-Langballe, et udtryk for Dansk Folkepartis indflydelse i Folketinget. Det gjaldt lige fra begyndelse i 45 helt ind i den organiosatoriske opbygning med nazister i PET og CIA, som det tyske efterretningsvæsen senere overtog.
Det beklagelige hos Bent Jensen er ikke at han ikke tænker historisk. Det gør han. Imidlertid synes han at ligge under for en uforsonlig bitterhed, ja had mod den tidsånd, der i mange år lukkede ham ud i kulden, og som Jørgen Dragsdahl i hans øjne givetvis var/er repræsentant for.
At historien har givet Bent Jensen ret, retfærdiggør ikke hans tilsyneladende periodiske rethaveri, som for en udenforstående undertiden kan antage karakter af personligt hævntogt, hvad der her og der udgør en beskæmmende slagside ved hans i øvrigt tungtvejende forfatterskab.
Til Karsten Åen
Apropos Spanien i 1930’erne, må Sovjets alliance med Nazityskland, da disse to umenneskelige regimer delte Polen mellem sig, og Sovjets besættelse af de baltiske lande året efter så også betegnes som en kamp mod fascismen? For ikke at nævne Sovjets jernnæve mod det meste af Østeuropa efter krigens afslutning?
Sovjet udviklede sig til et bureaukrati der ”ledede landet, og indførte privilegier, som kun de (bureaukraterne) havde”, skriver du - og tilføjer: ”Og Folket glemte de.”
Det er en helt igennem fordummende og utilgivelig omskrivning af 70 års masseforbrydelser mod et helt folk.
Hvad dronningen angår, så modtog Ceausescu ved et besøg i Danmark intet mindre end Elefantordenen af Hendes kongelige Højhed. Det gør selvfølgelig ikke Margrethe II. til agent, men til noget helt andet … Sammen med de idioter der indstillede forbryderen til Danmarks højeste orden!
Du nævner flere gange Kants moralske imperativ. Mener du det hypotetiske eller det kategoriske, da der er en afgrund til forskel mellem dem?
Per Jensen,
Du spørger:
”... må Sovjets alliance med Nazityskland, da disse to umenneskelige regimer delte Polen mellem sig, og Sovjets besættelse af de baltiske lande året efter så også betegnes som en kamp mod fascismen?”
Ikke for at forsvare det stalinistiske diktatur, men forud for denne alliance gik Chamberlains berygtede Münchenforlig (”Fred i vor tid”) og gensidigt hemmelige forhandlinger mellem på den ene side England og Nazityskland og på den anden side Nazityskland og Stalins Sovjet.
Så ’alliancen’ var vel en ret så vellykket, om end kun midlertidig, ’forsvarsmanøvre’ set fra det ’statskapitalistiske’ (såkaldt ’socialistiske’) regimes side, overfor muligheden af en forenet Vesteuropæisk ’privat-kapitalistisk’ frontdannelse omfattende både ’demokratiske’ og ’diktatoriske’ regimer?
Nationalstater opførte sig dengang stort set på samme ’umenneskelige’ måde overfor hinanden uanset deres ’regimeformer’ indadtil, som de gør i dag.
Med venlig hilsen
Mange lande traf mange aftaler med Hitler.
Det kan ikke være rimeligt, at dansk politik ustandselig skal slås i hartkorn med Stalins sovjetmetoder.
Om ikke Folketingets behandling af de danske kommunister var nok, så må de to Munck-Petersen's skæbner dog være tilstrækkeligt for denne jagt efter ideologisk selvmodsigelsesmord, ligesom alle de mange danske og europæiske kommunister i Den spanske Borgerkrig ikke af Stalin blev anti-antifascister, en slags halvnazister, men fik italienske og tyske bomber i hovedet, og hvortil Arne Munch-Petersens Elna trods alt søgte hen.
Noget andet er, at Bent Jensen fra begyndelsen med bogen om Bornholms besættelse har jagtet kommunister ud fra sin egen politiske ideologi, som han nu gør gældende i universitetsverdnen. Denne premierede koldkrigskriger har fået mange tilhængere, bl.a. Dansk Folkeparti, og kan åbenbart bevise enhver løsreven sætning som den skinbarlige sandhed.
Overskriften er interessant. Der står bare ikke et ord om misbrug af forskerpenge i artiklen.
Per Jensen's kritik af Aaen er meget rammende - jeg tilslutter mig helt of fuldt - blot er Bent Jensen's forhistorie fra alt at dømme ikke korrekt. Han var elektriker og blev sendt uddannet. Det fortælles også, af folk der siger at de kender ham fra hans yngre dage, at han selv i de afgørende år var fascineret af Maoisme, altså af en afart af Staliniame, og at det var det der var hans udgangspunkt.
Unægteligt et noget andet perspektiv end ideen om at han hørte til dem der blev - 'holdt ude'
Så er jeg uenig med Per Diepgen - Arne Munck-Petersen skæbnerne og især deres behendling på venstrefløjen og i det kommunistiske parti - demonstrerer først og fremmest hvor galt det stod til med stalinsismefascinationen på den del af fløjen. Man havde i den grad puttet plå i øjnene på sig selv at da man sad med håndgribelige beviser i skødet - vedbev man at afvise virkelignheden.
Stalins aftalte med Hitler og besættelsen af de baltiske lande er netop et udslag af Ruslands (Sovjets) imperie-drømme. Og så vidt jeg ved var begrundelsen for aftalen med Tyskland bl.a. at Stalin (og Sovjet/Rusland) ville have mere tid til at bygge sin hær op igen...
Min pointe er stadig denne: Moralsk er historien ikke. Vi kan måske fælde en moralsk dom over mennesker, som vi mente handlede forkert. (og jeg måtte lige læse lidt op på Kant ;) - men altså.-)
Her er hvad Wikipedia siger om det kategoriske imperativ:
http://da.wikipedia.org/wiki/Kategoriske_imperativ
Og det er nok det, der kommer tættest på den historie-opfattelse, som jeg mener, Bent Jensen har. Især det om at handle på sådan en måde, som gør, at det man gør, gælder evigt og altid (danner grundlag for almen lovgivning).
Bent Jensen synes at mene, at der altid findes et moralsk korrekt valg i enhver given hstorisk situation, og her skal man så handle på en måde, så det man gør, danner basis for det almengyldige.
Altså: Det var moralsk forkert at samarbejde med tyskerne under 2. verdenskrig; det var moralsk forkert at samarbejde med Rusland (Sovjet) under den kolde krig; det var moralsk forkert at tage imod invitationer fra sovjetiske (russiske) generaler. Og det især moralsk forkert at forsøge at påvirke den vestlige opinion igennem artikler....
Min hovedanke er at Bent Jensen som historiker ikke synes at være sig bevidst om den historiske kontekst, ting foregår i. Han har bare en eller anden (fix?) idé om, at en handling er bedre end en anden rent moralsk set. Og det er den altid...uanset konteksten. Og desværre for BJ's modstandere er det BJ's egen moralske handlinger (som han ville have handlet efter), der bliver lagt til grund, når BJ skal vurdere om f.eks. Dragsdahl handlinger var moralsk korrekte eller ej. Men igen: Historien er totalt ligeglad med moral....
Nu er Bent Jensen omkring 70, mener jeg? Og ja, i sine yngre dage var han meget fascineret af maoisme, især da han var omkring 20-25 år. Men mandens hovedpunkt har været (altid) at jage kommunister og deres medløbere, lige fra 1984-1985 til i dag, hvor han bliver ved med at mene, at den danske venstrefløj moralsk svigtede Danmark ved at være så fascineret af Sovjet f.eks. som den var i 1930erne. BJ overser her totalt, at indtil 1958 var DKP det eneste parti på den danske venstre-fløj....Og at DKP stort set var styret fra Sovjet...
Tror Henning Rislinge, at den højtbegavede Arne, den redelige kommunist, der i 30'erne illegalt fragtede tyske kommunister til Sovjet, og forsumpede i fængslerne fordi han nægtede de falske anklager om trotzkisme, at han døde af "blår i øjnene". Og Bent Jensens maoisme findes måske i hans religiøse opvækst blandt og bekendelse til Jehaovas Vidner?
Jeg gør mig ikke tanker om hvorvidt Arne døde af eller med blår i øjnene. Det kan jeg naturligt ikke vide (jeg har heller ikke fået læst den bog om hans skæbne), dog ved vi fra Øhavet Gulag, som du bør læse ved lejlighed Per (hvis ikke du allerede har gjort det) at der i sandhed var mange kommunister der døde med blå i øjnene. AS videregiver talrige beretninger om inædte stalinister der mente at de var de eneste uskyldige i fangelejrerne og fængseskældrerne og som råbte skælsord efter de andre politiske fanger ind i mellem at de skrev breve til Stalin og bedyrede deres uskyld og hvordan de til sidst døde med samme attityde..
Men hvad vi derimod ved med sikkerhed og kan studere med selvsyn den dag idag, er at kommunister vedblev at gøre sig illusioner om paradiset ovre østpå of fortsat og vedholdende benægtede at overgreb mod bare tusinder (det var millioner) af uskyldige mennesker ikke var almindeligt eller et træk ved deres arbejder paradis og dets store leder.
Så jo - det at være begavet hindrede og hindrer stadig ikke folk i at putte blår i egne øjne. Vi har snarere at gøre med et træk i den mennekelige karakter som vi ser igen og igen igennem historien - at vores behov for at tro på noget større og bedre - er så stærkt at vi til enhver tid er rede til at spinde os selv ind i selvbedrag.
Jeg har selv kendt og været venne med flere kommunister enkelte endog fremtrædende og tidligere fremtrædende af slagsen, jeg har f.eks, samtakllet med Holger Vivike og jeg var senere slet ikke særlig overrasket da det kom frem at han efter bruddet med DKP (som muligvis endog var på skrømt i hans tilfælde) fortsatte som agent for KGB og spionerede og afgav jævnlige rapporter om hans 'ven' Axel og om SFs færden. Så mjo - om der er noget sted siden romerkirkens inkvisitioner og de senere heksefrfølgelser hvor det var kutyme at dø med blå i øjnenen - så var det i den kommunistiske verdensbevægelse. Axel Larsen selv var højt begavet - men han havde i den grad mistet overblikket at han trode at det var Preben Wilhjlem og Sigsgaard der var KGB agenterne hvorimod han stolede nærmest blindt på den spytslikkende Holger Vivike - jo der var blår i øjnene overalt Per - også i den grad
spytslikkende om Holger lyder sgu så ubehageligt - men det kan jo vanskeligt siges anderledes om hans forhold til Axel Larsen - som konstant gik rundt i angst for KGB agenter der ville myrde ham. Axel var jo netop ikke dum, han vidste jo at sådan noget skete overalt og ikke kun i tilflældet Trotsky og hans søn og flere af venstreoppositionens tilhængere i udlandet. Men han var stadig blin over for dem mulighed at KGB agenten var den der var ham nærmest.
Holger oplevede jeg som et uhyre behageligt mennesker om som en mand som klart trode blindt på de store idealer og sovjetunionens stor fremtid - trods alt (han var godt klar over at ikkealt vra godt) - han gik givet i døde med sine illusioner og synet på sig selv som en der fundamentalt set havde gjort det rigtige.
Der var og er så meget blår i øjnene hos begavde folk Per - at det skriger til himlen.
jeg tror man skal have fat i psykologien for at forstå det her Per - noget med at vi alle gerne vi tro på idealer og at vi også alle helst vil være på den vindende side - og når de to ting så går op i en højere enhed med det at have en levevej og hele sin vennekreds et bestemt sted - så går der noget selvforstærkende igang hvor der til sidst ikke er grænser for hvad man vil tror på af løgne eller overse af misgerninger.
Aaen
det ville sgu også være en meget aparte opfattelse at histore skulle være moralsk. Virkelighenden er at der alktid er moralsk rigtige og moralsk forkerte valg, men at valg sjældent er utvetydigt det ene eller det andet. Jeg har ikke læst Kant og det tror jeg sgu heller ikke at Bent Jensen har, det er ikke et kriterie for doktorgrader, men jeg er uenig i at det er troen på det moralsk rigtige der er Bent Jensens problem, omend jeg godt kan se hvor du vil hen, men for mig at ser er det først og fremmest manglende indlevelse, manglende fornemmelse for periode og kontekst og manglende evner i kildekritik der er et kæmpe problem for hans forskningsindsats. Et andet problem er så at man fra venstrefløjens side overlod selvransagelsen til hans typer, hvor man burde have taget det brutale opgør selv, det ville unægteligt have være sundere.
Henning Rislinge fortsætter på antikommunistik vis at tale om Stalin og stalinister.
Vi bor i Danmark, og næppe var besættelsen forbi og freden sikret i 1945 - af ikke mindst kommunisterne, der foranstaltede den faglige og virkningsfulde del af sabotagen - før onde tunger talte højt, og man ansatte nazister i efterretningstjenesten til en fornyet klapjagt, og i stedet for nazisterne var nu kommunisterne landsforrædere.
Og sådan har det været i 60 år, og Bent Jensen plejer stadig sin indre mission.
tja hvorfor forholde sig til den nuancerede virkelighed når man har masser af muligheder for at undslippe til stereotyper Per
Der er en anden virkelighed deruden for Diepgen, en gammel marxist som mig kan naturligt ikke være anti-kommunist, selvom det passer bedre ind i dine stereotyper, men han kan uden problemer godt være stærkt kritisk overfor leninismens mange graverende faldgrupper og grove mistolkninger og stalinismen dødsensfarlige forblændelse.
Marx gav åbenbart anledning til dannelsen af mange stereotyper, måske en Henning Rislinge, der rigtignok ønsker sig modspillende stalinister, men end ikke har fået en kommunist, selv om valgsituationen straks efter krigen gav fristende tilsagn. Til gengæld fandtes dengang - eksempelvis type - en mig bekendt partifælle og ven af Aksel Larsen, som afviste Aksels personlige opfordring til at deltage i dannelsen af SF. Der findes mange slags stereotype afkygninger.
Af de dødsensfarlige forblændelser i denne verden har mange siden set adskillige gennemført af stereotypt imperialistiske demokratier med deres udvalgte eller stereopype gulag'er.