Læsetid 3 min.

Blikket på biceps og smældet fra synapserne

Man skal altid varme musklerne op før krævende fysisk aktivitet, men hvordan varmer man lige synapserne op til krævende kognitiv aktivitet? Det spørgsmål ramte mig med et smæld en dag for to år siden
16. april 2010

Til jord skal du blive, og den begynder gradvist, opløsningen, uden at vi tænker over det i mange år for så en dag at måtte erkende, at slitagen er en kendsgerning.

I mit tilfælde var det den biokemiske mekanik, der begyndte at knirke under indtryk af for lang tids kognitiv og følelsesmæssig belastning. Knirken blev til knagen, og knagen blev til et højt smæld, og jeg hørte ingenting, men havde pludseligt tabt mig, kunne ikke sove og kunne ikke fungere og blev for første gang konfronteret med det uhyrlige faktum, at jeg har en grænse for min udholdenhed, og at krop og sind vitterlig er ét hele.

Så lå jeg dér og rodede rundt med hold i biokemien og måtte kravle rundt på alle fire, indtil jeg igen kunne stå og gå, sove og vende tilbage til 0,1 ton-klubben. Stress og depression fortog sig med assistance fra 20 daglige mg. escitalopram, men min hud forstod tilsyneladende aldrig, at alt sådan set burde være ok igen. Den knirker videre og kræver lejlighedsvis krasbørstig salve.

Al den knirken og knagen kom sig af en krise akkumuleret i et komplekst samspil mellem krævende arbejdsliv i samfundsforandringsbranchen, hårdt opspændt følelsesliv og min egen manglende opmærksomhed på kroppens begrænsninger. For sådan nogle har den altså, kroppen, men det kapitel i manualen havde jeg åbenbart overset, og hvem har da også tid til at lægge en dæmper på tempoet, når der er så meget, der skal nås og ordnes, og verden skal reddes, ungerne hentes, og lortet hele tiden truer med at klaske sammen, hvis ikke nogen stemmer skulderen mod.

De bredeste skuldre

Og det er jo dem med de bredeste skuldre, der skal løfte det tungeste læs, og det er som regel mig, der har de bredeste skuldre, helt bogstaveligt.

De har altid været brede, skuldrene, og da jeg begyndte at styrketræne for 20 år siden, opdagede jeg at jeg stort set kun behøvede at kigge på en håndvægt, før min muskelmasse øgedes yderligere. Tag nu f.eks. mine biceps: De er yderst modtagelige for primær træning, altså øvelser fokuseret på netop dem. Især hvis jeg bruger en metode, hentet fra Schwarzeneggers Encyclopedia of Modern Body Building, hvor jeg træner musklen i dens fulde længde i tre særskilte øvelser.

Fordi de er så modtagelige, de kære biceps, så giver jeg dem ikke primær træning, men nøjes med den sekundære træning, de får f.eks. ved rygøvelser. Selv om det er pissesmart med store biceps, bl.a. når man skal løfte - alt fra indkøbs- poser til de stadigt tungere børn - så bryder jeg mig ikke om, at de bliver for voldsomme.

Dels fordi ærmerne i mine kortærmede skjorter hurtigt bliver for stramme, så det er ubehageligt at have dem på, og jeg holder så meget af kortærmede skjorter, men mestendels fordi jeg ligger under for en antagelse om, at store biceps anses for vulgære. Sådan en slags maskulint modstykke til silikonebrysterne. Og hvem har lyst til at blive opfattet som vulgær?

Uden symbolværdi

Så mine taknemmelige biceps forbigås til fordel for mindre kontroversielle, men ikke mindre taknemmelige, muskler som latissimus dorsi, triceps og deltaoider- ne. Hver især ligeledes rigtigt nyttige muskler i forbindelse med løft, og især for latissimus' vedkommende, forebyggelse af ondt i ryggen - men samtidig uden biceps' selvstændige (indbildte?) symbolværdi som genstand for et ydre fordømmende blik.

Erfaringen fra styrketræningen er den figur, jeg forstod al anstrengelse og ihærdighed ud fra; jeg kan løfte meget, og hvis jeg løfter til mit maksimum, så kan jeg løfte endnu mere næste gang, og den eneste begrænsning, ud over magelighed, er selvpåført under indtryk af forestillingen om det normative ydre blik. Jeg er således aldrig blevet skadet i forbindelse med løft og træk.

Mit livs første alvorlige skade indtraf et eller andet sted mellem de for øjet skjulte synapser, der aldrig har fået hverken primær eller sekundær træning, men blot på upåklagelig vis har passet sig selv og deres signalhormonelle kommunikation, hvad jeg altså fejlagtigt har antaget, at de ville blive ved med, selv om jeg konstant har skruet op for både kognitiv kvantitet og kompleksitet.

Ingen andendags ømhed advarede mig om at tage et par restitutionsdage, og pludselig kom smældet, slitagen en kendsgerning, sårbarheden åbenbar, huden krakeleret, Lundbeck havde tjent en god skilling, og det må jeg så alt sammen lære at leve med.

Mikkel Skov Petersen er kommunikationsrådgiver, skribent, medieentrepenør og politisk ringvrag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bettina Buchholtz
Bettina Buchholtz

Fra egen erfaring vil jeg nu anbefale at cykle til arbejde. Ved første øjekast kunne det se noget latterligt ud - og det har man da ikke tid til - men jo.
Hvis du overvejer det, er det oftest spændinger og aggressioner der gør dig sårbar overfor at klare dagens udfordringer på en god måde. Træning er generelt godt - her er løb meget effektivt da der sker en meget jævn træning af hele kroppen og derigennem også en udrensning af alle de ting der ophober sig i forbindelse med lang tids usund levevis.
Men løb bringer ikke en på arbejde - det gør løft i træningscenter heller ikke - men det kan cyklen. Og ved netop at skabe en adskillelse mellem hjem og arbejde på cyklen kan jeg nemmere afslutte dagens frustrationer det ene sted før jeg kommer til det andet.
Gennem 2 år har jeg været igennem en lang periode med meget stort pres - både hjemme og på arbejde. Cyklingen har vedligeholdt mig så meget, at jeg nu er blevet afhængig - jeg kan ganske enkelt ikke sove hvis jeg ikke cykler.