Nyhed
Læsetid: 4 min.

Fokus på faglighed bremser læring i folkeskolen

Traditionel undervisning i hyperbler og engelsk grammatik skaber passive elever og skader indlæringen, siger forskere på baggrund af stort projekt. 'Vrøvl,' siger undervisningsministeren, 'jeg slækker ikke på de faglige krav'
Kedsomheden melder sig hurtigt, hvis eleverne ikke kan være med til at styre læreprocessen. For tiden er tendensen i skolen dog, at krav og test skaber for mange kloner med for dårlige kompetencer.

Kedsomheden melder sig hurtigt, hvis eleverne ikke kan være med til at styre læreprocessen. For tiden er tendensen i skolen dog, at krav og test skaber for mange kloner med for dårlige kompetencer.

Indland
26. april 2010

Danmarks skolebørn skal kende deres kanon og bestå deres test. Men folkeskolens krav til læsefærdigheder og træning i matematiske formler risikerer at skabe »kommunale kloner« i stedet for fagligt kompetente elever.

Det siger forskningsdirektør og lektor i pædagogisk psykologi Hans Henrik Knoop på baggrund af sit arbejde med Danmarks største forskningsprojekt omkring vilkår for læring i folkeskolen.

Tallene kom i december, og nu er klimaet i skolen målt igen. Resultaterne bekræfter, at Danmarks skolebørn får sværere ved at engagere sig i undervisningen, jo ældre de bliver, og Hans Henrik Knoop peger på, at afgørende årsager er en stram styring via læseplaner og en undervisning, der i stadig højere grad foregår fra katederet og ud mod den ventende klasse.

»Mange af de vigtigste forudsætninger for at lære godt blev skåret i stykker i industrialderens skolemodel, og det er en tung pædagogisk arv. Det er hyperskadeligt, fordi vi spænder ben for os selv pædagogisk og skræmmer børnene væk fra at uddanne sig videre, når de forlader folkeskolen«, siger Hans Henrik Knoop.

Diagnosen bygger på svar fra 12.000 elever og 1.700 lærer, ledere og skolepædagoger i Vejle Kommunes 35 folkeskoler. De deltager i forskningsprojektet Mange måder at lære på, der er et samarbejde mellem Vejle Kommune og forskningscentret Universe Research Lab.

Gennem to år undersøger forskerne blandt andet undervisningens organisering og elevernes engagement, som er blandt de vigtigste forudsætninger for, at Danmarks skolebørn læser og regner godt efter ti år i skolen.

Ingen initiativ

I den store rapport bedømte elever og professionelle omkring 200 aspekter ved deres hverdag. En del af svarene viser ifølge undersøgelsen »iøjnefaldende behov i skolen«.

De findes for eksempel, når børnene svarer på, om »undervisningen er spændende«, om de hjælper med at gøre den spændende, og om de kan selv kan vende en kedelig time, så den bliver interessant. Andre kategorier lyser rødt, når lærerne vurderer deres elever. Blandt de laveste scorer er spørgsmålet, om eleverne er »gode til at sætte inspirerende mål for dem selv i undervisningen«. Kun 30 procent oplever, at børnene koncentrerer sig godt i timerne.

Den nye midtvejsundersøgelse samler op på de »mest potente« kategorier fra decembers store rapport, siger Hans Henrik Knoop. Tallene er endnu ikke offentliggjort. Men de viser, at den svigtende lyst til at lære stadig »er et fælles problem«, og de negative svar giver årsagen:

»Den vigtigste forudsætning for engagement er i sagens natur, at du kan tage initiativ. Problemet i skolen er, at for meget initiativ er taget i forvejen. Eleverne skal en hel masse, men de når sjældent frem til at tænde på det selv«.

Forskningsdirektøren fremhæver, at traditionel klasseundervisning ofte fungerer, hvis eleverne er aktive og forstår meningen med terperiet i engelsk grammatik og øvelserne i diktat. Men kedsomheden melder sig hurtigt, hvis de ikke kan være med til at styre læreprocessen - og den fleksibilitet bliver sværere i takt med, at ministeriet stiller tydeligere krav med kanon, fællesmål og test. Den snævre faglighed risikerer reelt at stå i vejen for, at børnene lærer, hvad de skal: »Når eleverne står af, går pædagogikken i stykker. Pædagogisk kvalitet handler ikke primært om, hvad børnene får i karakter, men om hvordan de får en karakter. Gode processer indebærer, at eleverne har og bevarer lysten til at lære, og det sandsynliggør, at de udnytter deres fulde potentiale. Derfor er trivsel og faglighed to sider af samme sag«.

Flere udfordringer

Pædagogikken er blevet hård i takt med, at »skolen er blevet et parameter i konkurrencestaternes trang til at sammenligne sig«. Det mener professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard Pedersen fra Aalborg Universitet, som i sidste uge sendte sin nye bog om kreativ læring i folkeskolen i trykken. Hun peger på studier fra Canada og USA, der viser, at de bedste læringsmiljøer findes på privat- og friskoler, der i mindre grad end de offentlige skoler presses af politikernes standarder.

»Vi begriber, før vi erkender. Hvis du skal lære geometri, skal du have trekanter i hånden, så læreren skal eksperimentere og tage ud i samfundet. Men det er tidskrævende, og skolerne presses til at bruge ressourcerne på at teste i stedet for at udvikle«, siger hun.

»Sandsynligt«, mener også Niels Egelund om koblingen mellem de faglige krav og de demotiverede elever. Alligevel vil professoren ved Danmarks Pædagogiske Universitet endnu ikke afskrive den stramme styring:

»Vi har også undersøgelser fra Norge og Sverige, der viser, at svage elever profiterer af klasseundervisning, men ikke kan koncentrere sig i de moderne og eksperimenterende former. Derfor må vi foretage flere eksperimenter, før vi kan sige noget endeligt«.

På Christiansborg er Danmarks undervisningsminister, Tina Nedergaard (V), dog sikker i sin sag:

»Lærerne kan bruge, hvilken metode de vil, men de skal nå målene, og det slækker jeg ikke på. Hvis motivationen falder år for år, du går i skole, skal vi snarere kigge på, om undervisningen er udfordrende nok«, siger hun og fortsætter:

»Det ligner det rene vrøvl. Det er nu engang en politisk opgave at definere, hvad vi forventer, at folkeskolen leverer for de mange skattekroner, der ryger derind, og det er afgørende, at vi har fokus på, at børn kan noget, når de kommer ud«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Henrik Knoop

For god ordens skyld vil jeg lige tydeliggøre, at der altså ikke er noget i vores undersøgelse, som tyder på, at faglige krav i sig selv er noget problem. Det kunne man måske godt få indtryk af i artiklen. Faglighed er skønt. Det er faglighed, som adskiller os fra barbarer, og som har givet os langt længere og langt bedre liv end generationerne før os.

Men meget tyder desværre på, at elevernes lyst til at lære for sjældent overlever mødet med fagligheden - hvilket også er synd for fagligheden, for den vil sjældent blive husket af nogen, som ikke har lyst til den. Ligesom faglighed ikke bør degenerere til fagidioti i voksenlivet, bør faglighed ikke medføre pædagogisk tunnelsyn i skolen.

Vores undersøgelse viser også, at elevernes engagement for ofte daler i takt med, at eleverne bliver ældre, og at der er en lang række forudsætninger for engagement, som ikke i tilstrækkelig grad er til stede i skolen i øjeblikket - om end meget fungerer godt, og mange lærere udfører fremragende arbejde.

Det er selvsagt i hele samfundets interesse, at vilkårene for god undervisning i skolen er fuldt til stede, og vores undersøgelse viser ret præcist, hvor man kan sætte ind på måder, alle - både umiddelbart og på længere sigt - vil have fordel af.

Læs evt. rapporten her: http://www.mmalp.dk/Nyheder.52.aspx?newsid52=6

Dorte Sørensen

Tina Nedergaard udtalelse - »Det ligner det rene vrøvl. Det er nu engang en politisk opgave at definere, hvad vi forventer, at folkeskolen leverer for de mange skattekroner, der ryger derind, og det er afgørende, at vi har fokus på, at børn kan noget, når de kommer ud« - er i mine øjne en rigtig varergøring af børn og lærer. De skal leverer den kvalitet forbrugeren (politikeren) ønsker.
Derudover passer krav om en skole i verdensklasse meget dårligt med flere og flere børn i klassen samt mindre penge til specialundervisning for ikke at tale om ny bøger ol. .

Dorte Sørensen

PS: Tak til Hans Henrik Knoop for kommentaren og for linket

Mads Kjærgård

Hvordan kan undervisningen være motiverende når der er 29-30 elever i en klasse og halvdelen af dem ikke gider lære noget, men render rundt og laver ballade. Jeg har selv børn i skolen, sidder i en skolebestyrelse og ved at bare det, at få børnene hevet ind fra frikvarteret og sidde klar til timen er en øvelse af format. Klasserne er blevet sammenlagte utallige gange og det har skabt så meget uro at de fleste er skrubforvirrede og hverken aner ud eller ind.

Man bliver squ træt i ansigtet af folk som Tina Nedergaard der aldrig har sat sin fod i en skole og som ikke aner hvad hun taler om. Man skulle tro at hun snakkede om en plastfabrik eller at børn var en vare, eller måske forestiller hun sig en folkeskole a la 1965 hvor ungerne bare sad og holdte kæft og hørte efter . Men i dag kære ven, der kører den med "fucking luder" og "bøssesvin" hvis læreren forlanger noget, hvordan i hede hule, tror at man kan skabe motivation og lærelyst i sådan et kaos?

Ivar jørgensen

Børn er naturligt nysgerrige og de besidder forbløffende koncentrationsevner og en misundelsesværdig lyst til at arbejde hårdt, når de passionerede er i færd med at lære noget som fanger deres interesse og taler til deres iboende potentiale. Desværre dræber skolens institutionelle rammeværk ofte passionen hos den enkelte elev, mens samme rammeværks rigiditet, skrappe administrative krav om læreplaner og alt for mange demotiverede elever, pakket tæt sammen i klasseværelset, kan tage gejsten fra selv de mest passionerede og idealistiske undervisere. Dette resulterer endvidere i undervisere som har meget lidt spillerum til at være kreative og tænke ud af kassen, hvilket i forvejen kan være vanskeliggjort af, at underviserne for størstedelens vedkommende selv har modtaget undervisning i lignende rigide institutionelle rammeværk, hvorfor deres evne til nytænkning for en stor dels vedkommende allerede er blevet korrumperet.

Et af de værste aspekter ved folkeskolen er den indlæringsmæssige afhængighed. Vores børn og børnebørn lærer fra første færd, at gode elever venter på lærerens instruktioner. Barnet må vente på at læreren giver det besked om hvad det skal foretage sig med sit liv og hvorledes det skal forvalte sin indlæring. Dette sender implicit et signal til børnene om, at de fremfor at aktivere sig selv og tænke selv, bør vente på, at den voksne bag katederet instruerer dem i hvad den enkelte bør finde meningsfuldt at beskæftige sig med. Af alle ting som er værd at stifte bekendtskab med og lære noget om, har ansigtsløse administratorer, på vegne af os alle sammen, kun valgt et fåtal. Fanger dette højst begrænsede emneudbud ikke den enkelte elevs opmærksomhed og interesse er konsekvensen en eller anden form for straf. Konformitet belønnes med andre ord, mens kreativitet og intellektuel selvstændighed straffes, hvilket unægtelig sender eleverne det meget uheldige signal, at livet handler om at indordne sig, føje ordrer og indfinde sig med tvang i hverdagen. Produktet er ikke vanskeligt at se i den voksne danske befolkning, hvor ureflekteret gentagelse af de såkaldte autoriteters udmeldinger om dette og hint er allestedsnærværende, mens andelen af befolkningen som besidder en sund kritisk indstilling og evnen til at gennemskue ugyldige argumenter og mangelfuldheder i det affald vi dagligt fodres med, kan ligge på et meget lille sted.

I folkeskolen lærer eleverne hurtigt, at deres frihed er så indskrænket at den vel nærmest må siges at være ikke-eksisterende. Overvågningen er en konstant i elevernes dagligdag, hvor undervisere og pedeller holder øje med hvad de foretager sig både i klasseværelset og i skolegården. Kontrolmentaliteten er med andre ord allestedsnærværende i skolen og dette kan da også meget hurtigt få den særdeles grimme konsekvens, at børnene, når de engang bliver voksne, er blevet så vante til dette, at der ikke stilles de store spørgsmålstegn ved fascistiske tiltag der peger i retning af politistaten. Lærer man fra barnsben at indfinde sig med, at overvågning er en del af hverdagen, er man i langt højere grad forfalden til ukritisk at indfinde sig med dette i voksenlivet. Det er således heller ikke vanskeligt at sætte en finger på, hvorfor en så stor del af befolkningen må betegnes som fuldstændig ukritiske ift. de gennemgribende trusler mod retssikkerheden og privatlivets fred som i disse år udfolder sig Danmark.

Tina Nedergaard varegør folkeskolen, børnene og lærerne. Og det gør hun fordi, folkeskolen, og andre uddannelser i Danmark (og i andre lande) skal hjælpe staten Danmark med at konkurrere mof andre stater, også økonomisk set.

Rent sociologisk vil jeg mene, at der er sket det med folkeskolen (og med uddannelse generelt), at det er gået fra at være en del af livs-verdenen (ud fra Habermas' definition af denne) til at være en del af system-verdenen, (igen ud fra Habermas definition af denne). System-verdenen hos Habermas er netop dette byrokratiske system som kræver test, dokumentation og resultater ud fra opstillede parametre. Og politikerne beslutter, at folke-skolen skal levere den og den vare til de og de penge. Og at man så kan måle, hvor meget eleverne har lært ud fra et fast tal, dvs. hvor stor eller lille deres karakter-gennemsnit er.

Og mht. projekt-arbejde kræver dette faktisk meget styring fra lærerens side med præcise opstilling af krav mm. til hvad eleverne skal lave og få ud af projektet. Dette er man måske nok en smule bedre til i Norge og Sverige og Finland; i Danmark har jeg ofte den erfaring af gruppe og projekt-arbejde er noget, læreren sætter eleverne den dag, eller de dage, hvor han eller hun ikke er ordentligt forberedt.
Men det kan muligvis også bare være en fordom, jeg har...

At forskningsdirektøren ser sig nødsaget til at

indsende et korrigerende indlæg, siger også noget om journalistens dagsorden. Uanset politiske anskuelser og ståsted, er det ganske enkelt uredeligt at give artiklen denne overskrift.
I øvrigt skal man også holde sig for øje, at H.H. Knoop fokuserer på, hvordan skolens rammer påvirker elevernes motivation. Han kommer ikke ind på de strømninger i samfundet, som også vanskeliggør skolens arbejde. Det gjorde han f.eks. i Deadline's 2. sektion for noget tid siden. Her antydede han bl.a., at forældrene generelt er blevet dårligere til at fungere som den nødvendige myndighed forældrerollen også indebærer. I øvrigt har H.H. Knoop i bogen Leg, læring og Kreativitet, som undertegnede læste med stort udbytte, også påpeget den pædagogiske hensigtsmæssighed i, at eleverne kan se et mål med en given læreprocces.
At politikerne stiller stadig mere vidtgående krav om synlighed har i den grad taget overhånd og er på mange måder skadeligt. Men omvendt var denne synlighed totalt fraværende indtil for 20 år siden og ingen vidste egentlig om eleverne rent faktisk lærte at læse eller ej. Så grundlæggende er idéen om evaluering såmænd ikke så fordækt endda. Det der især er bekymrende er den tiltagende tendens blandt alle omkring Folkeskolen (det være sig politikere, skolefolk, store dele af den pædagogiske verden og forældre) er den omsiggribende kortsigtethed og enhver-sin-egen tænkning, der gennemsyrer enhver vilje til nytænkning. Disse ses tydeligst i den manglende vilje til dialog, og samarbejde der præger især politikere, lærerstand og forældreorganisationer.

Som Metz sagde i tv engang. Kompromisser er noget af det herligste i verden. I skolen mødes mennesker fra alle, lag og professioner. HVis der ikke er vilje til kompromisser, er der ingen grund til at mødes.