Humaniora kan gøre lægeuddannelsen bedre

De danske læger fokuserer for snævert på det naturvidenskabelige og konkrete fysiologiske, når de behandler patienter. Dermed risikerer de at overse væsentlige alvorlige lidelser - det mener cand.med. Torsten Risør, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling om emnet på Aarhus Universitet.

Han har observeret ni nyuddannede læger igennem deres 18 måneder i turnus. Og der er en klar tendens til, at de nyuddannede retter sig ind efter normerne og følger den gængse naturvidenskabelige skabelon, når de skal arbejde som læger.

»De unge læger er meget opsatte på at tilpasse sig, så de kommer let til at vælge de gængse arbejdsmetoder for at leve op til forventningerne. Og det er den klassiske naturvidenskabelige tilgang til lægefaget,« siger Torsten Risør. Der var enkelte undtagelser i Torsten Risørs feltarbejde - og det var de mest interessante, mener han og fortæller om en af de anderledes oplevelser:

»En kvinde i 40'erne kom ind til sin praktiserende læge. Hun havde feber og ville gerne have penicillin, fordi hun mente, at hun havde bihulebetændelse. Her vil en læge normalt undersøge hende - eventuelt tage en blodprøve og give penicillin alt efter resultatet. Men turnuslægen gjorde noget interessant. Hun spurgte 'hvordan har du det?'« fortæller Torsten Risør. Og det fik patienten til at bryde helt sammen:

»Hun begyndte at græde og fortalte, at hun lige havde fået en sms fra sin mand om, at han ville flytte. Hendes søn havde muligvis en adfærdsforstyrrelse, og hun var selv på kanten til at miste sit arbejde, fordi hun måtte passe sønnen, og derfor havde alt for mange sygedage. Det må siges at være væsentlige problemer, som de fik handlet på og startet et forløb omkring. Hvis lægen havde gjort som forventet, så havde patienten bare fået noget penicillin,« siger Torsten Risør.

Undskyldning

Men det mest alarmerende ved situationen var ifølge Torsten Risør, lægens reaktion bagefter:

»Hun var nærmest undskyldende over for mig, da jeg spurgte ind til det. Hun sagde, hun ikke var så god til at finde ud af, hvad der er galt, hurtigt. Hun ville hellere have stillet konkrete og specifikke spørgsmål og handlet ud fra de konkrete data, hun fik tilbage. Jeg vil jo mene, at det er godt, at man er åben - at man tør at håndtere en mere kompleks lidelse. Men det udløser tilsyneladende skamfuldhed.«

Et andet lignende tilfælde fandt sted på en skadestue:

»Der kom en meget fuld mand ind på en skadestue. Lægerne kunne stort set ikke få kontakt til ham. Når det sker, kører der ligesom en særlig rutine. Man tømmer som regel mavesækken og lægger patienten til at sove. Det giver i virkeligheden en alvorlig risiko for, at man overser det, hvis patienten rent faktisk fejler noget alvorligt,« siger Torsten Risør. Og det her var et af eksemplerne på, at den normale procedure havde været fejlagtig:

»I det her tilfælde skrev turnuslægen efter flere mundtlige forsøg pludselig et spørgsmål på et stykke papir. Patienten skrev igen, at han ikke kunne høre noget, og at han var tørstig. Det er to meget vigtige oplysninger. Når han har mistet hørelsen, er det sandsynligvis fordi, han har taget euforiserende stoffer, som har haft den uheldige bivirkning. Han var muligvis slet ikke fuld. At han var tørstig, viste sig også at være ekstremt vigtigt, for han var i alvorlig væskemangel. Nu var han pludselig en anden type patient, og den gængse behandling ville have været fejlagtig,« siger Torsten Risør.

Igen undskyldte lægen efterfølgende:

»Det var fuldstændig det samme igen. På skadestuen kunne jeg også mærke, at der var sådan lidt en stemning af, 'hvad skal det nu til for' blandt de andre læger. Fordi hun brød med det normale. Det mærkede hun også, og så er det jo klart, at man retter ind,« siger Torsten Risør.

Kultur

Der er ifølge Torsten Risør brug for en mere åben tilgang til lægefaget. Og ændringen i kulturen bør komme fra medicinstudiet:

»Jeg tænker: 'Er det virkelig det, vi er interesserede i at fremme?' 'Er det virkelig den måde, vi skal tilrettelægge vores lægeuddannelse på?' Modsvaret er indlysende, og jeg har hørt det mange gange: 'Vi skal kunne finde en blindtarmsbetændelse og et brækket ben'. Derfor er vi nødt til at være objektive og specifikke. Men stort set ligegyldig hvilken slags læge, man ender med at blive, så udgør det akutte 'livsredende' arbejde en meget lille del af dét, vi laver. Og når vi er for specifikke, så overser vi alvorlige ting,« siger Torsten Risør, som derfor gerne så, at man tænkte alternativt i lægeuddannelsen:

»Det er tankevækkende, at unge læger får dårlig samvittighed, når de rent faktisk begynder at beskæftige sig med de mennesker, der står over for dem, og tage dem seriøst. Alle er enige om, at en læge skal kunne udskrive penicillin, når det er nødvendigt. Men der er også brug for, at vi lærer vores læger at tænke alternativt og være åbne. Jeg mener, at en læge skal kunne klare den usikkerhed, der ligger i at holde en diagnose åben. Desuden bør der støttes op om de unge læger, når de undrer sig, og ikke følge den gængse opskrift,« siger Torsten Risør.

Han har selv brugt antropologiske metoder i sit speciale, og en oplagt mulighed er ifølge Torsten Risør at inddrage humaniora i medicinstudiet:

»Den tradition, som medicinstudiet i dag bygger på er den klassiske naturvidenskabelige, som opstod i slutningen af 1800-tallet, hvor man gjorde enorme og vigtige opdagelser om, hvordan kroppen virker. Den naturvidenskabelige tilgang har derfor været en kæmpe succes på en lang række områder. Men den giver også en blindhed, og der synes jeg, at vi kunne vi lære noget af humanisterne og deres måde at forholde sig til fænomener på. Som noget, der skal fortolkes og som noget, der kan diskuteres.«