Læsetid: 6 min.

En industribys kamp for overlevelse

Med lukningen af Lindøværftet hængende over hovedet forsøger borgerne i fynske Munkebo at finde ud af, hvordan man kommer videre i en by, der er udråbt som nationalt mindesmærke over et døende industrisamfund. Det bliver måske noget med havvindmøller
På fynske Lindøværftet frygter værftsarbejderne en 'kæmpe social deroute', når værftet lukker. Fortidens arbejderidyl kan blive en spøgelsesby, 
 mener fællestillidsmanden.

På fynske Lindøværftet frygter værftsarbejderne en 'kæmpe social deroute', når værftet lukker. Fortidens arbejderidyl kan blive en spøgelsesby,
mener fællestillidsmanden.

Michael Bothager

8. april 2010

Allerede adskillige kilometer uden for Munkebo på Fyn tårner værftets kraner sig op i horisonten - som vil de lige slå fast, at det altså er dem, der sætter dagsordenen for byen, ikke omvendt. Endnu kværner kranerne frem og tilbage og bygger skibe, men i 2012 er det slut.

Krisen og et milliardstort underskud tog efter mange års dødskamp livet af Odense Staalskibsværft, bedre kendt som Lindøværftet. I løbet af de nærmeste dage får 400 af de tilbageværende små 3.000 ansatte fyresedlen. I juni ryger lige så mange.

Med op mod en fjerdedel af værftsarbejderne bosat i Munkebo vil byen snart stå med hundreder af arbejdsløse industriarbejdere uden noget nyt sted at gå hen, og dermed udgør Munkebo et mikrokosmos for én af de helt store tendenser, Danmarks økonomi slås med i disse år: Krisen har fået antallet af arbejdspladser i industrien til at styrtdykke, og en stor del af dem kommer formentlig aldrig tilbage. Det kan bedre betale sig at lægge produktionen i udlandet, hvor lønnen er lavere. Også når konjunkturerne engang vender.

Grøn teknologi

I Munkebo håber man at omstille sig ved at satse på grøn teknologi - nærmere bestemt havvindmøller, som værftets kraner jo også kunne bruges til at bygge. Det slår blandt andet en tidligere statsminister til lyds for, og det vender vi tilbage til. Reperationsværftet Fayard er også flyttet ind - og med det en række mindre virksomheder.

Men at der nogensinde skulle blive lige så mange industrijob i Munkebo igen - det er svært for mange i byen at tro på. De dystre fremtidsudsigter lægger naturligt nok en dæmper på stemningen blandt de mange mænd og kvinder i kedeldragt og sikkerhedshjelm, som dagligt myldrer rundt på værftet. For hvad vil der ske med dem og byen, når værftet lukker?

I dag er Munkebo en typisk satellitby med 5.000 indbyggere: Kommuneskole, fodboldbaner, et halvdødt butikscentrum, lave parcelhuse, en hel del trailere. En industriby så klassisk dansk, at den sammen med værftet er udnævnt til Nationalt Industriminde af Kulturarvsstyrelsen - blandt andet fordi der stadig er 500 boliger tilbage, som i sin tid blev opført til arbejderne af værftsejer A.P. Møller.

Men fortidens arbejder-idyl kan blive fremtidens spøgelsesby, mener værftsarbejdernes fællestillidsmand, Per Andersen.

»Låsby-Svendsens praksis med at opkøbe forladte huse, slå brædder for vinduerne og åbne luderbarer kan også godt blive aktuel her,« siger han.

Social deroute

Informations besøg på værftet sætter gang i en intens diskussion mellem en lille flok tillidsfolk og arbejdere, som Per Andersen har indkaldt til sort kaffe i et lokale lige ved siden af den store fælleskantine. De frygter en »kæmpe social deroute«, når værftet lukker, gravøllene er drukket, og folk kommer hjem til konen og køkkenbordet.

»Jeg kan ikke engang sige, hvordan jeg selv vil reagere. Det er jo et af de to største personlige nederlag, man kan opleve: At ægteskabet ryger, eller at man bliver fyret fra sit arbejde. Det kan få folk helt ned i kulkælderen,« siger Allan Givskov.

Han er tillidsmand for skibsbyggerne og har arbejdet på værftet i 16 af sine 33 år. A.P. Møller-Mærsk har forsømt sit ansvar for at fastholde nogle arbejdspladser efter i mange år at have nydt godt af et dansk velfærdssamfund, som tog sig af arbejdernes helbred, mener han. Og det gælder alle de virksomheder, som i disse år udflager produktionen - for hvordan skal man betale for den offentlige velfærd uden en masse skattebetalende privatansatte?

»Det her handler også om, hvad ejerne forventer af virksomhederne. Den indtjening, som var nok for fem-ti år siden, er ikke stor nok nu. I dag er en virksomhed med under 100 millioner i overskud jo i fare for at blive flyttet. Profitten skal være for stor, det er sgu ikke vores løn, det handler om,« siger Allan Givskov.

Ingen industrijob

I jobcentret midt i Munkebo trækker arbejdsmarkedskonsulent Henrik Skaaning på smilebåndet og ser ud på den halvtomme plads foran mødelokalets vinduer, da han bliver spurgt, hvad der skal blive af de mange værftsbisser.

»Det er et stort spørgsmål,« siger han.

Henrik Skaaning kommer flere gange om ugen på værftet, hvor der for tiden er både 'kompetenceafklaring' og 'opkvalificering' på programmet. Man arbejder med en række jobmuligheder: Gartneriarbejder, buschauffør, job i det kommunale. Eller fængselsbetjent, men det kræver HF-fag. Måske nogle kunne blive gode pædagoger for unge lømler. Industrijob får de i hvert fald næppe:

»Industrien på hele Fyn er stærkt underdrejet, og det er især mænd, det går ud over,« siger Henrik Skaaning og peger på statistikkerne.

401 ledige mænd i Kerteminde Kommune, hvor Munkebo ligger, 195 flere end for et år siden. En stigning på 95 procent, svarende til det generelle billede på Fyn. Når værftet for alvor begynder at fyre, vil kommunen sprænge statistikkerne.

»På værftet har man holdt hånden over nogle skæve eksistenser, som ville have haft svært ved at klare sig på andre arbejdspladser,« siger Henrik Skaaning.

De får det hårdt nu, og det samme gør mange af de ufaglærte - særligt de mange ordblinde, som 'kompetenceafklaringen' har afsløret. Resten handler det om at motivere til at skifte branche:

»Jo længere, de har været derude, jo mere opgivende er de. Dem, der har været der i fem-seks år, ser det måske ikke som den store katastrofe. Men dem, der er startet som 15-16-årige, har arbejdet der i 20 år og stadig har 20 år tilbage på arbejdsmarkedet, hvad søren skal de i gang med?« spørger Henrik Skaaning - uden at give et svar.

Håb blæser i vinden

En vej ud af håbløsheden kan dog være ved at tegne sig i horisonten - bare man spejder ud over havet og forestiller sig nogle gigantiske havvindmøller og måske et par bølgeenergianlæg. Fonden Lindø Offshore Renewables Center (LORC) vil nemlig etablere et forskningscenter på værftsområdet, hvor man blandt andet kan udvikle komponenter til de gigan- tiske havvindmøller, vindmølleindustrien satser på at leve af i fremtiden.

Fondens bestyrelsesformand er tidligere statsmi- nister Poul Nyrup Rasmussen, og han føler sig overbevist om at nå langt med en bestyrelse, der tæller topledere fra blandt andet Vestas, Siemens, DONG og Vattenfall.

»Danmark var verdens førende på vindkraft på land. Nu skal vi gentage industri-eventyret til vands,« siger han.

Lige nu venter LORC på grønt lys fra Fornyelsesfonden, som et enigt folketing skød 760 millioner statskroner i tidligere på året for at støtte »grønne løsninger« og omstilling i områder, hvor krisen har ramt hårdt.

»Det handler ikke så meget om, hvorvidt vi kan, men om at de rigtige beslutninger skal træffes. Det vil sige hos Fornyelsesfonden, hos de store virksomheder, og hos Metal-arbejderne og 3F'erne på Lindø, som skal deltage i omskoling og opkvalificering,« siger Poul Nyrup Rasmussen.

Havvindmøller og fundamenterne til dem er så store og besværlige at transportere, at man ikke behøver frygte den asiatiske konkurrence, som tog livet af værftet, mener Nyrup: Går alt efter planen, kan der derfor blive skabt arbejdspladser i tusindvis på Lindø.

Indtil videre har planerne givet et enkelt, konkret udslag: Skykon A/S, hvis direktør er næstformand i LORC, vil producere fundamenter til havvindmøller på værftet - og har i den forbindelse lovet at hyre 2-300 mand til sommer, senere måske flere.

En af de store tilhængere af havvindmølleplanen er tidligere borgmester i Munkebo (og efter kommunesammenlægningen også Kerteminde) Palle Hansborg-Sørensen, nu byrådsmedlem for Socialdemokraterne.

Nichefremtid

I sin stue med udsigt over Munkebo Fjord forklarer han, hvorfor han har brugt megen energi på at stampe bred politisk opbakning om projektet op, lokalt og på Christiansborg. Det er den slags avanceret industriel nicheproduktion, Danmark i almindelighed og Munkebo-området i særdeleshed skal leve af i fremtiden, mener han.

»Antallet af industriarbejdspladser vil falde, men hvis vi kan fylde mere kompetence ind i det, der er tilbage, så har vi gode muligheder,« siger han.

Derfor vil han heller ikke spekulere i en nær fremtid med stilstand og fraflytning fra Munkebo, selvom et »vakuum« ikke kan undgås, når de store fyringsrunder kommer.

På værftet fortæller tillidsmand for skibsbyggerne Allan Givskov da også, at han har tænkt sig at blive så længe, han kan. På længere sigt håber også han på et vindmølleeventyr:

»Der skal ske noget inden for den grønne sektor, og alle snakker jo om grøn energi,« siger han.

Fællestillidsmand Per Andersen minder på sin side om de tørre tal:

»Politikerne siger, at verden ligger åben for os. Men i realiteten er det kun 200 industriarbejdspladser, vi er blevet lovet, siden vi fik meddelelsen om lukningen 10. august. Kan man ikke beholde skibsbygningen her, og får man ikke skabt noget andet, så bliver det en katastrofe inden for få år,« siger fællestillidsmanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Krisen har fået antallet af arbejdspladser i industrien til at styrtdykke, og en stor del af dem kommer formentlig aldrig tilbage. Det kan bedre betale sig at lægge produktionen i udlandet, hvor lønnen er lavere. Også når konjunkturerne engang vender."

"...for hvordan skal man betale for den offentlige velfærd uden en masse skattebetalende privatansatte?"

Og det er netop kernen i problemet! Ikke bare for Lindø, men for hele landet!

At det så ikke leder til en rigtige konklusion, men kun lidt klynken over firmaerne fra fællestillidsmanden er den store mangel ved artiklen.

Det hjælper INTET at beklage sig og sige hvordan verden 'burde' være når verden nu engang ikke ER sådan. Det kan da godt være at internationale firmaer ikke 'burde' flytte arbejdspladser fra Danmark, men hvad hjælper det når de alligevel gør det?

Om man kan lide det eller ej, så er Danmark i dag en del af en globaliseret verden... og vi sakker bagud! Hvorfor?
Meget simpelt... Verdens dyreste velfærdssamfund kræver verdens højeste skatter, medfører verdens højeste lønninger, og dermed et meget dårligt udgangspunkt i den internationale konkurrence.

For 20 år siden betød det ikke så meget... Dels var andre landes skatter relativt højere end i dag, og dels var den Danske arbejdsstyrke veluddannet og effektiv.
I mellemtiden har mange andre lande sænket deres skatter, specielt marginalskatterne for at tiltrække de højtuddannede, og specielt i 3. verdens lande er uddannelsesniveauet gået drastisk op og effektiviteten kraftigt forøget.
Danmark... har stået stille....

Kig på de områder der gennem de sidste 20 år har været udset til at bære landets velfærd i fremtiden:
Telekom: Udflaget (overstået, død, begravet)
Biotek: Ved at blive udflaget
Vind: Udflagningen er startet

For alle gælder det at Danmark kun er konkurrencedygtigt i starten, når et område er småt, profitten er høj, og der er minimal konkurrence. Så snart bare en af dem ikke mere er sand, så flytter arbejdspladserne fra landet.

Man kan gøre to ting ved det:

Løsning 1: Læne sig tilbage i sofaen, klynke over at verden ikke er som den 'burde' være, og fortsætte som vi har gjort.
... eller ...
Løsning 2: Ændre de ting i det Danske samfund der er nødvendige for at re-etablere DK's konkurrenceevne, for hvordan verden er, ændrer sig altså ikke bare fordi lille DK synes det 'burde' være anderledes.

Alle ved selvfølgelig godt hvad løsning 2 indebærer (kraftig barbering af velfærdsstaten, øget erhvervsfrekvens, lavere skatter), og 'the usual suspects' vil som sædvanligt komme frem og argumentere for løsning 1.
Deres argumenter vil være at de vil beholde status quo, ikke hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre i den virkelige verden!

De høje udgifter til velfærden forårsager høje skatter der igen forårsager lav konkurrenceevne. Dermed følger at hvis vi vil have højere konkurrenceevne, så må vi have skatterne ned, og hvad følger at det? Færre penge til velfærd!
Et gammelt ordsprog siger "Sæt tæring efter næring!", og det er netop hvad DK kommer til at gøre...

Jeg er ikke selv specielt glad for det, men løsning 2 VIL komme på et eller andet tidspunkt indenfor de næste 10 år!
Hvis vi selv indfører den kommer det til at gøre mindre ondt end hvis udlandet påtvinger det efter at DK's økonomi er kørt af Grækenland til...

PS: Jeg regner med at løsning 1 vælges (indtil løsning 2 påtvinges). Over halvdelen af vælgerne er på 'støtten' (overførsler og offentligt ansatte), og vil ikke finde sig i at de ikke skal få deres 'velfortjente' penge.
Heldigvis er jeg civilingeniør og en eftertragtet arbejdskraft i udlandet :-)

Poul Nyrup arbejder på en tale, hvori han vil henvise til de positive erfaringer fra firserne, dengang det danske vindmølleeventyr startede med bidrag fra mange sider i samfundet. Den skal han nok bruge i Munkebo-sammenhæng. Det er godt nok, men tænk, hvis han eller andre i partiet eller i fagbevægelsen havde lyttet til de værftsarbejdere fra bl.a. Helsingør værft, der allerede sidst i 70'erne foreslog værfterne brugt til vindmøller! Der blev faktisk slået en del på tromme for det, men få lyttede. I stedet sloges værfterne om stastøtte, der mest va tilskud til rederne. Paradoksalt nok, har vindmølleindustrien siden opkøbt flere af de gamle værfter. Så tanken var rigtig, men hvorfor skulle der gå 30 år, før ansvarlige politikere eller fagbosser så perspektivet i at dirigere samfundets investeringer i bæredygtig retning?

John Houbo Pedersen

Please Listen:
Jeg ved godt at I er så satans kloge! Det drejer sig om overlevelse! For den enkelte. Hvis man er moralsk anlagt, og har samvittighed også for de andre.
Det kaldes samfundssind.
Hvis man har denne kedelige egenskab får man mange tæsk.
Man kan da f.eks. blive boxer og dygtiggøre sig. Det kaldes figthervilje ¨på nydansk.
Verden er stor i forhold til Danmark. Det enkelte menneske ganske lille.
Bliv ved at vælg åndspygmæer!!!!