Læsetid: 3 min.

Ingen sikring af ytringsfrihed på dansk universitet i Kina

I dag underskriver videnskabsministeren og de danske universiteter en aftale om at oprette et dansk universitetscenter i Kina. Selv om danske skattekroner er involveret, er der ikke stillet nogen krav til ytrings- og forsamlingsfriheden
12. april 2010

I dag underskriver videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen (K) og formand for Rektorkollegiet Jens Oddershede formelt aftalen om at oprette et dansk universitetscenter i Beijing.

Men aftalen med de kinesiske myndigheder indeholder ifølge Informations oplysninger ingen konkrete krav, som skal sikre ytrings- og forsamlingsfriheden på det kommende universitet, som skal huse 300 kandidatstuderende og 100 forskere.

Det bekymrer Danske Studerendes Fællesråds formand, Mikkel Zeuthen:

»Det er glædeligt, at Danmark og danske universiteter vil arbejde tættere sammen med Kina. Men det er rystende, at videnskabsministeren og universiteterne ikke kan sikre helt basale rettigheder, som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed for kommende danske studerende på Kina-universitetet. Den danske stat skal kunne garantere, at menneskerettighederne overholdes, uanset hvor i verden, den udbyder uddannelser,« siger Mikkel Zeu-then, som lægger vægt på, at der skal bruges danske skattekroner til driften af det nye universitet.

Kinesisk lov

Formand for Rektorkollegiet, Jens Oddershede, der underskriver aftalen på vegne af alle de danske universiteter, medgiver, at der ikke er nogen konkret sikring af

de grundlæggende rettigheder:

»I Kina gælder kinesisk lov,« siger Jens Oddershede, som dog understreger, at der er indskrevet nogle generelle hensigtserklæringer. Men der har ikke været behov for at lave detaljerede regler på området, fortæller han:

»Vi går ud fra, at de i Kina har respekt for den måde, vi driver universitet på i Danmark, men vi vil ikke pådutte kineserne, hvordan de skal agere.« De generelle hensigtserklæringer er ikke nok, mener Mikkel Zeuthen, som også er bekymret for den danske tradition for medbestemmelse på universiteterne:

»I Danmark har vi en tradition for medbestemmelse og studenterinddragelse. Og den tradition skal vi holde fast i, også når Danmark udbyder uddannelser i Kina.«

Fem år

Jens Oddershede understreger, at aftalen kun er femårig, og at Danmark derfor kan opsige den igen, hvis man ikke er tilfreds med niveauet:

»Hvis vi ikke er tilfredse med forholdene, når det kommer til forsknings- og ytringsfriheden, så må vi forholde os til det. Vi kan jo ikke stå inde for en aftale, hvor der eksempelvis ikke er forskningsfrihed til de danske forskere, der tager til Beijing,« siger Jens Oddershede. Han forsikrer desuden, at de danske skatteydere ikke behøver at være bekymrede: »Til de danske skatteydere vil jeg sige, at pengene bliver brugt efter de samme principper, som hvis vi havde brugt dem i Danmark. Universitetet får en bestyrelse med lige mange danske og kinesiske medlemmer. Det skulle gerne sikre, at de danske interesser bliver varetaget,« siger han.

Det Danske Universitetscenter i Beijing etableres ved Det Kinesiske Videnskabernes Akademis Universitet (GUCAS). Det ventes at få 300 kandidatstuderende. Hertil kommer 75 ph.d.-studerende og 100 forskere ligeligt fordelt med halvdelen fra hvert af de to lande. Driften af det nye universitet beløber sig til cirka 100 millioner kroner om året, som finansieres af det kinesiske universitet, de danske universiteter og den danske stat i fællesskab.

Ifølge Jens Oddershede er der ikke nogen konkret sikring af ytrings- og forsamlingsfriheden i den aftale, der er indgået om det nye universitet i Beijing, men ifølge videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er der ikke noget alarmerende i det:

»Ytringsfrihed i bred forstand indgår ikke i aftalen, ligesom det heller ikke gør det i den danske universitetslov. I aftalen står det helt klart, at forskningsfriheden er sikret på helt samme måde som ved et hvilket som helst dansk universitet. Der gælder således præcis samme kriterier og betingelser for dansk forskning og uddannelse på det nye universitetscenter i Beijing, som der gør i Danmark,« siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).

- Hvad vil ministeren gøre, hvis ytringsfriheden for de studerende eller ansatte bliver krænket?

»Nu indgår vi jo ikke aftalen ud fra en forventning om, at den bliver krænket, men ud fra, at vi har mulighed for at vise Kina de mange gode elementer ved den danske forskningstradition, men skulle det ske, så må vi jo forholde os til det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu