Læsetid: 2 min.

Kapitulationen var danskernes eget valg

Måske fordi historien om den danske nedrustningspolitik fra Første Verdenskrig frem til besættelsen ikke er nogen simpel narrativ, er det svært for historikerne at afmontere myten om regeringens egenhændige svigt 9. april 1940
9. april 2010

Regeringen svigtede nationen, da Danmark den 9. april 1940 kapitulerede over for Nazityskland frem for at kæmpe imod invasionstropperne. Sådan lyder en af de mest udbredte historier om den danske besættelse. En historie, som blandt andre forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ynder at fortælle.

Men spørger man historikere med speciale i besættelsen, har pensioneret brigadegeneral Michael H. Clemmensen fat i en vigtig pointe, når han i bogen Den lange vej mod 9. april argumenterer for, at danskerne selv bar ansvaret for kapitulationen, som mange senere har bebrejdet regeringen.

»Beslutningen om ikke at kæmpe imod tyskerne var helt i overensstemmelse med den politik, regeringen var gået til valg på,« siger lektor i historie ved Syddansk Universitet Nils Arne Sørensen.

Han forklarer, at regeringspartierne De Radikale og Socialdemokraterne med mandat fra et flertal i befolkningen i løbet af 1930'erne lagde sig fast på en afrustnings- og neutralitetspolitik, fordi samme politik havde bragt Danmark uskadt igennem Første Verdenskrig.

Som Claus Bundgård Christensen, der er lektor i historie på RUC siger:

»Dengang havde regeringen bragt Danmark sikkert igennem den meget farlige situation ved at opretholde en neutralitet og ikke provokere stormagterne. Man mente, det ville være et farligt signal at sende til Tyskland, hvis man opbyggede et stærkt forsvar. Så man havde ikke noget eksistensforsvar. Det var klart for alle.«

Ingen simpel narrativ

Alligevel er historien om, at beslutningstagere som statsminister Thorvald Stauning, udenrigsminister Peter Munch og senere statsminister Erik Scavenius egenhændigt besluttede sig for den feje løsning, altså bredt udbredt.

»Forklaringen er, at blandt andre Anders Fogh kan fortælle videre på en historie, som både højrefløjen og kommunisterne i modstandsbevægelsen grundlagde under krigen. De ønskede at sværte det officielle Danmark, altså regering, embedsmænd og arbejdsgiverne, som var mindst lige så store fjender for dem som tyskerne, og den fortælling kan man med stor effekt aktivere igen, hvis det er opportunt,« siger Nils Arne Sørensen.

Til gengæld er den mere nuancerede baggrund for beslutningen langt sværere for historikerne at komme igennem med, mener Claus Bundgård Christensen:

»Historien om den danske forsvarspolitik fra Første Verdenskrig op igennem 1930'erne frem til 9. april 1940 er en kompliceret fortælling om nogle lange strukturer, som i virkeligheden går helt tilbage til 1864. Den udgør ikke nogen simpel narrativ, og derfor kan den måske også være sværere at forstå end historien om en regering, der ikke tør gå imod tyskerne.«

Dygtigt diplomati

Joachim Lund, der er lektor i historie ved Copenhagen Business School, er enig, men ærgrer sig over, at det forholder sig sådan.

»For i virkeligheden er det jo historien om et stykke eminent dygtigt diplomati. På en vis måde gentog regeringen kunststykket fra Første Verdenskrig. Landet blev indtaget af tyskerne, men der er ingen tvivl om, at man sparede mange liv både blandt soldater og danske jøder ved at kapitulere og forsøge at få tingene til at glide,« siger han. »Og der er heller ingen tvivl om, at Danmark alligevel ikke kunne have bidraget væsentligt til at svække tyskerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

De socialdarwinistiske principper, som eksplicit var den tyske udgave af en national socialisme iboende, lå som realitetsprincip under den daværende danske regerings udenrigspolitik. Pragmatismen, eller den ideologi som identificerer meningen med livet i selve overlevelsen, identificeringen med sig selv som det overlevende, dikterede den danske regering at overgive sig til Tyskland.

Efterfølgende lærte vi at fordømme ideologien, Nazismen, socialdarwinismen. Det var og er del af vore bestræbelser på at kunne leve med os selv, som den skænsel vi var, er.

I dag fortsætter de socialdarwinistiske principper, den økonomiske liberalisme, den økonomiske form for fundamentalisme, med at være kernen i demokratiets indhold. Demokratiet fremstilles som indholdet, men er ikke andet end den form, vi dyrker indholdet, liberalismen, markedets selvnegerende succeskriterier, den socialdarwinistiske ideologi, den europæiske monetære union, væksten på bekostning af natur og mennesker i ulande og her hos os selv.

Vi var er og vil sandsynligvis alttid være en skænsel for livet, i moralsk forstand. Anders Fuck det hele fik sin post som generalsekretær ved at lyve Danmark ind i en krig for olie af Natos egentlige magt, USA, anden verdenskrigs sejrherre. Danmark har altid været en skændsel for alt hvad vi har kjært.

www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-67.pdf

Rolig nu, Steen.
Jeg er enig med dig langt hen ad vejen i, at man som et land af den størrelse vi nu engang har idag, somme tider er nødt til at træffe temmelig ubehagelige beslutninger for, som du siger, at overleve. Men bliv nu ikke alt for deprimeret. Det er nu engang sådan, at store dele af verden rent faktisk fungerer efter darwinistiske principper (om ikke social-darwinistiske).

Jeg er enig med dig i, at ikke bare Danmark, men hele Europa, stadig har et stort bearbejdningsprojekt i at komme overens med Anden Verdenskrig, og alle sammen forstå vores rolle i, at det gik så galt som det gjorde. For eksempel var raceteorien jo udbredt i hele vesten den gang - det der var forskellen mellem Tyskland og alle andre var, at Tyskerne rent faktisk prøvede den af i praksis på en stor og ikke-ignorérbar skala.
Resultatet blev til omgivelsernes, og tyskernes egen store forfærdelse.
Der er en stor lektie for os alle i den krig, og jeg tror det er både en lektie om ansvar for sine egne handlinger og sin del i en konflikts dynamik - såvel som at generalisere noget af lærdommen, for det er jo altså ikke kun jøder man skal lade være med at forfølge og slagte fordi de er jøder. Det gælder sådan set ret bredt at hele den her puristiske tankegang om vores etniske identiteter ikke er holdbar i længden.
Den nationalpsykologiske bearbejdelse af Anden Verdenskrig i samtlige deltagende lande, er en stor del af det arbejde der må gøres hvis EU nogensinde skal blive til et 'VI' - med lige dele sammenhold og glæde over diversitet.

Op med næbbet, Steen! Det er hverken dig eller mig beskåret at fælde den dom, at der ikke er håb for menneskeheden. Genlæs Ringenes Herre, den forklarer det nu så nydeligt.

HISTORIEN GENTAGER SIG.

Mange sagde, aldrig mere en 9.april, og alligevel skulle vi opleve 9.april gentaget med Anders Fogh Rasmussens krigserklæring. Kapitulationen skulle 70 år senere ændre os til en besættelsesmagt, så landet kunne agere ambush for Bush og den nye verdensstormagt.
Det er jo altid folkets skyld, når øvrigheden skal bestemme, og det er tæt på at forlyde, at venstrefløjen var de egentlige landsforrædere, der ville forhindre regeringen i at samarbejde med nazisterne, sådan som Tjørnehøj i dagens kronik og de i artiklen nævnte adspurgte formulerer sig.
Faktisk føles det ubehageligt at blive udråbt til en slags forbryder, og de mange efterlysninger fra skoler om viden om 9.april vil antagelig efterhånden tegne billedet af det pæne borgerskab, der ikke skulle risikere noget, men eutanasi og racisme er og var følgen af at modsige magten.

Vægelsindet løb altså af med sejren, og nogle af os står beskæmmet tilbage som i 30'erne. Måske kunne vi begynde med at skelne mellem forsvar og angreb.

Tom W. Petersen

Per
Jeg er ikke klar over, hvem du tænker på, der stod beskæmmet tilbage i 30'erne.
Angående vægelsindet: Hvis du hermed tænker på Danmarks regering i 1940, er der bestemt ikke tale om vægelsind. De var meget fast besluttede på, at Danmark ikke skulle indlade sig på en krig mod Nazitysklands krigsmaskine.

Bare som sidebemærkning: V og K præsenterer sig selv jo i dag som de "rigtige mandfolk" der aldrig ville have ladet dette ske. Og underslår fuldstændig at de selv hver havde tre ministre med i samarbejdsregeringen. Og det i de områder, landbrug og industri, hvor samarbejdet med tyskerne var stærkest og mest gevinstbringende.

For nogen, måske for mange, er livet igen blevet et spørgsmål om at undgå risici og redde sig.
Af læserbreve på en 9.april forstår jeg, at man bruger 'Altid frejdig når du går' som et symbol på fædrelandskærlighed. Netop, for præsten Chr.Richardts tekst fra 1867 over nederlaget til Helmuth von Moltke er melankoliens slagmark. Den blev brugt af alle ved enhver lejlighed, orkestret fra Die deutsche Wehrmacht spillede sangen, den var en slagsang for Frikorps Danmark og afsunget ved kommeraternes begravelse på Østfronten, fællessang i Ryvangen, og når vi sad flere hundreder sammen til alsang fik teksten flere hundreder fortolkninger af nationalismen, også af værnemageren og stikkeren, der 5.maj stod og viftede med dannebrog.
I årene før 9.april modtog vi i min omgangskreds mange meldinger fra tyske samarbejdspartnere om, at også tyskerne stod med fornedelsens splittede sindelag, vægelsindets grobund.
1945 var et nederlag for begge parter, men i dag vil nogen gerne tolke skam og nederlag som sejr og ser en storhed i at føre krigen over i frendens lejr.