Nyhed
Læsetid: 2 min.

Lægestanden splittet om ny udlændingelov

Selvom danske læger kritiserer forslaget til ny udlændingelov for at knægte lægers ytringsfrihed, har lægeforeningen for længst sagt god for loven. En rystende mistillidserklæring over for foreningens medlemmer, lyder kritikken
Psykiater Søren Juul-Nielsen fik - som Information skrev i går - vraget sin lægeerklæring, fordi han svarede på en henvendelse fra en journalist, der spurgte til asylansøgers sag. Det har affødt kritik fra flere sider.

Psykiater Søren Juul-Nielsen fik - som Information skrev i går - vraget sin lægeerklæring, fordi han svarede på en henvendelse fra en journalist, der spurgte til asylansøgers sag. Det har affødt kritik fra flere sider.

Martin Dam Kristensen

Indland
16. april 2010

Den danske lægestand er splittet.

Lægeforeningen har i et høringssvar for længst sagt god for regeringen og Dansk Folkepartis forslag til ændringer af udlændingeloven, selvom lovforslaget ifølge jurister og flere læger medfører et kraftigt indgreb i lægers ytringsfrihed.

Ifølge Torben Ishøy, der er medlem af Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed, er det »komplet galimatias«:

»Vi har her at gøre med en dybt usund mistænkeliggørelse. Jeg er fuldstændig uforstående over for Lægeforeningens defensive holdning over for forslaget. Lægeforeningen forudser, at foreningens egne medlemmer kan finde på at lave lægeerklæringer med et politisk mål for øje og ikke et fagligt. Det er en mistillidserklæring fra vores egen forening.«

I bemærkningerne til forslaget om ændringer af udlændingeloven fremgår det, at Integrationsministeriet kan kassere lægeerklæringer, der lægges til grund for asyl-ansøgeres anmodninger om humanitær opholdstilladelse, hvis ministeriet vurderer, at lægen ikke er uvildig. Det kan ifølge lovbemærkningerne for eksempel være tilfældet, hvis en læge kritiserer ministeriets sagsbehandling i pressen og samtidig plæderer for, at hans eller hendes patient burde tildeles humanitær opholdstilladelse.

I Lægeforeningens høringssvar til Integrationsministeriet dateret 8. april skrev formand Yves Sales, at lægeforeningen er »grundlæggende enig i, at lægens opgave er at tilvejebringe de lægefaglige oplysninger til brug for sagsbehandlingen og ikke udtale sig om afgørelsen af den konkrete ansøgning om opholdstilladelse.«

Yves Sales fra Lægeforeningen understreger over for Information, at det er vigtigt for foreningen, at Integrationsministeriet ikke sortlister læger, som for eksempel er aktive i samfundsdebatten om udlændingepolitikken.

Det er også vigtigt for ham at pointere, at hvis den attestsskrivende læge giver udtryk for, at ansøgeren bør have opholdstilladelse, så må lægen finde sig i, at ministeriet kan vælge at se bort fra den lægeerklæring, han eller hun har skrevet.

»Læger har som alle andre borgere ret til at ytre sig. Men i forbindelse med vurderingen af en konkret sag, skal de være uhildede, og det indebærer her, at man ikke udtaler sig om en konkret opholdstilladelse, mens sagen verserer, men leverer det lægelige grundlag for andres beslutning. Der er to heste. Man må beslutte, hvilken en man sætter sig på,« siger Yves Sales.

- Og hvis et af dine medlemmer ytrer sig kritisk i pressen om en sag, kan man slutte tilbage til, at den lægeerklæring, vedkommende tidligere har skrevet, er udtryk for politiske holdninger?

»I de konkrete sager er det ikke lægens opgave. Han skal tage stilling til patientens sundhedsfaglige behov, ikke opholdstilladelsen. Det er en juridisk og politisk afgørelse.«

Men spørger man Torben Ishøy, er det en praksis, som »kolliderer fuldstændig med lægens pligt«. Lægen skal kunne slå alarm i pressen, hvis han vurderer, det er nødvendigt, mener Ishøy.

»Og så er lægen altså forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed. Han skal stille en diagnose, og når han har fundet den, skal han foreslå et behandlingskoncept. Ligesom det kan være medicinsk behandling, kan det være en fuldstændig nøgtern konstatering, at det kan være socialpsykologiske foranstaltninger som for eksempel en opholdstilladelse,« siger han og tilføjer:

»Lægeforeningens holdning er dybt rystende. Jeg forstår ikke, hvad der foregår. Det mest grundlæggende, en læge kan udføre, er at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Foreningen tillader et skud direkte i hjertekulen på det lægelige arbejde. Det er helt absurd.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak til Information for at følge op på sagen.
Her en bare en lille bemærkning. Er lægeforeningen ikke selv ude i en politisk sag, når den giver regeringen ret i, at lægerne skriver politiske lægeerklæringer og ikke faglige lægeerklæringer.
Mon ikke lægerne skulle få skiftet den bestyrelse ud og få valgt nogle mindre politiske bestyrelsesmedlemmer ind.

Peter Lauritzen

Læger har som alle andre borgere ret til at ytre sig. Men i forbindelse med vurderingen af en konkret sag, skal de være uhildede, og det indebærer her, at man ikke udtaler sig om en konkret opholdstilladelse, mens sagen verserer, men leverer det lægelige grundlag for andres beslutning. Der er to heste. Man må beslutte, hvilken en man sætter sig på,« siger Yves Sales.

Bedre kan det jo ikke siges. At påstå at ytringsfriheden er truet er jo nonsens.

Der sker en sammenblanding af CUDOS og PLACE normer for videnskaben, hvor CUDOS refererer til den gamle idealiserede neutrale og fri forskning, men PLACE refererer til 'bestilt forskning' ala Helge Sanders fra forskning til faktura.

Man kunne sige at overlægen tror han overholder CUDOS, men overtræder D = disinterestedness. Og man kunne nok så vigtigt sige at DF 'forarget' argumenterer med CUDOS, mens de i virkeligheden anvender PLACE-normer. DF har i særklasse vist sig som uinteresserede i fri forskning og kun interesserede i resultater der passer i deres politiske kram. A i PLACE står for 'authoritarian', dvs det er ledelsen der bestemmer, hvad der skal forskes i og hvad der skal publiceres. Og det er præcist det DF ønsker. Neutral viden har ingen interesse; kun viden der kan bruges populistisk til at skaffe flere stemmer kan bruges... Ytringsfrihed er irrelevant, ledelsen bestemmer hvad der skal siges.

Lægeforeningens defensive holdning er i sig selv politisk. Og læner sig meget op ad Integrations-ministeriets politiske afgørelse. Lovgivning på baggrund af politiske holdninger, som tilfældet er her, gør jo ikke den pågældende sammenhæng neutral i et hug. Den introducerer blot et afgørelses-forhold. Og i dette tilfælde et stærkt kritisabelt et af slagsen. Fordi afgørelsen kolliderer med andre lægefaglige perspektiver, der spiller med i sektionen for første-violiner.

Det er med andre ord ikke dukket op ud af den blå luft, at lægestanden er splittet på området. Det ville for enhver offentlig problematik også være en kilde til forundring, såfremt forholdet imellem symptom-behandling og en grundigere indsigt i symptomets baggrund, var gledet ud af optikken. Men for offentligheden er det derimod ikke noget nyt, at man fra politisk hold forsøger at mane problematiken i jorden. Imidlertid, kan man sige, virker henvisningen til lægefagligheden fra begge sider af forholdet som kernen i problematikken. Hvor dybt bør viden stikke? Men mon ikke offentlighedens synspunkt klart vil være, at den bør stikke så dybt, som overhovedet mulig? Så man slipper for at introducere et kunstigt afgørelses-forhold...

Med venlig hilsen

Kirsten Svejgaard

JAMEN HALLO!
Ifølge den tidligere artikel har Søren Juul-Nielsen kun kritiseret, at den omtalte flygtning ikke forlængst havde fået tilbudt behandling på Rehabiliteringscenter for Torturofre.
Det er da ikke en politisk, men en 100% lægefaglig erklæring, som ministeriet af politiske grunde har valgt at ignorere.
Men det er jo langt fra første gang, denne regering sender syge, stærkt traumatiserede flygtninge "hjem" til hjemløshed.