Læsetid: 3 min.

Har Løkke potentialet som statsminister?

Kvoten for pinlige sager er ved at være nået for VK-regeringen
14. april 2010

VK-regeringens fremtid står og falder med Lars Løkke Rasmussens evne til at overbevise danskerne om, at kun han kan lede landet ud af krisen, og at oppositionen ikke er et alternativ. Sådan formulerer statsministeren selv opgaven, de efterhånden mange gange han er blevet konfronteret med heftig kritik.

Siden fiaskoen ved klimatopmødet er regeringen gået fra det ene ydmygende nederlag til det næste. Lige nu slås regeringschefen med den mere og mere udbredte opfattelse i befolkningen, at man efter otte år på ministertaburetterne er blevet forvænte og magelige. Sat på spidsen, så levnes der åbenbart kun plads til at passe det politiske arbejde UDEN FOR topministrenes længe planlagte familieferier. Naturligvis en unfair fremstilling, men opfattelsen får lov at bundfælde sig, når regeringschefen åbenbart ikke selv evner at sætte en politisk dagsorden, der rækker ud over ganske få døgn.

Hvis den ret udbredte vurdering af, at regeringen er 'metaltræt' ender med at blive en accepteret kendsgerning langt ind i borgerlige vælgeres rækker, så falder regeringen ved næste valg.

Comeback-kid

Den nye statsminister fik sidste forår - ret forbløffende for de fleste - en flot opbakning i meningsmålingerne, kort efter han overtog tøjlerne fra Fogh. Et halvt år forinden havde Løkke ellers ligget underdrejet i folkelig opbakning på grund af bilagsrodet, der sendte hans troværdighed hos befolkningen under nulpunktet. Alligevel kom Løkke igen. Danskerne var ikke begejstrede for Foghs afløser, men han skulle lige have en chance. Og Løkke tog den, hvorefter målingerne rettede sig, og VKO-flertallet holdt frem til klimatopmødet.

Kan Løkke så komme igen-igen? Henset til hans lange forhistorie som politiker, så er det muligt, idet den vidner om en politiker med en betydelig råstyrke. Men selv medregnet Løkkes ubestridelige evner som comeback-kid, så er der trods alt grænser for, hvor mange chancer vælgerne vil give ham.

Løkke er heller ikke i en position, hvor han selv kan afgøre sin fremtid ved for eksempel pludselig at ryste alle de dumme sager af sig og komme ind i en god stime igen. For statsministeren er oppe imod en stærk modstander, der i øvrigt også er blevet hærdet af hård kritik og stærk modgang.

Helle Thorning-Schmidt kan netop fejre fem års jubilæum som partileder, hvor hun i de første to år nærmest var til grin. Hvem husker ikke Gucci-Helle? Men under valgkampen i 2007 stivnede smilet hos de borgerlige. For da beviste Thorning i valgduellerne, at hun kunne spille lige op mod Fogh. Thorning har stadigvæk til gode at vise sine evner som stemmemagnet, men til gengæld har hun sammen med stemmeslugeren Villy Søvndal bevist, at man fuldt ud matcher eller ligefrem overgår VKO i kynisme og taktiske manøvrer, og måske endda også i politisk strategi.

Løkke har valgt at følge en 'krisestrategi' ud fra dogmet om, at vælgerne på valgdagen ender med at vurdere de borgerlige som de bedste til at føre Danmark sikkert gennem krisen. Han kan godt nå at få ret, hvis økonomien retter sig. Men det kræver også, at han åbenbarer sig som en regeringsleder, der ikke konstant ligner en hund i et spil kegler, der tilsyneladende hverken har styr på simple forhold som ministrenes ferieplanlægning, ambassadørmøder, spillereglerne i FN-systemet, hvem der er udenrigsminister hvornår osv. Kort sagt: En leder efterladende et indtryk af sjusk og manglende styr på butikken.

Det er fint, at statsministeren gør meget ud af at være jævn og jordbunden, men han bør også fremstå kompetent. Og det gør han ikke for tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Skal en regering og dens leder ikke mere bedømmes på dens handlinger end på dens taktik og kynisme.
Mht. Løkke Rasmussen så havde han flere uheldige handlinger med sig ind i Statsministeriet. For bare at nævne to ”lig i lasten” en forhastet og ugennemtænkt Strukturreform samt en kritik fra Rigsrevisionen af hans prisfastsættelse af priser til privathospitalerne, som han var fræk nok til at kritiserer og forsøg på at mistænkeliggøre Rigsrevisionen en institution, som er borgernes vogter for god og redelig regeringsførelse.

Jo Dorte

De to sager du nævner kan vær et issue for den halvdel af befolkningen, som er i opposition til ham.

Men det han udfordres af lige nu er noget den halvdel, der stemmer på ham, fokuserer på.

Og det de sidste, der afgør om han skal have en ny periode i PrinsJørgens gaard 11.

Dorte Sørensen

Jarl Cordua tak for svaret.
I mine øjne er Løkke Rasmussens forhastede og ugennemtænkte Strukturreform et problem for de fleste borger. Fx for de børn der ikke får tilbudt et godt specialbehandlings tilbud i en institution med medarbejdere med speciel uddannelse og viden fordi kommunen, der efter Strukturreformen nu har ansvaret for barnet med specielle behov, sender barnet til et tilbud i hjemkommunen for at spare penge. Bare et eksempel på konsekvenser af Strukturreformen og som Løkke Rasmussen og DF blev advaret mod både fra oppositionen og i høringssvarene..

Jens Thorning

Netop Kommunalreformen er det største politiske mysterium i Danmark i nyere tid. Hvordan kan en hel veluddannet, historisk bevidst befolkning acceptere, at grænser ophæves, lokalområder omdøbes eller regulært forsvinder. Hvor er for eksempel Sydvestjylland (det der med De Nattergale og Føvling Forsamlingshus)? Og hvad er det der Sydøstjylland, de har opfundet?

Hvad mon en tysker ville tænke, hvis man slog Bayern og Baden-Württemberg sammen i Region Süd? Tanken er principoielt umulig. Det er blervet virkeligehd i vanvidsrationalismens og besparelsernes DK. Og naturlighvis må vælgerne, først lammet af chok og vantro, reagere.

Lykke Johansen

Tiden (frem til folketingsvalget) vil ikke arbejde til fordel for Lars Løkke. Han har sit eget "væsen " imod sig, og hans personlighed er hans egen værste fjende.

Løkke er uden tvivl bedre begavet end gennemsnittet af befolkningen. Han har både politisk tæft og alsidig politisk erfaring. Men det hjælper ham ikke som statsminister og leder af en regering.

Min vurdering:

Han lider af megalomani, der får ham til overvurdere sig selv og agere efter egne spilleregler.

Han føler sig højt hævet over andre, føler sig klogere end andre (politikere, pressefolk og vælgere), og mener, at han, med sin politiske erfaring, intuition og evner for at kunne improvisere, ikke behøver at sætte sig særlig grundigt ind i tingene, eller interessere sig for at gå dybt ned i detaljerne i politiske problemstillinger.

(Et godt eksempel var hans opførsel under klimatopmødet, hvor han som "præsident" ikke havde sat sig ind i, hvordan EU-systemet fungerede. Hvor han troede, at han kunne få folk til at stemme for en sag, når der i virkeligheden krævedes enstemmighed - uden afstemning).
Det var yderst pinligt at se hans optræden på klimatopmødet, hvor han nærmest fremstod som en borgmester i et byråd, hvor han var vant til at få sin vilje. Ikke som en statsmand/leder af topmødet, der havde med delegerede topfolk fra alverdens lande at gøre

Efter planen er der halvandet år til næste folketingsvalg. Løkke kan ikke ændre sin uheldige adfærd indenfor dette tidsrum. Hans temperament, hans arrogance og nedladende optræden overfor politiske "modstandere" og pressefolk, vil skabe endnu flere problemer for ham.

Løkkes problem er at han er faktisk hverken er fugl eller fisk, forstået på den måde at han ikke fremstår som den dygtige leder som Fogh, men heller ikke fremstår særlig folkelig.

Jeg tror Løkkes problem(det er et valg) er at danskerne interesser sig rigtig meget for den offentlige debat, hvor man vil have politikerne markerer sig. Løkke er bare ikke typen der markerer sig, for at markere sig. Han gider faktisk (i hans øjne) ikke det, der overfladiske pis, for at sige det ligeud.

Løkke er manden i maskinerummet. Kommer han for meget ud af maskinerummet, så blegner han.