Baggrund
Læsetid: 2 min.

Man har en mening ...

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) fortryder privatisering, mens der tilsyneladende ikke er mange i bankbestyrelserne, som fortryder, hvad de har gjort
Indland
27. april 2010

»Jeg har tidligere været ihærdig tilhænger af at privatisere mest muligt. Det er jeg ikke mere.«

Ordene stammer fra den økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen,og de faldt i Jyllands-Posten i går. Den konservative minister mener nu, at det er problematisk, når vitale dele af et samfunds infrastruktur er i private hænder. Brian Mikkelsen kalder det derfor »en fejl«, at staten i slutningen af 1990'erne solgte både Københavns Lufthavne og TDC's kobberkabler til private kapitalfonde.

»Når man sidder i en kapitalfond, tænker man ikke på den danske stats ve og vel. Så tænker man på sine aktionærer,« siger Brian Mikkelsen. Skal DONG, DSB og Post Danmark alligevel privatiseres? »Nu må vi se, hvad der sker med finanskrisen,« siger ministeren.

Afslørende e-mail

Andre steder har man ikke fundet anledning til at tænke nyt oven på krisen. En ny opgørelse viser, at der på de seneste generalforsamlinger hos 33 børsnoterede banker kun er sket udskiftninger i en tredjedel af bestyrelserne, viser en kortlægning lavet af Nyhedsbrev for Bestyrelser. Flere eksperter finder det kritisabelt, at staten har sat over 100 milliarder kroner på højkant, uden at stille udvidede krav til ledelsen i bankerne.

»Det havde været naturligt og ønskeligt, om staten havde anvendt denne lejlighed til at få forbedret sammensætningen af bestyrelsernei bankerne,« siger CBS-professor Ken Bechmann til Ritzau. Han tilføjer: »Spørgsmålet er, om ledelserne vil gøre det anderledes fremover end tidligere. Normalt er det jo vanskeligt at erkende sine egne fejlog gøre op med dem.«

Men det er trods alt ikke Goldman Sachs,vi taler om. Problemerne tårner sig op for investeringshuset, og senest viser offentliggjorte e-mail, hvordan ansatte blærede sig med, hvor meget de tjente på de rådne boliglån, der satte gang i den globale finanskrise. I en mail skriver Donald Mullen, en af cheferne i Goldman Sachs, til en kollega: »Det ser ud som om vi kommer til at tjene seriøst mange penge«.

I en anden beskriver en børshandler, at den investering han havde solgt var: »Som en Frankenstein,der vender sig mod sin egen skaber«.

E-mailene udgør i alt 20 millioner dokumenter og er blevet overdraget til Senatets undersøgelseskommission.

Det fik Goldman Sachs' talsmand Lucas van Praag til at bede om at få de rette proportionerind i sagen.

»De har pillet fire e-mail ud af 20 millioner sider,« sagde han. Han kunne også f.eks. have sagt: »Jeg har tidligere været ihærdig tilhænger af hjernedødt risikorytteri. Det er jeg ikke mere«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her