Læsetid 2 min.

Novo-sag får konsekvenser for danske universiteter

Sagen om Novo-donationen til Københavns Universitet rejser vigtige løn- og ansættelsesmæssige spørgsmål for de danske universiteter
7. april 2010

Den store Novo-donation til Københavns Universitet (KU) vil formentlig på sigt få konsekvenser også for ansatte på de øvrige danske universiteter. Det er en gammel nyhed, at en stærkere integration mellem erhvervslivet og universiteterne vil skabe nye forhold på universiteterne. Der har f.eks. været talt og skrevet meget om, hvorvidt uafhængigheden og troværdigheden vil blive truet på universiteterne? Vil forskningen fremover først og fremmest blive drevet af økonomiske og politiske interesser og ikke forskerens jagt på sandheden? Osv. osv.

Alle disse diskussioner er selvfølgelig relevante og interessante, men den store Novo-donation aktualiserer, så vidt jeg kan se, nye, lavpraktiske spørgsmål, der har trængt sig på i årevis, men som alligevel er forblevet ubesvarede.

Hvem vælger man?

Det første er spørgsmålet om, hvordan man sikrer ansættelse af den dygtigste kandidat til forskerjobbet, når konkurrencen er mellem en kandidat med en lønpose i hånden (f. eks. erhvervs-ph.d.'er, forskere med eksterne bevillinger) og en kandidat med det fineste eksamensbevis/længste publikationsliste? Det er almindelig praksis på universiteterne at tage imod forskere, der kommer med egen forskningsbevilling, med kyshånd. I sådanne situationer ses det vist sjældent - eller i hvert fald kun på institutter uden ambitioner om vækst - at forskerne skræmmes væk med lange ansættelsesprocedurer med omstændige bedømmelsesprocedurer. Man finder en løsning, som det hedder, og den løsning plejer at kunne tilvejebringes rimeligt nemt uden opslag. I Novo-sagen er forskellen blot, så vidt jeg kan se, at det ikke drejer sig om én kandidat, men en gruppe på 20 i stedet.

Et andet relevant - og interessant - spørgsmål, som Novo-donationen retter opmærksomhed mod, er lønspørgsmålet. I mange år har det været ret uklart, efter hvilke kriterier tillæg på universiteterne tildeles. På nogle institutter er det 'vist nok' kun lektorer og professorer, der kan gøre sig fortjent til tillæg - adjunkter er på forhånd dømt ude.

Fælles vilkår

Andre steder opererer man med flere slags tillæg, og de årlige tillæg f. eks. - der tildeles for den ekstraordinært gode indsats - gives efter et specificeret skema, hvor alle aktiviteter opregnes. Pointen i denne sammenhæng er, at praksis er meget forskellig, når det drejer sig om lønspørgsmål på de danske universiteter, men at der dog er et fælles vilkår: Lønnen er sjældent fyrstelig (sammenlignet med lønniveauet i det private erhvervsliv), og det er ofte uklart, præcis hvad kriterierne for tillæggene er.

Og her bliver Novo-donationen interessant. Det er svært at forestille sig, at Novo-forskerne personligt vil synes, det er særlig sjovt at købe universitetets uafhængigheds- og troværdighedsstempel for dyrebare lønkroner, men samtidig er det nok også ret usandsynligt, at deres kolleger på KU - med tiden - vil finde sig i at få en væsentligt lavere løn end deres Novo-kolleger, der nu også kan bryste sig af at arbejde i sandhedens tjeneste. Måske kommer Novo-forskernes vilkår, og her kunne man også forestille sig andre frynsegoder, til at have positive effekter for universitetsforskernes vilkår. Det er jo godt for den enkelte forsker. Konsekvensen på samfundsniveau er knap så positiv, da det jo vil betyde, at samfundet får mindre forskning for pengene.

Uanset udfaldet, så trænger vi til en diskussion af disse to spørgsmål. Den diskussion må gerne udmønte sig i nogle klare regler for, hvordan vi sikrer ansættelse af den dygtigste kandidat til forskerjobbet, når konkurrencen i stigende grad ofte er meget ulige, og hvordan vi sikrer rimelige, gennemsigtige lønforhold på de danske universiteter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu