Læsetid: 3 min.

Omstridt hinduorganisation holder europatræf i København

I påsken lægger en skole i Brønshøj hus til et europæisk træf i den hindunationalistiske bevægelse HSS, der også låner kommunale lokaler hver søndag. 'Vi vil ikke have ekstremister i Danmark,' siger Birthe Skaarup (DF), der sammenligner foreningen med Hizb-ut-Tahrir
3. april 2010

I disse dage forventes omkring 600 indiske familier fra hele Europa at samles på en skole i Brønshøj til det, de selv betegner som en slags 'spejderlejr'. Andre mener, at der er tale om noget langt mere alvorligt.

Træffet er arrangeret af den danske afdeling af Hindu Swayamsevak Sangh (HSS), en organisation med stærke bånd til den hindunationale bevægelse, der i Indien er sat i forbindelse med terrorlignende aktiviteter og drab på tusinder af muslimer og kristne.

Arrangementet i Danmark foruroliger Biju Mathews, der er medstifter af den amerikanske ngo Stop Founding Hate:

»Hvis et samfund bliver bekymret over at huse en voldelig, neonational, sekterisk bevægelse, skal man bekymre sig over HSS, for det er de« siger Biju Mathews og fortæller, at denne type aktiviteter over hele Vesten fungerer som 'et ideologisk skolings- og rekrutteringsredskab', og at Stop Founding Hate i USA derfor arbejder tæt sammen med myndighederne for at forhindre radikalisering i hindukredse og pengedonationer til hinduekstremister i Indien.

Det er ikke kun ved særlige lejligheder, at HSS Danmark låner kommunens lokaler. Hver søndag stiller børn og unge op i geledder foran et safrangult flag på Katrinedal Skole i Vanløse, mens leg blandes med militant disciplin og religiøs skoling.

HSS-foreningerne udspringer oprindeligt af den militante indiske organisation RSS og er en del af en større bevægelse af hindunationalister, som ønsker sig et Indien af rettroende hinduer - underforstået uden kristne, muslimer og jøder. Der er kun omkring 4.000 hinduer i Danmark, hvoraf de 2.000 stammer fra Indien, og et meget mindre antal dyrker den højreekstreme hinduisme.

Men kontrol er nødvendigt, uanset hvilke aktiviteter, de laver, og hvor mange der er af dem, mener Biju Mathews.

»Det er en organisation, der kæmper for racerenhed. Så det er et spørgsmål om, hvor blind man kan være over for en racistisk minoritetsgruppe. Det her er et problem, ligesom det ville være med alle andre højreekstreme foreninger,« siger han.

Foreningsfriheden

HSS's aktiviteter er umiddelbart lovlige i henhold til foreningsfriheden. Ifølge Kenneth Bo Nielsen, dansk antropolog og ekspert i politisk hinduisme ved Center for Udvikling og Miljø ved Oslo Universitet, bør de danske myndigheder dog holde et vågent øje med HSS.

»De skal ikke nødvendigvis forbydes, men den her forening har forbindelser til den hindunationale bevægelse, og man bør være kritisk overfor, om deres arbejde har konsekvenser andre steder i verden,« siger Kenneth Bo Nielsen.

I Københavns Kommune har man ikke studset over foreningen, da man lånte lokalerne ud.

»Vi låner lokaler ud til alle folkeoplysende foreninger, og det er de godkendt som,« siger Julie Sletten, konsulent i Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltning.

Retningslinjer

Dansk Folkepartis medlem af fritids- og kulturudvalget i København, Birthe Skaarup, er uenig kommunens håndtering.

»Det er ikke anderledes end med Hizb-ut-Tahrir. Man bør stille nogle krav til, hvem der låner kommunens lokaler. Vi vil ikke have ekstremister her i Danmark,« siger Birthe Skaarup, der ikke var klar over, at HSS skulle have træf påsken, men har fået andre henvendelser fra indere i Danmark omkring nogle af de her foreninger. Uanset om der er forenings- og ytringsfrihed, bør der være retningslinjer, mener Birthe Skaarup, der vil gå videre med sagen i Borgerrepræsentationen og forsøge at bremse kommunens støtte til foreningen.

En politiopgave

Integrationskonsulent og politiker fra Det Radikale Venstre Manu Sareen har selv hinduistisk baggrund. Han kender godt bevægelsen fra Indien, men vidste ikke, at HSS opererede i Danmark. Og under alle omstændigheder er relationer til Indien eller hindunationalister andre steder ikke nok til at forbyde lokaleudlån i København, understreger han.

»Hvis de begår noget ulovligt, så er det en politiopgave. Men ligesom min holdning til Hizb-ut-Tahrir og alle mulige andre er, at så skal vi kunne se, hvad de laver, og så man derfra forholde sig til, om der foregår noget ulovligt.«

Sareen beklager dog, at der generelt er en tendens til, at minoritetsgrupperinger isolerer sig kulturelt:

»Der sker en kulturel radikalisering i hele Europa, hvor minoriteter bliver mere og mere bevidste om deres egen kultur. Det synes jeg er et problem uanset, hvem pokker man er,« siger han.

Fritidsklub

Lederen af arrangementet på Katrinedal Skole afviser, at foreningen dyrker nogen som helst særlig form for hinduisme og vil heller ikke sammenlignes med RSS i Indien. Han fastholder, at foreningen udelukkende er en slags fritidsklub for børn og unge. Da Information spørger ind til, hvorfor de så har døbt foreningen HSS og samarbejder med andre erklærede hindunationalister i Europa, vil han ikke forholde sig yderligere til kritikken, som han er uenig i.

»Vores primære formål er at udvikle børn og unge og have det sjovt med dem og diskutere forskellige emner,« siger Anil Sharma, formand for HSS Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

Når først religionerne er afskaffet, kan alverdens sværd smedes om til plovjern.

(frit efter oldkirkens forventninger om gudsrigets komme).

For også at få Hitler, Stalin og CEPOS med i klubben kan man udvide religionsbegrebet til også at omfatte enhver ideologi, der ender på "isme".

Når Danmark sloges med svenskerne om at beholde Skåne, var det resultat af kolonial-ISME.

Den mest provokerende ISME af alle er pacifismen. Ved at give angriberen en fornemmelse af, at angrebene er virkningsløse, tvinges denne til at gøre disse stadig grovere.

Gandhi var måske historiens største krigsforbryder.

@ Ole Gerstrøm

Jo, Per Jongberg vil gerne beskæftige sig med islam ... også med islams eventuelle farlighed.

Men Per Jongberg synes også, at vi skulle beskæftige os med de største problem først, så de næststørste osv ....

Det hedder prioritering, det Per Jongberg foreslår.

Det politikerne på Venstrefløjen - og desværre vist nok også på venstrefløjen, foreslår hedder populisme.

Lad os snakke om noget andet hellere end tage fat på at løse rigtige, reelle problem. Det skaber ingen utilfredse vælgere at snakke om ikke særligt relevante problemer .... burkaforbuddet er et godt eksempel, hvorimod det kan ramme vælgere - der så bliver sure, hvis man løser rigtige problemer.

Grølheim Hovgode

jeg kender personligt Anil Sharma. Han er absolut ikke ekstremist. Jeg har også besøgt RSS i Indien og jeg kan overhovedet ikke genkende det billede som medlem af enhedslisten Marchen Neel Gjertsen tegner af hinduerne.

Kevin Berthelsen

Kære Marchen, du må indse at du har fuldstændigt fordrejet billedet 180 grader..... det må være ganske pinlingt.

Kevin Berthelsen

Var ikke klar over at Marchen var medlem af enhedslisten.... men hvordan kan hun skrive så ensidige artikler?? Det er lidt bekymrende??