Læsetid 4 min.

Ph.d. på tre minutter

Der stilles stadig større krav til forskningsformidlingen, og i går fik otte unge forskere den ultimative udfordring, da de skulle præsentere deres ph.d.-afhandlinger på tre minutter foran et X-factor-dommerpanel og et kritisk publikum
Vinder af årets 'Forsker Grand Prix' blev Kasper Jahn (øverst til højre) for sin præsentation af en såkaldt nano kasse.

Vinder af årets 'Forsker Grand Prix' blev Kasper Jahn (øverst til højre) for sin præsentation af en såkaldt nano kasse.

Sigrid Nygaard
21. april 2010

Tre dommere. Otte finalister. Én vært. Vi er nået til finalen i Forsker Grand Prix 2010 - et arrangement, som har undertitlen 'forskernes svar på X Factor', og som finder sted i Lille Vega i København. Salen er tætpakket med kritiske gymnasieelever, og hvis man ankommer i sidste øjeblik - efter at lyset er slukket - risikerer man at sætte sig på en elektronisk dims, som skal bruges til afstemningen. Dagens vært, Johan Olsen, som både er forsker og forsanger, kalder dimsen for en 'snøvs' og forklarer, hvordan man stemmer. Bagerst i salen lyder der et bump fra en snøvs, der rammer trægulvet.

Berthe Katrine Fiil fra Københavns Universitet er den første unge forsker på scenen. Hun er biolog og holder et lettere forpustet oplæg om planter, bakterier og immunforsvaret. »Mit oplæg hedder 'Et nyttigt selvmord',« indleder hun.

Formidling

Forskere skal kunne formidle. Det står i universitetsloven, og den tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) har igennem årene gentaget det flittigt. Forskerne skal ud af elfenbenstårnet og gøre forskningen letforståelig. For de fleste yngre forskere er formidling da også en fast del af jobbet, men at en hel ph.d.-afhandling skal kunne præsenteres på tre minutter, må alligevel være en udfordring for de fleste.

Bag Berthe Katrine Fiil står et enormt orange blink. Det begynder at lyse, hvis de tre minutter rinder ud. Skulle hun ikke reagere på blinklyset, vil hun blive 'båttet ud' af en skrækkelig lyd. »Hvis I stemmer mig videre, så vil jeg fortælle om, hvordan alt det her kan have betydning for den måde, vi behandler kræft,« når hun akkurat at sige, inden der er brug for blink og båt. Publikum finder snøvsen frem og trykker på et tal mellem et og fem - og de tre dommere kritiserer hendes optræden: »Du har et dejligt smil,« siger rektor for teaterskolen, Sverre Rødahl som skal vurdere de optrædendes performance. Vibeke Hjortlund, chefredaktør på videnskab.dk, der skal vurdere det journalistiske, ville gerne have haft en anden struktur: »Jeg havde nok gerne set, at du havde haft det med kræften med fra starten. Så man ved, hvad man skal bruge det hele til,« siger hun.

Maja Horst, som er lektor og dommerpanelets faglige repræsentant, mener, at Berthe Katrine Fiil havde nogle fine sproglige billeder. Der lyder et bump fra en snøvs.

En kass'

Kort efter kommer Kasper Jahn på banen. Han er fra Aarhus Universitet og taler klingende jysk:

»Vi har lavet en kass',« siger han. Det skaber en del uro blandt de mange gymnasieelever fra henholdsvis Rysensteen, Christianshavns og Sankt Annæ Gymnasium:

»Vi har lavet en kass',« lyder parodien straks fra en elev på en af de bagerste rækker. Men Kasper Jahns kass' skal hurtigt vise sig at imponere de unge gymnasieelever. Kassen er ekstremt lille - en nano-kasse - og kan pakke medicin ind: »I kender måske nogen, der har fået kemo, det er virkelig hårdt for kroppen, fordi kemo'en rammer alle celler - også de raske. Men det er lykkedes os at lave den her kass',« siger Kasper Jahn.

Det smarte ved Kasper Jahns kasse er, at den kun åbner sig og slipper medicinen ud, når den kommer hen til de syge celler.

»På den måde kan man mindske bivirkningerne,« siger han og modtager stor ros fra såvel publikum som dommere:

»Du var meget levende for os...,« siger Sverre Rødahl. »...,men du står meget på dine to ben, og du måtte gerne have bevæget dig lidt mere rundt,« lyder kritikken.

Det er Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der står for arrangementet, så de otte ph.d.er repræsenterer meget demokratisk hver sit universitet. Vinderen får lov til at holde et oplæg ved torsdagens åbning af 'forskningens døgn' - en anden af Helge Sanders opfindelser.

De næste oplæg handler om alt fra skeletter til smitsom adfærd i sociale netværk, og temperaturen stiger i salen. Gymnasieeleverne følger stadig med, men trods de korte formater, er de ved at få nok, og der ryger stadig oftere en snøvs på gulvet.

Finale

Publikum og dommere sender i fællesskab Kasper Jahn og Lilian Skytte fra Syddansk Universitet i finalen. »Vi har en finale mellem nano-kasser og skeletter,« som Johan Olsen formulerer det.

I finalen har man hele fire minutter. Lilian Skytte går helt væk fra skeletterne og fortæller om bevaring af kalkmalerier. Det skulle vise sig at være en uklog beslutning. »Det er et spørgsmål, om du skulle have haft et ekstra minut. Jeg er ikke sikker på, at historien kunne bære at være så lang,« siger Vibeke Hjortlund.

Kasper Jahn har i finalen taget en fysisk model af sin kass' med på scenen. Og op af kassen hiver han en foldet papirsvane.

»Vi laver dna-origami. Vi kan folde alt,« siger han og fortæller, at forskergruppen har været så venlige og branding-agtige, at de på et tidspunkt foldede en delfin, som er logoet for Aarhus Universitet, i dna:

»Men så en måned efter valgte ledelsen at skifte logo.«

»Har I jeres snøvser,« spørger Johan Olsen, og der lyder to-tre bump, mens publikum stemmer for sidste gang.

Igen er Vibeke Hjortlund hård. Hun taler ikke om X-factor, men om J-faktor. »I forhold til J-faktoren, altså den journalistiske faktor, så mangler jeg altså vinklen på det her,« siger hun. Men publikums snøvser taler deres klare sprog: dna-origami er mere interessant end bevaring af kalkmalerier, og Kasper Jahn får en gave fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, som er pakket ind, men angiveligt er en skulptur, der forestiller en helikopter.

»Vi vil se helikopteren,« lyder det fra bagerste række.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Jep. Alt kan koges ned til X-factor nu. Det handler ikke om fordybelse men om at lave mest muligt larm.
At 'bevæge sig mere rundt på scenen'....Hvad F*** har det med god forskning at gøre?